Læs Xryds i din lokale sognekirke eller ved at trykke lige ... - Århus Stift

More documents

Recommendations

Info

– Der er så mange, vi skal hilse på… Esther og Inger Munk passer slægtens gravsted. Det er bindeleddet bagud, og mor og datter er ikke tvivl om, at de selv skal begraves i den landsby, de er vokset op i. Tekst og foto | Flemming Nielsen 10 Kristian Munk døde alt for tidligt i 1974. Han blev bare 52 år. Det kan man læse på hans gravsten på Sejling Kirkegård lidt uden for Silkeborg. Hvad gravstenen ikke fortæl- ler, er at Kristian var en stilfær- dig mand af få ord, der til gen- gæld elskede at skrive sange og sætte amatørskuespil i scene, før en blodprop ramte ham. Og så var han havnet på den helt for- kerte hylde som landmand på en arvet gård. Den historie om Kristian skal man møde hans hustru og datter for at få med. Og dem kan man møde på Sejling kirkegård i hvert fald en gang om måneden. Inger og Esther Munk kommer egentligt ikke for at mindes faderen og ægtemanden, når de passer slægtens gravsted. Kristians minde er en del af hverdagen på så mange andre måder, selvom han døde for mere end 30 år siden. Men mange af de andre gamle naboer og skolekammera- ter i den lille midtjyske landsby Sejling lidt uden for Silkeborg skal have et nik med på vejen, når Esther og Inger Munk besø- ger kirkegården og tager fat med rive og lugejern mellem småste- nene på familie-gravstedet. Sender en tanke – Der er mange, vi skal hilse på, når vi er her. Også når vi går forbi en grav, som er blevet sløj- fet. Så tænker man lige »Der ligger jo…« og sender dem en tanke, fortæller Esther Munk. Og tilknytningen til områ- det, hvor slægtsgården ligger, er vigtig for dem begge. – Det er jo grunden, vi står på. Selvom vi måske ikke kører til kirke om søndagen her, så ved vi, at det er her, der skal slutte. Og det er her, man har været lige fra start, forklarer Inger Munk. Da Kristian lige var død, kom de ret ofte på kirkegården. Og det hjalp nok lidt på savnet af ægtemanden at have et sted at komme, siger Esther Munk. – Men der var jo ikke noget at gøre ved det… Der er tænkt over, hvordan de to selv skal have en plads på familie-gravstedet. Esther skal have sit navn på ægtemanden Kristians gravsten og Inger har en sten liggende klar, der stam- mer fra familiegården, som nu er solgt. Den lå som trappesten ved bryggerset. – Den sten har jeg trådt på al min tid, forklarer Inger Munk. Og Mor og datter passer slægtens gravsted , og hverken Esther Munk eller datteren Inger Munk er i tvivl om, at de selv en gang skal have en plads ved siden af ægtemanden og faderen Kristian. for hende er linjen bagud i slæg- ten vigtig. Derfor var mor og datter også vældigt kede af, da det gik op for dem, at gravstenene fra Kristians forældres sløjfede grave var blevet kasseret. For det havde været mere rigtigt, at de havde fået en plads på fami- liegravstedet, synes de begge. Der mangler noget nu. Ikke en anonym grav En urne på de ukendtes grav kommer slet ikke på tale: – Det er der ikke nogen af os, der kan forestille os, siger Inger Munk, mens Esther nikker bekræftende. At komme til at ligge ved siden af slægtningene, når livet er slut, er vigtigt. Inger og Esther Munk har altså meget personlige grunde til at besøge Sejling kirkegård tit og ofte, men de kan også lide, at kir- kegården fortæller den fremmede noget om det sted, den ligger. – Jeg synes, at det er her- ligt, at folk går en tur på kirke- gården. Og Assistens kirkegård midt i København, der trækker masser af mennesker, der nær- mest bruger den som park, det er da et kæmpebolsje. Jeg kan godt lide, at de levende også har noget at gøre på kirkegår- den. Jeg tror aldrig selv, at vi har været her uden at gå en tur rundt, siger Inger Munk. Barndommens kirke At de døde ligger på netop en kirke-gård, falder de to kvinder meget naturligt:
– At kirken er en vældig gammel institution, som man er en del af, det betyder noget, siger Inger Munk. Men selvom både Inger og Esther har boet i Mariehøj sogn i Silkeborg i mange år, så er der ingen tvivl om tilknytningen til kirken i Sejling. – Jeg er kommet meget i Sej- ling Kirke allerede, da jeg tjente hos hende, der blev min sviger- mor. Og jeg er både døbt, kon- firmeret og gift her, så det er min kirke, siger Esther Munk. Og Inger Munk er fuldstændigt enig: – Jeg kan godt lide Mariehøj kirke i Silkeborg, hvor vi bor nu, men den hvide kasse skal da stå derinde! Men hvad der venter for enden af livet, det har de to ikke faste forestillinger om: – Jeg har undervist i 20 år – også i religion – og når børnene spurgte om liv og død, så kunne jeg kun sige, at når vi er kommet hertil, så er der kun én ting, der er sikkert: Det er, at vi skal herfra igen. Men hvad det inde- bærer at komme herfra – der på den anden side..? Det kunne være rart, hvis nogen havde bare