Monumentet for italienernes sejre - Tidsskriftet SFINX

Monumentet for italienernes sejre
På bjergskråningen over den lille by Gardone
ved Gardasøen ligger et kompleks af bygninger,
der på italiensk hedder Il Vittoriale degli Italiani
– “Monumentet for italienernes sejre”. Strengt
taget er der kun tale om én italieners sejre, nemlig
Gabriele D’Annunzio, en forfatter som levede fra
1863 til 1935. Hans romaner, der er skrevet i en efter
vore dages mening opstyltet stil, var meget læste
i hans samtid, og en halv snes stykker er endda
oversat til dansk.
Men det er ikke årsagen til eksistensen af det
enorme moument for en digter og hans samtid. I
februar 1921 lejede D’Annunzio Villa Cargnacco,
som stedet oprindeligt hed, af de italienske myndigheder,
der havde konfiskeret huset under 1. Ver-
A f U f f e Ø S T e r G å r D
denskrig, fordi det tilhørte en tysk kunsthistoriker.
Derfor kunne de stille det billigt til rådighed
for den verdensberømte digter, der havde en lang
række spektakulære militære eventyr under 1. Verdenskrig
bag sig.
SoV ek A MMerSk IlDr nGer
D’Annunzio blev født i Pescara ved Adriaterhavet
i en mindre bemidlet familie, men kom alligevel
på et elitegymnasium nær Prato i Toscana, hvor
han tilegnede sig den højitalienske kultur. Som tyveårig
kom han til rom og gjorde sig straks bemærket
som forfatter af stærkt erotiske digte og
som journalist. Helt fra begyndelsen øvede han en
overvældende tiltrækning på overklassens kvinder.
Oversigt over det enorme område, hvor D'Annunzio iscenesatte sig selv og sit liv. Arkitekten bag var en yngre
mand ved navn Gian Carlo Maroni (1893-1952). © Fondazione Il Vittoriale degli Italiani.
91

Via et ægteskab med den blændende smukke hertuginde
Maria di Gallese fik han adgang til de fornemste
romerske cirkler. Her samlede han materiale
til sine efterspurgte society-reportager med
overordentligt detaljerede skildringer af fester, jagter,
påklædning, indretning af husene og – først og
sidst – kvinderne. en strøm af europas smukkeste
og mest feterede kvinder gik gennem hans arme
og sovekammer, mens han kvitterede med yderst
åbenhjertige skildringer af dem i en strøm af romaner,
der slog hans navn fast, allerede før han var
fyldt tredive. De kendteste er Il Piacere (lysten) fra
1889, L’Innocente (Den uskyldige) fra 1891, som i
øvrigt blev filmatiseret af luchino Visconti i 1976,
og Il Fuoco (flammen) om forholdet til den feterede
skuespillerinde eleonora Duse fra 1899. Affæren
foregik bl.a. i en af de mange pragtvillaer
uden for firenze mellem fiesole og Arno-floden
som stadig eksisterer, men ikke er åben for publikum.
litteraturhistorisk kaldes hans stil for deca-
D'Annunzio var først og fremmest interesseret i den
italienske mands virilitet, og blev af mange i samtiden
anset for symbolet på samme. Foto: Steen Bo Frandsen.
92· S F I N X 3 4 · 2 , 2 0 1 1 – G a r d a s ø e n o g V e r o n a
dentismo (dekadence) og kan siges at have en del
ligheder med postmodernismen i 1980’erne.
D’Annunzios raffineret, indstuderede adfærd
og gennemførte manipulation af offentligheden
tiltrak og frastødte overklassen i en blanding
af had og kærlighed. Samtidig opnåede hans overlæssede
og detaljerige romaner en enorm læserskare
i Italien såvel som i resten af europa. Man
kan sige, at romanerne fungerede som en opdragelse
til den højborgerlige livsstil og dermed mere
eller mindre tilsigtet bidrog til at opdrage i hvert
fald hovedstadens og de større provinsbyers indbyggere
til at blive italienere. Sådan som en af det
samlede Italiens pionerer Massimo D’Azeglio havde
ønsket i 1861 med den berømte sætning: ”Nu
har vi skabt Italien, så mangler vi bare italienerne.”
Den fØrSTe DUCe
Samtiden læste D’Annunzios digte og romaner
som direkte afspejlinger af virkeligheden. Det var
de kun delvis. Der var samtidig tale om en ritualisering
og symbolisering af virkeligheden i stil
med richard Wagners lidt ældre totalteater, og
faktisk havde D’Annunzio også planer om et teater
i stil med Wagners i Bayreuth. Det opgav han,
men iscenesatte i stedet sig selv med en storslået
scenografi, der var en forløber for fascismens og
kommunismens massepropaganda. Det er derfor
ganske berettiget at kalde ham for den første
Duce – det tilnavn som Mussolini antog efter sin
magtovertagelse – sådan som den amerikanske historiker
Michael ledeen har gjort det.
D’Annunzio havde allerede benyttet denne
selviscenesættelse i sin propaganda for at få Italien
til at gå ind i krigen på fransk og britisk side i
1915 – selv om landet var allieret med Tyskland og
Østrig-Ungarn. Han var her på linie med den unge
Benito Mussolini, der lagde grunden til sin fascistiske
bevægelse ved at tale for, at Italien skulle deltage
i verdenskrigen, selv om socialistpartiet, som
han havde været formand for indtil da, var imod.
Det var dog først under krigen, at D’Annunzio
for alvor satte sig selv i scene. Selv om han var
over 50, udførte han en lang række spektakulære
militære bedrifter til lands, til vands og i luften.
Sin krigsindsats har han skildret i en dagbog fra

