Paw med flot havørred-double - Farum Lystfiskerforening

1
Godt nok var nettets åbning ca. 80 cm. i diameter, men det var kun ca. 1 meter
dybt. Hvad gør man så??
Min fætter, som stod i vandet ved siden af laksen, kastede sig over laksen
med nettet og håbede på denne måde at kunne pacificere den. Men nu lå laksen
på siden under nettet og havde tabt krogen. Det var bare at slå et slag med halen
og væk var den.
Jeg fik intet billede af fisken, jeg så kun rygfinnen stikke op af vandet. Min
fætter anslog den til at veje 40-50 pund d.v.s. ca. 22-23 kg. Sidste år var der en
tysk kvinde, der fangede en laks på 99 pund. d.v.s. ca. 45 kg. Der har været mad
til adskillige laksemadder…
Jo - vist er der laks i de Canadiske floder. Vi fangede en del stealheads på 4-5
kilo. De var fredede, så dem måtte vi sætte ud igen. Kun een kunne ikke overleve.
Den blev båret 100 m. bort til føde for ørnene eller bjørnene, afhængig af,
hvem der kom først. Derudover blev der fanget adskillige laks mellem 5- 15
kilo.
Når man fisker med bundsnøre, er der en del "spildtid"
d.v.s. man har tid til at hygge sig med de øvrige
deltagere og til at beundre det storslåede landskab.
Høje bjerge med evig sne på toppen. Bjørne, der pusler
i krattet, kommer ned til floden for at drikke, kigger
på os og lunter af igen. Ørne overalt. På et tidspunkt
talte jeg 17 ørne flyvende i luften eller siddende på
træstammer, som floden havde væltet og transporteret
ned til et roligere område på floden.
Fiskerikontrollen fik vi også besøg af på stenrevlen.
2 mand i gummibåd bad os forevise fiskekort, kroge og
øvrigt fiskegrej. De var meget venlige, men myndige - og de mener, hvad de
siger. Som forstærkning af deres autoritet var de begge bevæbnede med pistoler.
Det er nok også nødvendigt. De kan aldrig vide, hvilke outlaws de kan træffe på
herude i ødemarken.
Efter 4 dages fiskeri gik turen tilbage til Prince George, hvor Forden ventede.
Turen østpå, gennem Rocky-Mountains til Jasper nationalpark og videre sydpå
med den amerikanske grænse er storslået.
Efter et par dages afslapning hos en kusine i Grand Forks gik turen vestpå
mod Vancouver. Undervejs fik vi et uheld med bilen, idet en elk, en hjort, stor
som en lille hest, (det er ikke en elg) pludselig sprang ud på vejen foran os.
Heldigvis opdagede elken os og forsøgte at komme tilbage til skoven, således at
vi kun ramte den med højre forskærm. Død på stedet. Jeg tør ikke tænke på,
hvad der ville være sket, hvis vi havde ramt den frontalt. Hele frontparti og
kabine ville være blevet knust og forsædepassagererne formodentlig være kommet
alvorligt til skade.
Vor ferie var imidlertid ikke slut, så vi måtte en tur til Vancouver lufthavn og
have en anden bil udleveret inden vi kunne fortsætte på familiebesøg på Vancouver
Island.
Kulmulen – 3/4•2004 27