Tekst 1

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 1
I pjecen Stursbøl Plantage skal du så hurtigt som muligt finde svar på nogle spørgsmål.
Du skal altså kun læse, hvad der er nødvendigt for at svare på disse spørgsmål.
Markér det rigtige felt.
Velkommen til Stursbøl Plantage
Det er godt 200 år siden man begyndte at anlægge plantagen på det der dengang var et stort hedeområde. Efter
store problemer i starten udviklede plantagen sig gennem årene til en tæt og produktiv skov med store værdier af
især nåletræ. Orkanen i 1999 udslettede stort set hele plantagen, og et helt nyt og anderledes skov- og naturområde
er nu på vej – langt mere varieret med en blanding af mange træarter, især meget mere løvtræ og med åbne områder
inde i skoven.
Perleholm: I 2003 købte Skov- og Naturstyrelsen Perleholm, som blev en del af Stursbøl Plantage. Perleholm
drives som økobase/naturskole i samarbejde med Vojens, Vamdrup og Rødding Kommuner. Stedet giver gode
rammer for oplevelser i naturen. Der findes flere oplysninger på www.perleholm.dk
Naturvejledning: Naturvejlederen på Haderslev Statsskovdistrikt arrangerer ture og står til rådighed med forslag
til aktiviteter.
Handicapforhold: Vandreturene kan have enkelte passager, der ikke er velegnet for kørestole eller barnevogne.
Yderligere oplysninger: Stursbøl Plantage administreres af Skov- og Naturstyrelsen og kan lokalt kontaktes ved
Haderslev Statsskovdistrikt, tlf. 74 52 2105, www.skovognatur.dk/haderslev
Stursbøl Plantage
Serien »Vandreture« er foldere over udvalgte naturområder. De kan fås på biblioteker og turistbureauer, samt ved
indgangene til mange af områderne. Se også www.skovognatur.dk
Miljøministeriet
Skov- og Naturstyrelsen
forvalter statsejede skove og andre naturområder i hele landet
tager ved driften hensyn til befolkningens friluftsliv, produktion af træ og beskyttelse af natur- og
kulturværdier.
Skov- og Naturstyrelsen forvalter 190.000 ha skov - og andre naturområder
Stursbøl Plantage med Troldeskoven
Skovens historie
Området var i middelalderen en del af et større, sammenhængende landbrugsområde bestående af 14 store gårde.
Gårdene blev plyndret og afbrændt under svenskekrigene i 1650'erne. Vore polske hjælpetropper medbragte pest,
og snart var egnen mennesketom, og arealerne sprang i lyng kun afbrudt af spredte egekrat. Området fik senere
betegnelsen Oksenvad Hede.
I 1802 købte kongen den første del af Oksenvad Hede for at plante skov. Siden er der tilplantet store arealer og med
de senere års opkøb og tilplantning er skovens areal i dag på over 500 ha.
Stursbøl plantage blev prøjsisk område som følge af krigen i 1864, hvor området kom under hertugdømmerne, men
ved genforeningen efter den 1. verdenskrig i 1920 kom området tilbage til Danmark.
Skoven hører til blandt landets første hedeplantninger. Beretningerne om denne hedetilplantning er spændende
læsning, hvor der redegøres for de vanskelige klimatiske og jordbundsmæssige forhold og de mange prøvelser, som
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
forstfolkene måtte igennem. I 1803-04 forsagte man at så skovfrø i en blanding af rødgran, skovfyr, lærk og
weymouthsfyr, og samtidig begyndte man at plante til med rødgranplanter.
Skovrejsningen fortsatte de næste årtier, men skuffelserne var mange. Store dele af plantningerne mislykkedes, og
de overlevende skovfyr blev forkrøblede, idet de blev angrebet af fyrrevikler, en sommerfugleart, hvis larver
ødelægger knopperne. Skiftende forstpersonale havde trange kår og vanskeligt ved at skaffe penge til at rejse skov.
I 1871 lå 215 tdl. land (ca. 120 ha) endnu uden skov.
Erfaringer fra pionertilplantningen af bl.a. Stursbøl Plantage kom imidlertid til gavn, da de store hedetilplantninger
i Midt- og Vestjylland blev gennemført i sidste halvdel af 1800-tallet. Tiden under prøjsisk/tysk herredømme ses
bl.a. af de meget rationelt og lige anlagte nord-sydgående skovveje samt af enkelte bevarede granitsten, der
afgrænser skovarealet.
Skoven bærer i dag præg af stormen i december 1999, hvor næsten 80 % af træerne væltede. I store dele af skoven
er alt det væltede træ fjernet, men nogle områder har fået lov at ligge mere eller mindre urørt hen, for at den
naturlige udvikling efter et stormfald kan følges. Overalt har enkelte træer fået lov at blive stående for at kunne
forsyne området med frø og som levested for fugle, insekter og svampe.
Den nyplantede skov er meget varieret med både løvtræ og nåletræ. Allerede inden stormen blev andelen af løvtræ
øget. Tidligere nåleskov blev afløst af løvtræer og de nyanlagte skovarealer mod nordøst og ved Stursbøl mod
sydvest har mange løvtræer.