D'Annunzios mausolæum er tydeligt inspireret af kejser Augustus' og kejser Hadrians monumentale mausolæer
i Rom. Hans trofaste ”legionærer” fra 1. Verdenskrig blev begravet sammen med ham i sarkofagerne, der står
ovenpå de buer, som ses på toppen af mausolæet. D'Annunzios egen sarkofag står i midten af cirklen.
1921 (Il Notturno), der er ukarakteristisk afdæmpet
og roses af litteraturhistorikere i dag. I 1919
anførte han en selvbestaltet gruppe veteraner, der
besatte den kroatiske by fiume, som Italien ikke
havde fået sammen med resten af halvøen Istrien
ved fredsslutningen i Versailles. Denne besættelse
blev en generalprøve på Mussolinis march til rom
i 1922 med sit brud på de politiske spilleregler og
utilslørede anvendelse af vold. Hans hensynsløshed
var grunden til, at lenin anbefalede de italienske
kommunister at gå i forbund med D’Annunzios
”nationalrevolutionære”. Det gjorde de
dog ikke. D’Annunzio havde formentlig heller ingen
ambitioner i den retning, men støttede i stedet
den fascistiske ”revolution” mod venstrefløjen og
det liberale og det katolske Italien.
Det lykkedes dog hurtigt den taktisk snu
Mussolini at udmanøvrere sin selvoptagede og
forfængelige rival bl.a. ved at støtte ham med rigelige
midler til opbygningen af det imposante monument
ved Gardasøen. erfaringen med at regere
fiume havde sikkert også bidraget til at afskrække
D’Annunzio fra det daglige slid med politik. Han
havde større tanker om sig selv.
Il V ITTor I A le
Besøger man il Vittoriale i dag, må man sige, at stedet
er manden, helt ned til den overlæssede indendørsarkitektur
for slet ikke at tale om alle minderne
fra hans krigsindsats. Villaen emmer af luksus
og penge på samme måde som D’Annunzios romaner.
Det bedrager dog i en vis grad, for D’Annunzio
levede stort set hele livet på andres bekostning.
Han lod blot som om, han selv havde pengene
og nedlod sig aldrig til at betale en regning.
Det gik godt forbløffende længe bortset fra årene
efter 1910, hvor han måtte flygte fra sine kreditorer
og gå i eksil i Paris. Hvor han dog fortsat levede i
stor stil. først i sine senere år fik han regelmæssige
indtægter, bl.a. fra genoptrykket af sit forfatterskab
i en såkaldt ”nationaludgave”, der udkom mellem
1927 og 1936. Samtidig havde Mussolini bevilget
ham fri porto. Det lyder ikke umiddelbart af noget
videre, men da D’Annunzio havde den vane at dik-
U f f e Ø s t e r g å r d , M o n u m e n t e t f o r i t a l i e n e r n e s s e j r e · 93

