Børn som borgere i velfærdssamfundet. Retten til egne ... - Retfærd

RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130 25 

Børn som borgere i velfærdssamfundet. 

Retten til egne penge 

Stine Jørgensen 

AF ADJUNKT, PH.D., STINE JØRGENSEN, FORSKNINGSCENTRET WELMA, DET JURI- 

DISKE FAKULTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET 

Abstract: The right to one’s own money is a fundamental right in a welfare society. However, 

children and young people find themselves in a patriarchal legal structure with only limited 

individual pecuniary rights. The law reflects the view that children and young people under the 

age of 18 should be living and be supported by their parents. The article argues to strengthening 

the individual rights of children and young people in relation to their pecuniary rights. The 

prohibition against discrimination and the right to move freely within the EU borders form the 

legal basis for the argumentation. 

Keywords: Childrens rights, money support, age discrimination, union citizenship, free movement. 

1 Baggrund og kontekst 

Retten til egne penge er en forudsætning for at kunne deltage i samfundet og udgør 

i dag en velfærdsrettighed for den enkelte. Betydningen af penge som en velfærdsrettighed 

forstærkes af udviklingen i det EU-retlige indre frie marked, hvor mange 

velfærdsrettigheder i dag betragtes som varer eller tjenester, som den enkelte køber 

på et marked. Også for børn og unge er penge en forudsætning for at kunne deltage 

selvstændigt i samfundet. Velfærdssamfundets udvikling har på dette område imidlertid 

svært ved at slå igennem i forhold til børn. Som gruppe befinder børn og unge 

sig stadig i en paternalistisk forsørgelsesstruktur. En række af de retlige figurer, som 

danner rammen for børn og unges forsørgelsesrettigheder henter deres begrundelse i 

beskyttelsesprincippet, eksempelvis forældreansvar og værgemål. Disse retlige figurer, 

der har en lang historie bag sig 1 , skal imidlertid i den konkrete fortolkning forstås 

i forhold til den almindelige udvikling i opfattelsen af autonomibegrebet. 

Den enkeltes adgang til egne penge sker gennem pengeforsørgelsen. I artiklen 

analyseres børn og unges ret til pengeforsørgelse. Analysens teoretiske grundlag er 

1 Inger Dübeck (1996) Personers rettigheder. Om individets fysiske og psykiske integritet, selvbestemmelse 

og identitet. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Jurist- og Økonomforbundets Forlag

26 RETFÆRD ÅRGANG 33 2010 NR. 3/130 

den forsørgelsesretlige model, som blev udviklet med henblik på forståelse af kvinders 

forsørgelsesrettigheder, men som nu udgør den generelle analysemodel i forhold 

til enkeltindividers forsørgelsesrettigheder. 2 Den socialretlige forsørgelsesmodel 

er udarbejdet med udgangspunkt i voksne menneskers forsørgelse, men modellen 

og de forsørgelsesretlige grundbegreber er alment gældende. 

Artiklen er struktureret over de enkelte forsørgelseskilder (familie, arbejde og 

sociale ydelse). Disse kilder analyseres med udgangspunkt i barnets ret til forsørgelse. 

Den dogmatiske analyse tager udgangspunkt i danske ret. De behandlede problemer 

har imidlertid en almen karakter, og analysen har derfor en generel forklaringsværdi. 

Forbuddet mod diskrimination og den EU-retlige fri bevægelighed er 

gennemgående figurer i forhold til de enkelte forsørgelseskilder, der behandles. Som 

nævnt indledningsvist, befinder børn og unge sig i en patriarkalsk retlig struktur. 

Diskriminationsfiguren udfordrer generelt etablerede konstruktioner. Særligt forbuddet 

mod diskrimination på grund af ung alder skaber et grundlag for at gentænke 

børns selvstændige forsørgelsesrettigheder. 3 Den fri bevægelighed udgør 

rationalet bag det EU-retlige fællesskab. Den enkelte køber og sælger varer og tjenester 

og tilbyder sin arbejdskraft på det fælles indre marked. Retten til at bevæge 

sig og til at indgå en gensidigt forpligtende aftale er derfor forudsætning for adgangen 

til og deltagelsen i det EU-retlige marked. I EU har børn og unge i udgangspunktet 

adgang til det fri indre marked på lige fod med voksne. Retten til fri bevægelighed 

på det europæiske marked udfordrer derved i et vist omfang nationale 

beskyttelsesregler rettet mod børn og unge. 

Indledningsvist behandles i artiklens afsnit 2 spørgsmålet om børns selvstændige 

ret til penge. Som led i denne problemstilling indgår spørgsmålet om børns ret til at 

råde over egne penge, som er en forudsætning for at kunne udnytte denne rettighed. 

2 Børns selvstændige ret til penge 

Retten til egne penge er som nævnt en grundlæggende forudsætning for at kunne 

deltage i et samfund, der som de europæiske velfærdssamfund baserer sig på en 

pengeøkonomi. Dette gælder naturligvis også for børn og unge mennesker, der 

ligesom voksne behøver egne penge for at blive inkluderet i samfundet. Mens der 

2 Kirsten Ketscher (2008) Socialret. Principper – rettigheder – værdier, 3. omarbejdede udgave. 

Forlaget Thomson, s. 79 ff. 

3 Om forbuddet mod diskrimination på grund af ung alder se Stine Jørgensen (2010) »Diskrimination 

af børn i et socialretligt perspektiv«, EU & Menneskeret, s. 87-93 og Samantha 

Besson (2005) »The Principle of Non-Discrimination in the Convention on the Rights of 

the Child«, The International Journal of Childrens Rights13, pp 433-461. 

Stine Jørgensen


ikke er tvivl om, at børn har ret til omsorgsforsørgelse, har der været mindre fokus 

på børns selvstændige ret til penge som led i deres forsørgelse. Tidligere var det en 

almindelig antagelse, at børn og unge under 18 år kunne få opfyldt deres forsørgelse 

alene gennem omsorgsforsørgelsen. Der bestod således ikke en ret for børn til 

egne penge som et led i forsørgelsen. Denne opfattelse kan imidlertid, som nævnt, 

ikke opretholdes i dagens velfærdssamfund. Børn og unge har derfor som led i deres 

grundlæggende forsørgelse ret til både penge og omsorg. 