Geologi
Stursbol Plantage ligger på vandskellet ”Den jyske Højderyg”, hvor højderyggen er sammenfaldende med
hovedisrandslinien fra sidste istid. Smeltevandsflader med ringe betingelser for skovdrift findes i området omkring
og syd for Stursbøl, mens betingelserne i den øvrige del af skoven er bedre på grund af morænearealernes bedre
jord og mere kuperede terræn.
Kulturhistorie
Flere steder i skoven går man på forgreninger af Hærvejen. Det har gennem tiderne været naturligt for rejsende
med fjerne rejsemål at følge Den jyske Højderyg, hvor ingen eller kun små vandløb skal krydses. Forbindelsen til
specielt bronzealderen ses af de i alt 70 gravhøje, der i Stursbøl Plantage ligger i tilknytning til
hærvejsforgreningerne. Netop anlæg af Stursbøl Plantage har betydet at disse mange gravhøje er bevaret.
Størstedelen af højene på landbrugsarealerne uden for skoven blev fjernet før den generelle fredning af gravhøjene
blev gennemført efter 2. verdenskrig.
Dyreliv
I skoven findes mange rådyr, og du kan være heldig at se strejfende krondyr og dådyr. Ræve-og grævlingegrave
findes flere steder i skoven. Sortspætte, grønspætte og stor flagspætte findes alle i plantagen, og tilstedeværelsen af
sortspætte og grønspætte kan iagttages i de mange myretuer, hvor de flere steder har lavet huller for at få fat i
myrerne.
Vandreture
På kortet sidst i pjecen er angivet tre forskellige turforslag, der i plantagen er afmærket med farvede pletter på
træerne. En regional hærvejsrute går endvidere tværs gennem skoven i nord-sydgående retning.
Blå tur - Troldeskoven
Turen er på ca. 1.8 km og begynder ved Troldeskovens parkeringsplads (P1). Troldeskoven er i dag udlagt som
naturskov, hvilket bl.a. indebærer at der ikke er "ryddet op" efter stormen i 1999 og at de træer, der vokser frem,
har sået sig selv.
Troldeskoven bestod indtil stormen I 1999 af krogede skovfyr, som stammer fra plantagens første anlæg i
begyndelsen af 1800-tallet. De forkrøblede træer fik lov at blive stående, og udviklede groteske former. Nogle af
træerne står endnu som døde monumenter.
Der er flere forklaringer på hvorfor træerne så ud som de gjorde. Sagnet siger, at skoven i gammel tid var beboet af
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
trolde. En anden forklaring er, at fyrretræerne kort tid efter plantningen blev angrebet af den lille sommerfugl
fyrrevikleren, hvis larver ødelægger unge træers knopper og derved skaber de ejendommelige former. I dag er
skoven helt sikkert befolket af trolde og andre underlige væsner. De er skåret ud med motorsav i en del af de
væltede træer.
Blå tur - Gravhøjene
Turen på ca. 2 km kan passende begyndes fra parkeringspladserne P1 eller P2. Bemærk især områdets mange
gravhøje, som har forbindelse med såvel tidligere bopladser her som med Hærvejen. Tidligere stod her mest
rødgran, men på grund af stormfald og billeangreb, har det været nødvendigt at rydde skoven, og der er lavet nye
blandede bevoksninger.
Gul tur
Turen på ca. 4,4 km har udgangspunkt på parkeringspladsen P3. Mod nord kommer man straks forbi en meget stor
gravhøj. Flere steder på turen ses forsøgsområder, hvor der ikke er "ryddet op efter stormen i 1999. Her undersøges
det, hvad der naturligt vil ske efter et stormfald. Rundt i området star enkelte store træer, Det er stort set kun
douglasgran, der har overlevet stormen,
Ca. midtvejs på turen findes resterne af en gammel kreaturfold. Den har muligvis haft forbindelse med Hærvejen,
idet den kan være brugt til ophold for kreaturer under lejrslagning. Kreaturfolden kan også være et levn fra den
landsby, som engang lå her.
Skovfogedboligen "Stursbølhus" stammer fra 1798. Det menes, at huset er bygget på tomten af en større gård –
måske et herresæde eller en krongård.
"Festpladsen" blev formentlig anlagt i 1845 – måske til brug for militærparader. I mange år blev der her afholdt
fester, men i 1864 forbød tyskerne al aktivitet på pladsen. Som et levn fra denne tid kan man flere steder finde
rester af kulturplanter som f.eks. kodriver og rosmarin.
Hærvejen
Hærvejen løber mellem Viborg og Padborg. Den går tværs gennem Stursbøl Plantage, dels som vandreture ad
smalle stier, dels som cykelrute ad skovveje. Ved Stursbøl passerer Hærvejen en gammel hærvejskro, der er
genopstået som Café Ellegaard. Foldere over Hærvejen kan købes hos boghandlere og på turistbureauer.
