Indhold___________ Et privatiseret forsvar? Nej tak! Leder - CO-SEA

14
SKnyt -februar - 14. årgang - nr. 1
D. 15. november 1996 skulle vise sig at blive en
skæbnesvanger dag for Bo Lykke Jensen.
Bo sejlede dengang med kutteren Agpa og som
så mange gange før, skulle der lægges til kaj, da
skibet anløb Maniitsoq.
Da Agpa nærmede sig kajen, var
Bo klar til at springe fra skib til land
for at tage imod trosser. Vejret var
hårdt – med blæst, bølgegang og
isdækkede omgivelser.
Da skibet er ca. en meter fra kaj,
springer Bo – som så mange
gange før – fra skib og over mod
kajen. Men i dét han sætter af, forsvinder
dækket under hans fødder
i en bølgedal og i et forsøg på
at nå i land, glider han på den tilisede
kajkant. Og lander i vandet.
Mellem skib og kaj.
Skibet er på vej ind mod kajen
og Bo råber af sine lungers fulde
kraft, mens han prøver at søge så
tæt ind til kajen som muligt. Men
for sent. Skibet er ikke til at stoppe,
og det hamrer ind i Bo, der ligger
i vandet, mast mellem kaj og
skib.
Imens chefen på broen desperat
forsøger at manøvrere skibet
væk, iler kolleger til og forsøger
at skåne Bo ved at skubbe skibet
fra kajen og stoppe fendere ned
mellem skibssiden og bolværket.
Men på grund af vindens og vandets
pres, lader det sig ikke gøre
med det samme og skibet kvaser
Bo endnu to gange. Endelig får
han kæmpet sig hen til en lejder,
der fører op til kajen, men på det
Ulykken i
Maniitsoq
tidspunkt er kroppen i chok og
han er så kvæstet, at lemmerne
ikke lystrer, mens han må ligge i
det iskolde vand – knap ved bevidsthed.
Skibet går endelig fri af bolværket
og Næstkommanderende skynder
sig ned ad lejderen, ned i vandet
til Bo og forsøger at redde ham
op på land. Men da har Bo mistet
bevidstheden. Hans kolleger må
skiftes til at holde ham i det minus
fem grader kolde vand.
Dykkerne på skibet når at rigge til
og det samme med skibets gummibåd,
men inden det når at blive
sat i værk, lykkes det efter flere
forsøg endelig at redde Bo op
vandet ved fælles hjælp og kræfter,
et reb og en bådsmandshage.
I mellemtiden er en ambulance
ankommet, og redderne får straks
den bevidstløse Bo op på en båre
og kørt ham til Maniitsoq Sygehus.
Næste gang Bo rigtig kommer til
bevidsthed, er tre uger senere.
Han vågner op på Rigshospitalets
intensivafdeling i Danmark.
I mellemtiden er der sket meget.
Hans hustru blev straks efter
ulykken fragtet til Grønland, så
hun kunne sidde ved sin mands
Interview og tekst af
Anja Poulsen og Bo Lykke Jensen
side. Bo blev fra Maniitsoq fløjet
til sygehuset i Nuuk og derfra til
Danmark, hvor han gennemgik tre
store operationer.
Samtlige af Bos ribben var brækkede
– nogle flere steder, kravebenet
var brækket og havde løsrevet
sig fra brystbenet, bækkenet var
knust, hoften flækket og der var
adskillige alvorlige indre skader.
Hovedet gik dog heldigvis fri.
Efter ulykken var der megen furore
omkring skyld, ansvar, erstatning
og hvad der ellers medfølger
af langslidende sager og anklager
i forbindelse med sådan en hændelse.
Når man oplever en ulykke
som Bos på nærmeste hold, er
det nok papirarbejde og søgsmål
der ligger én mindst på sinde,
men heldigvis havde Bo sin fagforening
– Søværnets Konstabelforening
– i ryggen.
Bo er en fighter og efter næsten
to års sygemelding med stædig
genoptræning, vendte han tilbage
til søværnet – dog ikke i sejlende
tjeneste. I stedet tog han et par
kurser på CU, så han kunne blive
omskolet til telegrafist. Det gik
gnidningsløst og Bo gjorde derefter
tjeneste i fire år ved Comcen
Korsør, indtil kroppen ikke magtede
det mere.
Da det ikke så ud til, at der var så
mange arbejdsmæssige muligheder
i søværnet for en mand, som
man af helbredsmæssige årsager
helst ikke så på havet igen, kunne
Bo selvfølgelig have søgt om invalidepension
eller førtidspension
og trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet,
men det kom ikke til at
ske.
I stedet søgte han om at få færre
timer og da de søgte en til flex-job
på Søværnets Signalskole søgte
han og fik dette. Tre år efter skulle
skolen flytte til Frederikshavn og
han fik en stilling ved Søværnets
Officersskole, der netop kunne
opfylde de krav, der gør, at Bo kan
klare jobbet, selv med de men han
stadig døjer med efter ulykken for
15 år siden.
Problemet er bare, at selvom man
er langtidsansat, bliver man ikke
nødvendigvis tjenestemand med
dertilhørende tjenestemandspension,
for der er flere betingelser,
som skal være opfyldt – betingelser
som Bo på grund af fortidens
hændelser ikke honorerer. ’Der er
ikke noget, der binder mig til søværnet
længere’, siger Bo, ’kun
det, at det er mere stabilt med
hensyn til fyringer. Derfor bliver
jeg der.’
SKnyt - februar 2011 - 14. årgang - nr. 1
Konstabler føler sig snydt for
tjenestemandsansættelse
Enkelte konstabler føler sig snydt, når de ikke efter
10 år med arbejdsmarkedspension kan blive tjenestemandsansat.
Problemet kan opstå, fordi enkelte konstabler ikke
opfylder tjeneste-, vandels- eller helbredskravet.
Mange konstabler er simpelthen ikke klar over, at
de skal opfylde tjenestlige krav, have en dadelsfri
tjeneste de sidste to år inden tjenestemandsansættelsen
og være helbredsmæssigt helt på toppen.
Der er et betydeligt kommunikationsproblem.
Konstablerne er simpelthen ikke tilstrækkeligt oplyst
om ansættelseskravene til tjenestemand.
Hvis en konstabel er langtidsansat til 60 år med
arbejdsmarkedspension forventes det, at vedkommende
overgår som tjenestemand efter 10 år. Har
konstablen imidlertid været udsat for en arbejdsskade,
så helbredskravet til tjenestemand ikke kan
opfyldes, haft problemer i tjenesten eller f.eks. ikke
kan deltage i internationale opgaver, kan tjenestemandsansættelse
normalt ikke finde sted, men
konstablen kan godt fortsætte med sin langtidsansættelse
på overenskomst til 60 år.
Krav til tjenestemandsansættelse for konstabler
i forsvaret:
Ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende
efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse
er i stand til at bestride tjenesten i den
pågældende stilling.
Langtidsansat personel kan overgå til tjenestemandsansættelse
efter 10 års langtidsansættelse i
alt. I den 10-års periode skal tjenestefrihedsperioder
på op til to år medregnes.
Ansættelsen er betinget af, at den ansatte de seneste
to år forud for ansættelsen til tjenestemand,
har forrettet tjeneste, og at tjenesten har været forrettet
tilfredsstillinde.
Kilder: Tjenestemandsloven og FPTBST 562-0029
Af Hans Frederiksen
15