Vibeke Bonde Persson, klaver, BA - musikkons.dk

Hjerteligt velkommen til min bachelorkoncert. Det er mig en fornøjelse at få lov til at spille for jer i
disse flotte og behagelige rammer. Dette program indeholder information om de udøvende musikere
ved dagens koncert, komponisterne, værkerne og teksterne, som bliver opført.
Jeg er 24 år og fra Randers. Jeg begyndte at spille klaver på Randers Musikskole omkring de 9 år,
og blev optaget på Randers Musikskoles Talentlinje i 2005.
I gymnasiet havde jeg musik på højt niveau, og fik her lejlighed til at supplere den musikalske praksis
med en analytisk tilgang.
Efter studentereksamen i 2007 begyndte jeg på MGK i Randers med Knud E. Sørensen som hovedfagslærer.
I 2010 fortsatte jeg de videre klaverstudier hos Jørgen Hald Nielsen ved Det Jyske Musikkonserva-toriums
afdeling i Aalborg, og fra 2012 i Aarhus afdelingen.
Jeg har deltaget i masterclasses med Alexandra Zvirblyte, Maura Pansini, Anne Øland, Ulrich
Stærk, Tove Lønskov, og Eugene Mursky.
Ved siden af klaverstudierne holder jeg meget af at komponere, og har haft mulighed for at få flere
af mine værker opført.
Øvrige medvirkende:
Camilla Løvstad, sang
Fra Fossetta Musicale
Valdemar Dominique Ulrikkeholm, fløjte
Olof Ainouz, obo
Nellie Parsager Jensen, klarinet
Carina Tangsgaard, fagot
Thea Zink Vriborg, horn
Camilla Løvstad blev i 1988 født ind i en kristen familie, som jævnligt bidrog med musikalske indslag
i kirken. Allerede som 4-årig optrådte Camilla sammen med sine søskende med sang og klaverspil.
Senere blev klaveret erstattet af violinen, som hun fik mange glæder ud af, blandt andet fællesskabet
med andre børn i Mariager Byorkester.
I teenageårene sang Camilla i kirkekor, samt i band med fem gymnasievenner, og som 17-årig begyndte
hun at modtage undervisning i klassisk sang. Hun modtog de første års sangundervisning af
Elsebeth Dreisig og Jens Krogsgaard, som begge var solister ved Den Jyske Opera. Det var meget
inspirerende og motiverende at arbejde med så dygtige sangere, og Camilla besluttede sig for at
søge optagelse på MGK og sidenhen på musikkonservatoriet.
D. 28. maj 2013 afslutter Camilla sin bachelor i klassisk sang på Det Jyske Musikkonservatorium,
hvor hun har studeret ved Lars Thodberg Bertelsen.
Fossetta Musicale er en kammermusikgruppe bestående af en klassisk blæserkvintet, (fløjte, obo,
klarinet, fagot og horn) samt klaver; altså en sekstet. Sekstettens repertoire strækker sig fra Haydns
tid og helt til nulevende komponisters musik. På grund af sammensætningen af forskellige blæsere
udnyttes også det at spille i forskellige konstellationer, og således opnås et bredere repertoire.
Ensemblets historie går tilbage til efteråret 2011 hvor fem af medlemmerne mødtes for første gang
med henblik på at dykke ned i kammermusikkens spændende repertoire. Siden har ensemblet fået
navnet Fossetta Musicale, er vokset til en sekstet, og har spillet debutkoncert i Musikhuset i Aarhus.
Fossetta Musicale betyder musikalsk smilehul, og navnet er netop valgt med tanke på, at musik er
noget, der spreder liv, glæde og smil hos mange. Musik er noget særligt, der når dybt ind hos de
fleste. Fordi musik og det at spille musik med andre giver godt humør.