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
© Gyldendal 2009

Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
9. klasse - Læseprøve 12
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 2
Læs folkeeventyret Sven Tyvskæg, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
SVEND TYVSKÆG
Evald Tang Kristensen
Der var engang en kone, der boede i kanten af en skov. Hun havde en lille dreng, som hun havde fået, fordi hun var
blevet lokket. Da han var blevet så stor, at han skulle til at lære at læse, ville han ikke have noget med det at gøre.
Præsten gav hans mor ordre til at sende ham i skole, men han ville ikke og sagde, at han hellere ville gå i lære hos
Svend Tyvskæg ude i skoven end lære at læse.
Svend Tyvskæg var mestertyv, og han havde mange svende, som skulle hjælpe ham med at stjæle. Når man havde
været i lære hos ham i 3 år, blev man gjort til mester. Der var næsten ingen, der turde komme ud til Svend
Tyvskæg, men drengen besluttede at drage derud og give sig i tjeneste hos ham.
Tyvskæg havde to svende, som blev uvenner lige efter, at drengen var kommet. Den ene påstod, at han var bedre til
at stjæle end den anden. Da sagde Svend Tyvskæg til den ene, at nu skulle han gå hen og stjæle en ko samme nat.
Og da han var gået, sagde han til den anden:
"Kan du nu stjæle den ko fra ham, inden han kommer hjem, så skal du være mester i stedet for ham, og så vil jeg
slet ikke have ham i min tjeneste længere."
Den første svend gik hen og stjal koen, og den anden gik bagefter. Om natten kravlede han op i et træ og hængte
sig ved benene med hovedet nedad. Da den første svend kom traskende med koen, standsede han og stod og
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
kiggede lidt på den anden, men tog sig ikke videre af det og lod ham hænge.
Den anden svend kravlede ned og løb uden om den første, og da han var kommet et stykke hen, hængte han sig op
igen ligesådan med hovedet nedad. Da den første svend kom traskende forbi og så, at det var den samme som før,
troede han, at han var faret vild og gået i ring, siden han nu så ham der for anden gang. Men han lod ham alligevel
hænge og trak videre med koen. Den anden sprang atter ned og løb foran og hængte sig i benene igen.
Da den første igen kom forbi ham, blev han helt sikker på, at han var faret vild, nu havde han været forbi det
samme menneske tre gange.
Han bandt alligevel koen og gik tilbage ad vejen for at se, om der hang nogen på det forrige sted. Imens sprang den
anden ned fra træet, huggede koen og trak hjem til Svend Tyvskæg med den. Da den første lidt efter kom hjem,
havde han ganske vist nok stjålet en ko, men han havde mistet den igen, og så blev han afskediget, Svend Tyvskæg
ville ikke have ham længere.
Den svend, der blev tilbage, blev sendt hen for at stjæle en hest. Og da sagde drengen, at han kunne godt stjæle den
fra ham, inden han igen nåede hjem med den.
"Ja, dersom du kan gøre det," sagde Svend Tyvskæg, "så vil jeg heller ikke have ham længere, så skal vi ikke være
andre her end mig og dig."
Drengen fulgte efter svenden. Han tog et par nye sko med, som han havde haft stående derhjemme. Den ene satte
han på vejen, hvor svenden skulle komme med hesten, som han godt nok fik stjålet. Han kom forbi skoen, som han
kunne se passede ham, men da den anden sko manglede, lod han den stå. Da han kom et stykke længere frem, fandt
han imidlertid den anden, som drengen havde sat der, og han fortrød, at han ikke havde taget den første sko med
sig.
Han bandt hesten og gik tilbage efter den, for så havde han jo et par. Imens huggede drengen hesten og vendte hjem
til Svend Tyvskæg med den. Da den anden kom hjem uden hest, blev han også afskediget. Nu var der ikke andre
end drengen og Svend Tyvskæg.
En dag sagde mesteren til drengen, at der ikke var noget, han var mere bange for end præstens grå hest. Den havde
engang været efter ham og sparket ham. Drengen sagde, at han ville gå op og stjæle den om natten.
"Tør du være med til det? Der er ingen fare ved det, vi skal nok få fat i hesten, du skal bare følge med," sagde han
til Tyvskæg.
Om aftenen gik de op til præstegården. Da de kom ind, spurgte præsten, hvor de skulle hen, for han havde aldrig set
Svend Tyvskæg og kendte ham ikke. Drengen svarede, at de ville gå igennem skoven i nat. Det rådede præsten dem
fra, for det var farligt. Der var en tyv derinde i skoven, sagde han, som man kaldte Svend Tyvskæg, og han ville
gøre dem fortræd, så de måtte hellere overnatte i præstegarden. Da folkene kom ind for at få aftensmad, bød
præsten de fremmede at sætte sig og få noget mad med. Da lyset blev tændt, havde Svend Tyvskæg sat sig ved den
nedre bordende, for han ville ikke for tæt på lyset. Men drengen satte sig ved den øvre bordende hos præsten, som
blev der for at snakke med dem, imens de spiste. Så spurgte drengen, om præsten kendte noget til denne her Svend
Tyvskæg.
