esøg, skulle vi sidde sammen, sidde og spise <strong>et</strong> stykke citronkage, sidde og drikke kaffe, ikke rode op i alt d<strong>et</strong>. Meg<strong>et</strong> gamle mennesker kan ligesom lukke ned langsomt. De behøver ikke mere at se ting for sidste gang. De vil ikke mere være vrede <strong>på</strong> fortiden og bekymrede for fremtiden. De gør sig klar, og der indfinder sig en form for tomhed. Stueur<strong>et</strong> tikker, og luften står stille. Vold var den lim, der holdt sammen <strong>på</strong> verden dengang. Vold i hjemm<strong>et</strong>, vold i skolen, vold i religionen. Jeg er voks<strong>et</strong> op i <strong>et</strong> bed af undertrykkelse, fortrængninger og forvrængninger. Nu er mormor død, og vi kan bilde os selv ind, at volden tilhører en fjern fortid. På en underlig måde blev al den vold, der omgav hende, min mor og mig, min levevej. Jeg blev gift med Heinrich og flyttede til Vestberlin i 1975. Her opsøgte spøgelserne mig endnu en gang, og alt, jeg gjorde, var at fortælle om dem. Jeg stillede mig op <strong>på</strong> små scener <strong>på</strong> de berlinske caféer foran hashrygende hippier og sociologistuderende i batikfarvede undertrøjer og blå maojakker og fortalte historier fra min barndoms eksotiske egn. Fra før jeg blev født i Lej<strong>et</strong>. Fra min vilde ungdom i <strong>Esbjerg</strong>. De kunne lide mig og min accent. De sagde, jeg lød som en lille pige. Sådan blev jeg fortæller. Jeg har længe tænkt, jeg kunne samle mine historier, dem jeg har fortalt, dem jeg ikke kunne bruge <strong>på</strong> scenen, og dem jeg har inde i mig, og som er still<strong>et</strong> væk lidt <strong>på</strong> samme måde som skinnerne fra mine fætres Märklin-togbaner, der stadig står i papkasser <strong>på</strong> <strong>et</strong> loft og kan pakkes ud og sættes sammen til <strong>et</strong> mønster. Jeg kunne sætte mine historier sammen, så de fik lov til at sno sig gennem d<strong>et</strong> landskab, der er min familiekrønike.
I GUDS PLAN