REHABILITERINGSCENTER FOR TORTUROFRE - RCT-Jylland

1986-2011
REHABILITERINGSCENTER
FOR TORTUROFRE
J Y L L A N D

Indledning
I løbet af 1985 kom der 250 iranske
flygtninge til Sønderjylland, og der
var på det tidspunkt en forventning
i Dansk Flygtningehjælp om, at
der ville komme flere flygtninge
til landsdelen, bl.a. libanesere og
polakker.
Af de 250 iranere var de ca. 30
svært traumatiserede efter tortur og
andre former for belastninger både
fysisk og psykisk.
På denne baggrund opstod der
i Haderslev en arbejdsgruppe, som
med RCT i København som forbil­
lede ville oprette et rehabiliterings­
center i Haderslev.
Det var effektive folk. I løbet af
1985 var projektet blevet gennem­
arbejdet. Gruppen var på besøg på
RCT i København i september og
den 19.9. 1985 blev der på Haderslev
Rådhus afholdt planlægningsmøde
med stor deltagelse.
Fredag den 28. februar 1986 af­
holdtes det konstituerende bestyrel­
sesmøde.
I den første bestyrelse sad:
Mogens Lütje, praktiserende læge,
Gråsten
Flemming Amter, speciallæge
Aabenraa, udpeget af RCT
København
Erik Krarup Pedersen, overlæge,
Fakse, udpeget af Dansk
Flygtningehjælp
Erika Jørgensen, centerleder,
Haderslev
Johannes Andersen, speciallæge,
Starup
De to personalerepræsentanter var
af gode grunde endnu ikke indtrådt i
bestyrelsesarbejdet.
Der var på det tidspunkt søgt midler
vidt og bredt, og allerede den 1.april
samme år var rehabiliteringscentret
i drift.
I begyndelsen bestod medarbej­
derstaben af en sekretær, en læge
og en psykolog, mens fysioterapi,
socialfaglig bistand, tandlæge­

Indledning
behandling, bandagist m.v. blev
dækket med frivillig arbejdskraft.
Dette ændrede sig dog hurtigt, og
har i dag med de seneste bevillin­
ger ført til at medarbejderstaben på
RCT­Jylland er vokset betydeligt,
hvilket ses af fortegnelsen over ansatte
bagest i dette skrift.
Den 1.april 2011 kunne RCT­Jylland
således fejre 25 års arbejde med
rehabilitering af traumatiserede
flygtninge.
Det blev markeret med en konference
den 4. maj, og dette skrift
rummer de indlæg, der blev holdt på
dagen. Vi ønsker hermed at give en
større kreds indblik i centrets arbejde
og den udvikling, vi har været
en del af gennem de 25 år.
Indlæggene rummer beskrivelser
af centrets arbejde og funktion som
aktiv medspiller i den syd­ og sønderjyske,
i den nationale og i den
internationale bestræbelse på at
give den rette behandling til mennesker,
der har overlevet livsvilkår,
der alvorligt har truet deres liv og
livsmod, – og fortsat gør det, selvom
de er kommet i sikkerhed.
Skulle der under læsningen opstå
et ønske om mere viden, tager vi
med glæde imod enhver invitation
til at give mere information i form af
oplæg, foredrag m.m.
Haderslev den 1. november 2011
Anna Marie Erbs, centerleder

– rehabilitering gennem 25 år –
Stemningsbilleder fra konferencen

Velkomst
Ved Lissa Mathiasen, formand for RCT-Jyllands bestyrelse
Danmark kan gøre det bedre!
Da nogle få ildsjæle for 25 år siden
valgte at tage udfordringens hand­
ske op og starte RCT­Jylland, var det
ud fra den klare opfattelse, at der var
et behov for også i dette område af
landet at kunne tilbyde behandling
til torturofre. Og som en rød tråd
igennem hele arbejdet har det været
afgørende, at vi aldrig ville gå på
kompromis med fagligheden i be­
handlingsarbejdet.
Torturofre er mennesker, der har
besluttet sig for at overleve – de har
bevaret håbet om en menneskelig
tilværelse – til trods for ubeskrivelige
lidelser.
Det har stillet og det stiller fortsat
store krav til os, i forsøget på at give
dem blot en tålelig tilværelse.
Vi ved, at tortur – såvel fysisk
som psykisk – giver dybe ar på sjæ­
len. Uden hjælp kan det være umå­
delig svært for et traumatiseret men­
neske at få hverdagen til at fungere.
Små dagligdags gøremål kan blive
uoverstigelige forhindringer for både
den traumatiserede og familien.
Tid er kostbar i den sammen­
hæng. Jo før behandling kan sættes
ind, jo bedre. Ventelister gør ondt
værre!
Disse mennesker har meget svært
ved at koncentrere sig. Derfor bliver
integrationen sat i stå – tilegnelse af
et nyt sprog og det at lære en ny kul­
tur at kende, kan være yderst svært.
Samtidig kan det at nære omsorg for
familie og børn være næsten umu­
ligt. Så det at være traumatiseret
ødelægger ikke kun et enkelt men­
neskes liv, men sætter dybe spor hos
både ægtefælle og børn.
En meget stor andel af de flygt­
ninge, der kommer til Danmark, har
været udsat for tortur. Derfor vil jeg
godt gentage – det stiller meget
store krav til os at hjælpe disse men­
nesker.
Men lad mig sige det lige så stil­
le. Jeg er ikke stolt af Danmark – af
vores måde at hjælpe disse menne­
sker på.
Lad os for en kort stund prøve at
leve os ind i en flygtnings situation
her i Danmark. Forfulgt, fortumlet,
ofte traumatiseret, adskilt fra familie

og det land, der var deres – i total
uvished – havnet et fremmed sted. I
et land, der på papiret, har påtaget
sig et medansvar for beskyttelse af
disse mennesker.
Men så er det, at det går op for
flygtningen, at han/hun slet ikke er
så velkommen, højst tålt. At der om
flygtningen, set med danske øjne
hviler en aura af mistænkeliggørelse.
En uberettiget indtrængen, der ned­
bryder og tilsmudser den danske
kultur. Ja, nærmest snylter på vores
velfærd og ligger os til last.
Vi har helt tilbage som stenal­
derfolk været meget utrygge overfor
fremmede. Vi er stadig som nation
et lukket folk, og åbenbart i tvivl om
vores eget værd og dermed let til at
blive utryg, når ”fremmede” kom­
mer.
Igennem de senere år har vi kun­
net se hvordan kulturdebatten har
ændret sig. Fra at være visionær
og fremad skuende, og det der ryk­
kede os alle fremad, så er vi havnet
i en bekymrende debat, hvor det
er blevet til en diskussion om dem
og os. Altså spørgsmålet om dan­
skerne – os selv – og så udlændinge,
der kommer til landet. Hvordan er
vi nået hertil? Det er ikke kun et
spørgsmål om det gamle mundheld
om, ”at når krybben er tom, så bides
– rehabilitering gennem 25 år –
hestene”, for det første – krybben er
ikke tom og for det andet, har vores
skepsis også luret lige om hjørnet
i langt længere tid. Der bliver ikke
skelnet mellem indvandrer og flygt­
ninge – til trods for, at det på mange
områder er to vidt forskellige regel­
sæt, der arbejdes ud fra i DK.
Det store problem for flygtninge,
er at få vendt det skæve billede, der
ofte næsten demagogisk tegnes af
konventionerne, som et skalkeskjul
for ”uægte” flygtninge, der hjælpes
til Vesten ved hjælp af menneske­
smuglere og falske papirer.
Det er da rigtigt, at nogle forsøger
at svindle og snyde. Dette kan ikke
forsvares og skal bekæmpes. Men,
vi må aldrig glemme, at Flygtninge­
konventionen og andre konventioner
er det fælles internationale værn
også for forfulgte. Det er det helt
uundværlige grundlag for indsatser
både i nærområder og her i Vesten,
for at sikre flest mulige mod død,
lemlæstelse, tortur og forfølgelse. Det
er de humanitære grundregler, som
vores civilisation hviler på. Her giver
vi hinanden håndslag på, at være
medmennesker og sammen hjælpe,
når nøden er størst. Det må vi aldrig
glemme.
Så meget mere forekommer det
pinagtig, når vi ser politiske udtalel­

Lissa Mathiasen
ser herhjemme give udtryk for, at det
ikke kan være rigtig, når EU­domstolen
med flere afsiger kendelser,
der går os imod, fordi vi har handlet
i strid med konventioner. Og endnu
mere ubehageligt bliver tonen, når
der så udtrykkes ønske om, at vi måske
skulle løses fra disse konventioner.
Visse politikere har foreslået, at
Danmark laver en gennemgribende
revision af landets forpligtelser, for
at finde ud af, om Danmark fortsat
skal leve op til dem. Det er ikke noget
rart menneskesyn, vi ser – det er
dybt bekymrende!
Jamen, hvorfor accepterer vi
dette? Jeg tror, at det er meget svært
som menig mand, helt at forstå og
dermed reagere. Når politikere på
forskellig vis drager disse spørgsmål
frem, så må der vel være noget om
det? Desværre tror jeg, at det også
beror på, at for mange politikere ikke
er godt nok inde i tingene. Og ser vi
på spørgsmålet om sondringen mellem
indvandrere og flygtninge, så
roder de grundigt rundt i begreberne.
Derfor er det ikke svært at forstå,
at menigmand har svært ved at følge
med. For hvad er op og ned.
Det betyder også, at det bliver
endnu sværere at forstå, at der
blandt de flygtninge, der kommer
til landet, er en gruppe med særlige
behov for indsats. Eller måske er det
bare for svært at forstå, når man er
opvokset under trygge vilkår i Danmark!
Der er ingen tvivl om, at folk af
anden etnisk oprindelse, der er her
i landet, føler sig som en minoritet.
En minoritet, der for rigtig mange
af dem opleves, som en svær situation.
De har svært ved at blive lukket
ind hos os, danskere. Jeg glemmer
aldrig, det svar jeg fik, da jeg på en
sprogskole spurgte nogle elever,
hvad de oplevede, som det sværeste
ved at være her i landet. Svaret
faldt promte – ensomheden! Som en
sagde: ”Tænk – hvis bare folk ville
hilse på mig, så følte jeg da, at jeg
eksisterede”!