Nej, han kendte ham kun efter rygter, han havde aldrig nogensinde set ham.
"Da sidder han ellers ved den nedre bordende," sagde drengen.
"Det kan jeg ikke tro," sagde præsten, men han tog lige godt lyset og gik ned for at betragte ham. Svend Tyvskæg
blev bange og sprang op og løb ud, han turde ikke være der.
© Gyldendal 2009

"Lad os få den grå hest ud efter ham," sagde præsten.
9. klasse - Læseprøve 12
"Ja, lad mig komme op på den," sagde drengen, "så skal jeg snart indhente ham."
Drengen kom på hesten og satte efter Svend Tyvskæg. Men det var for at stjæle hesten, at han bar sig sådan ad, så
nu var præsten fri for den, og snart var både Svend Tyvskæg og drengen langt væk. Røveren var godt tilfreds med,
at de havde fået stjålet hesten, men han var lige godt gal på drengen, for det var et temmelig voveligt spil, han
havde sat i gang, de havde jo nær fanget ham.
Det var drengen ligeglad med, nu var det ham nemlig om at gøre at blive fri for Tyvskæg, for han havde en masse
guld og sølv, og det ville drengen godt have.
En dag var det dejligt vejr, og de gik sammen ud i skoven. Da kom de forbi en galge, hvor der for nylig var blevet
en hængt. Drengen kravlede op og fik et tov op i træet, som man kunne hejse op og ned. Da han var kommet helt
op, råbte han, at han kunne se et stort slot i det fjerne, der skulle de hen og stjæle, for der måtte være meget at tage.
Svend Tyvskæg sagde, at han ikke kendte noget til det slot, det havde han aldrig set.
"Da skal jeg hejse dig op i dette her tov," sagde drengen, da han var nede, "så du kan få det at se, for du kan jo ikke
klatre, ligesom jeg kan. Han hejste Svend Tyvskæg op, og bandt strikken fast forneden. Svend ville ned igen, men
drengen løb hen til præsten og meldte, at nu hang Svend Tyvskæg derude, og nu kunne præsten komme og få sin
hest.
De gjorde nu anstalter til at få ham fanget. Præsten fik bud efter sognefolkene til hjælp, og Tyvskæg blev taget ned
og henrettet. Præsten fik sin hest igen, og drengen fik lov at beholde alt sølvet og guldet på den betingelse, at han
lærte at læse, og det lovede han.
Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 3
Læs artiklen Mor, Mor, han borede slet ikke, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
© Gyldendal 2009

Mor, Mor, han borede slet ikke
Af Karin Svennevig Hyldig
9. klasse - Læseprøve 12
Tandlægen er den eneste person, der findes en fobi imod – og hver tredje dansker har tandlægeskræk i et
eller andet omfang.
De fleste nøjes med at optræde irritabelt, rende lidt mere på toilettet, ryste på hænderne, rødme på halsen, svede,
sove dårligt om natten og plages af vågne mareridt i dagtimerne bare en dags tid eller to op til besøget hos
tandlægen. Enkelte udebliver eller stikker af fra venteværelset. Og ca. hver 10. dansker kontakter slet ikke
tandlægen. Af ren rædsel.
"Selv sveder jeg da også i hænderne, når jeg skal til tandeftersyn," indrømmer lederen af Klinik for Psykologisk
Behandling og Forskning ved Tandlægeskolen i København, Erik Friis-Hasché.
Med oprejst pande.
Om nogen ved han nemlig, at fobier mod tandbehandlinger nyder stor forståelse blandt danskere.
Et gys man kan dele med fremmede
"Tandlægeskræk er et samtaleemne, der altid er på hitlisten. Så socialt accepteret, at vi nærmest hygger os med at
dele angsten på arbejdspladsen, ved kaffebordet – og i bussen. Hårrejsende historier er i omløb, og de bliver helt
sikkert ikke mindre spændende af at blive genfortalt," konstaterer han tørt.
Den formodning kan kollegaen, tandlæge Leif Fagernæs i Kolding, bekræfte:
"Blandt kolleger har jeg aldrig mødt historier, der var bare halvt så forfærdelige som dem, jeg hørte, da jeg som ung
tandlægestuderende kørte taxa i København: Passagererne kunne fortælle om visdomstænder med rødder, der gik
helt ned omkring knoglen og skulle tages med dynamit," siger han med skæv ironi og løftet pegefinger:
"Hør, hvis du skriver dét, bliver du nødt til at forsikre læserne om, at vi aldrig bruger dynamit. I virkelighedens
verden er vores metoder jo yderst skånsomme, men folk tror på det mest uhyrlige."
Ufortjent hadeobjekt
Vel er masser af mennesker bange for lægens nåle, knæklydene hos kiropraktoren eller barberens skarpslebne
værktøj. Men tandlægeskræk er den eneste fobiske lidelse, der sprogligt relaterer til en person, påpeger Erik Friis-
Hasché.
"Det giver tandlæger en status som hadeobjekter. Ufortjent, synes jeg. Vi gør faktisk meget for at udvikle
behandlingerne, dæmpe både angsten og smerterne," understreger han.