en lille låge. Men ikke en gang Johannes Møllehave har et for- nuftigt gæt – og han er jo ellers mand for at strikke en god for- klaring sammen på det meste, siger Inger Munk med en højlydt latter på kirkegårdsstien. For kirkegården er også for de levende. Et job med årets og livets gang Graveren skal både passe kirkegårdens planter og låne sine ører til sårbare efterladte At være graver er et job, hvor man både følger årets skiften og livets gang. Det fortæller Anny Krogh, der er graver på kirkegården ved Sej- ling Kirke lidt uden for Silkeborg. Sommetider er graveren den første, der møder et menneske, der har brug for sjælesorg i kirkens rammer, så trøst er også en del af arbejdsbeskrivelsen. – Det har overrasket mig, at jeg kommer så tæt på folk. Det kan ske, at det er mig, der møder folk på kirkegården og får at vide, at nogen er blevet alvorligt syge. Så må jeg sørge for, at de kommer videre til præsten, men det vigtigste er jo at kunne låne sine ører, siger Anny Krogh. Hun er glad for, at graverud- dannelsen også rummer et uge- langt kursus i psykologi, for graveren skal kunne meget mere end at passe planterne på kirke- gården. Det kræver takt og men- neskeforståelse: – Folk kommer ikke for at besøge graveren, men for at besøge deres familiemedlems gravsted, og det skal de have fred til. Men når de har gjort det, så skal der være tid til en lille snak, hvis de har brug for det, forklarer Anny Krogh. – I så lille et sogn kommer jeg til at kende mange, så det kan nemt ske, at jeg kender den, der skal begraves. Gartner, diplomat og pædagog Anny Krogh fungerer også som kirketjener i det lille sogn, og det er en god kombination, som aflaster fra det hårde fysiske arbejde på kirkegården, synes hun. Og hun nyder at ringe solen op året rundt og følge årstider- nes skiften. Men graveren kommer ikke uden om at blive bedømt som gartner: – Man skal sørge godt for folk, men her skal også se godt ud. Man skal huske, at folk går op i det, hvis der er en mælke- bøtte, der bliver lidt for stor. Og når vi begynder at gran-dække til vinteren, så kommer folk En søndag for dem, vi savner Dem vi har mistet, bliver mindet i kirkerne den første søndag i november De amerikanske Allehelgens-tra- ditioner er kommet til Danmark. Halloween er blevet en anled- ning til at sælge slik og skræk- indjagende kostumer til bør- nene. Og der er vel nærmest flere børn ude for at rasle slik ind til Halloween, end der er til fastelavn. Men der er heldigvis også sket en fornyelse af den danske tradition for at markere Allehel- gens søndag i de seneste godt 10 år. En langt mere afdæmpet højtid og mulighed for at mindes vores døde på Allehelgens søndag. Flere og flere kirker holder særlige gudstjenester den første søndag i november, der er dedi- keret til mindet om dem, vi savner, med et særligt fokus på dem, der er døde i årets løb. Mange steder foregår gudstjene- sten med lystænding og oplæs- ning af navnene på de personer i sognet, der er døde i det for- løbne år. Tjek hvad der sker i din sognekirke søndag den 6. november for eksempel på www.kirku.dk. på gåture for at se, hvad vi nu finder på. Graveren skal også være diplomat. Når der skal tales om gravsted og pasning, og man kan fornemme, at de efterladte ikke er helt enige om, hvor mange penge der skal bruges på det, så skal Anny Krogh træde forsigtigt og belægge sine ord. – Familien skal i hvert fald ikke sprænges over det, hvis man kan yde lidt til det. Og så skal der også være lidt af en pædagog gemt i graveren: – Når de nye konfirmander starter, så må jeg sommetider dukke op bag hækken og sige »lad være med at løbe på min kirkegård..!« Børnene skal bruge gangene og have respekt for, at det er specielt sted. Man skal ikke rende rundt på gravene, for det er folks ejendom, forklarer Anny Krogh. Og så går graveren jo blandt gravene hver dag, så døden bliver en del af hverdagen. – Så mange begravelser har vi heldigvis ikke. Og at færdes mellem gravene, det må jeg ind- rømme: Det bliver mit arbejde... Graveren er ofte den første af kirkens ansatte, der møder mennesker, der brug for sjælesorg, fortæller graver Anny Krogh fra Sejling Kirke. Allehelgens søndag, første søndag i november, er en højtid, hvor årets afdøde mindes i landets kirker. 11 XRYDS
Page 1 and 2: magasin for folk og kirke i århus
Page 3 and 4: Pilgrimsvandring ændrede mit liv T
Page 5 and 6: Jens, du er sat fri Da Jens Munk va
Page 7 and 8: Tekst og foto | Flemming Nielsen Ki
Page 9: På Sejs-Svejbæk kirkegård i Silk
Page 13 and 14: Bestil Xryds givet et indblik i, hv
Page 15: Tekst | Flemming Nielsen Foto | Hel
Page 18 and 19: Xryds kradser i personer med indfly
Page 20: BOG & DVD KUN 300 00 KR. TV om live

Læs Xryds i din lokale sognekirke eller ved at trykke lige ... - Århus Stift

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?