Foto: Steen Bo Frandsen
D'Annunzio samlede adskillige krigsminder omkring
sig og så dem som ”stadigt blødende krigsrelikvier”.
Her er det havkrydseren ”Puglia” i parken.
tere sine manuskripter som alenlange telegrammer
og førte en enorm korrespondance, blev det alligevel
en ganske anselig post på nationalregnskabet.
Hvortil kom de store summer til finansieringen af
det storslåede anlæg ved Gardasøen.
D’Annunzio døde i 1935, tidligt nok til ikke
at pådrage sig medansvar for Mussolinis nederlag
i 2. Verdenskrig og den efterfølgende blodige borgerkrig
mellem den fascistiske Salò-republik – der
ironisk nok holdt til i småbyerne ved Gardasøen
nær D’Annunzios villa – og efterfølgerregeringen,
der sluttede fred med de allierede efter deres landgang
i Sicilien i 1943. Borgerkrigen endte først i
1945 med de tyske troppers nederlag og partisanernes
henrettelse af Mussolini og hans elskerinde
Clara Petracci på flugt uden for Milano.
Såvel krigen som borgerkrigen lod D’Annunzios
villa uberørt, om end byggeriet lå stille de
94 · S F I N X 3 4 · 2 , 2 0 1 1 – G a r d a s ø e n o g V e r o n a
sidste år af krigen. Byggeriet blev dog hurtigt taget
op af det erklæret antifascistiske styre under republikken
– i øvrigt på samme måde som det skete
med Mussolinis pragtbyggerier i rom som foro
Italico og eUr. I dag er det ikke kun nyfascister,
der i dag officielt kalder sig post-fascister, som valfarter
til il Vittoriale, efter at gravmælet blev færdigt
i 1955 og åbnet for publikum i 1975, men et
bredt tværsnit af den italienske befolkning.
A nl æGGeT
D’Annunzio testamenterede monumentet til sine
landsmænd før sin død og ønskede det åbent for
besøgende. Det omfatter selve villaen, Prioria, et
amfiteater med en imponerende udsigt over Gardasøen
og halvdelen af en let hav-krydser, Puglia,
der blev savet over på midten og monteret på klippesiden.
I et hus ved siden af findes den motortorpedobåd,
MAS, som D’Annunzio benyttede i
et angreb mod østrigerne i 1918, den flyvemaskine
hvorfra han kastede løbesedler ud over Wien
senere samme år, og den åbne bil i hvilken han i
1919 kørte ind i fiume. Hele anlægget krones af
et cirkulært mausolæum øverst oppe. Her ligger
digteren begravet omgivet af en kreds af grave, der
rummer tolv af hans trofaste ”legionærer” fra besættelsen
af fiume.
Delvis for at holde D’Annunzio på afstand
af rom, hvor Benito Mussolini i 1925 indførte det
endelige diktatur, stillede det fascistiske sty-
D'Annunzio benyttede sig af forskellige kunstnere til
at indrette sine godt 30 værelser i en overlæsset og
eklektisk stil. Soveværelset blev dekoreret af den unge
italienske kunstner Guido Cadorin.
© Fondazione Il Vittoriale degli Italiani.

D'Annunzio forestillede sig sit teater som ”Una conca marmorea sotto le stelle” – en marmormusling under stjernerne.
Teatret blev først færdiggjort i 1952, 14 år efter forfatterens død og er stadig i brug den dag i dag.
re store summer til rådighed for de omfattende
byggearbejder. flyvemaskinen blev bragt til Gardone
i 1924, torpedobåden og krydseren skilt ad
og stillet op året efter. krydseren Puglia står midt
på skråningen med stævnen vendt mod det Adriatiske
Hav, klar til at erobre de dele af Dalmatien,
som italienerne følte, at de var blevet snydt for ved
fredsforhandlingerne i Versailles. I 1926 donerede
regeringen den dengang uhyre sum af 10 millioner
lire til udvidelse af villaen med en helt ny fløj,
Schiafamondo, mens arbejdet på amfiteatret nær
hovedindgangen, Palaggio, påbegyndtes i 1931.
Selve mausolæet med D’Annunzios grav blev først
tegnet efter hans død og stod færdigt i 1955.
Mange af de italienske besøgende, familier
såvel som skoleklasser, falder stadig i svime over
stedet og vandrer andægtige rundt, mens mere
nøgterne udlændinge snarere får associationer
i retning af et ”fascistisk tivoli” eller Disneyland.
Ud over udstillingerne rummer anlægget en
forskningsinstitution Il Vittoriale, der afholder
videnskabelige seminarer og udgiver et tidsskrift
om D’Annunzios liv og forfatterskab. I selve villaen
har man adgang til D’Annunzios arbejdsværelse,
soveværelse og øvrige omgivelser, som det så
ud i forfatterens egen levetid, altså uden spærrende
glas og sikkerhedsforanstaltninger. Det, efter
skandinavers opfattelse, mest overlæssede rum er
Stanza del lebbroso (den spedalskes værelse) hvor
D’Annunzios lig var udstillet efter hans død.
Mest særpræget er nok de to værelser for ankommende
gæster. Selve traditionen med værelser
for de ventende hørte hjemme i den adelige og
storborgerlige stil, han havde skildret med så mange
detaljer i sine romaner. Men at have to rum, et
for velkomne og et for uvelkomne gæster, er helt
D’Annunzios egen opfindelse. Den hang sammen
med hans modtagelse af Mussolini i 1925, hvor
denne blev henvist til at vente i værelset for uvelkomne
gæster. efter sigende var indskriften over
spejlet på væggen i rummet møntet på diktatoren
og konkurrenten: ”Til den besøgende: Medbringer
du narcissos’ spejl? Dette glas er af bly, min maskemager.
Tilpas din maske til ansigtet. Men husk
at du er glas mod stål!”
Forslag til videre læsning
Thorsten Borring Olesen, Nils Arne Sørensen og Uffe
Østergård,"Fascismen i Italien. Brud og kontinuitet i
Italiens historie efter 1800" i Den Jyske Historiker, nr.
27-28, s. 276. Aarhus 1984.
Michael Ledeen, The First Duce. D'Annunzio at
Fiume. Baltimore 1977.
www.vittoriale.com
U f f e Ø s t e r g å r d , M o n u m e n t e t f o r i t a l i e n e r n e s s e j r e · 95
© Fondazione Il Vittoriale degli Italiani.