Ser vi så på gruppen af flygt­
ninge, der er traumatiserede. De
føler, at de udgør en lille minoritet af
den samlede minoritet af flygtninge
og øvrige personer her i landet af
anden etnisk herkomst. De er sat
helt uden for døren. De magter ikke
selv at fremstå og tale deres sag. Her
er svagheden, at netop disse men­
nesker, som har et helt særligt behov
for opmærksomhed og beskyttelse
– ikke har patientorganisationer
eller lignende – til at tale deres sag.
Fortalervirksomhed og stærke orga­
nisationer ville kunne gøre en forskel
i forhold til netop disse mennesker.
Jeg ved, at andre med os gør det
bedste vi formår, men det rækker
ikke. Lad mig bare nævne nogle få
eksempler, hvor lovgivningen her­
hjemme har tilsidesat de særlige
hensyn, som tidligere har udgjort
det beskyttende værn for disse men­
nesker. De nye regler om mulighed
for hurtigere at få permanent op­
holdstilladelse, familiesammenføring
samt muligheden for at opnå Dansk
statsborgerskab. Her stilles krav,
som vores patienter typisk ikke vil
kunne indfri – det være sig sprog­
kravet, som er nærmest umuligt for
en traumatiseret person at kunne
koncentrere sig om. For slet ikke at
tale om kravet til, at de ikke må have
– rehabilitering gennem 25 år –
været på overførselsindkomst i de
seneste 3 år – bare for at nævne nog­
le af de uovervindelige barriere. Mon
ikke vi alle her kan forestille os, hvad
det betyder, hvis en familie ønsker
at blive danske statsborgere og så
faderen i familien, tavst må se på at
hans kone og børn kan blive danske
statsborgere, men faderen i kraft af
de lidelser, han har pådraget – inden
han kom hertil – ikke kan komme i
betragtning fordi sygdom gør ham
ude af stand til at leve op til kravene.
Tidligere havde vi i vores lovgivning
et særligt hensyntagen til sådanne
mennesker, via en undtagelsespara­
graf. Det har et flertal fjernet med et
pennestrøg.
Som jeg sagde tidligere – er jeg flov
og bekymret – det er ikke Danmark
værdigt!
Derfor føler jeg også behov for,
at komme med nogle ønsker for de
kommende år.
1. Børnene i disse familier, har jeg
ikke nævnt. Derfor vil jeg godt,
som det første, udtrykke mit klare
ønske til, at der blev gjort en særlig
indsats for børn – i disse traumatiserede
familier – de har det
svært.
2. Typisk er vores klienter på overførselsindkomst.
Det være sig

Lissa Mathiasen
kontanthjælp, sygedagpenge
eller starthjælp. Det betyder, at
disse mennesker lever på eksi­
stensminimum eller nærmest
mindre, men værre er, at det også
betyder, at mange ikke har råd
til nødvendig medicin eller andre
hjælpemidler, hvilket forværrer
deres situation. Ligesom økono­
mien forhindrer mange af disse
børn i at kunne få et fristed nogle
timer ved at deltage i fødsels­
dage. De har ikke penge til gaver.
Eller generelt at kunne deltage i
fritidsaktiviteter. Det bør ændres!
Her kan jeg ikke lade være med
at udtrykke min glæde over, når
vi udefra bliver betænkt med lidt
penge. Så sent som i lørdags var
Anna Marie Erbs, vores daglige
leder af centeret og jeg i Odd
Fellow Logen for at modtage en
donation fra Rebekkafonden. Det
er vi meget taknemmelige for. Det
luner og gør en forskel for vores
klienter, men ændrer naturligvis
ikke på de overordnede økonomi­
ske problemer for vores klienter.
3. Fastholdelse af et fagligt forsvar­
ligt nivau i vores behandlingsind­
sats. Når jeg nævner dette, skyl­
des det min dybe bekymring over
i effektiviseringens hellige navn,
at dække over besparelser på om­
rådet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl
om, at den tværfaglige indsats,
som vi yder, gør en afgørende
forskel. Ved netop at have tvær­
fagligheden inde – Fysioterapeu­
terne, socialrådgiverne med flere
– formår vi netop at skabe helhe­
den i behandlingen. Her handler
det om kvalitet og ikke kvantitet i
behandlingen. Det handler om, at
kunne give disse mennesker en
bare tålelig tilværelse.
4. Sidst, men ikke mindst fasthol­
delse og respekt for underskrevne
konventioner. Men ikke kun som
det eneste vi bør gøre, men at vi
via lovgivning og midler får over­
liggeren sat op, så vi som land og
folk, kan være os selv bekendt.
Jeg vil godt slutte af med at give
udtryk for min glæde ved at sidde i
bestyrelsen i RCT­Jylland og få lov til
at opleve, hvordan de mest trængte
flygtninge med alvorlige ar på sjæl
og legeme, at se disse menneskers
evne og vilje til at ville overleve
rædslerne, de har været igennem
– de vil virkelig livet. Tak til alle dem
– for den styrke de udviser –
og dermed – giver os andre.

10
Nationalt og internationalt perspektiv på
RCT-Jyllands arbejde
Ved tidligere centerleder Niels Krustrup
Siden etableringen af det daværende
RCT­Sønderjylland i 1985 har det
konstant været vekslende bestyrelsers
og medarbejdernes holdning,
at det absolut primære mål var at
hjælpe flest mulige torturofre bedst
muligt.
Der var desuden i vedtægterne
nævnt mål, som at deltage i forskningsmæssige
aktiviteter, at undervise
og informere om tortur og torturens
skadevirkninger – med andre
ord: Med fleste mulige midler at
bekæmpe tortur og sørge for at flest
muligt fik et godt liv, trods påførte
torturskader.
Det er min opfattelse, at når vi forsøger
at tænke 25 år tilbage, havde
man dengang en vis tro på, at ikke
alene rehabilitering og behandling,
men også samarbejde nationalt og
internationalt – og oplysning om
hvad der foregik rundt omkring i
verden, kunne få ondskaben til at
stilne af og få verdens øjne op for, at
det at bruge tortur som magtmiddel
var en totalt fejlslagen kurs.
Jeg synes for alt i verden ikke,
man skal opgive denne udfordring,
men i dag er jeg desværre mindre
optimistisk med hensyn til at nå
målene, end jeg var, da jeg for godt
16 år siden gik ind i arbejdet.
Den såkaldte krig mod terror er
en af de væsentlige årsager til, at
der i visse politiske kredse er blevet
rejst tvivl om, hvorvidt ikke alligevel
tortur er et brugbart middel, når det
gælder om at fremskaffe informationer
og optrævle terrornetværk. Man
har f.eks. brugt udtryk som: ”at det
vel er acceptabelt, at der udøves et
vist fysisk pres”
Al sund fornuft taler imod dette
synspunkt!
Vi ved, at ingen kan fæste lid til
oplysninger der afgives under anvendelse
af tortur – hvem ville ikke
bukke under og forsøge at forsyne
bødlerne med oplysninger – falske
som sande, hvis forhøret foregår
under voldsomme og helt umenneskelige
pinsler?
Tortur som middel i forbindelse
med forhør er ikke blot utilstedelig
– det duer heller ikke.

Niels Krustrup
De skiftende bestyrelser og med­
arbejderne ved RCT­Jylland har
aldrig været i tvivl og har derfor ufor­
trødent fortsat arbejdet, men altså
desværre i tiltagende modvind.
Jeg husker for år tilbage, hvordan
der kunne blev stille i den anden
ende af telefonrøret, når man ringe­
de og oplyste om en patients behov
for hjælp og støtte på baggrund af,
at vedkommende var svært skadet
efter tortur. De fleste, af dem man
ringede til, forstod at man her stod
overfor patienter, der sammen med
deres familier var svært ramte og
først og fremmest havde krav på og
brug for respekt – og så vidt det var
muligt også for hjælp og støtte.
I mange tilfælde er det da heldig­
vis fortsat således, men desværre
slet ikke altid. Den politiske virke­
lighed har ændret sig, og det er for
den gruppe, vi her taler om – de
traumatiserede flygtninge – blevet
ikke bare legitimt men ofte også et
11
krav, at man stiller sig kritisk til, om
det nu også kan være så galt, som
det lyder.
Jeg startede med at fremhæve, at
det altid har været holdningen hos
såvel personale som bestyrelser at
det absolut primære var at hjælpe
flest muligt bedst muligt.
Jeg synes, denne fundamentale
indstilling har præget RCT­Jyllands
arbejde i samtlige 25 år.
Denne grundlæggende indstilling
har for mig at se, gjort, at RCT­Jyl­
land altid har stillet sig åbent og
gavmildt til rådighed, hver gang der
har været bud efter centrets erfarin­
ger.
Det kunne nogle gange være
svært at få centrets finanser til at nå
sammen, men ikke desto mindre har
der aldrig været slinger i valsen i for­
hold til, at den humanitære indsats
måtte gå forud for købmandskabet.
Det var selvfølgelig dejligt, hvis
information og vidensformidling,
kunne udløse tilskud til centrets be­
trængte økonomi, men det vigtigste
var trods alt, at informationerne blev

12
givet – også selvom det måtte gøres
gratis.
Utallige er derfor de oplæg og
foredrag, der er blevet holdt. Jeg tror
ikke, der er mange lokale foreninger,
klubber eller loger, der ikke gennem
årene har benyttet sig af RCT­Jyllands
tilbud – og heldigvis har også
mange af disse – når de har kunnet
finde midler til det, valgt at støtte
RCT­Jyllands arbejde.
For år tilbage lavede nogle unge,
entusiastiske mennesker fra det
danske Videoværksted i Haderslev
en lille film om arbejdet på RCT­Jylland.
Filmen blev under titlen ”Usynlig
Smerte” i mange år brugt i undervisning
og information over hele
landet og endog ved konferencer i
udlandet og på dansk TV.
Det særlige ved den film var igen,
at såvel patienter som behandlere
fra RCT­Jylland turde stå frem og
åbent fortælle om det vigtige patient­behandlersamarbejde,
der er
en forudsætning for et vellykket rehabiliteringsforløb.
Også inden for de mere kollegiale
og professionelle kredse har RCT­
Jylland spillet en væsentlig rolle.
Inge Genefke, som er en af grundlæggerne
af rehabiliteringsarbejdet
for torturofre har tidligere fortalt mig,
at RCT­Jylland var det 4. i verden
– rehabilitering gennem 25 år –
af sin slags. Jeg har siden erfaret at
der globalt set vist var en del flere
tilbud der dukkede op nogenlunde
samtidig
– men i hvert fald var RCT­Jylland
blandt pionererne og således også
blandt de centre, der råder over den
største erfaring. Og dermed blev
centret også blandt dem, der meget
ofte er blevet søgt råd og inspiration
hos, når der var behov for oprettelse
af nye centre eller etablering af andre
typer tilbud til traumatiserede
flygtninge.
Igen har bestyrelsens og personalets
hjælpsomme indstilling resulteret
i, at centret altid har stillet op.
Utallige initiativgrupper og arbejdsgrupper
– danske som udenlandske
har aflagt besøg og har fået
lejlighed til at høre om arbejdet. Og
hver gang har centrets medarbejdere
– gavmildt og egentlig også ganske
modigt – stillet sig til rådighed
og ladet sig kigge i kortene.
Jeg ved, at mange af de tilbud,
der siden er blevet etableret for at
imødekomme det store behov for
behandling til torturofre og traumatiserede
flygtninge er blevet til efter
inspiration fra den meget engagerede
og erfarne tværfaglige stab på
RCT­Jylland – det gælder selvfølgelig
i forhold til behandlingsorganisation

