Malerne og ægteparret - Johannes Larsen & Alhed Larsen

Malerne og ægteparret - Johannes Larsen & Alhed Larsen
Det frugtbare kunstnermiljø fornemmes stadig på Johannes Larsen Museet, hvor hjemmet, kunsten, haven og
arkitekturen spiller sammen i en skøn helhed.
Af Eva Pohl – Berlinske, fredag den 18. juli 2008, 22:30
Når man har siddet, badet i lys, og set ud over Kertemindebugten, ved man, at farverne i
Johannes Larsens malerier med motiver herfra er ramt uhyre præcist. På tværs af tiden
fornemmer man malerens evne til at fange skønheden og dynamikken i naturen.
Forventningens glæde stiger i takt med, at vi bevæger os op ad Møllebakken i Kerteminde.
Sådan er det hver gang, min familie og jeg på solrige sommerdage nærmer os det smukt
beliggende Johannes Larsen Museet.
Det er helheden af kunstnerhjemmets indretning og farver, vinterhavens atmosfære, lyset
over havens planter og fugle, den fornemme kunstsamling på museet og arkitekturen, den
gamle såvel som den nye, der trækker. Fornemmelsen af levet familie- og kunstnerliv.
Den tavse seer
Kunstnerisk fordybelse og hverdagssysler spejler sig i kunstnerhjemmets indretning både inde
og ude – stedets ånd, kunst og livskunst smelter sammen. Vi har i dag mulighed for at glide
ind i den både poetiske og energiske stemning.
Det frugtbare kunstnermiljø, hvor maleren Alhed Larsen var omdrejningspunkt, og hvor
hendes mand, maleren og naturelskeren Johannes Larsen, kaldet den tavse seer, var flittig
med sin kunst og ved aftensmaden satte pris på at drikke snaps af store snapseglas, som
barnebarnet Ane Talbot fortæller i bogen »Johannes Larsens hjem«, tiltrak de øvrige
Fynbomalere, andre kunstnerkolleger og forfattere.

Et tegn fra oven
Der havde været rift om den kønne Alhed Warberg, men det var den høje og ranke
Johannes Larsen, der tiltrak sig hendes opmærksomhed. Han var blevet interesseret, da han
havde set Ludvig Brandstrups portrætbuste af hende, og som et tegn fra oven, fortæller
Erland Porsmose i sin store Johannes Larsen biografi, var Alhed gået lyslevende forbi på
Charlottenborg-udstillingen 1889.
Deres ægteskab og familieliv med drengene, kaldet Puf og Lysse, som udspillede sig på
Møllebakken med afstikkere til gården Båxhult i Sverige, var harmonisk og kreativt. De var
meget gæstfrie, havde store familier på begge sider og en omfangsrig vennekreds. Det
fortælles, at man af og til måtte spise frokost i flere hold.
Arbejdsnarkoman
Hver især arbejdede ægtefællerne med kunsten, men der blev ikke talt meget om den. Som
Ane Talbot fortæller det, mente Johannes Larsen, at det først og fremmest drejede sig om at
komme ud til fuglene, og se at få dem tegnet af inden de fløj.
Han var arbejdsnarkoman, men ikke uden lune. Som gammel sagde han, at han havde
forsømt mangen en god lejlighed til at holde sin kæft!
Det intense og vedholdende arbejde med kunsten fornemmer man i atelieret, som han
kaldte »værkstedet«. Her ses i loftet Johannes Larsens billede med flyvende storke.
Kunstnerægteparret delte naturen mellem sig. Meget groft sagt tog hun sig af blomsterne,
mens han arbejdede med fuglestudierne. Indretningen af hjemmet var ikke blot et spørgsmål
om nødvendige rammer, men en skabelse af identitet.
Intet var overladt til tilfældighederne, da huset i 1901 blev tegnet af Skagen-arkitekten Ulrik
Plesner efter Johannes Larsens skitser. Lysindfaldet i rummet måtte kun komme fra én side,
ellers ville det give problemer med skyggerne, når der skulle males billeder.
I årene 1914-20 blev Møllebakken videreudbygget med atelier og vinterhaven, hvor Alhed
Larsen havde orkidéer og kaktus, som blev motiver i hendes ofte ekspressive malerier.

Et magisk sted
Vinterhaven er et magisk sted, hvor man mærker den sanselige atmosfære.
For Alhed Larsen var blomstermalerier ikke en begrænsning for udtrykskraften. Hendes atelier
blev åbnet og tilgængeligt for publikum i 2006.
Sommeren 1917, hvor det nye atelier og vinterhaven med guldfiskebassin stod færdigt,
mødtes Karl Isakson, Poul Henningsen, Agnes Henningsen, Johs. V. Jensen, Axel Salto, Leo
Swane og flere andre på Møllebakken. Det var her ideen til kunsttidsskriftet »Klingen« opstod.
Blandt kunstnerægteparrets nære venner var Johs. V. Jensen og Anna og Fritz Syberg, som
var naboer. Anna Syberg, Alhed Larsen og Johannes’ søster Christine Swane udgjorde de
kvindelige Fynbomalere.
Kunst og liv tæt knyttet
Der var tæt sammenhæng mellem kunst og liv. Spisestuen dekorerede Johannes Larsen i den
vanskelige al fresco-teknik, hvor motiverne blev malet direkte på den nypudsede, endnu
våde væg. Overalt i hjemmet, der er fyldt med malerier af Alhed og Johannes, Christine
Swane, Anna og Fritz Syberg samt af andre af parrets kunstnervenner, er der tænkt meget
over farvevalg.
Haven er i sig selv en smuk komposition. Det var derfor med glæde, at man i 2001, ved
indvielsen af den nye, smukke og meget gennemtænkte tilbygning til museet, et tempel for
kunsten, tegnet af Poul Ingemann, kunne konstatere, at der var taget hensyn til haven med
de gamle træer og havehus samt til stedets hele atmosfære.
Johannes Larsen Museet er en attraktiv helhed, der afspejler kunstnernes glæde ved naturen
og kunstnerisk fordybelse.
Johannes Larsen Museet, Møllebakken 14, Kerteminde. Alle dage 10-17. Retrospektiv udstilling
med John Olsen: »Kunsten at se« til 17. august. Havevandringer 29. juli, 12. og 26. august.