Retten til selv at kunne råde over penge, eksempelvis gennem indgåelse af retshandler, 

ligger som en uudtalt forudsætning i forhold til spørgsmålet om enkeltindividers 

pengeforsørgelsesrettigheder. Retten til at indgå en retshandel er en værdi i 

sig selv men er samtidig en forudsætning for retten til forsørgelse. Det forsørgelsesretlige 

udgangspunkt, selvforsørgelsesprincippet, forudsætter således, at den enkelte 

selv er i stand til at skaffe sig det nødvendige, herunder gennem indgåelse af en 

gensidigt forpligtende aftale. En stor del af omsorgsforsørgelsen, køb af tøj, mad, 

med videre sker på markedet, hvor den enkelte erhverver sig omsorgsforsørgelsen 

gennem (købs)aftalen. For voksne har denne dimension ikke stor retlig betydning, 

idet udgangspunktet for voksne er fuld dispositionsret over egen person, egne indtægter, 

formue mv. For børn og unge under 18 år er det retlige udgangspunkt 

imidlertid det modsatte, nemlig at denne gruppe ikke kan indgå retshandler og 

derved forpligte sig økonomisk jf. værgemålsloven § 1, stk. 2. Denne bestemmelse 

må til dels forklares historisk, og afspejler på ingen måde det aktuelle billede af børn 

og unges status som aftaleparter. 4 Reglen var begrundet i hensynet til at beskytte 

børn og unge mod deres »præsumptive uforsigtighed«. 5 Umyndighed er i aftalerettens 

forstand en stærk ugyldighedsgrund, idet medkontrahenten ikke kan støtte ret 

på en aftale indgået med en mindreårig. Som nævnt forekommer det retlige udgangspunkt 

om børn og unges manglende evne til at indgå retshandler i dag forældet. 

En række undtagelser fra dette udgangspunkt om børn unges manglende rådighed 

medfører da også en mere tidssvarende retstilstand i overensstemmelse med 

den generelle opfattelse af barnets autonomi og selvbestemmelse. De praktisk vigtigste 

er børn og unges ret til at råde over egne indtægter og ret til at råde over 

hvad værgerne overlader dem, jf. værgemålloven § 42. Dette gælder dog kun kontantaftaler, 

idet børn og unge hverken har ret at indgå løbende kontrakter uden 

deres forældres samtykke eller til at påtage sig gældsforpligtelser, jf. værgemålsloven 

§ 42, stk. 2. 

Børn og unge har således i et vist omfang ret til at råde over egne indtægter gennem 

indgåelse af retshandler. Derimod kan børn og unge ikke råde over deres even- 

4 Lotta Dahlstrand (2008) » Barn som ekonomiska aktörer. Lena Olsen och Åke Saldeen red., 

Barn som aktörer – en slutpunkt. Iustus Förlag, s. 11-65. 

5 Lenner Lynge Andersen m.fl. (1988) Umyndiges formue. Anbringelse, forvaltning, råden. Jurist- 

og Økonomforbundets Forlag, s. 14. 



tuelle formue. Det er værgen, der med statsforvaltningens tilladelse kan anvende et 

barns formue til barnets forsørgelse, jf. værgemålslovens § 25, stk. 3. Praksis for 

frigivelse af et barn eller en ungs formue er restriktiv. Udgangspunktet er, at formue 

ikke frigives til barnets forsørgelse, idet forældrene skal forsørge barnet. I en 

afgørelse truffet af Civilstyrelsen, trykt i TFA2008, oplyste styrelsen, at »I tilfælde, 

hvor forældre er værger for deres mindreårige børn, frigiver vi efter praksis normalt 

ikke penge til udgifter til f.eks. mad, tøj og fritidsaktiviteter (almindelig forsørgelse). 

Dette skyldes, at forældrene i almindelighed selv skal betale sådanne udgifter. 

Vi kan dog undtagelsesvis frigive på grund af forældrenes dårlige økonomi«. Civilstyrelsen 

gav i en afgørelse fra 2008 trykt i TFA2008.508/1 afslag på frigivelse af 

12.000 kr. til køb af en knallert til en ung på 15 år. Som begrundelse herfor anførte 

styrelsen, at tilladelse ikke gives til køb af »luksusbetinget karakter«. Den unge 

havde en formue på 58.000 kr., og forælderen havde en årlig indtægt på 137.500 

kr. 

Denne retlige konstruktion indebærer, at barnet ikke selv kan anvende sin formue 

til egen forsørgelse. Det er derimod forældrene, der kan anvende barnets formue 

til dets forsørgelse. I værgemålslovens regler træder beskyttelsesprincippet 

tydeligt frem. Disse regler har deres grundlag i en anden tid, og reglerne er ikke 

tænkt i forhold til børn og unges selvstændige forsørgelsesrettigheder. Børn og unge 

er, som nævnt tidligere, også omfattet af pligten til at forsørge sig selv. Retten til 

selv at råde over egne penge er et vigtigt led i opfyldelsen af denne pligt. Værgemålslovens 

konstruktion er en anden, nemlig at børns indtægter og formue indgår 

som led i forældrenes forsørgelsespligt og ikke som led i barnets selvforsørgelsesret. 

3 Børns pengeforsørgelse i familien 

Forældre er børns absolutte hovedforsørgere. Den privatretlige forsørgelsespligt for 

forældre overfor deres børn fremgår af forældreansvarslovens § 2 og børneloven 

§ 13. Forsørgelsespligten består indtil barnets 18. år. Forældrenes forsørgelsespligt 

modsvares af en ret for barnet, til at blive forsørget af sine forældre. Det juridiske 

forældreskab udgør grundlaget for børns ret til familieforsørgelse. Børns familieforsørgelse 

har derved et andet retligt grundlag end voksnes familieforsørgelse, som 

har (ægteskabs)aftalen som sit grundlag. 6 Forældreskabet er for barnet, men også 

for forældrene, en tvungen, uopsigelig relation som hviler på fastslåelse af et retligt 

forældreskab. Endvidere adskiller børns familieforsørgelse sig fra voksnes derved, at 

forældreskabet som grundlag for børns forsørgelse er ensidig. Børn har ikke forsør- 

6 Tove Stang-Dahl (1985) »Kvinners rett til penger«, Kvinnerett II, Tove Stang-Dahl, red. 

Universitetsfolaget, s. 11-25. og Kirsten Ketscher (2008) op. cit. note 2, kapitel 3. 

Stine Jørgensen


gelsespligt overfor deres forældre. De fleste børn bidrager fra de er små med arbejde 

i hjemmet. Børns arbejde i hjemmet er dels et led i børns opfyldelse af deres selvsforsørgelsespligt, 

dels opfattes børns arbejde i hjemmet som led i deres opdragelse 

og udvikling og ikke som udslag af en retlig forpligtelse i forhold til en gensidig 

forsørgelsespligt. Det retlige grundlag for børns familieforsørgelse adskiller sig således 

fra for voksnes familieforsørgelse. Der kan være grund til at være opmærksom 

på denne forskel, blandt andet i forhold til spørgsmålet om børns selvstændige ret 

til en grundlæggende forsørgelse fra det offentlige, jf. nedenfor afsnit 5. 