Program
De med stjerne markerede komponister er selvvalgte, hvorimod resten vælges af censor, Amalie
Malling.
*Johannes Brahms (1833-1897) Rapsodi i g-mol, Molto passionato, ma non troppo allegro,
fra Zwei Rhapsodien, op. 79
Intermezzo nr. 2, Andante teneramente, fra Klavierstücke op.
118
Niels Viggo Bentzon (1919-2000) Træsnit op. 65
I. Largo
II. Moderato
III. Molto largo
IV. Tempo giusto
V. Con moto
VI. Tempo pesante
VII. Flessible, secco.
VIII. Presto molto ritmico
IX. Quasi cadenza - moderato - largo
Johann Sebastian Bach (1685-1750) Fantasie und Fuga i a-mol, BWV 904
Frédéric Chopin (1810-1849) Etude i cis-mol, nr. 7, fra op. 25
Claude Debussy (1862-1918) Étude 1, pour les cinq doigts d'apres
Monsieur Czerny, fra Études
Francis Poulenc (1899-1963) Sextour pour piano, flute, houtbois, clarinette, basson et cor,
FP. 100.
1. sats, Allegro vivace
*Franz Schubert (1797-1828) Die Forelle, D. 550, op.32
*Robert Schumann (1810-1856) Waldesgespräch (nr. 3), fra Liederkreis, op. 39
Mondnacht (nr. 5), fra Liederkreis, op. 39
*Richard Strauss (1864-1949) Morgen!, nr. 4, fra op. 27
*Dominick Argento (f. 1927) Spring, fra Six Elisabethan Songs
*Ib Nørholm (f. 1931) Pusterum, fra Blomster fra den danske Poesis
Flora, op. 36

Johannes Brahms - Rapsodi i g-mol, Molto passionato, ma non
troppo allegro, fra Zwei Rhapsodien, op. 79
Johannes Brahms (1833-1897) var tysk komponist, og komponerede indenfor
mange genre, det være sig både symfonier, klaverkoncerter, soloværker,
lieder, kormusik og kammermusik.
I 1879 skrev Brahms bl.a. de 2 rapsodier op. 79, for soloklaver. 1877-1879
anses for at være den mest produktive periode i hans liv som komponist;
her skrev han 2. Symfoni, Ballader og Romancer op. 75, Sange op. 69-72,
Motet op. 74, 8 Klaverstykker op. 76, Violinkoncert op. 77, Violinsonate
op. 78, og som nævnt også de to rapsodier.
Rapsodierne blev spillet første gang i januar 1880, og blev udgivet i juli, et
halvt år efter. De to rapsodier er dedikeret til Elisabeth von Herzogenberg.
Hun var hans klaverelev, og han skulle have haft varme, skjulte følelser for
hende.
Brahms havde i starten problemer med at give stykkerne en titel. Han omtalte
den første af de to som en Capriccio, men havde ingen titel til den
anden. I programmet fra uropførelsen kan man se, at stykkerne har fået titlen
Capriccioer. Han spurgte herefter Elisabeth, hvad hun foretrak, og hun
foreslog ham betegnelsen Rapsodier, hvilket Brahms accepterede.
Egentligt betegner en rapsodi et værk uden bestemt struktur, og ofte er den
sammensat af flere forskellige temaer og ideer. (Græsk 'rhapto'; sy, lappe
sammen.) Brahms vælger altså at kalde begge stykker for rapsodier, på
trods af at i hvert tilfælde nr. 2 har en tydelig formstruktur, der ligger tæt
op ad sonateformen; en ekspositionsdel, der bliver gentaget, en gennemføringsdel
med temabearbejdning, og en reprise, hvor de oprindelige temaer
fra ekspositionsdelen gentages, men i en anden toneart.

Johannes Brahms - Intermezzo nr. 2, Andante teneramente,
fra Klavierstücke op. 118
Brahms lavede en hel del Intermezzi for klaver. En intermezzo er oprindeligt
betegnelsen for en pause eller et mellemspil, og brugtes helt tilbage i
teateret i antikken til at lede fra en akt til en anden, og senere og som indslag
mellem akterne i operaer. Men i romantikken anvendes betegnelsen
på karakterstykker, så den kunne opføres individuelt, flere intermezzi
sammen eller placeres hvor som helst mellem andre satser.
A-dur intermezzoet er en del af i alt seks satser fra op. 118. Satsbetegnelsen
er Andante teneramente, som indikerer at Brahms i denne sats ønsker
inderlighed. Selvom satsen står i dur og man umiddelbart kunne forbinde
dette med lys og glæde, ligger der helt fra starten også en form for melankoli
i melodien. Selve formen på satsen lægger sig op ad Da capo-formen,
dvs. med formleddene ABA’. A-delene står i A-dur - hovedtonearten i satsen,
og B-delen står dels i f#-mol – som er paralleltonearten, dels i F#-dur.
I den typiske Da capo-form står B-delen i kontrast til A-delene, og denne
sats har vi også en klar kontrast mellem den lidt melankolske melodi og
rolige melodi i A-delen, og en mere ekspressivt, inderligt og flydende tema
i B-delen.