Niels Krustrup
og metode, men ofte også i forhold
til administrative systemer, hvor
medarbejderne i RCT­Jyllands sekretariat
i lighed med centrets behandlere
og tolke har været hjælpsomme
og har spillet en stor rolle.
Nogle gange kunne det virke lidt
uendeligt med alle disse initiativgrupper,
hvor entusiasmen var stor,
men hvor den politiske vilje til støtte,
kunne være svær at opnå.
Der var f.eks. et konstant stort
behov for, at patienter med bopæl på
Fyn kunne få et lokalt behandlingstilbud
og dermed slippe for at skulle
rejse til Haderslev eller København
for at få behandling og tilmed være
plaget af lange ventetider såvel i
København som i Haderslev.
Utallige grupper blev gennem
årene nedsat og hver gang stillede
RCT­Jylland sig til rådighed. Jeg
selv var efterhånden ret meget i tvivl
om, hvorvidt det nogensinde skulle
lykkes at få etableret et behandlingstilbud
på Fyn. Men til sidst lykkedes
det også der, ligesom der efterhånden
også blev oprettet behandlingstilbud
i f.eks. Vejle, Vestjylland og
Sydsjælland.
Derforuden er der også her i området
kommet rehabiliteringstilbud
af mere pædagogisk karakter rettet
mod samme målgruppe. Nemlig
1
Verdande her i Haderslev og Traumecentret
i Sønderborg.
Det var nok ikke mindst et resultat
af en langvarig indsats og et
godt samarbejde mellem RCT­Jylland,
OASIS og RCT i København,
at der for ca. 10 år siden kom lidt
mere skred i tingene. RCT­Jylland
blev sammen med de to andre centre
inddraget i en tværministeriel
arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsministeriet
med det formål at kortlægge
området og udarbejde anbefalinger
til forbedringer.
For mig at se blev dette arbejde
skelsættende i forhold til den udvikling,
der siden kom til at ske, og for
at der i dag er en nogenlunde rimelig
geografisk dækning af rehabiliteringstilbud
i Danmark.
Samtidig lykkedes det de 3 nævnte
centre at bevare en vis autonomi
og fortsætte som selvejende institutioner
med egne bestyrelser, men
som en del af det frie sygehusvalg
og med retten til en driftsoverenskomst
med de stedlige amter.
Det var også igennem arbejdet
i denne arbejdsgruppe, at det blev
fastlagt som et grundlæggende
princip at rehabiliteringsindsatsen i
forhold til traumatiserede flygtninge
og torturofre skal være tværfagligt
sammensat.

1
Retten til en driftsoverenskomst
medførte for RCT­Jyllands vedkom­
mende i første omgang et nært og
smidigt samarbejde med Sønderjyl­
lands Amt.
Ved amternes nedlæggelse over­
flyttedes samarbejdet til Region
Syddanmark, hvilket skulle vise sig
at blive en noget mere turbulent
affære.
Jeg har ikke tal på, hvor mange
omstruktureringer dette samarbejde
skulle igennem og utallige er de
gange, hvor jeg har følt mig meget
tilfreds med, at vi via i den omtalte
tværministerielle arbejdsgruppe
fik gennemført at bl.a. RCT­Jylland
bevarede sin status som selvejende
institution.
Det tætte samarbejde de tre
nævnte institutioner imellem har
også resulteret i, at der på bestyrelsesniveau
er kommet et veletableret
samarbejde i gang med henblik
på at skabe bedst mulige forhold
for patienterne og at formidle mest
mulig viden om den patientgruppe
centrene har som opgave at tage
sig af.
Netop fordi RCT­Jylland er selvejende
og dermed en såkaldt NGO
Har det også gennem alle årene
været muligt at indgå i et samarbejde
på globalt plan. RCT­Jylland
– rehabilitering gennem 25 år –
har således i stort set alle årene
været medlem af og tilknyttet organisationen
IRCT – The International
Rehabilitation Council, der har sit
sekretariat i København.
IRCT er en verdensomspændende
paraplyorganisation, hvis primære
formål det er at støtte rehabilitering
af torturofre og at forebygge tortur
på verdensplan. Organisationen har
i dag omkring 150 medlemscentre
fordelt over hele verden og arbejder
på mange niveauer i bestræbelserne
for at nå de omtalte mål.
I det daglige travle liv på RCT­
Jylland har medlemskabet af IRCT
måske ikke haft den helt store betydning.
Men for mig at se, har det
været helt i tråd med de grundlæggende
principper for RCT­Jylland, at
man også internationalt rækker ud
og forsøger at hjælpe og støtte, hvor
man kan, samt i fællesskab lægger
mest muligt pres på overordnede
organer, som f.eks. regeringer, EU,
FN m.v.
Jeg tror ikke, man skal undervurdere
betydningen af at være en del
af det store fællesskab – eller familieskab,
om man vil i bestræbelserne
for at nå de fælles mål.
Noget af det vi også har kunnet
lære af dette fællesskab er, hvor forskellige
vilkårene er, for os der be­

Niels Krustrup
skæftiger os med mennesker, der har
været udsat for tortur.
Medens vi her i Danmark har
kunnet udføre vores arbejde under
trygge rammer og rimelige økono­
miske vilkår, er dette bestemt ikke
vilkårene for mange af vore kolleger i
andre lande. Mange må arbejde un­
der stor modstand fra det regime, de
er underlagt og bliver ofte – nogen
gange dagligt – udsat for chikane,
forfølgelser og obstruktion af deres
arbejde.
Her har fællesskabet i IRCT haft
en betydelig rolle at spille. Ikke få er
de gange, hvor organisationen med
alle til rådighed værende midler har
måttet rykke ud for at hjælpe helt
uskyldigt fængslede ledere og med­
arbejdere på centre, der var en torn
i øjet på landets magthavere, eller
forsøge med mindre økonomiske
tilskud søge at forhindre pludselig
konkurs og nedlukninger af centre.
Personligt har jeg været glad for
gennem 6 år at have været medlem
af såvel det internationale rehabili­
teringsråd samt IRCT’s bestyrelse,
hvor jeg er kommet rigtig tæt på
dette arbejde. Også selvom en af
de mindre behagelige opgaver, der
selvfølgelig også måtte følge med,
var IRCT’s forpligtelse til at stå vagt
om, at de sparsomme midler, der
tildeles centrene rundt omkring,
ikke falder i de forkerte lommer og
1
at det rehabiliteringsarbejde, der er
så hårdt brug for, også rent faktisk
bliver udført.
Et lille appendix i det internatio­
nale arbejde, har været en sparsom
kontakt til EU.
I dag er EU’s støtte til vores områ­
de yderst indskrænket og overvejen­
de begrænset til støtte i de mindre
bemidlede egne af EU. Men tidligere
har det også været muligt for RCT­
Jylland at få tilskud fra EU, men jeg
erindrer det mest som en voldsomt
bureaukratisk affære, hvor det mere
handlede om at udfylde skemaerne
rigtigt end om substansen i det der
søgtes til.
Jeg mindes især en gang, hvor en
tidligere leder i OASIS, Karin Sten
Madsen og jeg, sammen drog i ledtog
til Bruxelles i et forsøg på opnå
støtte.
Vi medbragte møjsommeligt
udfyldte ansøgningsskemaer, men
mødte ikke megen lydhørhed trods
mange på forhånd aftalte møder.
Det første de faldt over var, at de
ikke kunne nå at behandle ansøgningen
inden det starttidspunkt, vi
havde anført i ansøgningen. Vi foreslog
så, at vi lige på stedet rettede
starttidspunktet, men den gik ikke.

1
Vi måtte tage skemaet med hjem
igen, udfylde det på ny og fremsen­
de det med nye datoer.
Vi så nok begge noget opkørte
ud over den behandling, for den lidt
afmålte embedsmand kastede et
blik på os og sagde: ”You look pretty
traumatized yourselves” – Ikke helt
forkert bedømt.
Det hører med til historien, at vi
faktisk endte med at få pengene.
For et par år siden arrangerede
Region Syddanmark en konference
i forbindelse med lanceringen af en
såkaldt medicinsk teknologivurde­
ring vedr. behandling af traumati­
serede flygtninge. I den forbindelse
blev området betegnet som en øde ø
i forhold til andre behandlingstilbud
i Danmark.
Måske har forbindelserne til det
danske behandlingssystem nogle
gange været begrænsede – også
fordi det almene danske behand­
lingssystem har været ret famlende
overfor opgaven med at behandle
flygtninge med traumer.
Hvordan skulle man f.eks. lige gri­
be opgaven an, når andre sygdoms­
opfattelser og kulturelle forskelle var
i spil, og hvordan skulle man lige
forholde sig til tolkningsbehovet?
Jeg synes, man fra rehabilite­
ringscentrene generelt har stillet
– rehabilitering gennem 25 år –
sig hjælpsomt til rådighed, men i et
travlt sundhedssystem har der nok
ikke altid været helt plads til at be­
nytte sig af denne hjælp.
Så billedet af den øde ø, er for mig
nok mere et spørgsmål om øjnene
der ser end et billede på virkelighe­
den.
Jeg håber i hvert fald, mit oplæg
har givet et billede af RCT­Jylland
som et sted med utallige forbindel­
seslinjer til omverdenen og en ud­
strakt vilje til fortsat at udbygge og
forbedre disse linjer.
Men det er ydermere mit håb, at
centrets grundlæggende holdning
om at hjælpe flest muligt bedst mu­
ligt med stor respekt og omsorg for
den enkelte fortsat kan få lov at tri­
ves og udvikles.
Vi lever i en tid, hvor mange
ressourcer bruges på registrering,
effektivisering og på såkaldte kvali­
tetsstyringsprojekter. Det er selvføl­
gelig ikke rimeligt at argumentere
imod effektivitet og kvalitet. Men jeg
kan blive meget bekymret for, hvis
den tid der går med registrering og
gardering af sig selv mod eventuel
kritik går fra den tid, der burde bru­
ges på meningsfuld patientkontakt
– i så fald har det efter min opfat­
telse ikke meget med hverken effek­
tivitet eller kvalitet at gøre.

Niels Krustrup
Mit ønske for fremtiden er selv­
følgelig, at forholdene rundt om i
verden ændrer sig, så RCT­Jyllands
behandlingsindsats bliver overflødig.
Men som nævnt, er der desværre
ikke meget der tyder på, at det er
den udvikling, der er lige om hjørnet.
Mit næste ønske er derfor, at den
solide ekspertise centrets medarbej­
1
dere gennem 25 år har oparbejdet
må møde retfærdig respekt hos landets
styrende organer og i kollegiale
sammenhænge. Jeg synes, der er
erfaringsmæssig evidens for at RCT­
Jyllands arbejde nytter.
Det kan virke endeløst, men meningsløst
bliver det aldrig!