3.1 Børns ret til pengeforsørgelse fra sine forældre 

Det har traditionelt været antaget, at forældre kan opfylde deres forsørgelsespligt 

overfor deres børn alene gennem omsorgsforsørgelsen. 7 Dette støttes på § 13, stk. 2 

i lov om børns forsørgelse, hvorefter kun forældre, barnet ikke bor hos, kan sættes i 

bidrag. Dette synspunkt indebærer, at børn og unge, der bor med begge sine forældre, 

ikke gennem familien (forældreskabet) har ret til pengeforsørgelse. Børn, der 

kun bor med en af sine forældre, har derimod ret til pengeforsørgelse fra den forældre, 

det ikke bor hos. Spørgsmålet er imidlertid om denne forskelsbehandling af 

børn kan retfærdiggøres. Som nævnt har forældrene pligt til at forsørge deres børn 

både gennem omsorg og gennem penge. Dette gælder uanset om forælderen bor 

sammen med barnet eller ej. Børn, der bor sammen med begge forældre, har også 

en ret til penge som led i deres forsørgelse. En anden problemstilling er, hvordan 

denne forsørgelsespligt kan håndhæves. I forhold til børnebidrag efter lov om børns 

forsørgelse, er det forælderen, og ikke barnet, der kan kræve bidraget betalt. Det 

stiller blandt andet børn eller unge der ikke bor hos nogle af sine forældre i en dårlig 

situation. Det kan overvejes, om dette er i overensstemmelse med artikel 6 i 

EMRK om retten til en retfærdig rettergang, at barnet ikke selv kan rejse en sag om 

betaling af børnebidrag. I sagen Kehoe v UK, afsagt af Menneskerettighedsdomstolen 

i 2008 var spørgsmålet, om det britiske system til håndhævelse af økonomiske 

bidrag fra en bidragspligtig forælder var i overensstemmelse med EMRK artikel 6 

om retten til retfærdig rettergang. 8 I denne sag havde en bidragspligt far ikke betalt 

bidrag til forsørgelse af sine fire børn. Moren, som også boede med børnene, kunne 

ikke selv inddrive de manglende bidrag, da denne ret ifølge det britiske system alene 

tilkommer det offentlige, the Child Support Agency. Dette system var imidlertid 

langsommeligt og i enkelte tilfælde havde CSA undladt at inddrive bidraget med 

den virkning, at bidraget fra faren bortfaldt. Dette rejste kvinden som et spørgsmål 

om krænkelse af EMRK artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang. Domstolen 

fandt imidlertid, under henvisning til statens skønsmargen, at systemet levede op til 

7 Se også Johanna Schiratzki (2005) Rättvist underhållsbidrag till barn Iustus Förlag, s. 14 f. 

8 Kehoe mod UK, Appl. 2010/06, afsagt af Domstolen i 2008. 



kravene i EMRK artikel 6. Domstolen lagde blandt andet vægt på, at kvinden havde 

ret til at lægge sag an mod CSA mod forsømmelighed. Denne mulighed fandt 

kvinden imidlertid både »formalistic and unreal«. 

Det må i dag antages, at både børn der bor sammen med sine forældre og børn 

der kun bor sammen med en af sine forældre har ret til pengeforsørgelse fra sine 

forældre. Det er ikke muligt entydigt at angive størrelsen på den pengeforsørgelse, 

som barnet har ret til at modtage fra sine forældre. Det er dog vigtigt at være opmærksom 

på, at børns grundlæggende forsørgelse ikke kun handler om barnets 

overlevelse, men også om barnets mulighed for udvikling, jf. børnekonventionens 

artikel 27.1. 

3.2 Forældres opfyldelse af deres forsørgelsespligt 

Børns ret til forsørgelse fra deres forældre er en spejling af forældrenes pligt til at 

forsørge deres børn. Det er derfor interessant at se på, hvorledes forældrene kan 

opfylde deres pligt til at forsørge deres barn. 

Som nævnt har den forælder, hvor barnet ikke har bopæl, pligt til at bidrage til 

barnets forsørgelse gennem betaling af et månedligt bidrag. Bidraget udmåles i 

forhold til barnets og forældrenes økonomiske kår, jf. § 14 i lov om børns forsørgelse. 

Loven fastsætter et normalbidrag, som udgør mindstebidraget. Normalbidraget 

har et lavt niveau og svarer ikke til halvdelen af de direkte og indirekte omkostninger 

til forsørgelse af et barn og som påhviler bopælsforælderen. Hertil kommer, at 

børnebidraget er fradragsberettiget for den bidragsforpligtede forældre, jf. ligningsloven 

§ 10. Den forælder, der har barnet boende, er imidlertid ikke tilsvarende fradragsberettiget 

for sine udgifter i forbindelse med barnets forsørgelse. Disse regler 

indebærer, at der sker en ulige behandling mellem den forælder, der har barnet 

boende hos sig, og den forælder, der ikke har barnet boende hos sig, idet bopælsforældrene 

bærer den største forsørgelesbyrde. Idet børn og unge, i tilfælde af at 

forældrene ikke bor sammen, stadig i overvejende grad bor hos deres mor, kan dette 

rejses som et spørgsmål om diskrimination på grund af køn. Nationale skatteregler 

falder utvivlsom indenfor beskyttelsen af ejendomsretten, jf. EMRK artikel 1 i første 

tillægsprotokol. I sagen Burden and Burden udtalte Domstolen, at »taxation is in 

principle an interference with the right guaranteed by the first paragraph of Article 

1 of Protocol No. 1, since it deprives the person concerned of a possession, namely 

the amount of money which must be paid« para 59. 9 Det kan derfor overvejes, om 

de ovenfor nævnte skatteregler, hvorefter den forælder, der ikke bor sammen med 

barnet er fradragsberettiget, kan rejses som et diskriminationsspørgsmål i strid med 

EMRK artikel 14, jf. artikel 1 i 1. tillægsprotokol. Reglerne om forældrenes opfyl- 

9 Burden mod UK, Appl. 13378/05, Afsagt af Grand Chamber 2008. 

Stine Jørgensen


delse af deres forsørgelsespligt må i vidt omfang forklares historisk. Reglerne tager 

ikke udgangspunkt i barnets ret til forsørgelse fra sin forælder. Disse regler varetager 

andre hensyn, først og fremmest er disse regler begrundet i hensynet til den 

bidragspligtige forældres mulighed for at forsørge en ny familie (se eksempelvis P. 

M.mod UK, jf. nedenfor præmis 28). Det er dog tvivlsomt, hvorvidt disse hensyn i 

dag kan retfærdiggøre en forskelsbehandling. 

Spørgsmålet om diskrimination mellem forældre i forhold til retten til skattefradrag 

ved opfyldelse af deres forsørgelsespligt har indtil videre ikke været til bedømmelse 

ved Menneskerettighedsdomstolen. I sagen P.M. mod U.K, afsagt af 

Menneskerettighedsdomstolen i 2005, blev det derimod rejst som et diskriminationsspørgsmål 

i strid med EMK artikel 14 sammen med EMRK artikel 1 i 1. tillægsprotokol 

(beskyttelse af ejendomsretten), at kun forældre, der havde været gift, 

kunne opnå skattefradrag i forbindelse med betaling af børnebidrag. 10 Klageren 

havde tidligere kun været samlevende med barnets mor og var derfor ikke berettiget 

til skattefradrag for det betalte børnebidrag. Domstolen fandt, at denne forskelsbehandling 

ikke kunne retfærdiggøres ud fra en henvisning til ægteskabets 

særlige status. 