Niels Viggo Bentzon - Træsnit, op.65
”Det er jo klart, at da man lige fra man kan opfatte noget, har hørt klaverspil
i de rum man bevægede sig i, så får man et særligt forhold til musik
(eller lyde på en bestemt måde) på et meget tidligt stade.” Niels Viggo
Bentzon
Niels Viggo Bentzon blev født i København d. 24. august 1919. Hans far
var jurist og professor, mens hans mor var uddannet pianist og af musikerslægten
Hartmann, således er altså J. P. E. Hartmann, en af de mest anerkendte
danske 1800-tals komponister, Niels Viggo Bentzons oldefar.
Bentzon havde altså fået musikken ind med modermælken.
Kort efter sin fars død, og efter det begyndte at gå galt med gymnasiet -
hvorfra han droppede ud, søgte Bentzon optagelse på konservatoriet. Hovedfaget
var først og fremmest klaver, men blev hurtigt suppleret med
yderligere to fag; musikteori og orgel. I 1942 havde han færdiggjort dem
alle fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og fik sin klaverdebut i
foråret 1943.
Som komponist var Niels Viggo Bentzon autodidakt. Han begyndte først
for alvor sin kæmpemæssige produktion af værker omkring 1939 med
Klaverfantasi, op. 1, men fra da af tog det fart. Grundlæggende er hans
værker i neoklassisk stil; selv omtalte han Johannes Brahms som sin ”makronbund”,
men også inspiration fra Paul Hindemith, Béla Bartók, og i den
senere periode Alban Berg og Arnold Schönberg er tydelige i hans kompositioner.
Med den Symfoni nr. 4 op. 55 fra 1948-49 begyndte Bentzons periode med
den såkaldte metamorfoseteknik og variationsværker at vinde indpas. Metamorfose
betyder forvandling, og er en særlig form for variationssats. Til
forskel fra den klassiske variation, hvor temaet eller motivets struktur bevares,
udvikler metamorfosens tema eller motiv sig – det forvandles. Bentzon
beskrev selv metamorfose som sin egen tids kompositionsform, for
selv om komponister som Franz Liszt og Jean Sibelius allerede havde
brugt denne teknik, tog både Bentzon og hans samtidige Vagn Holmboe
den til sig som et kompositorisk hovedprincip. Skellet mellem metamorfoseteknik
og variationsform er dog hos Bentzon af og til flydende.
I den efterfølgende periode komponerede han et meget stort antal variationsværker,
Variazioni brevi, op. 75, Variationer for solofløjte, op. 93, Tema
med variationer for violin, engelskhorn og cello, op. 98, og også Træsnit
op. 65 er fra denne periode.

