Tekst 1

9. klasse - Læseprøve 12
og overtage min lejlighed og forvandle den til et nyt Jagtvej 69, for jeg bor jo i opgang 69, så det hele er så
sørgeligt og skammeligt og jeg arme stakkel.
Jeg lægger mig ned på fortovet og kigger på stjerner. De er så svimlende langt væk, og jeg vil så gerne ha' bare en
af dem. Pludselig kan jeg høre fodtrin. Så stopper de, og en hvisken fylder mit hoved. Et fnis og en pegende hånd.
Jeg skal gi' dem, skal jeg, de ved intet om fejlene i verden. De ved ikke, at Søren snart har fødselsdag, at jeg ikke
har råd til at købe blomster til hans grav, og at det er så skide uretfærdigt, når ens børn er det allervigtigste i
verdenen, og når de vigtigste så bliver revet væk fra en, så er det hele altså ligegyldigt, og det hober sig op med
tomme øldåser, men man orker ikke at fjerne dem, og så skrider konen til fordel for en anden kvinde, og tomme
øldåser er lige pludselig kunst, og så bliver man fyret, fordi ingen ved noget som helst. Heller ikke de unge, de
skide unge, der ikke sætter pris på de vigtige ting i livet. Og de skal heller ikke grine af mig!
Besværet rejser jeg mig op. Det tager lidt tid, men så kommer jeg da også op at stå på mine – lidt usikre, men ellers
solide – ben. Og jeg ræber og råber ud i det tætte mørke: "Kom frem og få tæssschk, I hylegrimme sschnottede
sschnotunger!” og så ”Hvis I ellerssch tør, nå!" Og også ”Lortesschyge pisschunger,!” og så kommer de altså frem.
Alle sammen. De er mindst jeg skal huske at dividere med to ti unge mennesker. Noget glimter skarpt i mørket. En
af deres skide mobiltelefoner, de forkælede lortebørn. Jeg lugter sødlig røg og ungdommeligt frisind. Frisind, min
bare røv fyldt med rom. Skide ligeglade, det er deres frisind, utrolig ucharmerende og undergrundslort, det er
ungdommen nu til dags, pot og cola og svampeskovtur, og jeg skal komme efter dig, skal jeg.
”Hej skiderik,” siger en af dem. "Gi'r du en øl, din nasty stodder?” og jeg siger meget fast: ”Nej, for de ligger
skisme i min vom, og hvissch det er et problem, schå skjal jeg gi' jer røvfuld, skjal jeg.” Højrøstet latter runger
rundt. Min mave snører sig sammen, jeg kan mærke vodkaen på vej op igen. Fandens og for helvede og for satan
ind i fandens forgård. En lille dreng stiller sig frem. ”Skal du provokere, dit fede drankersvin?” Han går lidt frem,
og jeg går lidt tilbage. ”Nøh,” siger jeg snøvlende. ”Jeg er sgu, sgu, sgu ikke bange for sjådan en lil' vatpik schom
dig. ” Venter et øjeblik og tilføjer så: ”Eller dine blegfede gutter.”
Så knækker mine ben sammen, og jeg falder med et overordentligt højt klask – ned på det hårde men alligevel
bløde fortov. Jeg tæller lidt stjerner, før jeg mærker en skarp smerte i venstre side af min vom. En stemme skærer
igennem natten: ”Mon ikke vi kan få lavet lækage på hans fede vom og samle al sprutten op?” Så begynder jeg at
græde. Men ikke bare på den stille måde, men på den der pinlige høje måde, og jeg lyder lidt som en baby, da jeg
siger: "Nej, vil I ik' nok la' vær', jeg lover aldri' mer' at drik', undskjyld ...” Og snottet hænger ud af hovedet på mig,
for det gør faktisk ret meget ondt, men det er de unge ligeglade med.
Jeg mærker endnu en gang noget hårdt og koldt presse sig ind gennem min hud, og ud fosser alt mit hjerteblod og
mit flydende guld, og jeg græder som en baby, og forsøger at stoppe lækagen. Jeg græder og hviner og skriger og
snøfter og tænker på stakkels lille Søren, kun tre år gammel og så bang, pludselig er der bare en død, mishandlet og
helt lille krop, grædende mennesker og flugtbilister i højeste gear, og jeg forsøger at stoppe lækagen, for alt
strømmer ud af mig. Men det er helt umuligt, for pludselig er der et tredje hul, jeg har kun to hænder, og så giver
jeg op, tænker, nå, jamen så lad dem da få det øl, og lader så hovedet hvile på fortovsstenene endnu en gang og
mærker min krop give efter, men ellers mærker jeg ikke noget.
Jeg kigger op på stjernerne. Og pludselig kommer en af dem ned, og den tager mig i hånden, og jeg svæver opad.
Helt ædru svæver jeg opad, og jeg kigger ned og ser min blodige krop ligge helt fredfyldt. Så går flokken af unge
mennesker – helt uden at samle alt det spildte øl op.
Dansklæreforeningen 2008
© Gyldendal 2009