1
Behandling af traumatiserede flygtninge
i Danmark – et historisk tilbageblik
Ved Grethe Svendsen Socialrådgiver og psykoterapeut.
Da der i begyndelsen af 1980­erne
blev taget initiativer i Danmark til
etablering af behandlingsmulighe­
der for traumatiserede flygtninge,
var det som om, man talte om noget
ganske nyt. Og sådan var det også,
hvad angår behandling af flygt­
ningene, men jo ikke hvad angår
problematikken omkring traumati­
sering.
De problemer havde det danske
samfund stået i så sent som efter 2.
verdenskrig, hvor danske mænd og
kvinder i midten af 1940­erne kom
hjem fra de tyske koncentrationslejre
efter indespærring, mishandling, udsultning
og drab. De blev undersøgt,
og deres symptomer sammenfattet
i KZ­syndromet. Men da man ikke
kendte meget til behandling efter
traumatisering, måtte KZ­fangerne
hver især finde ud af at leve videre,
som de bedst kunne. Ikke overraskende
rummer beskrivelserne af
KZ­syndromet langt hen ad vejen de
samme symptomer, som senere blev
beskrevet i syndromet Post Traumatic
Stress Disorder (PTSD).
Det nye, der skete i begyndelsen
af 1980­erne var, at man begyndte at
udvikle behandlingsmuligheder for
traumatiserede flygtninge.
Men tilbage til slutningen af 0erne.
Siden da har vi i Danmark
modtaget flygtninge og torturofre fra
alverdens brændpunkter. Fra europæiske
og sydamerikanske diktaturer,
afrikanske stammekrige, asiatiske
og mellemøstlige konflikter. Og
desværre har også mange af disse
mennesker måtte finde deres egen
måde at leve med traumerne på. For
det var som sagt først i 80­erne, at
det herhjemme blev tydeligt for især
sproglærere og medarbejdere i social­
og sundhedsvæsenet, at en del
flygtninge i Danmark havde brug for
hjælp. Efterhånden blev det erkendt,
at disse flygtninge havde symptomer
på posttraumatisk stress.
Siden da er der sket meget. Fra
midten af 80­erne har jeg – først på
RCT i København, siden i OASIS og
i Dansk Flygtningehjælp – deltaget
i og fulgt udviklingen indenfor be­

Grethe Svendsen
handling og rehabilitering af trau­
matiserede flygtninge på tæt hold. I
det følgende vil jeg forsøge at male
et billede med den brede pensel og
naturligvis ikke med alle nuancer, af
den danske indsats fra dengang og
frem til i dag.
Som sagt har Danmark siden
1960­erne modtaget store flygtnin­
gegrupper. Vi har altid vidst, at flygt­
ningene i deres hjemlande havde
været udsat for begivenheder, som
af WHO betegnes som traumatiske,
og at de følgelig behøvede beskyt­
telse såvel fysisk som psykisk. Den
officielle politik var, at flygtningene
kunne få fysisk beskyttelse i form
af ophold i Danmark, men indtil år
2000 havde man fra politisk hold end
1
ikke overvejet at stille et beredskab
til rådighed, som kunne tilbyde de
hårdest ramte flygtninge behandling
for deres symptomer, hvad enten de
havde været udsat for forfølgelse og
tortur eller på anden måde oplevet
ydmygelse og vold.
I 1 0-erne opstod der imidlertid
på privat initiativ forskellige behandlingsinstitutioner,
som havde hver
sin historiske baggrund for at forstå
flygtningenes problemer og behov.
De første centre i Danmark var CE­
PAR og RCT i København samt RCT
i Haderslev.
CEPAR blev oprettet af eksilerede
latinamerikanske flygtninge, som
enten havde en psykologuddannelse
i deres hjemlande eller tog den her.
De var inspirerede af et behandlingskollektiv
for eksilerede latinamerikanere
i Belgien ved navn COLAT.
Dette historiske udgangspunkt kom
til at præge CEPARs arbejde med
traumatiserede flygtninge i årene
fremover. Deres fokus var i høj grad
kollektivet. Udover den individuelle
behandling arbejdede de med
gruppebehandling af såvel voksne
flygtninge som børn. I adskillige år
var CEPAR ene om at tilbyde gruppebehandling.
RCT i København blev startet af

20
Amnesty International’s lægegrup­
pe, som i begyndelsen af 1980­erne
undersøgte latinamerikanere samt
grækere, som var blevet mishandlet
af militærjuntaen i Grækenland. Læ­
gegruppen fandt, at grækerne havde
svære symptomer efter deres barske
oplevelser. Det førte til oprettelsen af
Rehabiliterings­ og Forskningscentret
i København i 1982. Også her
kom det historiske udgangspunkt,
det lægefaglige, til at præge behandlingsarbejdet
med flygtningene.
RCT’s fokus og omdrejningspunkt
for behandlingen var specifikt at
afbøde flygtningenes fysiske og psykiske
følger efter tortur. De sociale
problemer i eksilet tillagdes dengang
ringere betydning. RCT havde
som det eneste center i mange år en
lægefagligt domineret ledelse.
Som bekendt blev RCT i Haderslev
oprettet i 1985. Initiativet kom
fra en gruppe bestående af læger,
psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere
fra Haderslev og omegn,
som i deres daglige arbejde i
stigende grad mødte flygtninge med
traumer. Gruppen arrangerede et
møde med lederen og medarbejdere
fra RCT i København. Kort tid derefter
var RCT­Jylland en realitet med
fokus på et ligeværdigt behandlingskoncept
bestående af psykoterapi,
– rehabilitering gennem 25 år –
fysioterapi og social rådgivning til
alle klienter.
I 1987 blev OASIS i København
oprettet, og i årene derefter kom der
flere rehabiliteringscentre med tværfaglig
behandling til i København
og i nogle af de store byer i Jylland.
Behandlingen bestod oftest af psykoterapi,
fysioterapi, lægekonsultation
og social behandling. Centrene
blev oprettet på privat initiativ og
var privat drevne. Dermed blev der
mulighed for behandling for nogle
af de flygtninge, som boede i nærheden
af disse centre. Flere centre
udvidede målgruppen og tilbød
behandling ikke alene til flygtninge,
som havde været underkastet tortur,
men også til flygtninge, der var traumatiserede
af andre grunde, f.eks.
fordi de kom fra diktaturer præget
af langvarige borgerkrige. Der blev
efterhånden også større variation i
behandlingstilbuddene. Baggrunden
herfor var en voksende erkendelse
af, at en flygtnings problemer griber
dybt ind i hans/hendes liv i Danmark
og dermed i mulighederne
for at etablere en rimelig tilværelse
for sig selv og familiens børn. Hvis
behandlingen skulle have effekt,
måtte man se flygtningens liv som
en helhed. Derfor kom behandlingen
– udover psykoterapi, fysioterapi og

Grethe Svendsen
social rådgivning – også til at om­
fatte f.eks. psykiatrisk konsultation,
afspændingsbehandling, terapeu­
tiske værksteder, caféer og kontakt
med frivillige.
Behandlingscentrene var meget
skævt fordelt rent geografisk. Mange
steder var der ingen centre, og dér
blev flygtninge med behandlingsbe­
hov om muligt henvist til privatprak­
tiserende fysioterapeuter, afspæn­
dingspædagoger, psykologer og
psykiatere. Idealistiske fagfolk, som
interesserede sig særligt for flygtnin­
gegruppen, og som selv måtte søge
viden om den komplicerede sag, det
er, at behandle flygtninge med post­
traumatisk stress.
Kort tid efter sin oprettelse over­
gik RCT i København, som det ene­
ste center, til statslig finansiering.
En pudsig detalje er, at centret kom
til at høre under Udenrigsministe­
riet. Jeg husker, at begrundelsen
herfor var, ”at det ville kaste glans
over Danmark internationalt at have
et sådant center”.
1 0-erne
Først i 1992 efter en utrættelig indsats
på de bonede gulve opnåede
OASIS’ daværende formand Harald
Engberg Petersen, at tre centre fik
driftstilskud fra Udenrigsministeriet,
21
nemlig RCT­Jylland, OASIS og CE­
PAR.
I 1990­erne øgedes bevidstheden
på alle centre om, hvor kompleks behandlingen
af traumatiserede flygtninge
er. Efter de første års kamp for
eksistensen blev udviklingen i disse
år præget af større og større bevidsthed
om faglighed og professionalisering
på alle planer: I behandlingen,
i tolkningen, i tværfagligheden, i
administrationen og i ledelsen.
Hele udviklingen indenfor behandlingsområdet
var i disse år
præget af initiativer, taget dér hvor
interessen for flygtningebehandling
var til stede, og hvor kræfterne hos
de professionelle behandlere kunne
mobiliseres. Der var ingen overordnet
plan for udviklingen af behandlingsberedskabet
indenfor flygtningeområdet
og ingen overordnet
ansvarsfordeling. Derfor var flygtningenes
muligheder for hjælp utilfredsstillende
i denne periode. Den ulige
fordeling af behandlingstilbuddene
betød, at det i store dele af landet reelt
ikke var muligt for dem at komme
i behandling. Dér, hvor behandling
var mulig, var der til gengæld meget
land ventetid.
Yderligere komplicerende var
det, at der på det tidspunkt var
uklarhed i lovteksten om kommu­

22
nernes forpligtelse til at betale for
behandlingen, ligesom kommunerne
i øvrigt også havde forskelligt syn
på nødvendigheden af behandling.
De færreste flygtninge havde råd til
selv at betale. Der måtte søges om
bevilling i kommunen. Nogle af de
kommuner, som gav tilsagn, foretog
økonomisk beregning i den enkelte
sag, som kunne resultere i krav til
flygtningen om egenbetaling for en
del af udgiften. Dette forhindrede
utvivlsomt nogle flygtninge i at få
behandling.
På det faglige plan opstod der
behov for udveksling af erfaringer og
samarbejde centrene imellem både
internationalt og nationalt. Den med
nogle års mellemrum tilbagevenden­
de nordiske konference for terapeu­
ter blev allerede etableret i midten
af 80­erne. Senere opstod et forum,
hvor lederne af de danske behandlingsinstitutioner
jævnligt mødes,
og hvor medarbejderne på et årligt
møde har mulighed for at udveksle
erfaringer og nye planer.
Endnu senere (omkring 2003) opstod
det europæiske netværk, samt IRCT
som Niels lige har fortalt om.
Årene lige efter 2000
Endelig – i år 2000 – tog det daværende
Sundhedsministerium initiativ
– rehabilitering gennem 25 år –
til at nedsætte en arbejdsgruppe
om Rehabilitering af traumatiserede
flygtninge. I økonomiaftalen for år
2000 mellem amterne og regeringen
indgik, at man skulle overveje en
overflytning til det generelle sygehusvæsen
af de tre centre, som
modtog driftstilskud, heriblandt
RCT­Jylland. Indenrigsministeriet
havde overfor Sundhedsministeriet
peget på ventetiderne og den ulige
fordeling af behandlingstilbud.
Indenrigsministeriet opfordrede
derfor til en udbygning og forbedring
af behandlingstilbuddene i offentligt
regi, så ventetiderne kunne
nedbringes og egenbetalingen bortskaffes.
Arbejdsgruppen udkom med en
rapport i april 2001, hvormed man
bl.a. anbefalede, at ansvaret for behandling
blev placeret indenfor Sygehuslovens
rammer. Det ville indebære,
at de daværende amter skulle
sørge for det nødvendige, tværfaglige
rehabiliteringstilbud til traumatiserede
flygtninge, gratis for såvel
flygtningen som for kommunen.
Dette var i mine øjne et markant
gennembrud, hvor det for første
gang blev slået fast, at behandlingsopgaven
er et offentligt ansvar.
Men helt let skulle det ikke gå!
Nok fik amterne derefter hvert år