P. K mod UK vedrører spørgsmålet om diskrimination mellem forældre, der 

havde været gift og forældre, der ikke havde været gift i forhold til opnåelse af skattefradrag 

for det betalte bidrag. Denne sag forholder sig således ikke grundlæggende 

til spørgsmålet om ikke bopælsforælderens fradragsret i forbindelse med betaling 

af et børnebidrag. Det er imidlertid efter min opfattelse vanskeligt at se, hvordan en 

forskelsbehandling mellem forældre der har barnet boende og forældre der ikke har 

barnet boende kan begrundes sagligt. 

Den skatteretlige forskelsbehandling af forældres forsørgelse overfor deres børn 

beroende på et bopælskriterium, er i øvrigt egnet til at skabe grundlag for mistanke 

om omgåelse, jf. til eksempel en afgørelse fra Vestre Landsret fra 2002, trykt i TfS 

2002 s. 525. I denne sag havde de lokale skattemyndigheder afvist at godkende 

fradrag for børnebidrag med den begrundelse, at faren i de gældende indkomstår 

havde boet sammen med børnene, hvorfor hans udgifter i forbindelse hermed ikke 

var fradragsberettigede. Denne problemstilling afspejler en kendt socialretlig problemstilling 

vedrørende begrebet »enlig forsørger«, som anvendes som tildelingskriterium 

i forhold til retten til et særligt børnebidrag. Dette særlige børnebidrag skal 

kompensere for, at barnet kun bor med en af sine forældre. Indenfor socialretten, 

har der været en lang række sager, der går ud på at fastslå, om en person har været 

reelt enlig eller ej. 11 Det grundlæggende problem i forhold til både den skatteretlige 

fordel til ikke samboende forældre og den socialretlige enlige forsørger er, at mange 

børn i dag ikke bor sammen med begge deres forældre samtidig. Uanset, om en 

10 P. M. mod UK, Appl. 6638/03, Afsagt i 2005. 

11 Kirsten Ketscher op. cit. note 2, s. 62 ff. 



forælder bor sammen med sit barn eller ej, har forælderen imidlertid forsørgelsespligt 

overfor sit barn. 

3.3 Sammenfatning 

Børns ret til forsørgelse fra deres forældre hviler stadig på den grundlæggende opfattelse, 

at forældrene kan opfylde deres forsørgelsespligt alene gennem omsorgsforsørgelsen. 

Dette synspunkt er ikke tidssvarende. Pengeforsørgelsen er også for børn 

en grundlæggende forudsætning for en aktiv deltagelse i samfundet. Det er således 

min opfattelse, at børn har ret til pengeforsørgelse fra deres forældre. Dette uanset, 

at dette krav muligvis vil være svært at håndhæve. Set i forhold til forældrenes opfyldelse 

af deres forsørgelsespligt hviler denne også på en traditionel familiestruktur. 

Det lavt fastsatte normalbidrag kombineret med en fradragsret har som formål at 

sikre, at faren skal kunne indgå i en ny forsørgelsesrelation. Forældrenes opfyldelse 

af deres forsørgelsespligt er således ikke tænkt med udgangspunkt i barnets ret til 

forsørgelse. 

4 Børns forsørgelse på arbejdsmarkedet 

Arbejdsmarkedet er for voksne den absolutte hovedkilde til pengeforsørgelsen. 12 

Udover at være hovedkilden for voksnes forsørgelse opfattes arbejdet at være et 

vigtigt led i den enkeltes mulighed for personlig udvikling og er formuleret som en 

individuel menneskeret. Arbejde som en grundlæggende rettighed er til eksempel 

beskyttet i FNs konvention om Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder artikel 

6, FNs kvindekonvention artikel 11 og EU Charter om grundlæggende rettigheder 

artikel 15. Uanset, at retten til arbejde ikke er underlagt et alderskriterium, 

er det retlige udgangspunktet for børn og unge, at arbejde i en ung alder er skadeligt 

for deres sundhed, uddannelse og udvikling. Børn og unge under en vis alder 

(13 år) må derfor ikke beskæftiges ved arbejde. Derudover er unge underlagt en 

række begrænsninger i forhold til deres adgang til arbejde, blandt andet i forbud 

mod bestemte former for arbejde. Ca. 150.000 unge under 18 år har i Danmark et 

arbejde. Det betyder, at omkring hver anden ung mellem 13 og 17 år arbejder i sin 

fritid. 13 Samme mønster ses i de øvrige nordiske lande. 14 

Beskyttelsesreglerne vedrørende børn og unge som arbejdstagere hviler i vidt 

omfang på ældre ILO-konventioner, der i en dansk kontekst blandt andet fik retligt 

12 Ibid. 

13 Børnerådet 2009. Se www. Boerneraadet.dk 

14 Barn- och ungdomsarbete i Norden. Nord 1999.23. 

Stine Jørgensen


gennemslag med EU-direktiv 94/33 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen fra 

1996. Det er interessant, at dette direktiv først blev vedtaget i 1996. Indtil da, var 

der ikke i EU særlige beskyttelsesregler for unge arbejdstagere. Børnekonventionen 

indeholder i artikel 32 en pligt for staterne til at beskytte børn mod økonomisk 

udnyttelse og forbud mod skadeligt arbejde. Indførelse af minimumsalder for at 

kunne arbejde er ifølge denne bestemmelse i konventionen et led i denne beskyttelse. 

Beskyttelseshensynet er således dominerende, i forhold til børns ret til arbejde. 

Det er dog vigtigt at holde fast i udgangspunktet om, at arbejde er en grundlæggende 

ret for den enkelte og et vigtigt led i den enkeltes mulighed for at kunne 

pengeforsørge sig selv. Børns arbejde er et vigtigt led i børns deltagelse i samfundet 

og har derudover betydning for børns mulighed for at forbedre deres økonomiske 

status. Der er derfor grund til at stille spørgsmålstegn ved den grundlæggende opfattelse 

af, at børns arbejde er skadeligt. 15 Det totale forbud mod børnearbejde må 

primært betragtes som et tredjelandsproblem. 

Som nævnt ovenfor er børns og unges ret til arbejde præget af generelle beskyttelsesregler, 

der dels udelukker børn under en bestemt alder fra arbejdsmarkedet, 

dels begrænser børn og unge under en vis alder i forhold til deres muligheder på 

arbejdsmarkedet. Ved hjælp af disse beskyttelsesregler skabes i realiteten et arbejdsmonopol 

for voksne. Denne diskrimination af børn skal kunne retfærdiggøres. 

Der er ingen tvivl om, at hensynet til at beskytte børn og unges sundhed og hensynet 

til børns uddannelse udgør saglige hensyn. Et fuldstændigt arbejdsforbud for 

børn under 13 år og udelukkelse af ældre børn ved hjælp af regler om arbejdstidslængde 

med videre er meget indgribende i forhold til deres ret til at arbejde. Som 

jeg ser det, er spørgsmålet, om ikke disse formål kan nås med mindre indgribende 

foranstaltninger. I den sammenhæng er det endvidere interessant at være opmærksom 

på, at EU-Domstolen i flere sager har tilsidesat beskyttelsesregler for kvindelige 

arbejdstagere (typisk et forbud mod kvinders natarbejde) som stridende mod 

princippet om forbud mod diskrimination på grund af køn, jf. til eksempel sagerne 

C-345/89 (Alfred Stoeckel), og C-207/96, (Kommissionen mod Italien). 