Hvis vi ser på Træsnit er alle satserne præget af det samme korte grundelement,
et motiv med rytmen
eller mere eller mindre punkteret, og enten i trinvis opgang
eller trinvis nedgang i melodien; vi betegner motivet x.
Ligesom et tema gør i variationer, optræder dette motiv igennem alle satserne
og i vidt forskellige konstellationer, og gør at vi hele vejen igennem
værket har et fast holdepunkt.
Første sats er noteret i tempoet Largo - altså et langsomt og roligt tempo.
Satsen kan inddeles i tre afsnit, hvori grundmotivet x, indgår som en del af
den klangdannelse, der er essensen i hele satsen.
Anden satsen, Moderato, består af tre elementer. En grundliggende ”walking
bass” næsten hele vejen igennem. En række toner i højre hånd, som
virker ret flygtige og improvisatoriske, men som i virkeligheden er satsens
tema. Og et slags klokkeelement, som altid ligger på tonen ”e”.
I tredje sats er det i høj grad det klanglige, der er det bærende element. Også
formen på satsen er interessant, idet der kan laves en klar inddeling i
AA’BA’’B – coda. A-delene består af kraftige oktaver og x, efterfulgt af
fire akkorder i pianissimo også indeholdende grundemotivet x. B-delene er
bygget op af kraftige toner spillet enkeltvis, som klinger henover hinanden
og danner tilsammen akkorder. Og til slut sætter coda-delen ind, der begynder
med en rolig ”eftertænksom” melodi i oktaver.
Fjerde sats, som indledes med et pludseligt udbrud i fortissimo, er sammensat
af forskellige afsnit, der enten afsluttes eller klart afgrænses af xmotivet.
Femte sats, Con moto, består af tre grundliggende elementer; 1) messende
akkorder som er en del af akkompagnementet hele satsen igennem, 2) vores
motiv x, som her ligger i enten terts- eller sekst-paralleller, 3) en fyldig
baslinje i oktaver.
Sjette sats består hovedsageligt af en énstemmig melodilinje, hvori bl.a.
vores x bliver præsenteret, ”kommenteret” af ultrakorte dissonerende akkorder.
Syvende sats, Flessible, secco, består af en melodi, hvori x indgår, og denne
gang ligger i venstre hånd, hvorimod højre hånd spiller en overflod af
skalatoner, der går op og ned og rundt om meloditonerne.
Ottende sats, Presto molto ritmico, indeholder, som også satsbetegnelsen
indikerer, en rytmisk spændstighed. Rytmen fra x er et gennemgående
element, og er med til at fastholde rytmefornemmelsen, hvorfor også Bentzon
musikalske humor fornemmes, når han indimellem afbryder x rytmen
med en række legende trioler.

Quasi cadenza er betegnelsen på den niende sats. Den består af tre afsnit
med vores rytmiske element fra x, som alle begynder meget kraftigt. Her
imellem står vores x i en meget svag nuance, hvor både rytmen er augmenteret
(bredt ud) og x’s tre toner ligeledes er fordelt over flere oktaver, hvilket
samlet giver en udtryk af total ro. Bentzon lader de sidste tre satser følge
direkte efter hinanden uden noget egentligt ophold imellem.
Den næstsidste sats har betegnelsen Molto sostenuto. Den består af to elementer
– et vuggende akkompagnement i højre hånd med rytmen fra x, og
en mystisk smuk melodi i venstre.
Ligesom første sats er værkets sidste sats noteret i tempoet Largo; den kan
ligeledes deles i tre afsnit, og de få elementer de begge består af, er stort
set de samme, hvorfor man kan betragte dem som en ramme på værket.
Bentzon skabte flere end 650 værker i årene mellem 1939 til 2000. En af
de mest kendte kompositioner (1984) er den, nok for tog-rejsende, kendte
melodi, d-es-b, der bruges som DSB´s meddelelsesmelodi i tog og på perroner
i Danmark.

Johann Sebastian Bach - Fantasie und Fuga i a-mol, BWV 904
Johann Sebastian Bach (1685-1750) blev født i Eisennach, som den yngste
ud af en søskendeflok på 8. Begge hans forældre døde inden han fyldte 11
år, og han blev derfor sendt af sted for at bo hos sin ældste bror Christoph i
Ohrdruf, hvor denne var organist. Det var formodentligt her den unge Sebastian
begyndte på orgelspillet. Han begyndte på latinskole hvor han bl.a.
modtog undervisning i teologi, tysk, latin og musik. Allerede i 1703 efter
endt eksamen får Bach sin første ansættelse som violinist ved hoffet i
Weimar. Listen af forskellige ansættelser og ansættelsessteder er lang, men
væsentlige bør nævnes, så som; organist og kapelmester ved hoffet i Weimar
1708-1717, kapelmester ved hoffet i Cöthen 1717-1723, og sidst men
ikke mindst kantor ved Thomasskolen og ved Thomas Kirche i Leipzig
1723-1750. Bach blev en af barokkens mest betydningsfulde komponister,
og husket af eftertiden bl.a. som mester i kontrapunkt.
Bachs Fantasi og Fuga i a-mol er formodentligt enten fra hans Cöthen-
eller sidste del af hans Leipzig-tid, dvs. de to perioder han skrev mest
verdsligt (ikke kirkelig) musik, men der findes ingen dokumentation for
dette. Til gengæld findes der flere forskellige håndskrevne eksemplarer af
værket. Eftersom to af disse kun indeholder fantasien, og fire andre kun
indeholder selve fugaen, mener man, at det kunne forholde sig ligesom
med Bachs Fantasi og Fuga i g-mol for orgel, hvor de to satser først senere
er blevet sat sammen.
Med betegnelsen Fantasi kunne man tro, at der var tale om en mere frit
fabulerende form, men faktisk forholder det sig nærmere omvendt i musikken
på Bachs tid. Formen på fantasien er en modulerende rondo, og består
af fire næsten ens hoveddele, kaldet ritorneller - dog står disse i forskellige
tonearter – a-, e-, d-mol og igen til sidst a-mol. Afsnittende herimellem,
kaldet episoder, er komponeret med færre stemmer end i ritornellerne,
hvilket svarer til en Concerto Grosso, hvor ritornellerne spilles tutti
– altså af alle stemmer - og episoderne spilles af en mindre og solistisk
gruppe.
Fugaen er en dobbeltfuga, dvs. at den indeholder hele to temaer. I de tilfælde
hvor Bach har komponeret en dobbeltfuga, indfører han næsten altid
(som også i dette tilfælde) hver tema separat, og føjer dem først sammen til
sidst. Temaerne i denne fuga står i rigtig god kontrast til hinanden. Det
første tema er åbent og udadvendt, og med blandede nodeværdier, hvorimod
det andet tema, som er kromatisk nedadgående i rytmisk udifferentieret
fjerdedelsbevægelse, har en mere sukkende og trist karakter - kroma-