Grethe Svendsen
midler til en begyndende opbygning
af behandlingsberedskabet. Men
desværre blev tilskuddene til amter­
ne givet som forhøjelse af amternes
bloktilskud og ikke øremærkede. Det
betød, at amterne i årene efter 2001
selv kunne bestemme, om eller hvor­
når de ville følge henstillingen om
at benytte midlerne til etablering af
behandlingsmuligheder. Kun et par
amter gik resolut til værks og opret­
tede behandlingscentre i henhold til
Sundhedsministeriets arbejdsgrup­
pes anbefalinger.
Interessant er det at se, hvilken
betydning det havde, at midlerne
ikke var øremærkede. Interessant
på den måde, at man ikke skal tage
noget for givet. På en konference på
Christiansborg i januar måned 2004
holdt en kontorchef i Amtsrådsfor­
eningen et oplæg med status over
amternes forpligtelse. Hun pointe­
rede, at amterne har en forpligtelse,
at amterne har fået pengene, men at
der med regeringsskiftet ”blæste an-
dre politiske vinde”, som medførte,
at amterne nedprioriterede flygtnin­
geområdet til fordel for nedbringelse
af ventelisterne til bl.a. hofteopera­
tioner!
Til trods for at flere folketings-
medlemmer i den periode stillede
spørgsmål til indenrigsministeren
om, hvad ministeren ville gøre ved
2
amternes manglende lyst til at tage
behandlingsansvaret på sig, og trods
ministerens skriftlige påmindelser
til amterne herom, gik udviklingen
af behandlingskapaciteten alt for
langsomt.
De to centre RCT­Jylland og
OASIS blev ved en lovændring i
2005 placeret under Sygehusloven,
som nu var kommet til at hedde
Sundhedsloven. CEPAR lukkede på
grund af pengemangel, inden afta­
len var i hus.
Men så endelig fra 1.1.200
ligger ansvaret for behandling af
traumatiserede flygtninge under
psykiatrien i regionerne, vederlagsfri
for flygtningene og for kommunerne.
Dermed kan flygtninge få gratis
tilbud om rehabilitering på lige fod
med tilbud om en ny hofte!
Det viste sig hurtigt, at den gratis
adgang til behandling afslørede, at
behovet for behandling var væsentligt
større, end man tidligere havde
set i øjnene. Pr. 1.3.2007 havde centrene
i København, Vejle, Odense,
Haderslev og Århus hver over 100
flygtninge på venteliste. Det medførte
meget lange ventetider på op
til 3 år. Disse tal er baseret på Dansk
Flygtningehjælps oversigt over ven­

2
tetider. Listen bliver ajourført hvert
år.
I erkendelse af den uholdbare
lange ventetid nedsatte det davæ­
rende Indenrigs­ og Sundhedsmi­
nisterium i 2007 endnu en arbejds-
gruppe, som denne gang skulle se
på hurtigere visiterende undersø­
gelser til behandlingstilbuddene.
Arbejdsgruppen fremkom bl.a. med
forslag til en optimeret visitations­
procedure. Gruppen vurderede sam­
tidig, at de ressourcemæssige ram­
mer udgjorde et væsentligt problem
i forhold til ventetiderne. Efterføl­
gende blev der af satspuljemidlerne
tildelt området yderligere kr. 75 mio.
indtil 2012.
Dansk Flygtningehjælp har netop
revideret sin oversigt over venteti­
der. Pr. 1.3.2011 er der 11 behand­
lingscentre for traumatiserede flygt­
ninge under Sundhedsloven. Der er
et eller flere centre i alle regioner.
Af Flygtningehjælpens liste fremgår
det, at ventetiderne på behandling
varierer fra 0 mdr. et enkelt sted til 3
– 11 mdr. flere steder, og endelig er
der et par institutioner med over 1
års ventetid. Det ser således ud til,
at det er lykkedes nogle af institu­
tionerne at nedbringe ventetiderne
betragteligt. Den bestræbelse pågår
stadig.
– rehabilitering gennem 25 år –
Årene fra 200
Hvor 1980­erne var ”etablering af
behandlingscentrenes årti”, og 1990erne
blev ”faglighedens og tværfaglighedens
årti”, så har årene efter år
2000 været præget af bestræbelser
på at optimere og effektivisere behandlingen.
Dertil har bl.a. to initiativer bidraget,
nemlig ICF og MTV.
I 2007 arbejdede 8 rehabiliteringscentre
sammen med MarselisborgCentret
i Århus om et forsøg på
at implementere WHO’s ”Internationale
Klassifikation af Funktionsevne,
Funtionsevnenedsættelse og
Helbredstilstand” (ICF) som led i
centrenes monitorering af rehabiliteringen.
ICF er et internationalt accepteret
værktøj, som kan benyttes
tværfagligt og tværsektorielt. Formålet
med pilotprojektet var at finde et
fælles, standardiseret sprog og en
tilsvarende begrebsramme til beskrivelse
af flygtninges helbredstilstand.
Resultatet af dette samarbejde blev
udgivet af MarselisborgCentret i
november 2009. I rapportens sammenfatning
står der bl.a., at redskabet
– ICF Core Set til traumatiserede
flygtninge – ikke er færdigudviklet,
men at der med rapportens resultater
er skabt et grundlag for videreudvikling
af et ICF dokumentations­

Grethe Svendsen
redskab til denne målgruppe. Så vidt
jeg er orieteret, er man i gang med
drøftelser af, hvordan dette kan ske.
Det andet initiativ kom i novem­
ber 2008, hvor Center for Kvalitet for
Region Syddanmark udgav en me­
dicinsk teknologivurdering (MTV)
om behandling og rehabilitering af
PTSD – herunder traumatiserede
flygtninge.
Formålet med MTVen var – på
baggrund af omfattende litteratur­
studier – at afklare og sammenfatte
den foreliggende evidens for be­
handling og rehabilitering af men­
nesker med PTSD, herunder trauma­
tiserede flygtninge.
I Region Syddanmarks lille hæfte
”Introduktion til MTV­rapporten”
gives der på baggrund af litteratur­
studierne en række anbefalinger til
de involverede aktører på behand­
lingsområdet. Da der var tale om en
søgning på de eksisterende under­
søgelser, har tværfagligheden ikke
helt fået den plads, som man kunne
ønske sig.
Er der så noget tilbage at
ønske?
Behandlingstilbuddene er blevet
flere og vederlagsfri, og behandlin­
gen er gennem de seneste år søgt
effektiviseret. Noget er vundet, no­
2
get halter. Jeg vil her til sidst vove at
pege på bare et par områder, som er
gammelkendte men ikke desto min­
dre stadigvæk fortjener opmærksom­
hed og forhåbentlig snarlig handling:
1) Manglende sammenhæng i
behandling og rehabilitering
Der trænges i den grad til bedre
sammenhæng mellem regionernes
ansvar for behandling og
kommunernes ansvar for rehabilitering
i bredere forstand. Hvis
der skabes større helhed i rehabiliteringsindsatsen,
vil flygtningen
og de forskellige aktører få større
mulighed for at samarbejde om
målene for rehabilitering og de
veje, der skal betrædes for at nå
målene. Det er i denne sammenhæng
bemærkelsesværdigt på
den kedelige måde, at den spritnye
”Vejledning om kommunal
rehabilitering”, der netop har været
til høring, ikke nævner ordet
flygtning overhovedet.
Post Traumatisk Stress kan ikke
behandles ensidigt. I mange år
har vi vidst, at traumatisering griber
ind på mange områder i flygtningens
liv. Derfor er det vigtigt
med en bred indsats før, under og
efter et egentligt behandlings­ og

2
rehabiliteringsforløb både i for­
hold til den enkelte flygtning og
hans familie.
2) Vi har i mange år kendt til
begrebet sekundær trau-
matisering i forhold til den
traumatiserede flygtnings
familie. Flere behandlingsinsti­
tutioner arbejder da også med
tilbud til familien. Men specifikke
behandlingstilbud til traumati­
serede flygtningebørn har der, så
vidt jeg ved, ikke været mange
af gennem årene. Vi ved, hvor
hårdt ramt børn bliver af foræl­
drenes ubearbejdede traumer, for
slet ikke at tale om de traumer,
som børnene selv direkte har fået
påført. På andre områder – f.eks.
sorg­ kriseområdet – er der trods
alt sket noget i forhold til danske
børn, ligesom det er tilfældet
indenfor psykiatrien, hvor der
nogle steder er etableret grupper
for børn af psykisk syge forældre.
Flygtningebørnene og de unge
fortjener i den grad større bevågenhed
indenfor både behandling
og det bredere rehabiliteringsområde.
) Forskning har stået højt på
behandlingscentrenes ønskeliste
i mange år. I alle årene har
– rehabilitering gennem 25 år –
man i fagkredse diskuteret behovet
for forskning. På stort set alle
centre har man vægtet at se flygtningens
liv som en helhed og som
følge deraf indrettet behandlingen
med fokus på såvel psyke, fysik,
familien og det sociale liv. Det ser
ud til, at netop den tværfaglige
behandlingsindsats udgør store
udfordringer til forskningsmetode,
og at dette sammen med centrenes
økonomiske forhold er en væsentlig
årsag til den mangelfulde
forskning. Denne udfordring inspirerer
forhåbentlig til nye forskningsinitiativer,
også med fokus
på effekten af tværfagligheden.
Det sker åbenbart ikke lige nu, for så
sent som d. 8. april d.å. kunne man
i Politiken læse, at Trygfonden har
doneret 4 millioner kr. til Psykiatrisk
Traumeklinik for Flygtninge i Region
Hovedstadens Psykiatri. Pengene,
citat :”går til etablering af en forskningsenhed,
herunder varetagelse
af et projekt, der ved tilfældig udvælgelse
vil afprøve og sammenligne
effekterne af tre forskellige behandlingsforløb
for traumatiserede flygtninge
– ren lægelig behandling, ren
psykoterapeutisk behandling og en
kombination”. Godt at Trygfonden
donerer penge til forskning. Men

Grethe Svendsen
igen kunne man spørge: ”Hvor er
det hele menneske, og følgelig hvor
er tværfagligheden?”
Så til allersidst endnu et lille
hjertesuk:
Som det fremgår af ovenstående, er
der sket meget på behandlingsområ­
det i de sidste 50 år.
Hvis vi kigger tilbage på 1950­
erne, 1960­erne og 1970­erne
nævnte jeg – måske lidt forarget
– at flygtninge, der kom til Danmark
dengang, nok kunne få fysisk be­
skyttelse, men at der ikke end ikke
var tænkt på traumebehandling. Set
med 2011­øjne må man vist konsta­
2
tere, at det ikke var så ringe endda
med den fysiske beskyttelse. Som
bekendt har medmenneskeligheden
og generøsiteten i forhold til at give
flygtninge beskyttelse, fået svære
knæk i de senere år i Danmark. Ingen
tvivl om, at behandling er meget
vigtig, men dét at føle sig accepteret
i det danske samfund først og fremmest
ved at få opholdstilladelse og
senere i den daglige tilværelse som
flygtning her, mener jeg er nogle af
grundvilkårene for flygtningenes og
flygtningebørnenes trivsel. Så et ønske
for 2010­erne er, at vi som samfund
igen bliver i stand til at tage
imod de fremmede på værdig vis.

