9 Mormor ligger i et værelse på Esbjerg Hospital ... - mediamovers.dk

2006
1
Mormor ligger i et værelse på Esbjerg Hospital. En sygehjælper
har gjort hende klar til besøg. Han har vasket hende, lagt en dyne
over hende, glattet den og foldet hendes hænder over den. Han har
tændt nogle fyrfadslys, som han har stillet i vindueskarmen. Der
står måske en rose på sengebordet i en vase af rustfrit stål.
Dér ligger hun, og hendes liv er forbi. Nogle af hendes børn, børnebørn,
oldebørn og måske tipoldebørn tager afsked med hende
nu. Nogle har allerede gjort det, taget elevatoren ned til deres biler
og kørt bort, og livet går videre. Det er fredag, og snart vil et par
af hendes oldebørn råbe højt med en fadøl i hånden, danse på et
diskotek med bare maver eller cowboybukser med hængerøv. Børnebørnene,
mine fætre og kusiner og jeg, vi vil være mere stille. Vi
har kendt hende. Hun har betydet noget for os.
Jeg er drejet ind på Esbjerg-motorvejen. Jeg kan se månelyset
på Harte Kirke. Blytaget skinner næsten. Jeg kører vestpå og er
på hospitalet om en times tid. Jeg rækker hånden frem og slukker
for radioen. Nu er der kun lyden fra motoren og dækkene mod
asfalten.
Mormor blev født i 1905. Hun voksede op i en form for stilhed.
Hendes far fortalte ingenting om sig selv. Hendes mor var født i
dølgsmål, en stor skam på den tid. Hun talte aldrig om det. Mormor
havde sin lillebror, som hun elskede. Meget ved jeg ikke om hendes
barndom, selvom jeg ved så meget om hendes senere liv. Jeg tror,
hun efterhånden blev lidt træt af min spørgelyst. Når jeg kom på
9

esøg, skulle vi sidde sammen, sidde og spise et stykke citronkage,
sidde og drikke kaffe, ikke rode op i alt det. Meget gamle mennesker
kan ligesom lukke ned langsomt. De behøver ikke mere at
se ting for sidste gang. De vil ikke mere være vrede på fortiden og
bekymrede for fremtiden. De gør sig klar, og der indfinder sig en
form for tomhed. Stueuret tikker, og luften står stille.
Vold var den lim, der holdt sammen på verden dengang. Vold
i hjemmet, vold i skolen, vold i religionen. Jeg er vokset op i et
bed af undertrykkelse, fortrængninger og forvrængninger. Nu er
mormor død, og vi kan bilde os selv ind, at volden tilhører en fjern
fortid.
På en underlig måde blev al den vold, der omgav hende, min
mor og mig, min levevej. Jeg blev gift med Heinrich og flyttede
til Vestberlin i 1975. Her opsøgte spøgelserne mig endnu en gang,
og alt, jeg gjorde, var at fortælle om dem. Jeg stillede mig op på
små scener på de berlinske caféer foran hashrygende hippier og
sociologistuderende i batikfarvede undertrøjer og blå maojakker
og fortalte historier fra min barndoms eksotiske egn. Fra før jeg
blev født i Lejet. Fra min vilde ungdom i Esbjerg. De kunne lide
mig og min accent. De sagde, jeg lød som en lille pige. Sådan blev
jeg fortæller.
Jeg har længe tænkt, jeg kunne samle mine historier, dem jeg har
fortalt, dem jeg ikke kunne bruge på scenen, og dem jeg har inde i
mig, og som er stillet væk lidt på samme måde som skinnerne fra
mine fætres Märklin-togbaner, der stadig står i papkasser på et
loft og kan pakkes ud og sættes sammen til et mønster. Jeg kunne
sætte mine historier sammen, så de fik lov til at sno sig gennem
det landskab, der er min familiekrønike.