4.1 Børns ret til fri bevægelighed og retten til arbejde 

Fri bevægelighed er det EU-retlige rationale. Den fri bevægelighed for arbejdstagere 

er en af EU- rettens grundlæggende rettigheder, jf. nu traktaten om den europæiske 

unions funktionsmåde (TEUF) artikel 45. I relation til det unionsretlige arbejdstagerbegreb 

er der ingen aldersgrænse. Domstolen har i en række sager udviklet forståelsen 

af arbejdstagerbegrebet. Arbejdstagerbegrebet er ikke fortolket i forhold til et 

fuldtidsarbejde. Det afgørende for Domstolen er derimod, at der er tale om »reel og 

15 Marianne Dahlen (2004) »Skadligt, nyttigt eller nödvändigt? Några tankar om barnarbete«, 

Anna Hollander, Rolf Nygren og Lena Olsen red, Barn och rätt, s. 9-29. 



faktisk beskæftigelse«, jf. til eksempel sagen C-413/01, Franca Ninni-Orasche. Der er 

heller ikke ifølge EU-Domstolens praksis et krav om, at arbejdstageren skal kunne 

forsørge sig selv ved arbejdet. Fritidsarbejde er derfor omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. 

Det vil sige, at børn er arbejdstagere i Traktatens forstand, når de 

bevæger sig indenfor unionen. I den situation, at et barn eller en ung bevæger sig over 

grænsen for at arbejde, vil nationale og EU-retlige beskyttelsesregler, der afskærer 

eller begrænser børn under en bestemt alder i forhold til deres ret til at arbejde, kunne 

udgøre en begrænsning af den fri bevægelighed for arbejdskraften. I den situation kan 

der opstå spørgsmål om foreneligheden mellem nationale og EU-retlige beskyttelsesregler 

for børn og unge og retten til fri bevægelighed. Domstolen har ikke indtil videre 

forholdt sig til dette problem. Problemstillingen blev til dels berørt i sagen De 

Agostini m.fl, (de forenede sager C-34/95, C-35/96 og C-36/95) med udgangspunkt i 

retten til fri bevægelighed for tjenester. I denne sag fandt EU-Domstolen, at et svensk 

forbud mod TV reklamer til børn under 12 år, var i strid med den fri bevægelighed 

for tjenesteydelser. Dette forbud kunne derfor ikke opretholdes for TV stationer som 

tilbød deres tjenester fra andre EU lande. 

I sagen C-200/02, Zhu og Chen, afsagt af EU-Domstolen i 2004 tog Domstolen 

stilling til børns ret til at bevæge sig og tage ophold i en anden medlemsstat som 

led i deres unionsborgerskab. Domstolen afviste i denne sag eksplicit, at retten til fri 

bevægelighed som unionsborger kan begrænses til personer over en bestemt alder, 

jf. afgørelsens præmis 20. Barnets mor og faktiske omsorgsforsørger, der var tredjelands 

statsborger, fik sin opholdstilladelse afledt af datterens ret. Barnets opholdsret 

ville nemlig miste sin effektive beskyttelse, såfremt omsorgsforælderen ikke også 

havde ret til at opholde sig sammen med barnet, præmis 45. 

4.2 Aldersdiskrimination i forhold til lønfastsættelsen 

Der er en række rettigheder, der knytter sig til retten til et arbejde. I en forsørgelsesretlig 

sammenhæng er lønfastsættelsen et vigtigt led i denne ret, idet lønnen der 

udgør arbejdstagerens pengeforsørgelse. På det overenskomstdækkede områder er 

aflønningen af børn og unge typisk struktureret over den ansattes alder (under eller 

over 18 år). Lønnen er derimod ikke struktureret over indholdet af det arbejde, som 

den pågældende skal udføre (se eksempelvis www.jobpatruljen.dk). Der er som 

udgangspunkt en stor forskel på aflønningen for unge under 18 år og unge over 18 

år. En lønstigning på omkring 100 % er ikke udsædvanlig. Ifølge funktionærloven 

er der ingen fastsat mindsteløn. Der aftaler den enkelte lønnen selv. 

En lønfastsættelse direkte på baggrund af den ansattes alder er udtryk for direkte 

diskrimination på grund af alder, jf. forskelsbehandlingslovens § 1. Forbuddet mod 

aldersdiskrimination indenfor arbejdsmarkedet følger af EU Direktiv 2000/78/EF 

om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse 

og erhverv. Af artikel 6 i direktivet fremgår, at medlemsstaterne kan beslutte, at 

Stine Jørgensen


diskrimination på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand, 

såfremt denne forskelsbehandling er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt 

formål. Direktivet henviser direkte til, at beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og 

erhvervsuddannelsespolitiske mål udgør legitime formål i direktivets forstand. Ved 

fortolkning af direktivet og de nationale retsregler, der støtter sig herpå, er der 

grund til at være opmærksom på, at direktiv er vedtaget med hjemmel i traktatens 

artikel 10 (daværende artikel 13), om bekæmpelse af forskelsbehandling. Princippet 

om forbud mod forskelsbehandling udgør en grundlæggende værdi i Unionen. 

Den direkte aldersdiskriminerende aflønning af børn og unge under 18 år skal, 

for at være lovlig, kunne retfærdiggøres, jf. den almindelige diskriminationsretlige 

figur. Der er ingen tvivl om, at løndiskriminationen i vidt omfang er begrundet i 

forhold til en generel opfattelse af værdien af børn og unges arbejdskraft. Lønfastsættelsen 

skal således afspejle en sammenhæng med værdien af det arbejde, der 

udføres. Dette er uden tvivl et sagligt argument at aflønning afspejler værdien af 

det arbejde der udføres. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved om den direkte 

diskriminerende lønstruktur opfylder de diskriminationsretlige krav om egnethed 

og nødvendighed. 16 Det er ikke tilstrækkeligt, at en diskriminerende handling forfølger 

et sagligt formål. Det valgte middel skal være både egnet og nødvendigt. 

Kravet om egnethed indebærer, at den diskriminerende handling skal være egnet til 

at opnå det saglige formål og nødvendighedskriteret indebærer, at målet ikke kan 

opnås uden at diskriminere. Herudover skal diskriminationen i øvrigt opfylde en 

proportionalitetsvurdering. Alderskriteriet i forhold til lønfastsættelsen hviler på 

den forudsætning, at unge over 18 har en længere arbejdserfaring og at de herved 

generelt set udfører et arbejde af højere værdi. En konkret vurdering af værdien af 

det udførte arbejde, herunder eksempelvis i form af anciennitet indgår ikke i denne 

mekaniske lønstruktur. Det betyder, at unge over 18 år uanset arbejdserfaring får 

en langt højere løn end unge under 18 år. Der er således ikke i denne struktur lønstruktur 

en sammenhæng mellem løn og arbejdsværdi i det enkelte tilfælde. Der 

kan på den baggrund stilles spørgsmålstegn ved, om en aldersdiskriminerende lønstruktur 

er egnet til at opfylde målet om at lønnen skal afspejle værdien af det udførte 

arbejde. Det saglige formål, nemlig at den enkelte arbejderstagers løn skal 

afspejle værdien af det udførte arbejde kan, efter min opfattelse, opnås uden at diskriminere 

ved eksempelvis ved at lade lønnen afspejle både indholdet af det udførte 

arbejde og arbejdstagerens anciennitet. 

