Svampe 37

Fig. 1. Sunde perithecier af Lasiosphaeria ovina. De
kan være lysere end vist her.
Healthy perithecia of Lasiosphaeria ovina. They can
be whiter than shown here.
Foto J. H. Petersen (JHP-97.200).
Snylterens mycelium består af 2-3 µm brede,
øskenbærende hyfer, der mere eller mindre
dækker værtsperitheciet. De stive hår, 80-130 ×
4-6,5 µm, herefter kaldet basidioforer (fig. 3A),
har på spidsen typisk to eller tre basidier, 14-16
× 4,5-5 µm, som ved modenhed er 4-cellede,
hvor den øverste celle er hageformet nedbøjet.
De er ved basis forsynet med en stor øsken. Basidioforen
har en midtstillet tværvæg med øsken
og ved basis har den nogle rod-agtige forgreninger
som er forbundet med det basale mycelium.
På basidierne dannes siddende eller næsten
siddende basidiesporer, 4-5 × 2-2,5 µm (fig. 3C),
der opsamles i en slimdråbe. De kan med andre
ord ikke afskydes aktivt. Da der dannes langt
flere end hvad der ville svare til en normal sporeproduktion
(2 × 4 eller 3 × 4 sporer), antages
det at hver celle i basidierne kan danne sporer
successivt. Sporerne kan iøvrigt som hos andre
heterobasidiomyceter repetere sig selv, dvs. at
SVAMPE 37, 1998
Fig. 2 Krieglsteinera lasiosphaeriae på værtssubstratet:
perithecier af Lasiosphaeria ovina.
Krieglsteinera lasiosphaeriae on its substrate: perithecia
of Lasiosphaeria ovina.
Foto T. Læssøe (TL-3946).
sporen flytter sit plasma over i en kopi af sig
selv.
På det basale mycelium findes yderligere to
strukturer. Dels op til 10 µm brede (ifølge Pouzar
til 22 µm), uregelmæssige, opsvulmede celler,
med refraktivt indhold. Disse kan tolkes
som gloeohyfer (fig. 3E). Dels specielle konidiogene
hyfer. Fra disse dannes der successivt 8-11
× 2-3 µm store konidier (fig. 3B, D). Konidiens
basis er lidt kantet, da den er brækket af en
øsken. Resten af øskenen sidder tilbage på hyfen.
Efterhånden som der bliver dannet flere
konidier bliver hyfen dæpkket af disse øskenrester,
der ser ud som små, tandformet udvækst,
se fig 3B.
Kommentarer
Fænomenet med successiv sporedannelse på
basidier er ikke almindeligt men kendes hos enkelte
andre heterobasidiomyceter, bl.a. hos Fi-
43