tik er et af Bach hyppigt brugt motiv til at skildre lidelse og sorg. Hvert af
temaerne har sit eget kontrapunkt, men til sidst når begge temaer sammenføjes,
falder brugen heraf næsten bort, idet at temaerne fungerer som kontrapunkt
for hinanden - et tydeligt eksempel på Bachs evne at få kompositioner
til at gå op i en højere enhed.
Fotos: Jesper Roland Jensen

Frédéric Chopin - Etude i cis-mol, nr. 7, fra op. 25
Frédéric Chopin skrev næsten udelukkende klavermusik. Han forsøgte at
skrive i andre genre, og et par enkelte værker blev det også til, men det var
indenfor klavermusikken, at han var et sandt geni. Han skrev talrige mazurkaer,
polonaiser, valse og eccosaiser. Hans klaveretuder er grundlaget
for mange professionelle pianisters klavertekniske udrustning, hvor hver
etuder tager hånd om en teknisk problemstilling, og samtidig indeholder de
en fantastisk musisk kvalitet.
Etuden i c#-mol er ingen undtagelse. Den kaldes også af nogen for Celloetuden
pga. dens cello-lignende basmelodi. Denne ”cellostemme” indleder
selve etuden uden nogen form for akkompagnement.
Herefter begynder selve temaet. Det sætter i første omgang ind i venstre
hånd, men eksakt samme tema begynder på ny i takten efter i højre hånd.
Selvom de to temaer begynder helt ens, udvikler de sig fuldstændig forskelligt,
har forskellig frasering og dynamik, og har i det hele taget deres
”eget liv” uafhængigt af hinanden.
Grundlæggende for satsen er de to dele i satsen, som hver præsenterer dette
tema to gange. Rytmen her er stabil og rolig. Chopin bruger selv satsbetegnelsen
Lento.
Delen er herimellem er en midterdel, som er meget virtuos og ”Chopinsk”,
med lange løb op og ned af klaveret, og en større rubato-fornemmelse.