2
Fremtid – Visioner for de næste 2 år
Ved centerleder Anna Marie Erbs
Det er svært at spå – især om fremti­
den, hedder det som bekendt.
Det er da heller ikke det, der er
hensigten med det, jeg nu skal læg­
ge frem for jer.
Ingen af os ved, hvordan de nær­
meste 25 år kommer til at forløbe.
Mange forskellige faktorer spiller
en rolle og spiller sammen på det
felt, vi arbejder i.
Når det nu er så svært at spå,
skulle vi så ikke hellere lade være
med at drømme og have visioner om
fremtiden, kunne man spørge.
Er det ikke skønne spildte kræfter,
brugt til ingen verdens nytte, når vi
nu i det følgende fra RCT­Jylland vil
fremlægge vores ønsker og håb for
det kommende arbejde i behandlingen?
Skulle vi ikke hellere bare holde os
til det, vi ved noget om, og indrette
os med de forhold, som er aktuelle
på nuværende tidspunkt?
Det falder straks meget mere naturligt
at stoppe op og se tilbage ved
en lejlighed som denne.
Det er en milepæl i RCT­Jyllands
historie, og institutionen har i åre­
nes løb været udfordret af og gennemlevet
mange forandringer og
også mange vanskeligheder – ikke
mindst økonomiske.
Så selvfølgelig ser vi tilbage.
I de øvrige indlæg på dagens konference
ser vi tilbage på den udvikling,
traumearbejdet i Danmark har
gennemgået siden 1985.
Og vi bliver opdaterede på, hvordan
forholdene er på nuværende
tidspunkt.
Men uanset hvor svært det er at
spå om fremtiden, og hvor meget
tidsspilde, det kan synes at være, så
vil vi også se fremad.
Visioner og drømme skaber retning
og mål.
Det er ikke lige meget, hvad man
ønsker sig af fremtiden.
Det betyder meget, hvad vi tænker
og tror om de kommende år.
Fremtiden er altid åben, og
drømme og forhåbninger kan gå i
opfyldelse.
Vi sad forleden sammen, en lille
gruppe medarbejdere, og forsøgte at
indkredse de visioner og håb, vi ville
lægge frem i dag.

Anna Marie Erbs
Det gik ikke så let. Mest tror jeg,
fordi vi i øjeblikket er inde i en pro­
ces, hvor dagsordenen er en anden,
end den vi kunne ønske.
Fra at være en institution i stadig
udvikling med stadig flere medar­
bejdere og godt fagligt drive, er vi
blevet overhalet indenom af den
udvikling, der i disse år finder sted
overalt i sundhedsvæsenet.
Nøgleord som behandlingsrettig­
heder, Den Danske Kvalitetsmodel,
pakker, behandlingsmanualer, antal
afsluttede patienter m.m. præger
hverdagen og vores faglige diskus­
sioner.
Der ligger et større og større pres på
os for at effektivisere behandlings­
arbejdet og øge antallet af afsluttede
patienter.
2
Vi er meget koncentrerede om den
opgave, og vi har næsten opgivet at
udføre andet og mere end de opga­
ver, der ligger fra dag til dag. Der er
nok at se til.
Og der er brug for mange kreative
løsninger og udbredt nytænkning.
Så i begyndelsen af mødet gik det
ikke så godt med visionerne, men vi
fik heldigvis talt os varme.
Ellers var vi nok kun nået dertil at
vi syntes, alting skal være, som det
har været.
Vi talte os ind i en række over­
vejelser om på hvilke måder, vi kan
bidrage i den fortsatte udvikling af
RCT­Jyllands arbejde og nåede frem
til flere visioner, drømme og ønsker.
Nogle er overordnede og andre er
meget mere praktisk orienteret, og
jeg begynder med de overordnede.
For det første:
Vi ønsker, at vi bliver færdige
med arbejdet, og at vi bliver
overflødige.
Vi ser det som en hovedopgave at
bekæmpe den ondskab, der på den
ene eller anden måde har ødelagt
patientens liv og fortsat uhæmmet
har fået og stadig får lov at ødelægge
livet for patienten i form af en
lang række kendte og velbeskrevne
symptomer.

0
Den opgave vil være fuldført, når
der ikke længere findes krig, tilfan­
getagelse, tortur, forfølgelse og flugt.
Men når man tænker på, hvor gamle
disse fænomener er, er udsigten til
at de skulle ophøre, ringe.
Det bliver sikkert ikke i vor tid.
Medmindre det lykkes at isolere
Danmark fuldstændig og lukke alle
grænser, vil der fortsat være brug for
vores arbejde.
Denne vores 1. vision er mere en
drøm end en brugbar vision i vores
arbejde. Det strømmer fortsat ind
med henvisninger. Der er ingen tegn
på at det skulle stoppe.
Da bogtrykkeren kiggede forbi
med udkastet til layout for den lille
blok, vi har udleveret i dag, talte vi
om det.
Jeg havde foreslået teksten: Be­
handlingsarbejde gennem 25 år,
og bogtrykkeren spurgte sådan lidt
tørt, om man måske kunne finde en
bedre tekst. For han synes måske
nok, vi havde været lige lovlig længe
om det.
Ja, sagde jeg, og så er vi endda
langt fra færdige endnu.
Vi foretog en lille ændring i
teksten, men meningen er jo den
samme. Det kræver virkelig meget
arbejde at blive færdige i det felt, vi
er i.
– rehabilitering gennem 25 år –
Den medarbejder hos os, der har
været på lønningslisten længst, har
fortalt, at han egentlig havde troet,
at RCT­Jylland ville nå at færdiggøre
sit arbejde, inden han skulle på pension.
Vi må konstatere, at vi er langt
fra det mål.
Det vil ikke lykkes for os.
For det andet:
Vi har et stort ønske om, at vi
må være i stand til at bryde
eftervirkningerne af tortur og
traumatisering.
Et af de væsentligste formål med
tortur er at nedbryde menneskers
tillid til andre og til sig selv.
Det lykkes ganske godt langt hen
ad vejen. Det er også en kendt følge
af traumatisering.
Derfor er vores første opgave i
mødet med patienten at opbygge ny
tillid og dermed skabe muligheder
for bedring af patientens tilstand.
Uden tillid kommer vi ingen vegne.
Der kræver tid til at opbygge et
tillidsforhold og en bæredygtig behandlingsalliance.
Og det kræver tid og omhu at
vedligeholde tilliden. Vi ønsker at
tiden må være der til det.
For det tredje (og nu kommer
jeg til det lidt mere konkrete, vi
ser ligge i fremtiden):

Anna Marie Erbs
Vi ser frem til, at der bliver
forsket mere i vores felt, og at
forskningen munder ud i flere
og mere effektive metoder i be-
handlingsarbejdet.
Der er allerede forsket en del i de
psykiske problemer, der følger efter
traumatisering, og mange undersø­
gelser har beskæftiget sig med at
finde frem til, hvilken psykologisk
behandling, der virker.
To faktorer er dog underbelyst i
forskningen:
1) Hvordan påvirker eksilproblematikker
og traumatisering gensidigt
hinanden?
2) Hvor effektiv er en multimodal
indsats, hvor der gives integreret
og samtidig behandling på det
fysiske, det psykiske og det socialfaglige
felt i forhold til andre
behandlingsmetoder?
Vi har et stort ønske om snart at
komme i gang med undersøgelser,
der kan vise resultaterne af vores
tværfaglige, integrerede behandling.
Dertil har vi brug for effektive monitoreringsmetoder
og her har vi et
håb om, at vi er på sporet bl.a. med
ICF koderne.
Vi ser også os selv som samarbejdspartnere
for de unge forskere
på Center for Psykotraumatologi
1
på Syddansk universitetscenter i
Odense.
Vi byder alle nye initiativer velkomne,
der som hovedformål har at
udforske patienternes symptomatik,
vurdere behandlingsformer og finde
muligheder for helbredelse.
For det fjerde:
Vi har en vision om at blive
bedre til at informere om vores
virksomhed og udbrede kendskabet
til patienternes sygdom.
Vi tænker her på information til vores
samarbejdspartnere f.eks. i psykiatrien
og kommunerne.
Vi vil fortsat tilbyde undervisning
til unge under uddannelse og meget
gerne udbygge dette felt med bedre
metoder.
Vi har tidligere udgivet en film
og vil gerne gå videre ad den vej og
tage skridt til et nyt filmprojekt.
Vi oplever ofte, at journalister ønsker
direkte kontakt med en patient
for at få en god historie i avisen. Det
er vi meget tilbageholdende med at
arrangere, fordi det et svært at styre.
Men vi kan selv fortælle gode historier
og vise patienternes verden på
en sådan måde, at flere får kendskab
til patienternes situation og behov
og vores behandling.
Vi vil fortsat udvikle materiale til

2
de psykoedukative gruppeforløb,
også gerne som film.
Det kræver midler, som vi ikke
har, så vi skal ud og skaffe penge.
Vi må fundraise til mange formål
fremover.
Vi har den fornøjelse, at vi er ble­
vet spurgt og har sagt ja til at indgå
i et musikprojekt, som munder ud i
en cd. Formålet med cd­en er bl.a. at
skabe kendskab til patienternes vilkår,
– deres traumatiske oplevelser
og eksiltilværelse.
For det femte:
Vi ønsker og vil arbejde for at
patienterne får en bedre økonomisk
mulighed for at få fuldt
udbytte af behandlingen, så det
ikke er et spørgsmål om penge,
der bliver afgørende for at patienten
kan få optimal behandling.
Vi ønsker, at det bliver gratis at
komme til og fra behandling.
Vi ønsker, at patienterne får ret til
vederlagsfri medicin i den periode,
hvor de afprøver ny medicin.
Vi ønsker med andre ord, at der
bliver mere luft i økonomien i de
familier, der er ramt af traumer.
For det sjette:
Vi ønsker at få mulighed for at
– rehabilitering gennem 25 år –
inddrage familien meget mere i
behandlingen
Vi ønsker mulighed for at behandle
hele familien, og især børnenes situation
har vores opmærksomhed.
Deres risiko for at blive traumatiseret,
sekundært, gennem opvækst i
en familie, hvor den ene eller måske
begge forældre er traumatiserede,
er stor.
Vi ønsker mulighed for også at
tilbyde behandling til børnene.
Og endelig for det syvende:
Vi ønsker fortsat mulighed for
at modtage afsluttede patienter
og hjælpe dem tilbage på sporet,
hvis de kommer ud for kriser
pga. af sociale begivenheder
eller andre former for sygdom
som eks. kræft.
Vi har god erfaring med at give støttende
samtaler til tidligere patienter
i krisesituationer.
Derved undgås, at patienten går
helt ned, og mange ressourcer kan
være sparet på længere sigt.
Syv punkter blev det til
– visioner kan man måske ikke
kalde dem.
Måske er det mere fokuspunkter i
det fremtidige arbejde. Også vi må
gå efter det muliges kunst.

Anna Marie Erbs
Uanset om der er mange eller få
ressourcer til vores arbejde kan vi
leve op til den gamle vision, – den
vision, der startede arbejdet her i
Haderslev for mere end 25 år siden.
Initiativtagerne havde oplevet de
skader, de iranske flygtninge kom til
Danmark og Haderslev med.
De så pludselig en mulighed for
at gøre noget. En ny mulighed som
den, der allerede var etableret i Kø­
benhavn.
Deres vision var at gøre noget for
at afhjælpe skaderne i flygtningenes
liv.
Det er fortsat visionen, også for
os. I årenes løb har mange, mange
patienter modtaget god behandling
hos os. De har fået om ikke helbre­
delse, så lindring og hjælp til en
bedre livskvalitet.
Og mon de dengang for mere end
25 år siden forudså, hvad deres ar­
bejde ville føre til? Sikkert ikke.
For det er svært at spå om frem­
tiden.

