FlueFisker - Federation of Fly Fishers Denmark

Fisketur til Enebærodde
Historien om da nul-ture blev afløst
af en fantastisk aften.
Af Morten R. Tranberg
Efter i mange år at have dykket spin-fiskeri, mente
min bror, Michael, at det var på tide at vi kastede
os ud i fluefiskeriets univers, noget vi ikke senere
har fortrudt.
Efter at have været på et kastekursus, gennem en
af grej-butikkerne her i Odense, følte vi os klar til
at prøve vores talenter af ved kysten.
De første mange ture bød på mange problemer:
Vindknuder, bagkast der fangede buskene og
andre problemer, så som forsikring havde jeg
altid min spinne-stang med, for så var kørerturen
jo aldrig spildt.
Men efter hånden fandt vi dog rytmen, så det blev
til hele aftener med ren fluefiskeri. Men der var nu
alligevel noget der manglede, nemlig fisk.
Så en aften midt i August , ringede Michael, og
fortalte, at han stod på Enebærodde og fiskene
sprang omkring ham, så det var helt vildt. Han
havde dog ikke haft held til at fange nogen af dem,
men nu vidste han, hvor de var, så vi skulle bare
finde en aften hvor vi kunne komme afsted.
Aftenen blev fundet. Valget faldt på den 21.,
en aften der efter ABU-kalenderen skulle byde
på ”godt fiskeri”, desværre sagde vejrudsigten
overskyet og blæsende, men når nu fiskene var
der måtte vi jo også indfinde os.
Vi begyndte vores fiskeri ca. kl. 17 og valgte at
bruge brune reje-imitationer, da der var masser
af liv i vandet. Den 1. times tid mærkede vi
ikke noget, men pludselig var de der, fiskene, og
Michael fik bid. Det er en fantatisk oplevelse, at
- 4 -
se en fight på fluestang, når man tidligere kun
har set fight på spinnestænger. Den 1. fisk var en
undermåler på ca. 35 cm, som derfor fik sin frihed
igen. Men nu var den onde cirkel af ”nul-ture”
endelig brudt, og vi fiskede fornøjeligt videre.
Der skulle da heller ikke gå lang tid, inden han
kaldte igen, denne gang med endnu mere flex på
stangen, så det var med stor glæde fra os begge,
at vi kunne nette en rigtig fin havørred på 47 cm.
og 1400 gram.
Kort efter var det så endelig min tur til at mærke
en fisk for enden af min line. Desværre var det en
undermåler, men fornemmelsen af selv at fighte
en fisk på fluestang er ubeskrivelig.
Det skulle også blive min tur til at fange en af de
større fisk. Pludselig kom hugget som jeg havde
drømt om, det føltes som om stangen flexede helt
ned til håndtaget, og begejstringen var stor, da
jeg kaldte på assistance, så jeg kunne få hjælp til
at nette den. Men desværre var fisken ikke helt
så træt, som vi troede, så da den skulle op over
netkanten, slog den et slag med halen og forsvandt
til havs. Michael kunne da heldigvis ”trøste” mig
med ordene ”Det havde ikke været nødvendigt at
måle den fisk, den var STOR!” Hvor til jeg kun
kunne sige et mut ”tak”.
Aftenen bød ikke på flere kæmper, men et par
undermålere mere til os begge, så det var et par
stolte fangere, der kunne runde aftenen af med en
whisky hjemme i stuen.