Claude Debussy - Étude 1, pour les cinq doigts d'apres Monsieur
Czerny, fra Études
Nogen vil kalde Claude Debussy for det største geni inden for fransk musik,
og man kan ikke komme udenom, at han var banebrydende indenfor
musikken. Claude Debussy er en af de mest fremtrædende af de impressionistiske
komponister, der bl.a. søgte nye klangidealer væk fra de traditionelle,
som man kender fra wienerklassik og romantik.
F.eks. eksperimenterede man med heltoneskalaer, pentatone skalaer og
modale skalaer som erstatning for dur/molskalaerne. Hertil kommer en
ændring af harmoniernes indbyrdes forhold, som frigøres fra de traditionsbundne,
funktionsharmoniske principper. Desuden sløredes rytme og puls
for yderligere at frigøre musikkens klanglighed, bl.a. ved at variere motivers
rytmiske udformninger og metriske placeringer. Hans sløring af metrik
og rytmer til fordel for det klanglige ideal, ligner på mange måder de
impressionistiske træk inden for malerkunsten. Som vi ser det i Claude
Monets impressionistiske malerier, sættes farve- og lysvirkning højere end
klare og skarpe gengivelser af motivet.
Ligeledes er det altså musikkens ”farver” og ”indtryk” som blev komponisternes
idealer. Men, som så meget andet nyt, er reformationer ikke altid
velset. Debussys symfoniske suite Printemps (Forår) blev i 1887 kritiseret
af det franske kunstakademi for ”mangel på strukturel præcision” og
”overdreven dyrkelse af musikalsk farvelægning”. Men som Debussy
skrev i 1885 om sit ønske om at følge sine egne veje: ”Der er intet at gøre
ved det! Jeg er alt for forgabt i min egen frihed, alt for glad for mine egne
idéer.”
Debussys komponerede sine 12 etuder i 1915. Det blev hans sidste store
værk skrevet for klaver. Han skrev om sine etuder ”Bortset fra teknikken
vil etuderne være nyttige for pianister, for at de bedre kan forstå, at det er
nødvendigt at gå til musikken med et åbent sind; disse værker er i virkeligheden
helt afhængige af en perfekt udførelse.”
Den første etude, som har titlen Pour les ”cinq droits” – d’après Monsieur
Czerny er fuld af musikalsk humor. Med en parodi på en femfingerøvelse
begynder satsen helt enkelt med fem toner fra en C-dur skala spillet af fem
fingre. Der går kun en enkelt takt før et as sniger sig ind (en i C-dur helt
fremmede tone) og afbryder den seriøse øvelse. På ny begynder femfingerøvelsen,
nu i G-dur, men heller ikke denne gang går der mere end en
takt, før det hele går op i ”spas og løjer”, og resten af satsen er mere præget
af ”leg på tangenterne” end øvelse.

Francis Poulenc - Sextour pour piano, flute, houtbois, clarinette,
basson et cor, FP. 100, 1. sats, Allegro vivace
Francis Poulenc (1899-1963) var fransk komponist og født i Paris. Han var
sammen med Durey, Honegger, Milhaud, Tailleferre og Auric medlem af "
Les Six", en gruppe af franske og mere eller mindre ligesindede komponister.
Poulenc skrev sekstetten i 1932, men nægtede at lade den opføre før han
havde lavet en revideret udgave. Den kom i 1939, og året efter blev den
uropført i Paris.
Første sats, som har betegnelsen Allegro Vivace, begynder med en fyrig
opadgående skala i klaver, fagot, klarinet og obo. Dette bliver efterfulgt af
et flygtigt motiv i blæserne, hvorefter oboen og fløjten sætter næste afsnit i
gang. Dette afsnit består af energiske temaer, motiver og figurer, som fletter
sig ind og ud mellem hinanden og mellem instrumenterne, alt sammen
med en rytmisk spændstighed, der meget typisk for Poulenc.
Midt i satsen ender det rytmiske afsnit, og en fagotsolo indleder et lyrisk
og meget ekspressivt afsnit. I klaveret høres herefter det flygtige motiv,
som blev spillet af blæserne i begyndelsen af satsen, men nu i en langsommere
og mere udtryksfuld form. Dette smukke tema vender tilbage
mellem andre nye temaer gennem hele denne del af satsen, alt imens der
gennemgående ligger et vuggende akkompagnement herunder.
Det rytmisk spændstige afsnit vender herefter tilbage, og satsen afsluttes af
en energisk coda, hvor hornet præsenterer et helt nyt tema, der har karakter
af en fanfare. Codaen afsluttes af et kraftigt opadgående løb i klaveret og
tre konkluderende akkorder.