I
GUDS PLAN

1936
2
Enhver ved, at man ikke kan stole på sådan én som mig, og slet
ikke når jeg vil fortælle om mig selv og min miserable familie, men
jeg sværger ved Gud i det Høje, at hvert ord, jeg siger, er så tæt på
sandheden, jeg overhovedet kan komme.
Det rigtige sted at begynde må være i min morfars hoved. Vi
kan ikke komme helt derind. Men jeg kan se ham lige i øjnene
allerede nu. Jeg gør det for at få ham ud af historien, for at komme
videre. Det vil ikke lykkes for mig. Det ved jeg godt. Han vil spøge,
han vil ånde mig i nakken her, som han gjorde det så længe i mit
liv, selvom han for længst var stoppet i jorden og spist af orme og
mider, da jeg blev født.
Jeg har aldrig set ham, men jeg har ikke spor svært ved at male
hans ansigt i luften foran mig. Jeg ser den dråbe sved, der løber fra
hans højre kind og ned i hans sorte kranseskæg. Over næsen har
han tykke rynker. Hans mund er sammenrimpet, mens han igen
og igen slår spanskrøret ned i sin yngste søns bagdel. Mads ligger
ind over langbordet fra bordenden, og hans hænder knuger om
bordkanterne. Han græder uden at åbne munden.
Annemarie, min mormor, var gået ud i køkkenet, og her stod
også Ruth og hendes knap tre år yngre lillesøster, min mor, Karen.
Da der endelig blev stille, stod de fulde af skam og kunne ikke se
på hinanden. Ruth åbnede døren og gik ud i gården. De to andre
gik først ind i stuen, da Mads var væk.
Annemarie havde et viskestykke i hænderne. Hun så på sin
13

mands ryg. »Du kan ikke blive ved at tærske ham på den måde,
Johannes.«
»Han er min søn, og jeg tærsker ham så ofte, jeg finder behov
derfor.«
Han vendte sig om og tog viskestykket. Han tørrede sit ansigt og
fik samtidig øje på Karen, der stod bag Annemarie med hænderne
knugede i hendes kjole. Han gjorde tegn til hende med pegefingeren,
at hun skulle komme hen til ham. Hun blev stående bag
Annemarie, men da han satte sig og tappede to gange i bordpladen,
måtte hun stille sig hen foran ham.
Han rakte hånden frem og strøg bagsiden blødt over Karens våde
kind. Hun var elleve år. Han tog hende om livet og satte hende på
sit knæ.
»Du kan gå ud i køkkenet nu,« sagde han til sin kone, men hun
blev stående.
Han begyndte, at ae Karens lår og sagde med en blid stemme:
»Du kan jo nok forstå, at jeg ikke gør det, fordi jeg finder det morsomt.
Mads skal have tærsk, fordi hans karakter er svag. Man hamrer
også på stål, for at det skal hærdes. Det er vigtigt, at et menneske
er stædigt og udholdende. Man skal lade Gud vide, at man ikke
giver sig. Så får man det, man beder Ham om. Ikke ved at være
slap som en gulvklud.«
Karen begyndte igen at græde lydløst. Hendes stærke, retfærdige
far klemte hende lidt på låret. »Forstår du?«
Hun nikkede: »Ja, far.«
Jeg har set hans smil på et fotografi fra et fotostudie i Esbjerg. Her
smiler han venligt, ja, sympatisk. Jeg forestiller mig, han smilede
på en anden måde med min mor på knæet, krumt og grumt. Men
det er nok forkert.
Nogle timer senere lå Karen i sin seng. Pæren var gået på hendes
værelse. Min mormor Annemarie kom ind med en stage i sin
venstre hånd. Stearinlyset blafrede og sendte dansende skygger
14

op ad hendes ansigt og gav hende et fremmed udtryk, som var
hun indianer.
»Har du bedt din aftenbøn.«
Det havde Karen.
»Lad mig se dine foldede hænder over dynen.«
Annemarie blev stående. Der var stille mellem dem.
»Vil du sige noget, Karen?«
»Ja,« sagde min mor. »Der er noget, jeg ikke forstår.« Hun var
elleve år og intelligent, men hun gjorde sin stemme barnlig og naiv.
»Hvis Gud elsker os højere end doktor Stahl, hvorfor er det så os,
der spiser sild og dem, der får kager om søndagen og har kagegafler
og alting af rigtigt sølv?«
Det var måske en provokation, måske ikke. Annemarie svarede
roligt: »Arh, så meget sølv har de nok heller ikke?«
»Men de har slet ikke plet. Det sagde Poul i klassen.«
»Man kan ikke forvente andet end løgn fra staklens mund,«
sagde Annemarie, men uden hårdhed.
»Men han turde nok kun sige det, som det var, for Søren kommer
derovre, og han er en af vores.«
»Ja. Ja, ja da.«
»Men når de nu tror på en forkert Gud, mor, hvorfor bliver de
så ikke straffet?«
»De bliver straffet senere. De går glip af det evige liv.«
»Kommer de ikke med?«
»Nej. Og Gud giver os mad hver dag. Gør han ikke?«
»Jo.«
»Er du ikke taknemmelig for det?«
Karen så op i loftet. »Jo, mor. Jeg er taknemmelig.«
Annemarie smilede og skulle til at sige godnat, men Karen sagde:
»Men hvorfor belønner Gud dem, der tror på en forkert Gud? Han
kunne da lige så godt give os kager og sølvgafler. Kunne Han ikke?«
»Jo, men det gør Han på en måde også. Vi er mere lykkelige end
de.«
15