Argumenter, han godt ved, preller af på mennesker med tandlægeskræk.
Og patientens oplevelser, tanker, følelser og forestillinger skal mødes med respekt, pointerer Erik Friis-Hasché, der
både er uddannet tandlæge og psykolog og har undervist tandlægestuderende i psykologi siden 1986.
"Erindringer er meget påvirkelige. Men for patienten er de sandhed. En af mine egne patienter kunne f.eks. fortælle
rædselsvækkende historier om en ond gammel heks af en kvindelig skoletandlæge, som havde forpestet ti år af
hendes liv og fået hende til at tude ved hvert besøg. Jeg holdt min mund, men syntes, jeg kunne kende hende. Og
ganske rigtigt: Da jeg tjekkede papirerne, viste det sig, at kvindens skoletandlæge, den onde, gamle Madam Mim,
det var mig som ung, nyuddannet tandlæge," fortæller Erik Friis-Hasché.
Bred vifte af beroligende bud
Fobier er indlærte tankesæt, der kan aflæres. Ved at blive fortrolig med og bevidst om det, der fremkalder angsten,
pointerer tandlæge-psykologen, der selv behandler tandlægefobiske patienter i sin psykologpraksis ved at lade dem
rangordne tingene i klinikken efter, hvor skræmmende de virker.
Hvis sprøjten med bedøvelse og spytsugeren skaber mindst angst, begynder man med at blive fortrolig med de ting
og bevæge sig op ad listen. Det kan godt tage uger, og der er mødepligt hver gang. Målet med den psykologiske
behandling er, at patienten gennemgår en bedøvelse og tandrensning.
"Så slipper jeg dem og håber, at de fremover vil gå til eftersyn hvert halve år," siger han.
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
Ude i tandklinikkerne er kunsten at få patienter til at slappe af i høj kurs. Nogle steder kan man følge med i
tandlægens arbejde på video, andre steder er der mulighed for at se film, høre musik eller sidde op under
behandlingen.
Hos tandlægerne Leif og Anitha Fagernæs, der gennem 10 år har behandlet patienter med forskellige grader af
tandlægefobi, spænder metoderne lige fra at tegne og fortælle med afvæbnende humor til behandlinger i fuld
narkose på Privathospitalet Mølholm i Vejle.
"De smånervøse kan jeg godt klare, de lidt mere angste skal ind til min søde og forstående kone, og de skrækslagne
– de skal ind til mig. For er man rigtig bange, skal man helst ikke have for meget medløb. Det gør kun angsten
værre," påpeger Leif Fagernæs.
Hurtigt Helbredt
Det er opsigtsvækkende ting, han får at se, når folk efter 10, 20 eller 30 års forsømmelse af tandplejen kommer til
ham. Hvor tandsten og caries tager over, rådner tænderne langsomt væk. Men for en hårdt ramt tandlægefobiker er
smerten og skammen at foretrække frem for bare én tur i tandlægestolen.
Og selv om Leif Fagernæs kalder sig "mere praktiker end psykolog", er han dybt fascineret af hele den
psykosociale udvikling og afvikling af lidelsen:
"Første gang kan du opleve en patient, der klamrer sig til sin ledsager. Sveder, hyperventilerer, kramper sammen.
Meget pinefuldt for alle parter. Men når vi først har rettet op på de fysiske skader, kan du efter få uger opleve det
samme menneske komme spankulerende smilende herind og juble: "I aften skal jeg have gæster". Et halvt år senere
bliver benene kækt smækket op i stolen, og du kan høre en person, der før var alvorligt socialt handicappet, sige, at
han har haft lidt for travlt, for nu har han faktisk fået job."
Enkelhed og overskuelighed er mantraerne i Leif Fagernæs’ behandling.
Én forundersøgelse og én behandling.
"Og så forventer jeg faktisk, at patienten er klar til at begynde på en frisk – komme tilbage i folden og gå til
tandlæge ligesom alle andre," siger han.
10 gode råd mod tandlægeskræk
1. Erkend din angst. Mange har det på samme måde som dig.
2. Skift tandlæge, hvis den, du har, ikke forstår dine problemer.
3. Forbered dig inden behandlingen – f.eks. med musik eller afspændingsøvelser.
4. Mød altid veludhvilet og afstresset – bedst om formiddagen.
5. Gå regelmæssigt til tandlæge. Gerne hver tredje måned. Meld ikke afbud.
6. Stil krav. Bed om pauser, når du har behov.
7. Fortæl tandlægen, når du er bange, og når det gør ondt.
8. Bed om lokalbedøvelse eller lattergas – evt. et beroligende middel inden behandlingen.
9. Følg med. Bed evt. om et håndspejl, så du selv kan se, hvad der bliver lavet.
10. Spørg løs – du har ret til at forstå, hvad der skal ske og hvorfor.
Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 4
Læs novellen Lækage, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
Lækage
Af My Signe Lundhus Mølgaard
Og så stod jeg op og drak op og blev sagt op, og så var jeg ligesom helt alene uden noget at give mig til, ud over at
købe lidt flere øl og lidt færre smøger, så der var råd til flere øl og mere vodka og mere whisky, helst det billige fra
den lokale kiosk, for så var der jo mere. Kvantitet frem for kvalitet, hiv ohøj og en hel tønde rom.