Løndiskriminationen søges også begrundet ud fra hensynet til de unge selv. Den 

lavere løn skal således virke som en tilskyndelse for børn og unge mennesker under 

18 år til at tage eller fortsætte deres uddannelse. Dette argument påberåbte den 

16 Kristen Ketscher (2008) »Diskrimineringsforbud – Nogle generelle overvejelser«, Diskriminerings- 

og likestillingsrett, Anne Hellum og Kirsten Ketscher, red. Universitetsforlaget, kapitel 

1. 



danske stat sig i Sagen C-88/08, Hütter afsagt af EU Domstolen den 18. juni 2009. 

I denne sag fandt Domstolen, at der ikke var sammenhæng mellem østrigske regler, 

hvorefter læretid, der var tilbagelagt før det fyldte 18. år ikke indgik ved indplaceringen 

ved lønfastsættelsen og opnåelse af dette formål. Domstolen anerkendte 

imidlertid, at uddannelsespolitike hensyn kan udgøre et sagligt hensyn, der kan 

begrunde en aldersdiskrimination. Et interessant spørgsmål bliver, efter min mening, 

hvilke krav til bevis der kan stilles i forhold til at anerkende sammenhængen 

mellem direkte diskriminerende lønfasættelse og målet om at øge antallet af unge, 

der får en supplerende uddannelse. 


For voksne er arbejdsmarkedet som nævnt den absolutte hovedkilde til forsørgelse. 

For børn og unge mennesker er arbejde skadeligt og derfor som udgangspunkt forbudt. 

Efter min opfattelse, kan der imidlertid stilles spørgsmålstegn ved, om denne 

opfattelse af børn og unge menneskers deltagelse på arbejdsmarkedet er tidssvarende. 

Den retlige ramme for børn og unge som arbejdstagere må tage udgangspunkt 

i, at arbejdsmarkedet også for denne gruppe udgør en vigtig forsørgelseskilde. Der 

er ingen tvivl om, at børn og unge mennesker (som voksne i øvrigt) skal beskyttes 

mod alle former for skadeligt arbejde. Endvidere er der ingen tvivl om, at børn og 

unge mennesker skal tilskyndes til at få en uddannelse. Det er derimod, efter min 

opfattelse tvivlsomt, hvorvidt et totalt arbejdsforbud for børn og unge under en vis 

alder, er proportionalt i forhold til opnåelse af disse formål. 

5 Børns pengeforsørgelse ved sociale ydelser 

Selvforsørgelsesprincippet udgør det grundlæggende princip i socialretten. 17 For 

voksne udgør det socialretlige forsørgelsessystem det underste sikkerhedsnet, når 

den enkelte ikke kan skaffe sig arbejde ved hjælp af arbejdskontrakten eller (i dag i 

mindre omfang) ved hjælp af ægteskabskontrakten. Som vi har set, udgør arbejdsmarkedet 

for børn og unge kun et marginalt tilskud til deres forsørgelse. For (særligt 

mindre) børn er forældrene hovedkilden til forsørgelsen. Det er derfor interessant 

at undersøge i hvilket omfang børn og unge under 18 år, har selvstændig ret til 

grundlæggende forsørgelse fra det offentlige, i den situation at forældrene ikke kan 

eller vil pengeforsørge deres børn. 

17 Kirsten Ketscher (2008) Socialret. Principper – rettigheder – værdier, 3. omarbejdede udgave, 

Thomson. 

Stine Jørgensen


Retten til kontanthjælp udgør for voksne det mest grundlæggende socialretlige 

forsørgelsesgrundlag, og formålet med loven er at skabe et » økonomisk sikkerhedsnet 

for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin 

familie«, jf. lovens § 1, nr. 2. Loven indeholder ikke et alderskriterium i forhold til 

berettigelse til ydelser efter loven. (Visse europæiske landes grundlæggende forsørgelseslove 

afgrænses i modsætning hertil ved hjælp af et alderskriterium). 18 I aktivlovens 

§ 2 henvises til de almindelige forsørgelsespligter, herunder forældres pligt til 

at forsørge sine børn under 18 år. Herved angiver loven forældrenes forsørgelsespligt 

overfor barnet. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken retlig betydning dette har i 

forhold til børns selvstændige ret til en grundlæggende forsørgelse. I Ankestyrelsens 

afgørelse, A-9-05, ansøgte en gravid 17-årig kvinde om løbende forsørgelse i form 

af kontanthjælp. Den unge kvinde boede ikke sammen med sin mor, der heller ikke 

forsørgede hende. Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke havde ret til kontanthjælp, 

idet hun var omfattet af forældres forsørgelsespligt. Det havde ifølge Ankestyrelsens 

afgørelse ingen betydning for den unge kvindes ret til kontanthjælp, at moren faktisk 

ikke forsørgede hende. Afgørelsen forekommer af flere grunde tvivlsom. Afgørelsen 

illustrerer børns og unges vanskelighed ved at slå igennem med egne forsørgelsesrettigheder 

over for det offentlige. Ankestyrelsen forholder sig ikke til den 

unge kvindes ret til forsørgelse, men afgør sagen alene på en retlig forsørgelsespligt. 

Spørgsmålet er, om ikke kommunen kunne have sikret, både at morens forsørgelsespligt 

blev opfyldt, og at den unge kvinde fik en ret til en grundlæggende forsørgelse. 

Voksnes ret til kontanthjælp efter aktivloven er ligeledes afgrænset i forhold 

til de retlige forsørgelsespligter. Retsvirkningen af en privatretlig forsørgelsespligt 

mellem ægtefæller er imidlertid ikke altid, at den ene part i forsørgelsesrelationen 

herved automatisk mister sin ret til kontanthjælp. I sagen A-4-06 fandt Ankestyrelsen, 

at kontanthjælp til en gift ansøger ikke kunne bringes til ophør alene med den 

begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet. I sagen 250-09 fik en borger 

tilkendt løbende forsørgelse efter aktivlovens § 81 under behandlingen af en separation. 

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at borgeren stod uden forsørgelsesgrundlag 

indtil separationen var bevilget og henviste til den grundlovssikrede ret til grundlæggende 

forsørgelse, jf. Grundloven § 75, stk. 2. Som vi har set, er der således 

tilfælde, hvor voksne får en ret til grundlæggende forsørgelse efter aktivloven, uanset 

at der består en retlig forsørgelsespligt. Ankestyrelsens afvisning af en ung kvindes 

ret til løbende forsørgelse alene med henvisning til hendes mors forsørgelsespligt 

kan derfor også anskues som en diskriminationsproblematik. 

