Tekst 1

9. klasse - Læseprøve 12
Tekst 4
Læs novellen Lækage, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
Lækage
Af My Signe Lundhus Mølgaard
Og så stod jeg op og drak op og blev sagt op, og så var jeg ligesom helt alene uden noget at give mig til, ud over at
købe lidt flere øl og lidt færre smøger, så der var råd til flere øl og mere vodka og mere whisky, helst det billige fra
den lokale kiosk, for så var der jo mere. Kvantitet frem for kvalitet, hiv ohøj og en hel tønde rom.
Jeg vågner til en lyd af tusinde – eller i hvert fald rigtig mange bomstærke mænd, som hamrer løs på verden. Søm
og nagler og hæfteklammer bliver knaldet i rustrøde plader for at prøve på at hamre de få jernplader, som er tilbage
efter aftenens hurlumhej og fest i gaden, sammen til et nogenlunde solidt grundlag for liv. Min usoignerede og
ukontrollerede og usørgelige verden. Jeg åbner øjnene. Stirrer på mit gamle, slukkede fjernsyn. Rejser mig
langsomt op. Et sejt træk. Arbejdet i mit hoved fortsætter. Og jeg sjosker gennem stuen med kurs direkte mod
køkkenet. Min tidligere hvide undertrøje er farvet af forskellige ølpletter. Jeg gætter på, de fleste er Bjørnebryg. Og
Spar øl, og måske stammer enkelte pletter fra nogle af de rigtig mange Elefantøl, jeg klemte ned under
fodboldkampen i forgårs. Jeg kradser mig på maven og åbner med et rumlende ræb køleskabsdøren. Så rækker jeg
hånden ind og griber fat i en tilfældig øl. Bare sådan for at drukne et par stykker af de tømrere, der arbejder på fuld
kraft i mit indre. Efter et stykke tid begynder øllen at virke. Og jeg tager en mere. Siger til mig selv i morgen er det
helt anderledes, i morgen stopper du med at drikke. Men det sagde jeg også i går og i forgårs og dagen før tirsdag
og dagen efter den dag.
Jeg blev fyret, fordi jeg drak i arbejdstiden. Og det er uretfærdigt, at jeg sådan uden videre blev fyret. De ved slet
ikke, hvorfor jeg drikker. De tror alle sammen, at livet er så skide let, og at folk, som drikker øl, alle er sociale
tabere, drukmåse og sutter og alkoholikere og perverse svin og børnelokkere og djævlens hævn over mennesket.
Men det er vi ikke, og det er derfor, jeg drikker. Fordi ingen forstår, at verden er af lave, og ingen forstår, hvad jeg
går igennem hver eneste dag. Derfor tager jeg mig en øl. Og endnu en. Måske to mere. Harboe. Harboe guld. Det
flydende guld. Øl er guld. Men rom er bedre, konstaterer jeg, og jeg leder efter en flaske rom. Finder ingen men
finder i stedet en halvtom flaske slavevodka.
Alle mine flasker er halvtomme, og min bil har jeg solgt sammen med min sofa og min Phillips-dvd-optager, fordi
jeg skylder penge. Og staten bliver ved med at sætte afgifter på alkohol, fordi folk, der drikker alkohol, er
hjernelamme idioter, derfor straffer vi dem. Og jeg har ingen penge til taxa, så jeg må gå hele den lange vej fra
købmanden og hjem, før jeg endelig kan få lov til bare at få lidt kvalitetstid med mig selv og Harboe og alle mine
andre drankervenner, for det er det, vi er, i alle andres øjne. Drankere. Vi er misforståede, men det er der ingen,
som tænker over, for alle kræver, at livet skal være en dans på roser, og er livet ikke engang bare den mindste
smule duftende af rosenvand, jamen, så er man social taber, udskud, hængerøv, og jeg skal komme efter dig, din
stive samfundsnasser, sut og særling. Men jeg sætter foden i jorden og står fast, for livet er ikke så let, som alle tror,
og jeg tæller mine tomme øldåser, og der er femten, og jeg tænker på, at han om seks dage ville ha' fyldt femten,
hvis ikke det havde været for den samvittighedsløse bilist dernede på Bredgade.
Jeg slynger den halvtomme flaskes indhold rundt. Danner en ... hvad hedder det nu ... hvirvelstrøm i flasken. Og
jeg sætter den for munden og hælder de rene dråber direkte ned i mavesækken. ”Hip hurra og en halvtom flaske
slavevodka,” og så går en lallende og lusket lurendrejer ud af lejligheden, og jeg laller videre ude i opgangen. Og så
går jeg ned efter øl på kroen sammen med alle de andre fritidsdrankere.
Og så sidder man ligesom her på en fortovssten og ønsker, at verden ikke drejede så hurtigt rundt, så man kunne
komme hjem. Men det er nærmest umuligt at rejse sig. Og så er jeg bange for at falde ned af trapperne, når jeg skal
sjokke hele vejen op ad dem for at kunne låse mig ind. Ja, og jeg har vistnok glemt nøglen på kroen, så nu bliver
hele min lejlighed nok snart tømt, eller også lurer der en masse unge mennesker derinde, parat til at stikke mig ihjel
© Gyldendal 2009