Jeg vågner til en lyd af tusinde – eller i hvert fald rigtig mange bomstærke mænd, som hamrer løs på verden. Søm
og nagler og hæfteklammer bliver knaldet i rustrøde plader for at prøve på at hamre de få jernplader, som er tilbage
efter aftenens hurlumhej og fest i gaden, sammen til et nogenlunde solidt grundlag for liv. Min usoignerede og
ukontrollerede og usørgelige verden. Jeg åbner øjnene. Stirrer på mit gamle, slukkede fjernsyn. Rejser mig
langsomt op. Et sejt træk. Arbejdet i mit hoved fortsætter. Og jeg sjosker gennem stuen med kurs direkte mod
køkkenet. Min tidligere hvide undertrøje er farvet af forskellige ølpletter. Jeg gætter på, de fleste er Bjørnebryg. Og
Spar øl, og måske stammer enkelte pletter fra nogle af de rigtig mange Elefantøl, jeg klemte ned under
fodboldkampen i forgårs. Jeg kradser mig på maven og åbner med et rumlende ræb køleskabsdøren. Så rækker jeg
hånden ind og griber fat i en tilfældig øl. Bare sådan for at drukne et par stykker af de tømrere, der arbejder på fuld
kraft i mit indre. Efter et stykke tid begynder øllen at virke. Og jeg tager en mere. Siger til mig selv i morgen er det
helt anderledes, i morgen stopper du med at drikke. Men det sagde jeg også i går og i forgårs og dagen før tirsdag
og dagen efter den dag.
Jeg blev fyret, fordi jeg drak i arbejdstiden. Og det er uretfærdigt, at jeg sådan uden videre blev fyret. De ved slet
ikke, hvorfor jeg drikker. De tror alle sammen, at livet er så skide let, og at folk, som drikker øl, alle er sociale
tabere, drukmåse og sutter og alkoholikere og perverse svin og børnelokkere og djævlens hævn over mennesket.
Men det er vi ikke, og det er derfor, jeg drikker. Fordi ingen forstår, at verden er af lave, og ingen forstår, hvad jeg
går igennem hver eneste dag. Derfor tager jeg mig en øl. Og endnu en. Måske to mere. Harboe. Harboe guld. Det
flydende guld. Øl er guld. Men rom er bedre, konstaterer jeg, og jeg leder efter en flaske rom. Finder ingen men
finder i stedet en halvtom flaske slavevodka.
Alle mine flasker er halvtomme, og min bil har jeg solgt sammen med min sofa og min Phillips-dvd-optager, fordi
jeg skylder penge. Og staten bliver ved med at sætte afgifter på alkohol, fordi folk, der drikker alkohol, er
hjernelamme idioter, derfor straffer vi dem. Og jeg har ingen penge til taxa, så jeg må gå hele den lange vej fra
købmanden og hjem, før jeg endelig kan få lov til bare at få lidt kvalitetstid med mig selv og Harboe og alle mine
andre drankervenner, for det er det, vi er, i alle andres øjne. Drankere. Vi er misforståede, men det er der ingen,
som tænker over, for alle kræver, at livet skal være en dans på roser, og er livet ikke engang bare den mindste
smule duftende af rosenvand, jamen, så er man social taber, udskud, hængerøv, og jeg skal komme efter dig, din
stive samfundsnasser, sut og særling. Men jeg sætter foden i jorden og står fast, for livet er ikke så let, som alle tror,
og jeg tæller mine tomme øldåser, og der er femten, og jeg tænker på, at han om seks dage ville ha' fyldt femten,
hvis ikke det havde været for den samvittighedsløse bilist dernede på Bredgade.
Jeg slynger den halvtomme flaskes indhold rundt. Danner en ... hvad hedder det nu ... hvirvelstrøm i flasken. Og
jeg sætter den for munden og hælder de rene dråber direkte ned i mavesækken. ”Hip hurra og en halvtom flaske
slavevodka,” og så går en lallende og lusket lurendrejer ud af lejligheden, og jeg laller videre ude i opgangen. Og så
går jeg ned efter øl på kroen sammen med alle de andre fritidsdrankere.
Og så sidder man ligesom her på en fortovssten og ønsker, at verden ikke drejede så hurtigt rundt, så man kunne
komme hjem. Men det er nærmest umuligt at rejse sig. Og så er jeg bange for at falde ned af trapperne, når jeg skal
sjokke hele vejen op ad dem for at kunne låse mig ind. Ja, og jeg har vistnok glemt nøglen på kroen, så nu bliver
hele min lejlighed nok snart tømt, eller også lurer der en masse unge mennesker derinde, parat til at stikke mig ihjel
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
og overtage min lejlighed og forvandle den til et nyt Jagtvej 69, for jeg bor jo i opgang 69, så det hele er så
sørgeligt og skammeligt og jeg arme stakkel.
