REHABILITERINGSCENTER FOR TORTUROFRE - RCT-Jylland

og det land, der var deres – i total
uvished – havnet et fremmed sted. I
et land, der på papiret, har påtaget
sig et medansvar for beskyttelse af
disse mennesker.
Men så er det, at det går op for
flygtningen, at han/hun slet ikke er
så velkommen, højst tålt. At der om
flygtningen, set med danske øjne
hviler en aura af mistænkeliggørelse.
En uberettiget indtrængen, der ned­
bryder og tilsmudser den danske
kultur. Ja, nærmest snylter på vores
velfærd og ligger os til last.
Vi har helt tilbage som stenal­
derfolk været meget utrygge overfor
fremmede. Vi er stadig som nation
et lukket folk, og åbenbart i tvivl om
vores eget værd og dermed let til at
blive utryg, når ”fremmede” kom­
mer.
Igennem de senere år har vi kun­
net se hvordan kulturdebatten har
ændret sig. Fra at være visionær
og fremad skuende, og det der ryk­
kede os alle fremad, så er vi havnet
i en bekymrende debat, hvor det
er blevet til en diskussion om dem
og os. Altså spørgsmålet om dan­
skerne – os selv – og så udlændinge,
der kommer til landet. Hvordan er
vi nået hertil? Det er ikke kun et
spørgsmål om det gamle mundheld
om, ”at når krybben er tom, så bides
– rehabilitering gennem 25 år –
hestene”, for det første – krybben er
ikke tom og for det andet, har vores
skepsis også luret lige om hjørnet
i langt længere tid. Der bliver ikke
skelnet mellem indvandrer og flygt­
ninge – til trods for, at det på mange
områder er to vidt forskellige regel­
sæt, der arbejdes ud fra i DK.
Det store problem for flygtninge,
er at få vendt det skæve billede, der
ofte næsten demagogisk tegnes af
konventionerne, som et skalkeskjul
for ”uægte” flygtninge, der hjælpes
til Vesten ved hjælp af menneske­
smuglere og falske papirer.
Det er da rigtigt, at nogle forsøger
at svindle og snyde. Dette kan ikke
forsvares og skal bekæmpes. Men,
vi må aldrig glemme, at Flygtninge­
konventionen og andre konventioner
er det fælles internationale værn
også for forfulgte. Det er det helt
uundværlige grundlag for indsatser
både i nærområder og her i Vesten,
for at sikre flest mulige mod død,
lemlæstelse, tortur og forfølgelse. Det
er de humanitære grundregler, som
vores civilisation hviler på. Her giver
vi hinanden håndslag på, at være
medmennesker og sammen hjælpe,
når nøden er størst. Det må vi aldrig
glemme.
Så meget mere forekommer det
pinagtig, når vi ser politiske udtalel­