Mariager Fjord - primærproduktion, iltomsætning og blåmuslinger ...

I denne simulering er den vertikale transportkoefficient justeret, så overmætningen af ilt i overfladen
passer med det observerede under feltmålingerne i september. Med denne kombination af parametre
viser modellen, at iltsvind optræder allerede efter 2-3 dage på 5 meters dybde. Dette virker
meget hurtigt og tyder på, at den vertikale transport er underestimeret nede i vandsøjlen.
Formodentlig fordi modellen i sin nuværende form ikke indeholder andre former for vertikal
transport end vinddreven turbulens.
Figur 12 viser raterne på arealbasis af de 4 processer, som påvirker iltkoncentrationen i modellen.
Det ses, at iltforbruget ved respiration i vandsøjlen overstiger iltforbruget til oxidation af svovlbrinte
med en faktor 2. Endvidere at tabet af ilt ved genluftning den mest betydende proces, når
vandet i overfladen er kraftigt overmættet.
O 2 or H 2S (mmol m -3)
350
300
250
200
150
100
50
0
0 2 4 6 8 10
Dag
Primærproduktion
Respiration
Genluftning
Oxidation af H 2 S
Figur 12. Arealspecifikke rater beregnet af modellen med samme parametre som i figur 11.
En af ideerne bag modellen er, at lokale forekomster af frit svovlbrinte kan forårsage mortalitet
blandt blåmuslingerne, som så går i forrådnelse og accelererer iltforbruget ved bunden. Modellen
er derfor kørt ved forskellige kombinationer af vind og dybde og tiden for forekomst af svovlbrintekoncentrationer
over 5 mmol m -3
er beregnet. Resultaterne er vist på figur 13. På lavt vand
forekommet frit svovlbrinte ikke i koncentrationer over 5 mmol m -3
, fordi produktionen af ilt og
den vertikale opblanding er tilstrækkelig til at udligne iltforbruget ved bunden. På dybder mellem
3 og 7 meter forekommer frit svovlbrinte relativt tidligere end på dybere vand. Det skyldes, at frigivelsen
af svovlbrinte er mindre på dybt vand end på lavere vand. Samtidig giver den faldende
klorofylkoncentration med dybden et lavere iltforbrug i det bundnære vand på stationer med
vanddybder over 7 - 8 meter. Mellemdybder, her mellem 3 og 7 meter, bliver således mest udsatte
for iltsvind og svovlbrintefrigivelse. Ved stigende vind øger den vertikale transport og tiden, før
der optræder frit svovlbrinte, bliver længere.
1.3.4 Konklusioner
1. Modellen viser, at dybder mellem ca. 3 og 7 meter er mest udsat for iltsvind.
2. Hvis vandsøjlen er lagdelt (over den permanente pyknoklin), er området, lige under hvor lagdelingen
møder bunden, meget udsat for iltsvind. Dette er således et ’hotspot’, hvorfra et mere
udbredt iltsvind kan udvikle sig.
3. Det pelagiske samfunds iltforbrug overstiger normalt oxidationen af svovlbrinte frigivet fra
bunden, men begge processer er vigtige for iltbalancen.
4. Det er mindre sandsynligt, at frigivelse af svovlbrinte fra dybet direkte forsager iltsvind i vandsøjlen
oven over. Dette skyldes, at vandsøjlen over pyknoklinen samlet indeholder meget ilt og
17