Torturofrenes sociale vilkår i dag med
tilbageblik på 2 års udvikling
Ved socialrådgiver og sektionsleder Mette Blauenfeldt,
Center for Udsatte Flygtninge, Dansk Flygtningehjæl
Livsvilkårene i eksil har stor
betydning for torturoverlevere
Et blik på udviklingen i de ud-
lændinge- og integrationsrets-
lige rammer for flygtninge i
Danmark.
Hamid kommer ind ad døren. Han
ser glad ud, og efter vores obligatori-
ske indledende høflighedsspørgsmål
til hinandens familier fortæller han
mig, at han nu endelig har fået svar
fra kommunen – han har fået pensi-
on. Hamid er 56 år gammel og derfor
en ”ung” pensionist.
Hamid har boet i Danmark, siden
han kom hertil som asylansøger i
2001. I den periode har den danske
udlændinge­ og integrationslovgivning
gennemgået store forandringer,
som på flere områder har haft konsekvenser
for Hamid og hans families
integration i landet.
Der kommer færre flygtninge
til Danmark og integrationen er
kommunernes opgave
Siden 1999 har modtagelse og integration
af flygtninge i Danmark været
kommunernes ansvar. Indtil da havde
regeringen givet ansvaret for opgaven
til Dansk Flygtningehjælp, der
modtog nye flygtninge og tilbød dem
et 18 måneders integrationsforløb. I
1999 indførtes med integrationsloven
også bestemmelserne om tvungen
boligplacering. Det er nu udlændingemyndighederne,
der i et samarbejde
med kommunerne beslutter,
i hvilken kommune de nyankomne
flygtninge skal bo som minimum de
første tre år i Danmark.
Efter modtagelsen af flygtningene
fra krigen på Balkan i midten
af 1990`erne er antallet af nye flygtninge
i Danmark dalet. De sidste par
år har gennemsnitligt 1.400 personer
fået asyl, og antallet af familiesammenførte
(til både flygtninge, indvandrere
og danskere) er ligeledes faldet,
så det nu har ligget på gennemsnitligt
4.700 personer om året de sidste
seks år.
Hamid er født og opvokset i en

Mette Blauenfeldt
mindre by nord for Kabul. Han var
den ældste søn i en stor børneflok,
og der var store forventninger til
ham. Hamid klarede skolen godt
og kom videre på kost-gymnasium,
hvor han bestod eksamen som den
bedste i sin klasse. Herefter fik han
hurtigt job – det fik nemlig alle med
de bedste karakterer – i en større
virksomhed, hvor han efter et år blev
ansvarlig for bogholderiet. Med godt
job og god indtjening kunne Hamid
gifte sig. Det gjorde han med den
noget yngre Shasia. Som mange
andre piger i Afghanistan havde
Shasia aldrig gået i skole. Hendes
karriereplan var at blive hustru og
mor.
Hamid var politisk aktiv. Han var
socialist og støttede den kommuni­
stiske regering ledet af Najibullah.
Det gav ham problemer i 1992, da
Najibullahs regering blev væltet og
en islamisk stat oprettet. Hamid
mistede sit arbejde og måtte flytte
ud på landet og ernære sig ved land­
brug. Han måtte efterlade sin kone
og deres to børn i Kabul. Shasia var

gravid, og da Hamid ikke hørte fra
hende omkring fødselstidspunktet,
tog han bekymret tilbage til Kabul.
Efter bare et par dage blev han arre­
steret og fængslet. Efter to års inde­
spærring og tortur var han nedbrudt
fysisk og psykisk.
Hamid fortæller selv, at det var
vendepunktet i hans liv.
Da Hamid slap ud af fængslet,
blev han igen opsøgt af politiet og
besluttede sig for at flygte – først
ud på landet igen, men derefter helt
ud af Afghanistan. Hamid nåede til
Danmark, hvor han søgte om asyl
i 2001. Han boede i et asylcenter i
cirka et år og gik straks i gang med
at lære sig dansk. Han opdagede
dog snart, at torturoplevelserne
kombineret med hans usikre situa­
tion i Danmark og bekymringerne
for sin familie havde ødelagt hans
evner til at koncentrere sig og lære
nyt. Det var derfor svært for ham at
lære dansk.
Hamid fik asyl og søgte straks om
familiesammenføring med sin kone
og sine børn. I mellemtiden var Sha­
sia og alle børnene flygtet til Iran,
hvor de blev registreret som flygt­
ninge hos UNHCR. Familiens ældste
dreng på 20 var forsvundet, deres
datter på 19 blevet gift, og planen
var, at de øvrige børn skulle med til
– rehabilitering gennem 25 år –
Danmark. Men kun Shasia og de to
yngste drenge fik opholdstilladelse.
De tre yngste piger skulle først alder­
stestes.
Shasia rejste ikke umiddelbart til
Danmark. Hun ville vente på de tre
piger, men måtte efter seks måne­
der rejse alligevel for ikke at miste
sin egen opholdstilladelse. Efter et
par måneder fik den yngste pige
opholdstilladelse, men de to andre
fik afslag med den begrundelse, at
de vurderedes at være over 18 år på
ansøgningstidspunktet. Afslaget
blev blandt andet begrundet med
henvisning til unøjagtigheder i mo­
derens og faderens oplysninger om
pigernes fødselsdato i de forskellige
skemaer. Shasia er analfabet og
havde købt sig til en ”tolk” på gaden
i Iran for at få hjælp til at udfylde
familiesammenføringsskemaerne, og
det faktum, at der er forskellig tids­
regning i Danmark og Afghanistan
og forskellige tolkninger af, hvordan
en korrekt omregning af datoer bør
foretages, kan have været en del af
forklaringen på unøjagtighederne.
Lovgivningen fokuserer i sti-
gende grad på selvforsørgelse
frem for beskyttelse
De seneste små 15 år har der været
mange og omfattende ændringer

Mette Blauenfeldt
i udlændingelovgivningen, blandt
andet i reglerne for familiesammen­
føring, permanent opholdstilladelse
og dansk indfødsret. Udlændingelo­
ven er ændret 15 gange siden 2002
– altså mere end èn gang om året.
Også integrationsloven har været
gennem mange ændringer, siden
den blev indført i 1999.
Tendensen i ændringerne er ty­
delig. Flygtninges særlige situation
og deres behov for beskyttelse og
tryghed i Danmark har været nedto­
net i forhold til fokus på nye borge­
res mulighed for hurtigt og nemt at
kunne indgå på det danske arbejds­
marked og ikke ligge samfundet til
last i form af passiv forsørgelse med
videre.
Flygtninge bliver fattige
Siden 2002 har vi haft den lavere
kontanthjælpsydelse ”starthjælp” til
nyankomne flygtninge. Starthjælpen
blev indført med den begrundelse,
at det skal kunne betale sig at ar­
bejde, og at man ikke skulle kunne
komme til Danmark og fra første
dage hæve en forsørgerydelse på
størrelse med den, de skattebeta­
lende borgere i landet var berettiget
til. Men flygtningene har ofte ikke
andre muligheder, grundet deres
særlige situation. De kan ikke rejse
tilbage til det land, de kommer fra,
eller til andre lande, og i den før­
ste periode i Danmark skal de lære
dansk og komme sig oven på flugt,
forfølgelse og for nogen tortur, in­
den andre muligheder end offentlig
forsørgelse bliver realistiske. Fra
undersøgelser på området ved vi, at
mange familier på starthjælp lever
med et rådighedsbeløb, der ligger
væsentligt under et standardbud­
get. Det betyder en daglig økonomi
med mange afsavn for både børn og
voksne i familien. Muligheden for at
opnå ret til almindelig kontanthjælp
er gennem årene indsnævret. Det er
ikke længere nok at have boet syv
af de seneste otte år i Danmark for
at blive berettiget til kontanthjælp.
Man skal også i perioden have haft
mindst to og et halvt års almindeligt
ustøttet arbejde.
Ud over starthjælpen er der siden
2002 indført yderligere nedsættelser
af den offentlige forsørgelseshjælp:
ægtefællenedsættelse, loft over kon­
tanthjælpen og 450 timers reglen
– alle regler, der er målrettet ægtepar
på kontanthjælp, og som i overve­
jende grad rammer etniske mino­
riteter og dermed også flygtninge.
Det seneste år har vi fået yderligere
tre forringelser for flygtninge på
forsørgelsesområdet. Fra 1. juli 2010

er vedtaget en ændring af lovgivnin­
gen på pensionsområdet, således at
flygtninge, der kommer til Danmark,
efter de er fyldt 25 år, ikke kan opnå
ret til fuld folkepension. Børnefami­
lier har ikke længere ret til fuld bør­
nefamilieydelse, og enlige forsørgere
har ikke ret til fuldt børnetilskud de
første to år, de bor i Danmark. Ende­
lig blev det pr. 1. juli 2010 pålagt alle
udlændinge med ophold i Danmark
i mere end syv år et gebyr, hvis de
har behov for tolkebistand i deres
kontakt med sundhedsvæsenet.
Hamid, Shasia og deres tre yng-
ste børn flyttede i en treværelses
lejlighed i en mellemstor kommune
uden for København. Familiens to
andre døtre opholdt sig stadig i Iran,
og deres ophold og forsørgelse var
fuldstændig afhængig af de penge,
Hamid sendte til Iran hver måned.
Da familien levede af starthjælp,
betød det, at de ikke havde penge
til indbo, transport, fritidsaktiviteter
med videre. Første gang, jeg besøg-
te hjemmet, var der ingen møbler på
børnenes værelse, kun tre madrasser
på gulvet. Familien sad på gulvet i
køkkenet og spiste, da de ikke havde
borde og stole.
Hamid begyndte at få det til­
tagende dårligt fysisk og psykisk.
Presset på ham var stort for at sikre
– rehabilitering gennem 25 år –
familien i deres nye tilværelse i Dan­
mark og løse problemet med de til­
bageblevne døtre i Iran. Shasia græd
meget, og skolen meldte om proble­
mer med dårlig trivsel og koncentra­
tion hos børnene. Hamid henvises
til tværfaglig traumebehandling
på RCT i København. Han havde
vedvarende smerter i det meste af
kroppen, han sov stort set ikke om
natten, havde konstante mareridt og
kunne ikke huske eller koncentrere
sig i hverdagen.
Mange flygtninge vil ikke få
tryghed i deres ophold i Dan-
mark i form af permanent op-
hold
I sommeren 2010 fik vi nye regler
– et pointsystem – for permanent
opholdstilladelse. Dette er den se­
neste ændring af mange i løbet af
de sidste 10 år. For otte år siden
kunne man få permanent ophold i
Danmark, hvis man havde haft lov­
ligt ophold i landet i mindst tre år
og havde vist sin integrationsvilje
ved at følge et introduktionsprogram
med minimum 85 procent frem­
møde. I dag skal man have boet
mindst fire år i Danmark, bestået
prøve i Dansk 2, inden for de seneste
tre år have arbejdet på almindelig
betingelser mindst to og et halvt år,