Jeg lægger mig ned på fortovet og kigger på stjerner. De er så svimlende langt væk, og jeg vil så gerne ha' bare en
af dem. Pludselig kan jeg høre fodtrin. Så stopper de, og en hvisken fylder mit hoved. Et fnis og en pegende hånd.
Jeg skal gi' dem, skal jeg, de ved intet om fejlene i verden. De ved ikke, at Søren snart har fødselsdag, at jeg ikke
har råd til at købe blomster til hans grav, og at det er så skide uretfærdigt, når ens børn er det allervigtigste i
verdenen, og når de vigtigste så bliver revet væk fra en, så er det hele altså ligegyldigt, og det hober sig op med
tomme øldåser, men man orker ikke at fjerne dem, og så skrider konen til fordel for en anden kvinde, og tomme
øldåser er lige pludselig kunst, og så bliver man fyret, fordi ingen ved noget som helst. Heller ikke de unge, de
skide unge, der ikke sætter pris på de vigtige ting i livet. Og de skal heller ikke grine af mig!
Besværet rejser jeg mig op. Det tager lidt tid, men så kommer jeg da også op at stå på mine – lidt usikre, men ellers
solide – ben. Og jeg ræber og råber ud i det tætte mørke: "Kom frem og få tæssschk, I hylegrimme sschnottede
sschnotunger!” og så ”Hvis I ellerssch tør, nå!" Og også ”Lortesschyge pisschunger,!” og så kommer de altså frem.
Alle sammen. De er mindst jeg skal huske at dividere med to ti unge mennesker. Noget glimter skarpt i mørket. En
af deres skide mobiltelefoner, de forkælede lortebørn. Jeg lugter sødlig røg og ungdommeligt frisind. Frisind, min
bare røv fyldt med rom. Skide ligeglade, det er deres frisind, utrolig ucharmerende og undergrundslort, det er
ungdommen nu til dags, pot og cola og svampeskovtur, og jeg skal komme efter dig, skal jeg.
”Hej skiderik,” siger en af dem. "Gi'r du en øl, din nasty stodder?” og jeg siger meget fast: ”Nej, for de ligger
skisme i min vom, og hvissch det er et problem, schå skjal jeg gi' jer røvfuld, skjal jeg.” Højrøstet latter runger
rundt. Min mave snører sig sammen, jeg kan mærke vodkaen på vej op igen. Fandens og for helvede og for satan
ind i fandens forgård. En lille dreng stiller sig frem. ”Skal du provokere, dit fede drankersvin?” Han går lidt frem,
og jeg går lidt tilbage. ”Nøh,” siger jeg snøvlende. ”Jeg er sgu, sgu, sgu ikke bange for sjådan en lil' vatpik schom
dig. ” Venter et øjeblik og tilføjer så: ”Eller dine blegfede gutter.”
Så knækker mine ben sammen, og jeg falder med et overordentligt højt klask – ned på det hårde men alligevel
bløde fortov. Jeg tæller lidt stjerner, før jeg mærker en skarp smerte i venstre side af min vom. En stemme skærer
igennem natten: ”Mon ikke vi kan få lavet lækage på hans fede vom og samle al sprutten op?” Så begynder jeg at
græde. Men ikke bare på den stille måde, men på den der pinlige høje måde, og jeg lyder lidt som en baby, da jeg
siger: "Nej, vil I ik' nok la' vær', jeg lover aldri' mer' at drik', undskjyld ...” Og snottet hænger ud af hovedet på mig,
for det gør faktisk ret meget ondt, men det er de unge ligeglade med.
Jeg mærker endnu en gang noget hårdt og koldt presse sig ind gennem min hud, og ud fosser alt mit hjerteblod og
mit flydende guld, og jeg græder som en baby, og forsøger at stoppe lækagen. Jeg græder og hviner og skriger og
snøfter og tænker på stakkels lille Søren, kun tre år gammel og så bang, pludselig er der bare en død, mishandlet og
helt lille krop, grædende mennesker og flugtbilister i højeste gear, og jeg forsøger at stoppe lækagen, for alt
strømmer ud af mig. Men det er helt umuligt, for pludselig er der et tredje hul, jeg har kun to hænder, og så giver
jeg op, tænker, nå, jamen så lad dem da få det øl, og lader så hovedet hvile på fortovsstenene endnu en gang og
mærker min krop give efter, men ellers mærker jeg ikke noget.
Jeg kigger op på stjernerne. Og pludselig kommer en af dem ned, og den tager mig i hånden, og jeg svæver opad.
Helt ædru svæver jeg opad, og jeg kigger ned og ser min blodige krop ligge helt fredfyldt. Så går flokken af unge
mennesker – helt uden at samle alt det spildte øl op.
Dansklæreforeningen 2008
© Gyldendal 2009

Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
9. klasse - Læseprøve 12
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 5
Læs synspunktet Drop lektierne, og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen.
Se hvordan i eksemplet i første afsnit.