Lieden som genre
Fra ca. 1770 begyndte den tyske lied at vinde indpas. Komponister som
Johann Friederic Reichard og Carl Friederich Zelter var med til at stifte de
første mandssangforeninger, som blev meget populært i tiden. Senere kom
også Beethoven på banen med sine første lieder, og der var således lagt en
grobund for lieden som genre. Men først da Franz Schubert i 1814 som 17årig
overraskede samtiden med at indføre dybe musikalske og psykologiske
dimensioner til Goethes digt Gretchen am Spinnraden begyndte den
traditionelle lieds år nul; fra da af var lieden en mere forfinet og eksklusiv
udtryksform.
For Schubert blev lied-kunsten det centrale i hans skabelsesproces. De enkelte
værker genspejler Schubert rigt bevægede følelsesliv, begejstring,
glæde, længsel og smerte. Schuberts lieder blev altså en idealtype i den
æstetiske forestilling om sangen som kunstlied, helt frem til i dag.
Man oplevede ikke lieden som genre i de store koncertsale før ca. 1830. I
stedet dyrkedes den intenst som ”husmusik”. F.eks. skrev komponisten Johann
Abraham Peter Schulz en samling små akkompagnerede sange,
Gesänge am Klavier, som blev meget populære og fremførtes rundt om i
det kultiverede borgerskabs saloner.
Hertil kom ”Schubertiaderne”, i ca. 1815, hvor Schubert opførte sine værker
i sine venners kredse i Wien, under hvad man han kaldte ”intimkoncerter”,
altså en privat forsamling af bekendte.
Hele, samlede liedcyklusser (som f.eks. Liederkreis) opførtes først endnu
senere i koncertsale; første gang var i 1856 hvor Julius Stockhausen opførte
hele Schuberts Die schöne Müllerin ved samme koncert. Mødt med nogen
skepsis blev det dog alligevel en stor succes.

Franz Schubert - Die Forelle, D. 550, op. 32
Die Forelle
In einem Bächlein helle,
da schoß in froher Eil
die launische Forelle
vorüber wie ein Pfeil.
Ich stand an dem Gestade
und sah in süßer Ruh
des muntern Fischleins Bade
im klaren Bächlein zu.
Ein Fischer mit der Rute
wohl an dem Ufer stand,
und sah's mit kaltem Blute,
wie sich das Fischlein wand.
So lang' dem Wasser Helle,
so dacht ich, nicht gebricht,
so fängt er die Forelle
mit seiner Angel nicht.
Doch endlich ward dem Diebe
die Zeit zu lang. Er macht
das Bächlein tückisch trübe,
und eh ich es gedacht,
so zuckte seine Rute,
das Fischlein zappelt dran,
und ich mit regem Blute
sah die Betrogene an.
Tekst af Christian Friedrich Daniel Schubart
Ørreden
I en lille klar bæk,
skød i glad hast,
den lunefulde ørred
forbi som en pil.
Jeg stod på bredden
og så med behagelig ro
på den muntre lille fisks bad
i den klare lille bæk.
En fisker med sin fiskestang
stod på bredden
og så koldblodigt på,
hvorledes den lille fisk snoede sig.
Så længe vandet er klart,
tænkte jeg, ikke er brudt,
så fanger han ikke ørreden
med sin fiskestang.
Men til sidst blev tiden
for lang for tyven. Ondskabsfuldt gjorde
han den lille bæk grumset,
og førend jeg havde tænkt mig om,
så dirrede hans fiskestang,
den lille fisk sprællede på den,
og jeg så med blodet i oprør
på den bedragne.