Mette Blauenfeldt
ikke have modtaget nogen former
for økonomisk hjælp fra de sociale
myndigheder, ikke have gæld til
det offentligt og ikke have begået
alvorlig kriminalitet. Derudover skal
man bestå en medborgerskabsprøve
eller have udført frivilligt forenings­
arbejde i minimum et år, og man
skal udvise yderligere såkaldte
integrationsrelevante præstationer
ved at bestå en højere prøve i dansk
eller arbejde fire år i stedet for to og
et halvt år eller have gennemført en
videregående uddannelse.
Der er de seneste år lagt mere og
mere vægt på den enkelte flygtnings
eget ansvar i forhold til opnåelse af
rettigheder som permanent ophold
og indfødsret. Den enkelte flygtning
”er selv herre over, om vedkom­
mende opfylder betingelserne”, som
der står i lovbemærkningerne til det
omtalte pointsystem for permanent
opholdstilladelse. Det er ikke bare
viljen til integration, der tæller, men
resultatet af viljen. Det krav er van­
skeligt at opfylde for mange flygt­
ninge, som næppe kan planlægge
sig ud af, at de i de første syv­ni år
i Danmark ikke bliver syge, mister
deres arbejde eller får andre problemer,
der ødelægger deres mulighed
for at opfylde betingelserne for at få
permanent opholdstilladelse.
Derudover er mulighederne for
dispensation indsnævret. Man får
ikke dispensation for beskæftigelseskravet,
selvom man er tildelt en
førtidspension, og der tages ikke
hensyn til mindre alvorlig traumatisering,
mindre alvorlig sygdom eller
andre særlige grunde, der ligger ud
over den enkeltes kontrol.
De nye strammere betingelser
betyder, at mange flygtninge i
Danmark aldrig vil få permanent
opholdstilladelse. Det betyder, at de
skal fortsætte med at søge om forlængelse
af deres midlertidige asyltilladelse,
som kun kan forlænges, så
længe de fortsat opfylder betingelserne
i flygtningekonventionen om
risiko ved tilbagevenden til deres
hjemland.
De nye regler for opnåelse af
permanent opholdstilladelse trådte
i kraft 1. august 2010. Der er ingen
overgangsbestemmelser, og derfor
skal alle, der har søgt om permanent
ophold efter 26. marts 2010 (den dag
lovforslaget blev fremsat i Folketinget)
behandles efter de nye regler.
Det betyder, at mange minoriteter
med midlertidigt ophold, som har
boet i Danmark i op til seks år, og
som har været meget tæt på at opfylde
de tidligere gældende betingelser
for permanent ophold, nu skal i gang

0
med at indhente nye og flere point
for at kunne søge permanent ophold.
Da reglerne som tidligere beskrevet
er ændret flere gange de seneste år,
giver dette i sig selv en oplevelse af
et usikkert og utydeligt retsgrundlag
for disse mennesker. Det giver også
usikkerhed blandt de professionelle,
der skal rådgive om disse ofte meget
komplicerede og konstant ændrede
regler.
Siden de nye regler trådte i kraft
har det da også været tydeligt, at
mange ikke længere opfylder betin­
gelserne. Fra juni 2010 til februar
2011 er der givet 1673 afslag og kun
76 tilladelser til permanent ophold.
Langt de fleste afslag – nemlig 1608
– er givet til mennesker fra ikkevestlige
lande, og 339 af dem er givet
til flygtninge.
Hamid har hele tiden haft som
mål at skulle arbejde og forsørge sig
selv og sin familie i Danmark. Men
med en alder over 50, og en uddannelse
fra Afghanistan, der ikke kan
bruges i Danmark samt det faktum,
at han på grund af de mentale og
kognitive følger efter tortur ikke kan
læse videre og uddanne sig på ny, og
at de fysiske følger gør, at han ikke
kan klare et fysisk krævende ufaglært
job, blev udsigten til job meget
lille. Sideløbende med behandlingen
– rehabilitering gennem 25 år –
på RCT gik han til danskundervisning,
og han kom i flere praktikker
og jobtræningsforløb. Han blev
grundigt udredt, men måtte til sidst
indstilles til førtidspension.
En meget stor del af behandlingsforløbet
på RCT handlede for Hamid
– og hans kone – om at få hjælp til
kontakten med udlændingemyndighederne
om døtrenes sag samt om
samarbejdet med kommunen om for
eksempel familiens økonomi og de
herboendes børns skolegang.
At have en større sag hos udlændingemyndighederne
kræver stort
set en advokat – som Hamid ikke
har råd til. Alle muligheder for ophold
til døtrene skal prøves. Det vil
sige familiesammenføring, som de
får afslag på, kvoteflygtning til Danmark
på dossier (de er godkendte
UNHCR flygtninge), som ikke lykkes,
ophold efter udlændingelovens
§9c på grund af ganske særlige
forhold, som de får afslag på. Helt
fortvivlende bliver det, da den ene
søster forsvinder i Iran, og sagen for
den efterladte søster, som nu sidder
alene bag nedrullede gardiner, genoptages
og endnu engang resulterer
i et afslag: ”Det forhold, at [navn]
som alene pige opholder sig uden
nærmeste familie, og det forhold at
hendes søster nu angiveligt skulle

Mette Blauenfeldt
være forsvundet, anses ikke for at
være ’en ganske særlig grund’”.
Kun de færreste flygtninge med
traumer kan i dag blive stats-
borgere i Danmark
Reglerne for at opnå dansk indføds­
ret har også gennemgået store for­
andringer de seneste ni år. Tidligere
betragtede man det at få dansk ind­
fødsret som ”et afgørende positivt
element i integrationsprocessen for
herboende udlændinge”. I dag anses
tildeling af statsborgerskab nærmere
som en belønning eller præmie for
personer, der allerede er integreret i
samfundet.
I 2002 indføres det første formelle
krav til danskkundskaber for opnå­
else af indfødsret. Indtil da var en
samtale på dansk på den lokale poli­
tistation i forbindelse med indgivel­
se af ansøgningen og betalingen af
gebyret tilstrækkelig dokumentation
for, at man beherskede det danske
sprog. I dag skal man have en be­
stået prøve i Dansk 3 med minimum
karakteren 4, man skal have været
selvforsørgende de sidste fire og
et halv ud af fem år, man skal have
bestået en indfødsretsprøve, ikke
have forfalden gæld til det offentlige
og ikke have begået noget kriminelt.
Alene kravet om danskkundskaber
vil sortere godt halvdelen af alle ud­
lændinge fra. Kun cirka halvdelen
(46 procent) af alle danskkursister
var indskrevet på Danskuddannelse
3 i 2008. Alle udlændinge har ret til
1
tre års gratis danskundervisning, når
de kommer til Danmark, og de har
ret til èn danskuddannelse. Det vil
sige, at har man taget prøve i Dansk
2, er man ”færdiguddannet” på
dansk som andetsprog og går ikke
videre til Danskuddannelse 3. Derfor
afgøres det for mange allerede ved
den første visitering på sprogskolen,
hvilke rettigheder – eller mangel
på samme – de kan se frem til på
længere sigt i forhold til permanent
ophold og indfødsret.
De meget høje krav til danskfær­
digheder skal for flygtninge med
traumer ses i lyset af muligheden
for at få dispensation fra kravet på
grund af fysiske eller psykiske lidel­
ser. Den mulighed findes i lovgiv­
ningen, men i januar 2006 indførtes
en note i cirkulæreskrivelsen til
bestemmelserne omkring indfødsret,
hvori der står: ”Integrationsministe­
riet forudsætter endvidere at med­
dele afslag til ansøgere, som lider af
PTSD – også selvom tilstanden er
kronisk, og dette er dokumenteret
ved en erklæring fra en person med
lægefaglig baggrund”.

2
Hamid fik permanent opholdstil­
ladelse med dispensation for kravet
for danskuddannelse efter de da­
gældende regler. Havde han søgt i
dag, er det meget tvivlsomt, at han
have fået permanent ophold. Dansk
statsborger bliver han aldrig. Og
Hamid fik førtidspension, hvilket har
forbedret families økonomi, dog kun
minimalt så længe Shasia fortsat er
afhængig af offentlig forsørgelse.
Men familien har fået ro og stabilitet
i forhold til Hamids fremtidige ind­
tægtsgrundlag.
Mange ting blev bedre for Hamid
under behandlingsforløbet på RCT.
Han fik afprøvet og afklaret sin er­
hvervsevne og fik bevilget pension.
Både han og Shasia fik hjælp til en
bedre kommunikation omkring fami­
liens svære situation, og de fik over­
blik over og afprøvet alle muligheder
i sagen med udlændingemyndighe­
derne. Hamid fortsatte sin danskun­
– rehabilitering gennem 25 år –
dervisning og blev aktiv i et frivilligt
netværk og foreningsliv. Familien fik
en nyttehave, som både Hamid og
Shasia har stor glæde af. Men fami­
liens grundlæggende problem blev
ikke løst. Familien er stadig splittet
med en datter alene i Iran og en
anden datter, der er forsvundet. Det
påvirker selvsagt hele familien.
Mange af familiens vanskelighe­
der skyldes naturligvis krigen og de
kaotiske forhold i Afghanistan, men
det havde ikke behøvet at gå så galt,
som det gjorde. Det store arbejde
med at finde sig til rette her i Dan­
mark, lære dansk, få børnene godt i
gang med skole og uddannelse, selv
få fodfæste på arbejdsmarkedet, få
helet sig selv efter oplevelserne med
krig og tortur er alt sammen blevet
væsentligt sværere for Hamid og
hans familie på grund af de meget
stramme regler i udlændinge­ og
integrationsloven.

Ansatte og bestyrelsesmedlemmer
ved RCT-Jylland den 1. november 2011
Ansatte ved RCT-Jylland
Centerleder Anna Marie Erbs
Sekretariatet:
Birgitte Pedersen
Hanne Bruun
Ruth Bartel
Psykologer:
Leif Christensen
Merete Holm Bangsø
Ulla Søgaard Kristensen
Miriam Egehoved Jepsen (vikar)
Helle Vieen (konsulent)
Socialrådgivere:
Hanne Fink
Stine Boytang
Hanne Schmidt Nielsen
Silja Hjortvald
Fysioterapeuter:
Anette Bech
Anne Kirstine Fangel
Camilla Lindberg Juul Nielsen
Jette Nygaard Andersen
Christina Ebsen (vikar)
Bestyrelsen ved RCT-Jylland
Formand
Lissa Mathiasen, tidligere MF
Næstformand:
Lone Tinor Centi, Afdelingsleder
Bestyrelsesmedlemmer:
Søren Vang Rasmussen, Rektor
Carlos Ibáñez , Overlæge
Søren Vesterby, Journalist
Hans Kirk, Direktør
Jens Jepsen, Advokat
Ulla Søgaard Kristensen, Psykolog
Birgitte Pedersen, Fuldmægtig

31 22 52 74 • APS
Stor Lille
GRAFISK
www.rct-jylland.dk WIND