I det foregående har jeg behandlet spørgsmålet om barnets selvstændige ret til en 

grundlæggende forsørgelse i den situation at forældrene ikke kan eller ikke vil for- 

18 Commission Report on the implementation of the recommendation 91/441/EC of 24 June 

1992 on Common Criteria Concerning Sufficient Resources and Social Assistance in Social 

Protection Systems. 



sørge deres barn. Et andet spørgsmål er barnets ret til en grundlæggende forsørgelse 

i den situation, at barnet ikke vil modtage forsørgelse fra sine forældre. Indtil videre 

har denne problemstilling ikke været til behandling med hensyn til børns pengeforsørgelse. 

I relation til børns omsorgsforsørgelse har der indtil videre været modvilje i 

forhold til, at anerkende børns selvstændige ret til ikke at modtage sin omsorgsforsørgelse 

fra forældrene. 19 I afgørelsen U.1997.668Ø fandt landsretten ikke servicelovens 

tvangsregler anvendelige på en situation, hvor en ung pige ikke ville bo 

sammen med sine forældre. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken betydning det har i 

forhold til børns ret til grundlæggende pengeforsørgelse fra det offentlige, at børn i 

relation til deres forældre befinder sig i en tvungen forsørgelsesrelation. Voksne kan 

i modsætning hertil ophæve ægteskabsaftalen med den retsvirkning, at forsørgelsespligten 

mellem ægtefællerne ophører og derved skabe sig en selvstændig ret til 

forsørgelse. 

5.2 Børns afledte sociale rettigheder 

Idet børn og unge er omfattet af deres forældres forsørgelsespligt har forældrenes 

forsørgelsesevne stor betydning for barnet. Forældrene skal gennem deres pengeforsørgelse, 

forsørge deres børn. Udmålingsniveauet for socialretlige ydelser, der hviler 

på et selvforsørgelsesprincip er lavt. Ydelserne udmåles som udgangspunkt i forhold 

kun til forsørgelse af den berettigede selv. Dette har betydning for børn af forældre, 

hvis forsørgelsesgrundlag er en grundlæggende forsørgelsesrettighed. I en socialretlig 

sammenhæng er dette problem adresseret ved at lade børn indgå som en udmålingsregel 

i forhold til forældres socialretlige ydelser, der hviler på et selvforsørgelsesprincip. 

Dette kan ske enten ved, at hjælpen til personer med forsørgelsespligt 

overfor børn under 18 år udmåles på et højere niveau, jf. eksempelvis aktivlovens § 

25, stk. 1. Børns afledte forsørgelsesrettigheder kan imidlertid også konstrueres som 

et egentligt forsørgertillæg, jf. til eksempel aktivloven § 25, stk. 13, hvorefter der 

kan udbetales et forsørgertillæg til starthjælpen, hvis personen har forsørgelsespligt 

over for et barn under 18 år. Denne konstruktion af rettigheder tager udgangspunkt 

i forældres forsørgelsespligt. Barnet har ikke en egen retlig platform i denne 

konstruktion, der ikke indtænker barnets selvstændige ret til forsørgelse. Der kan i 

øvrigt ifølge denne bestemmelse kun udbetales 2 forsørgertillæg pr. husstand. Der 

sker herved en diskrimination mellem børn. 

Denne retlige konstruktion, hvor en forsørgelsesrettighed er konstrueret i forhold 

til forældrene kendes i øvrigt også i forhold til omsorgsrettigheder. Mange omsorgsrettigheder 

formuleres som en rettighed for omsorgsforsørgeren og ikke som en ret 

for den omsorgsforsørgede til at modtage omsorg. Er der tale om en sikringsydelse 

19 Jane Fortin (2009) Childrens Rights and the Developing Law, Cambridge University Press, pp. 

106ff. 

Stine Jørgensen


vil omsorgsrettigheden typisk være formuleret som en ret for omsorgsgiveren til 

fravær fra arbejde i kombination med en ret til en ydelse i samme periode, jf. til 

eksempel lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. Denne lov angiver sit formål 

som dels at sikre forældre ret til fravær dels at sikre forældre ret til barselsdagpenge 

ved graviditet, fødsel og adoption, jf. lovens § 1. Loven retter sig dermed mod forældrene 

og er formuleret som en ret for forældrene til at være sammen med deres 

barn. Barnets selvstændige ret til at modtage omsorg fra sine forældre efter fødslen 

nævnes ikke som et eksplicit formål med loven og barnet har som modtager af omsorgen 

ikke nogen retlig platform i denne retlige omsorgskonstruktion. 

Det er interessant at være opmærksom på, at barnet gennem diskriminationsfiguren 

kan få en egen retlig platform i forhold til en rettighed, der retter sig mod 

forældrene. I en række sager fra Menneskerettighedsdomstolen har spørgsmålet om 

børns selvstændige rettigheder i forhold til socialretlige ydelser rettet mod forældre 

været rejst som diskriminationsspørgsmål både i forhold til forældrene og i forhold 

til barnet. I afvisningskendelsen i sagen Shackell mod UK afsagt af Menneskerettighedsdomstolen 

i 2000, havde en kvinde ikke ret til en række ydelser efter hendes 

afdøde mand, idet de ikke havde indgået ægteskab. 20 Kvinden havde heller ikke ret 

til at en forsørgelsesydelse, der rettede sig mod enker med forsørgelsespligt overfor 

børn (Widowed Mothers Allowance). Kvinden rejste dette som et spørgsmål om 

diskrimination af ugifte i strid med EMK artikel 14 (sammen med artikel 1 i 1. 

tillægsprotokol). Idet forældrene ikke havde været gift, havde kvinden som nævnt 

ikke ret til en forsørgelsesydelse til enker med forsørgelsespligt overfor børn. Herved 

mister børnene forsørgelse. Dette blev rejst som et spørgsmål om diskrimination af 

børnene på grund af deres status som uægte (by reason of their illigitimate status). 

Domstolen afviste dette argument under henvisning til, at denne ydelse blev nægtet 

ikke på grund af børnenes status, men derimod på grund af forældrenes status som 

ugifte. Jeg er enig med Domstolen i, at børnene ikke blev diskrimineret på baggrund 

af deres egen status. Efter min opfattelse er der derimod tale om, at børnene 

diskrimineres på grund af deres forældres status som ugifte (relationsdiskrimination). 

Dette spørgsmål var imidlertid ikke rejst overfor Domstolen. Sagen Weller V 

Hungary, afsagt i 2009 vedrørte en ungarsk barselsydelse (maternity benefit), der 

som udgangspunkt blev udbetalt til kvinder med Ungarsk statsborgerskab. 21 En 

kvinde med rumænsk statsborgerskab, der var gift med en Ungarsk mand, fik på 

den baggrund afslag på denne ydelse. Dette blev ved EMD blandt andet rejst som 

et spørgsmål om diskrimination af børnene på grund af deres forældres status. Havde 

moren været Ungarns statsborger og faren af anden nationalitet, ville børnene 

nemlig være berettiget til forsørgerydelsen. Den ungarske stat kunne ikke retfærdiggøre 

denne diskrimination af børnene. 

