9 Mormor ligger i et værelse på Esbjerg Hospital ... - mediamovers.dk

op ad hendes ansigt og gav hende et fremmed udtryk, som var
hun indianer.
»Har du bedt din aftenbøn.«
Det havde Karen.
»Lad mig se dine foldede hænder over dynen.«
Annemarie blev stående. Der var stille mellem dem.
»Vil du sige noget, Karen?«
»Ja,« sagde min mor. »Der er noget, jeg ikke forstår.« Hun var
elleve år og intelligent, men hun gjorde sin stemme barnlig og naiv.
»Hvis Gud elsker os højere end doktor Stahl, hvorfor er det så os,
der spiser sild og dem, der får kager om søndagen og har kagegafler
og alting af rigtigt sølv?«
Det var måske en provokation, måske ikke. Annemarie svarede
roligt: »Arh, så meget sølv har de nok heller ikke?«
»Men de har slet ikke plet. Det sagde Poul i klassen.«
»Man kan ikke forvente andet end løgn fra staklens mund,«
sagde Annemarie, men uden hårdhed.
»Men han turde nok kun sige det, som det var, for Søren kommer
derovre, og han er en af vores.«
»Ja. Ja, ja da.«
»Men når de nu tror på en forkert Gud, mor, hvorfor bliver de
så ikke straffet?«
»De bliver straffet senere. De går glip af det evige liv.«
»Kommer de ikke med?«
»Nej. Og Gud giver os mad hver dag. Gør han ikke?«
»Jo.«
»Er du ikke taknemmelig for det?«
Karen så op i loftet. »Jo, mor. Jeg er taknemmelig.«
Annemarie smilede og skulle til at sige godnat, men Karen sagde:
»Men hvorfor belønner Gud dem, der tror på en forkert Gud? Han
kunne da lige så godt give os kager og sølvgafler. Kunne Han ikke?«
»Jo, men det gør Han på en måde også. Vi er mere lykkelige end
de.«
15