Synspunkt: Drop lektierne
Per Fibæk Laursen
Eleverne lærer ikke mere, når de har lektier for, end hvis de ikke har. Derfor kan vi lige så godt
droppe lektierne, mener Per Fibæk Laursen. Han er professor ved Danmarks Pædagogiske
Universitet og en af landets førende eksperter inden for undervisning og udvikling af folkeskolen.
Lektier er spild af tid. De bør omgående (anskaffes, afskaffes, tilbydes, anvendes).
Eleverne lærer nemlig ikke mere, når de har lektier for, end hvis de ikke har.
De fleste elever er sikkert enige i, at det er træls at lave lektier, for at sige det på jysk. Mange forældre har samme
oplevelse: Det koster ofte tid og psykisk energi fra (ungernes, lærernes, forældrenes, barnepigernes) side, hvis man
skal have børnene til at lave deres lektier. Hvis det virkelig er korrekt, at det er spild af tid, mener jeg naturligvis, at
vi skal sløjfe lektierne.
En række nye undersøgelser i udlandet, særligt USA, tyder på, at eleverne ikke (arbejder, pjækker, keder sig, lærer)
mere, når de har lektier for, end hvis de ikke har. Undersøgelserne er opsamlet og formidlet af Alfi Kohn i bogen
The Homework Myth (Lektiemyten). Konklusionen er, at lektier er et overgreb på børn og forældre, og at
(lektierne, pligterne, undersøgelserne, beviserne) øjeblikkeligt bør afskaffes.
I Danmark er vi ikke vant til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af lektier. Det er en århundredgammel
(konklusion, tradition, argumentation, irritation), at eleverne har lektier for, og vi har for vane at sætte lighedstegn
mellem mange lektier og et højt fagligt niveau. Da emnet blev diskuteret i danske medier i efteråret, var
konservative politikere og pædagoger straks ude med (angreb på, forsvar for, irritation over, bagtalelse af)
lektierne. Tilsyneladende uden større interesse for, om de virker eller ej, men med det argument, at det beviseligt
giver højere karakterer at arbejde effektivt videre med tingene hjemme. Men der står intet i folkeskoleloven om, at
© Gyldendal 2009

9. klasse - Læseprøve 12
elever skal have lektier for. Ja, der står end ikke noget om, at skolen har ret til at give eleverne lektier for. I loven
og tilhørende bekendtgørelser står der, at eleverne skal undervises i de og de fag i så og så mange timer. Når
skolerne derudover pålægger eleverne hjemmearbejde, sker det faktisk uden hjemmel i (skolen, beviser, fagrækken,
loven).
Ganske vist kan man i de store klasser få noget fornuftigt ud af lektier, hvis man altså bruger dem rigtigt. Lektier i
folkeskolens første klasser er derimod under (ingen, alle, alverdens, ligelige) omstændigheder spild af tid. Ja,
lektier er måske ligefrem skadelige, fordi de ødelægger elevernes (frygt for, lyst til, evne for, angst for) at lære. Det
øger også (uligheden, ligheden, venskabet, fjendskabet) mellem de børn, hvis forældre kan og vil hjælpe, og dem,
der er mindre heldigt stillet. Det betyder, at Rosa med akademikerforældrene næsten får for meget hjælp, mens
Annas mor, der er enlig og arbejder på skiftehold, er for træt til at hjælpe Anna, når hun har (fri, ferie, hvilet sig,
læst og regnet).
At lektier ikke virker, er ikke det samme, som at det er overflødigt at træne og øve sig, når man skal lære noget.
Tværtimod, værdien af øvelse og træning er meget grundigt dokumenteret, og vi har i den danske folkeskole haft
for lidt respekt for værdien af træning.
Men træningen bør foregå på skolen og ikke i hjemmet. Kan man ikke nå det hele i de almindelige
undervisningstimer, bør man gøre lektierne til et fast indslag i SFO’erne og lave lektiecafeer på skolen. Hvis der er
faste rammer, og hvis der er voksne til rådighed med hjælp og støtte, får eleverne (mindre, intet, mere, alt) ud af
træningen.
Hvad med de østasiatiske lande og Finland, som ligger i toppen af PISA-ranglisten, når unges skolefærdigheder
måles og sammenlignes? I disse lande laver eleverne masser af lektier. Beviser det ikke deres værdi? Nej, ikke
uden videre. Det er nemlig afgørende, hvordan eleverne og deres forældre ser på lektierne. Hvis de vitterlig er
præstationsorienterede og disciplinerede, kan de godt få noget ud af det.
Hvis det derimod kniber med motivationen, og lektierne bliver set som en uoverkommelig (beklagelse,
fornærmelse, besværgelse, belastning) for både forældre og elever, bliver udbyttet ringe.
Ifølge Alfi Kohn er det problemet i USA, og det er grunden til, at han foreslår, at lektierne helt afskaffes.
Hvis eleverne ikke får noget ud af at sidde og svede over bøgerne derhjemme, som flere undersøgelser viser, mener
jeg derfor, at vi lige så godt kan tage (affære, afsked, fat, konsekvensen) og droppe dem.
I alt fald i de små klasser.
Samvirke
© Gyldendal 2009