Daneborg 1947-48. Jeg blev født i København den 5. Januar 1927 ...

5
sejlede så ud mod havet og drev tilbage igen. Temperaturen
var minus 2 grader da tågen lettede næste dag. Jeg havde
brugt radioen hele natten, da vi havde bedt Scoresbysund
vejrstation om at lytte efter os hver time. Næste dag Kl.
13 fik jeg radiokontakt med Daneborg som meldte at
isforholdene var gode der. En senere kontakt med Myggbukta
og Daneborg gjorde det muligt at lave en krydspejling for
at bestemme positionen. Ved en stor isflage standsedes
skibet og vi gik ud på isen for at pumpe frisk vand fra
smeltevandssøer. Det gav os også en chance for at strække
benene og fotografere skibet i isen. Ved midnat var der
atter en pause på grund af tåge, men den 14. Juli gik med
lidt fremgang når isen tillod det. Mange timer gik med at
vente på åbninger. Den 15. kl. 14 så vi Grønlands fjelde
for første gang. Solen skinnede og det var 6 grader varmt
så jeg tilbragte nogle timer i tønden hvor jeg fik mange
fine fotografier af isen som uafbrudt veksler mellem den to
meter tykke vinteris og skruninger på op til ti meter.
Et godt eksempel på ungdommelig uvidenhed og vovemod
er de bemærkninger jeg havde skrevet i min dagbog under
rejsen. Jeg foreslog at jeg kunne gå på ski over isen de
75 kilometer til Daneborg, noget som ganske afgjort ville
have været umuligt. Nu, efter mange års erfaring i
arktiske forhold, kan jeg se hvor lidt jeg vidste om
virkeligheden.
Daneborgs befolkning, fire mand, var ved
radioforbindelserne meget utålmodige efter at se skib igen.
De havde været isoleret fra omverdenen i næsten et år, og
bortset fra grønlænderen Mikkel, skulle de alle rejse hjem
til Danmark så snart skibslejlighed viste sig.
Den 16. Juli måtte vi stoppe på grund af tåge. Vi så
mange sæler på isen. Endnu en bjørn blev skudt og taget om
bord og vi fik bjørnebøffer til middag. En frisk kuling
havde fjernet al is fra Myggbukta og Daneborg, mens vi sad
fast i tætpakkede isflager. Vi var omkring 100 sømil fra
Daneborg, men afstanden øgedes, da vi langsomt drev sydover
med isen.
Den 17. var vi helt syd for Myggbukta og landet sås
tydeligt. Eftermiddagen gik med ture på isen og en
sneboldkamp. Hen mod aften kunne skibet komme lidt nordpå,
men senere mødte vi fast is som gjorde fremgang umulig.
Bag isbæltet så man tydeligt åbent vand, og man håbede at
det faldende tidevand ville åbne isen.
Næste dag gik med meget vanskelig sejlads, hvor
isflager blev trukket af vejen med wire og dampspil.
Besætningen var naturligvis vant til den slags og havde
travlt med at manøvrere. Skibet havde en tobladet skrue og