Årsskrift 2010-2011 - Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge

6
Faglige begrundelser for ændring i anbringelser?
Rækken af reformer indenfor det sociale område,
afrapporteringer fra SFI om det håbløse i at anbringe
børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder
og den tvivlsomme faglige diskussion mellem
politikere om effekten af anbringelse på døgninstitutioner
og opholdssteder har efterhånden
resulteret i, at døgninstitutioner og opholdssteder
anses for et onde, der hurtigst mulig skal findes
alternativer til. En urimelig og unuanceret retorik
overfor medarbejdere og ledere, der gennem år har
løftet væsentlige samfundsopgaver og givet børn
og unge et frirum fra de vanskelige og belastende
forhold, de har levet under.
Endnu engang er et gammelt kort blevet trukket
ud af ærmet i Socialministeriet og i kommunernes
socialforvaltninger med stor støtte og veltalenhed
fra SFI - fremtidens anbringelser hedder familiepleje-,
netværk og slægtsanbringelser – helst
slægtsanbringelse for det koster ikke noget for de
anbringende myndigheder.
Det er tilsyneladende den eneste saliggørende
løsning på Danmarks anbringelsesproblemer. Alt
kan tilsyneladende lade sig gøre – anbringelse af
kriminelle unge – anbringelse af børn og unge med
forskellige mere eller mindre belastende diagnoser,
handicappede i alle afskygninger, ja og hvor svært
kan det være, det handler jo blot om at finde ca.
14.000 fagligt velkvalificerede og velfungerende
familier i Danmark, der med stabilitet og høj
faglighed over en længere årrække er i stand
til at rumme og skabe den helt rigtige evidensbaserede
tilgang til disse ofte vanskeligt stillede
børn og unge.
Som forening bliver vi usikre overfor, hvorvidt
de sidste 10 års nedgørelse af døgninstitutioner og
opholdsteders arbejde udelukkende er begrundet i
faglige forhold. Meget tyder på, at de økonomiske
forhold har betydelig større vægt, selvom det ikke
altid er det, der bliver trukket frem i SFI’s rapporter.
SFI har været dygtige til at underbygge de
politiske hensigter og strømninger, man har haft
og givet politikerne de redskaber i hånden, der
skulle til for at kunne argumentere ”fagligt”
for en omlægning af anbringelsesområdet. En
væsentlig argumentation har været, at der er
så mangelfuld forskning omkring effekten af anbringelse
af børn og unge på døgninstitutioner og
opholdssteder. Spørgsmålet er, om der reelt findes