3: Byforgrønnelse – en holistisk løsning - Jens Hvass

92
”Selvom bæredygtigt nybyggeri er positivt og har en signal-værdi, er det ikke det, der batter. Hvis vi derimod
ikke gør noget ved den eksisterende bygningsmasse, får vi ikke bæredygtige byer!” – Holger Bisgaard, 2009
regulering – eksisterende vilkår
Lovmæssig regulering af byudviklingen er et af de
meget stærke planlægningsmidler, da det er direkte
bindende for investorer og developere (Maj-Britt
Quitzau et al. 2009 ).
Men for at styrke nærdemokratiet ønsker man at
begrænse top-down-styring, hvilket nedlæggelsen af
amterne eksempelvis er resultat af. Lokalplanerne
er et af kommunernes stærke kort. Derigennem
kan der fastlægges bestemmelser for flere brugbare
emner i forhold til klimatilpasning: bebyggelsesprocent,
byggematerialer, arealudnyttelse ubebyggede
arealers udformning, terrænregulering, beplantningsforhold,
og endelig bevaring af landskabstræk i
forbindelse med bebyggelsen.
Men disse virker alle kun indirekte og kan f.eks.
forebygge, at eksisterende potentiale omdannes
uhensigtsmæssigt. De senere år har det også været
muligt at sætte standarder for energiniveau – men
altså endnu ikke klimatilpasning.
Der er således vide rammer for hvad lokalplanen
kan regulere, men ingen krav om hvad den skal
regulere. Det er dog i god overensstemmelse med
planlovens karakter af rammelov (Rosenbak og Jørgensen,
2009).
Noget af det afgørende er dermed samspillet mellem
staten og kommunerne: Som det er nu, formulerer
regeringen nogle prioriteter, direktiver
og målsætninger, som kommunerne har til opgave
at efterleve i hver deres geografiske område. Men
samtidig har kommunerne gerne en egen agenda,
blandt andet styrket af den indbyrdes konkurrence
kommunerne imellem – klimavenlig branding kunne
være et eksempel, som begreberne ”klimakom-
muner”, ”kurveknækkere” og ”energibyer” indikerer
(nitiativer af hhv. Danmarks Naturfredningsforening,
Elsparefonden og Klima- og Energiministeriet
). I den forbindelse kan for meget regulering
fra regeringens side komme til at virke hæmmende
for kommunernes målsætninger, idet kommuneplanerne
skal efterleve regeringens retningslinjer.
Men samtidig er der mange forhold, kommunerne
ikke må stille krav til uden lovmæssigt grundlag,
hvilket kan trække visse implementeringsprocesser
i langdrag. Ifølge rapporten ”Den grønne by – udfordringer
og muligheder” ( Rosenbak og Jørgensen,
Skov og Landskab, KU 2009 ), som er udarbejdet
for By- og landskabsstyrelsen, er de mest relevante
regelværker i forbindelse med klimatilpasning via
byforgrønnelse hhv. fredning, skovloven, planlovens
bestemmelser samt bygningsreglementet. Men
rapporten konkluderer samtidigt, at de rekreative
og grønne områder på trods af deres mange funktioner
står relativt svagt i lovgivningen om byudvikling,
planlægning og byggeri: ”Der findes ingen
retningslinjer eller anbefalinger omkring mængden
eller kvaliteten, og der er kun få redskaber, som kan
være med til at sikre de grønne områder på sigt.”
Til gengæld vurderes det i samme rapport, at kommuneplan
og lokalplan er velegnede redskaber til
at udvikle og fastholde en grøn struktur, hvilket
også benyttes i mange kommuner. Disse planer
giver større fleksibilitet, men samtidig også mindre
beskyttelsesværdi, idet grønne områders status kan
ændres eller inddrages til andre formål.
Men det er et stort problem, at reguleringsbaseret
planlægning hovedsagelig virker ved udvikling af
nye projekter i byen, hvorimod der er få kontrolmuligheder
over den eksisterende bygningsmasse
(Dorte Rømø, bilag 1.4 ). I øjeblikket er mange
byggeprojekter gået i stå på grund af finanskrisen,
og der er af samme årsag heller ikke nær så mange
nye under udvikling, som der har været tidligere. ¾
af det danske byareal er opført siden 1945 (seminar:
Benspænd for bæredygtige byer), og da bygninger
samtidig har en levetid på op til 100 år eller
mere, står det således klart, at det er nødvendigt
med en alternativ planmæssig tilgang, hvor fokus er
på udvikling af eksisterende byområder.