20 Schakell v. UK, Appl. 45851/99. Afsagt i 2000. 

21 Weller V Hungary, Appl. 44399/05, Afsagt i 2009. 



Gennem diskriminationsfiguren får børnene således en selvstændig retlig platform 

i forhold til en forsørgelsesydelse, der er rettet mod forældrene. I de nævnte 

sager er der tale om relationsdiskrimination (discrimination by association). Relationsdiskrimination 

henviser til den situation, at en person diskrimineres ikke på 

baggrund af forhold hos vedkommende selv, men derimod på baggrund af forhold 

hos en person som vedkommende har en (omsorgs)relation til. 

Forbuddet mod relationsdiskrimination fremgår direkte af Børnekonventionens 

artikel 2. Denne bestemmelse indeholder et forbud mod forskelsbehandling af børn 

baseret på de diskrimineringsgrundlag, der er nævnt i bestemmelsen. Diskrimineringsgrundlaget 

kan både være relateret til barnet selv, men bestemmelsen beskytter 

også barnet mod at blive diskrimineret på baggrund af forhold hos forældrene 

eller værgen. Gennem diskriminationsfiguren anerkendes barnets ret til forsørgelse, 

uanset at rettigheden er rettet mod forældrene. 


Børn har svært ved at slå igennem med egne pengeforsørgelsesrettigheder overfor 

det offentlige. I det omfang det anerkendes, at børn får selvstændig ret til grundlæggende 

forsørgelse fra det offentlige, opstår spørgsmålet, om ikke børn og unge, 

som voksne i øvrigt, skal udnytte deres selvforsørgelsesevne på arbejdsmarkedet. I 

den førnævnte sag fra Ankestyrelsen, hvor en ung gravid kvinde fik afslag på løbende 

forsørgelse, berøres dette spørgsmål af Det Sociale Nævn. I sit afslag på kontanthjælp 

henviste nævnet til, at kvinden ikke inden ansøgningen om kontanthjælp 

havde forsørget sig selv ved arbejdsindtægter eller lignende i en længere periode. 

Som nævnt afgjorde Ankestyrelsen alene sagen på morens forsørgelsespligt. 

Spørgsmålet om den unge kvindes pligt til at forsørge sig på arbejdet blev derfor 

ikke berørt i Ankestyrelsen afgørelse. 

6 Børns ret til pengeforsørgelse – retlige udviklingsperspektiver 

Udgangspunktet er, at alle, børn som voksne, har en ret til egne penge. Børn og 

unges forsørgelsesstruktur er imidlertid på en række punkter forskellig fra voksnes 

forsørgelsesstruktur. Børns og unges forsørgelsesrettigheder er indrettet på, at børn 

og unge indtil de fylder 18 år skal forsørges af deres forældre. I denne forsørgelsesretlige 

struktur er indlejret en forudsætning om, at forældrene både kan og vil forsørge 

deres børn, og at børnene vil forsørges af deres forældre. Der er ingen tvivl 

om, at forældrene er den bærende struktur for børns opvækst, udvikling og forsørgelse. 

Der er ingen grund til at tro, at dette er under ændring. Forældre vil fortsat 

være den bærende ramme om deres børns forsørgelse. Børn er imidlertid under ud- 

Stine Jørgensen


vikling som selvstændige rettighedssubjekter. Denne retlige udvikling skubbes i 

vidt omfang på vej gennem retlige figurer som fri bevægelighed og forbuddet mod 

diskrimination. Dette får både betydning i det retlige forhold mellem børn og forældre, 

men også for udviklingen af børns rettigheder og status som borgere i velfærdssamfundet. 

Litteratur mv. 

COMMISSION REPORT on the implementation of the Recommendation 91/441EC of 24 June 

1992 on Common Criteria Concerning Sufficient Resources and Social Assistance in Social 

Protection Systems 

Acker, L. and Stalford, (2004) A Community for Children. Children, Citizenship and Internal Migration 

in the EU, Ashgate 

Besson, S. (2005) »The Principle of Non-Discrimination in the Convention on the Rights of the 

Child«, The International Journal of Childrens Rights13, pp 433-461. 

Dahlén, M (2004) Skadligt, nyttigt eller nödvendigt? Några tankar om barnarbete, Hollander, 

A, Nygren, R OG Olsen, L (Red) Barn och rått, Iustus förlag. 

Dahlstrand, L (2008) Barn som ekonomiska aktörer, Olsen, L. & Saldeen, Å (Red.), Barn som 

aktörer – en slutpunkt, Iustus Förlag. 

Dübeck, I. (1997) Personers rettigheder. Om individets fysiske og psykiske integritet, selvbestemmelsesret og 

identitet, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Fortin, J. (2009) Children´s Rights and the Developing Law, third edition, Cambridge University 

Press 

Jørgensen, S. (2010) »Diskrimination af børn i et socialretligt perspektiv«, EU & Menneskeret, s. 

87-93 

Ketscher, K. (2008) »Diskrimineringsforbud – Nogle generelle overvejelser«, Diskriminerings- og 

likestillingsrett, Anne Hellum og Kirsten Ketscher, red. Universitetsforlaget, kapitel 1. 

Ketscher K. (2008) Socialret – principper, rettigheder værdier, 3. omarbejdede udgave, Forlaget 

Thomson 

Ketscher (2003) Et håbløst lappeprojekt. Socialrådgiveren, Dansk socialrådgiverforening 

Ketscher K. (2003) Børns menneskerettigheder. Om FN´s børnekonvention i dansk ret. Jørgensen.S. 

Krunke, H., Hartlev, M. og Ketscher, (red.) Nye retlige design. Dansk ret under konkurrence, 

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 

Lynge Andersen, L, Iversen, B. OG Nørgaard, J. (1988) Umyndiges formue. Anbringelse, forvaltning, 

råden, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Olsen, L. (2006) Barnet, marknadföringen och rätten, Norstedts Akademiska Förlag 

Olsen L. (2004) Rättshandlingförmågan och barns konsumption. Hollander, A., Nygren, R og 

Olsen, L (Red.), Barn och Rätt, Iustus Forläg. 

Schiratzki, J.(2005) Rättvist underhållsbidrag till barn Iustus Förlag 

Stang-Dahl, T.(1985) Kvinners rett til penger. Stang-Dahl, T. (red), Kvinnerett II, Universitetsforlaget. 

U.1997.668Ø 

250-09 

A-9-05 

A-4-06 



Weller mod Ungarn, Appl. 44399/05, afsagt den 31. marts 2009. 

Kehoe mod UK, Appl. 2010/06, afsagt af EMD i 2008 

Shackell mod 

Sag C-229/08, Wolf, afsagt af EU-Domstolen i 2010. 

Sag C-88/08, Hütter, afsagt af EU-Domstolen i 2009. 

Sag C-200/02, Zhu og Chen, afsagt af EU-Domstolen i 2004 

Sag C-413/01, Franca Ninni-Orasche, afsagt af EU Domstolen i 2003 

De forenede sager C-34/95, C-35/96 og C-36/95), Agostini m.fl, afsagt af EU-Domstolen i 1997 

Stine Jørgensen

Børn som borgere i velfærdssamfundet. Retten til egne ... - Retfærd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?