»Er vi?«
»Ja.«
»Også Mads?«
»Mads?«
»Som bliver tærsket af far, så han er ved at miste forstanden,«
sagde Karen uden at ændre tonen i stemmen. »Poul har en forkert
Gud, men han får aldrig tærsk af sin far. Det siger han selv.«
Annemarie ville sige: »Måske lyver Poul.« Og hun ville sige:
»Måske bliver han pint forfærdeligt. Det kan vi ikke vide.« Men
en klump sad i hendes hals og spærrede for ordene. Hun rømmede
sig og gjorde sig hård.
»Så. Nu skal du sove. Godnat.«
Hun kunne ikke give sin datter de rigtige svar. Hun var i vildrede.
Hun vidste, at Gud styrede hendes liv. Hun vidste, at hendes
familie var udvalgt. Hun bad til Ham og fik ofte bønsvar. Men i
svarene lå der fælder – hun havde misforstået nogle helt afgørende
svar fra Ham, som da hun havde spurgt Ham, om Johannes var en
god ægtemand, der ville elske hende og hendes børn. Hun havde
spurgt Gud og fået et klart ja. Men måske havde hun slet ikke
misforstået Ham. Måske ville Gud blot prøve hende, rense hende,
så hun blev ren i sin sjæl og kunne træde ind i Himmerige med de
frommeste. Gud havde givet hende en mand, der var syg i sjælen.
Det var hun nu fuldstændig overbevist om. Gud havde en plan,
men hun kendte den ikke.
16
3
I hele min barndom og ungdom i 50’erne og 60’erne har jeg aldrig
oplevet min mor spille på klaver eller synge, selvom hun var musikalsk
og dygtig. Musikken gik på et tidspunkt i stå inde i hende.
Jeg forestiller mig, at den satte sig fast i vreden.
Karen lærte at spille på harmonium, da hun var 11-12 år. Under-

visningen, som vel egentlig ikke var undervisning, men en slags
overhøring, foregik i missionshuset. Her sad hun og pumpede i
pedalerne og flyttede sine fingre mekanisk, mens hendes øjne nervøst
sprang fra tangenter til nodeblad. Ved siden af hende stod
hendes far, Johannes, med en blomsterpind af bambus i hånden.
Lavede hun en fejl, faldt der straks et slag på hendes hænder. Samtidig
råbte han en lyd, noget i retning af tju. Somme tider hørte han
fejl, hvor der ingen var, og så faldt slagene uden grund. Johannes
havde i sin tid valgt violinen på seminariet. Senere havde han glemt
musikken. Han kunne stadig g-nøglens noder. Det var grundlaget
for hans musikundervisning, så det krævede talent at udvikle sig
i det tempo, Karen præsterede.
Blomsterpinden havde han taget fra min mormor Annemaries
mistbænk i november. Nu var det sidst i marts og ti grader, og vinteren
var forbi. Solen skinnede på det lille gule hus på Hovedgaden.
Annemarie sad på en lille trebenet malkestol i den cementerede
gård. Pelargonierne var kommet frem fra kartoffelkulen. Hun var
ved at skifte pottejord.
Karen sad på trappen på nogle aviser. Hun havde anbragt et bræt
over lårene. På brættet havde hun tegnet tre oktaver tangenter. Til
højre for sig havde hun anbragt en stol, og på stolen lå nodebogen
opslået.
Jeg ser dem sådan: Karen lydløst koncentreret med fingrene hoppende
på brættet og øjnene rettet mod nodebogen, med fletninger,
slidte brune snøresko, sportsstrømper af uld og en ternet nederdel.
Annemarie, klædt i sort som en ældre dame, men stadig ung og
uden rynker, allerede med grå striber i sit sorte hår. De taler ikke
sammen. Annemarie ser sig som en tjener for Guds skaberkraft.
Hendes mand tager hendes blomsterpinde og slår hendes datter og
børnene i skolen over fingrene. Men blomsterpindene bliver også
brugt til at få Guds skaberværk til at rejse sig op mod himlen. De
ligger i mistbænken og venter på det rette tidspunkt. Nogle spurve
17

kvidrer i ribsbuskene nede i skellet. Ellers er her helt stille. Karen
er i en verden af musik, men musikken er der ikke. Intet liv, intet
frodigt og kreativt vokser op fra hendes bræt og heller ikke i hendes
indre. Hun har lektier for.
Sådan sidder de hver for sig og sammen. En skarp skygge fra
skuret skærer et stykke af den solbeskinnede cement. Længere
nede i baghaven hænger noget vasketøj på snore foran bladløse
ribsbuske. Spurvene kvidrer.