Ånding hos vandbiller: At være eller ikke være under vandet

Der er forbindelse fra porerne til trachesystemet
Bobler der fanges på overfladen af
en vandbille svinder hurtigt på arterne
som har porer (rød signatur).
De har ingen relevans for respirationen:
Fluxen fra en 50 µm boble er
ca. 1,9x10 -5 nmol ilt/sec, hvilket er
ca. 1/1000 af iltbehovet: 1,9 x 10 -2
nmol/sec (D. latus). Men fænomenet
kan give tal for fluxen.
Luften går ud i vandet og ind gennem
porerne. Om der er forbindelse
gennem kutikulaen på H. palustris er
endnu uafklaret.
På ”store” arter svinder boblerne på alle overflader:
Der er porer overalt. Her D. latus.
Trykket i en boble er bestemt af det hydrostatiske tryk , af
overfladespændingen, γ (= 0,072 N/m), og af radius (r).
Boblens formindskelse er bestemt af trykket ( γ x (1/r+1/r))
og det antal porer, den spænder over (”footprint”). Forløbet
er lineært: Det er omvendt proportional med radius (trykket)
og ligefrem proportional med kvadratet på radius
(porearealet).
O. sanmarkii: 14.000 porer/mm² N. depressus: 3.400 porer/mm²
Boblerne svinder forbavsende ensartet hos de to arter, trods forskellen i poretæthed.. Porerne er dog større hos
N. depressus (r=3,7µm) end hos O. sanmarkii (r = 1,5µm): Der er tale porediffusion, som er mere afhængig
af porens omkreds end af arealet. Men ingen af delene giver en simpel, talmæssig forklaring, måske fordi geometrien
er kompliceret. Fænomenet, der er lidt anti-intuitivt, er lidet udforsket, ud over, at fluxen gennem et
antal små porer er væsentlig større, end hvis deres areal var samlet i én stor pore. Det er formodentlig en særlige
konfiguration af grænselagene, som fremmer diffusionen. Saammenlign med spalteåbninger.