Robert Schumann – Waldesgespräch fra Liederkreis, op. 39
Waldesgespräch
"Es ist schon spät, es ist schon kalt,
was reit'st du einsam durch den Wald?
Der Wald ist lang, du bist allein,
du schöne Braut! Ich führ' dich heim!"
"Groß ist der Männer Trug und List,
vor Schmerz mein Herz gebrochen ist,
wohl irrt das Waldhorn her und hin,
o flieh! Du weißt nicht, wer ich bin."
"So reich geschmückt ist Roß und Weib,
so wunderschön der junge Leib,
jetzt kenn' ich dich, Gott steh' mir bei!
du bist die Hexe Loreley!"
"Du kennst mich wohl, von hohem Stein
schaut still mein Schloß tief in den Rhein.
Es ist schon spät, es ist schon kalt,
kommst nimmermehr aus diesem Wald."
Mondnacht, fra Liederkreis, op. 39
Mondnacht
Es war, als hätt' der Himmel
die Erde still geküsst,
dass sie im Blütenschimmer
von ihm nur träumen müsst'.
Die Luft ging durch die Felder,
die Ähren wogten sacht,
es rauschten leis' die Wälder,
so sternklar war die Nacht.
Und meine Seele spannte
weit ihre Flügel aus,
flog durch die stillen Lande,
als flöge sie nach Haus'.
Tekster af Joseph Eichendorff
Skovsamtale
"Det er allerede sent, det er allerede koldt,
hvorfor rider du ensom gennem skoven?
Skoven er lang, du er alene,
du skønne brud! Jeg vil lede dig hjem!"
"Stor er mændenes svig og list,
af smerte er mit hjerte knust,
valdhornet vildleder hid og did,
åh flygt! Du ved ikke hvem jeg er."
"Så rigt udsmykket er ganger og kvinde,
så vidunderlig er det unge legeme;
Nu genkender jeg dig, Gud stå mig bi!
du er heksen Loreley!"
"Du kender mig godt, fra høje sten
skuer stille mit slot dybt i ned Rhinen.
Det er allerede sent, det er allerede koldt,
du kommer aldrig mere ud af denne skov."
Månenat
Det var som om himlen
blidt havde kysset jorden,
så at hun i blomsterskæret
kun kunne drømme om ham.
Luften vandrede gennem markerne,
aksene bølgede sagte,
det raslede svagt i skovene,
så stjerneklar var natten.
Og min sjæl spredte
vidt sine vinger ud,
fløj gennem det stille landskab,
som fløj den hjem.

Richard Strauss - Morgen!, nr. 4, fra op. 27
Morgen!
Und morgen wird die Sonne wieder scheinen,
und auf dem Wege, den ich gehen werde,
wird uns, die Glücklichen, sie wieder einen
inmitten dieser sonnenatmenden Erde….
und zu dem Strand, dem weiten, wogenblauen,
werden wir still und langsam niedersteigen,
stumm werden wir uns in die Augen schauen,
und auf uns sinkt des Glückes stummes
Schweigen....
Tekst af John Henry Mackay
I morgen!
Og i morgen vil solen skinne igen,
og på vejene, som jeg vil gå,
vil hun os, de lykkelige, igen forene
midt i denne solåndende jord....
og til stranden, den brede, bølgen blå,
vil vi stille og langsomt stige ned,
lydløst vil vi se hinanden i øjnene,
og over os sænker lykkens stumme
tavshed sig...

Dominick Argento - Spring, fra Six Elisabethan Songs
Spring
Spring, the sweet Spring,
is the year's pleasant king;
then blooms each thing,
then maids dance in a ring,
cold doth not sting,
the pretty birds do sing,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
The palm and may
make country houses gay,
lambs frisk and play,
the shepherd pipes all day,
and we hear ay
birds tune this merry lay,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
The fields breathe sweet,
the daisies kiss our feet,
young lovers meet,
old wives a-sunning sit,
in every street
these tunes our ears do greet,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
Spring! The sweet Spring!
Tekst af Thomas Nashe
Forår
Forår, det søde forår,
er årets behagelige konge;
så blomstrer alle ting,
og piger danser i ring.
kulden prikker ikke,
de smukke fugle synger,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
Grenene og hvidtjørn
gør landsteder livlige,
lam springer rundt og leger,
hyrden fløjter dagen lang,
og vi hører
fuglene istemme dette glade kvad,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
Markerne ånder sødt,
tusindfrydene kysser vore fødder,
unge elskende mødes,
gamle koner sidder og soler sig,
i hver gade
hilser disse melodier vore ører,
cuckoo, jug-jug, pu-we, to-witta-woo!
Forår! Det søde forår!

Ib Nørholm - Pusterum, fra Blomster fra den danske Poesis
Flora, op. 36
Pusterum
Karmoisinbarakker ulmer mod det hvide,
duvet blidt af sneens favntag helt til ro.
Træernes koralrev står med sorte vifter,
stivnede som har de glemt at de kan gro.
Alting drager ånde i dyb og rolig rytme,
hvor mit øje hviler fyldes det af fred.
Blir det henad aften, blåner alt det hvide,
Mars og Aldebaran ånder sagte med.
Det kan ikke vare; himlen har forundt os
denne tyste verden midt i februar.
Snart må drømmen briste, vi skal atter tåle
alle stærke lys og farver, jorden har.
Tekst af Asger Pedersen
* Karmoisin=rød nuance
*Aldebaran = klar rød stjerne fra
stjernebilledet "Tyren"