Nationalpark Mols Bjerge – Borgernes ideer:

Nationalpark Mols Bjerge – Borgernes ideer:
(Poul Erik Bærentzen 86351638)
Projekt ”Formidlingsopgave”:
Udvikle kendskabet til:
1) Naturtyper
2) Hvordan gebærder man sig i naturen ?
a) offentlige arealer
b) private --------
Hvad gør / (gør ikke) privatpersoner/grupper/organisationer
når de vil besøge Nationalparken ?
Formidlingen starter allerede i skoleregi ….
Eks. Naturens dag i Indskolingen / mellemtrinnet / udskolingen
Forsøgsskole: Molsskolen
Naturligt udgangspunkt for formidlingen med beliggenhed ved Nationalparken.
Busforbindelser til skolen fra resten af kommunen. Busforbindelser ud til
udgangspunkter i Nationalparken. Moderne mødelokaler til rådighed –
enestående biologi- og geologisamling opstillet permanent med let
tilgængelighed. Gode kontakter til andre formidlere omkring Nationalparken.
Projekt ”Lyngen tilbage” i dele af Nationalparken
Forsøgsarealer: 1) Opdyrkning af græshedearealer/skovryddede arealer
2) Dyrkning i flg. ”den gamle landbrugskultur i Mols Bj.”
(bilag ”Lynges historie”)

**** Græsning – Pleje - med tilføjelse ”i flg. ”den gamle landbrugskultur” i
Mols Bjerge 1700 – 1920”

Landskab og mennesker på Mols
Fra istid til nationalpark
Landskab og mennesker på Mols er blevet til i to etaper. Første del stammer fra
tidsskriftet BYGD fra 1980, der behandlede emnet med hovedvægt på Vistoft sogn.
Det er samlet og skrevet af en daværende 6. klasse og lærerne Lis Hansen og Poul
Erik Bærentzen på Molsskolen i samarbejde med daværende redaktør af tidsskriftet
Horst Meesenburg.
Sidste del, ”1980 – 2008 – næste generation”, der belyser udviklingen og
begivenhederne frem til Nationalparkens udnævnelse, er tilskrevet i 2008.
Landskaber på Mols.
(H. Meesenburg)
Mols Bjerge rummer inden for sine 25 kv.km. endnu en af de mini-verdener, som det
isskabte og havombruste Danmark er så rigt på.
På morgenturen fra Århus rejser Agris bakkedrag sig stejlt og lysende i
morgenrødens modlys, forjættende om en herlig dags oplevelser i sit ensomme

højland. Her grænser slettens lerede bondeland knivskarpt op til plantagens og
almindingens uvejsomme ensomhed, men få steder mer rigt end her i hele istidens
rige formverden.
Landskabet får nogle indledende linier, kort og fotos med på vejen, mens resten er
forbeholdt menneskets tilpasning til og påvirkning af det naturgivne.
Istidens sidste gletsjerfremstød har formgivet det forhåndenværende højland, idet
bakkedragene i Helgenæs, Trehøje og Agri opdelte det østjyske fremstød i en Kalø-
og en Ebeltoft-tunge. Efter at disse i en indledende samlet operation havde
formgivet det sydlige Djursland, ja, med deres smeltevandsfloder havde skilt
halvøen i et nordligt og sydligt højland, skabte de gennem en række efterfølgende
fremstød – afbrudt af afsmeltning – det komplicerede system af bakker, der med
”støttepunkt” i Agris højland, som en bred vifte bueformet omslutter Kalø og
Ebeltoft Vige.
De to tunger
De to gletsjertunger har efterladt to væsensforskellige landskaber. Kalø gletsjeren
skabte – som kurvekortet på de følgende sider viser – en formverden, der gentager
Odsherreds Vejrhøj-bue. Fra en uregelmæssig kystlinie rejser den lerede
bundmoræne sig i kuplede bakkedrag som et næsten 5 km bredt bælte op mod
kammen, for ud mod hedesletten at ledsages af stenede randmoræner – især øst for
Mørke. Dette landskab fortsætter i en bue øst om Egens Vig, hvor den høje
morænebue mister højde samtidig med, at randmorænebakkerne udvikles til et
regelmæssigt system af nord-syd-gående rygge, der ved Grønfeld bøjer vestpå –
med kurs mod Agri. Alt land vest for Mols Bjerges højland – indbefattet Tveds halvø
– tilhører den lerede, roligt bakkede bundmorænes formverden, idet
smeltevandsaflejringer kun optræder som et underordnet og tilfældigt element.
Øst for Agris høje bakkeknude skifter landskab og jordbund totalt karakter. Allerede
ved Agris vestlige skræntfod afløses moræneler af smeltevandssand, mens
terrænet dog både i Agri og Trehøje bevarer sin rolige og storformede karakter.
Langs Agri-plateauets østrand tårner Agri Bavnehøj, Låddenbjerg og Langbjerg sig
stejlt op over ”højsletten” for østpå brat at falde ned mod det dalstrøg, der herfra
trækker sin fure næsten 4 km op til Femmøller. Denne dal er tilsyneladende endnu
et vigtigt element i Mols’ istidslandskab, men markerer måske blot en senglacialt
uddybet, israndsbestemt længdefure i det 3 km brede system af israndsbakker, der
omgiver Ebeltoft Vig. Langt vigtigere for forståelsen af landskabets tilblivelse er
”Basballe-sletten”.
Basballes slette
Basballe-sletten er en lokal hedeslette aflejret mellem de to gletsjertunger. Den
strækker sig som en dal sydpå til Langbjerg, men breder sig mellem Agri Bavnehøjs
østfod og Basballe i en kilometerbred flade, der dog ”skæmmes” af en

sammenhængende række af dødishuller. Smeltevandet har tilsyneladende skaffet
sig afløb gennem Femmøllers dalstrøg, men undersøger man kurvekortet nærmere
– bedst på en forstørret udgave af måleborsbladene fra 1875 – genfinder man
hedesletten som flade sandsokler i 75 m-niveau øst for Femmøller dalen, og dens
fortsættelse skal antagelig søges i de sandbakker, der omkranser vigens nordside.
Det system af bakkedrag, der omgiver Ebeltoft Vig fra Fuglsø til Dråby, blev i 1900tallet
tydet som den østjyske isrands randmoræner. H. Wienberg Rasmussen
påviste ved undersøgelser fra 1949 – 69, at bakkerne ikke var egentlige
randmoræner, men derimod smeltevandsaflejringer afsat i et system af spalter, der
forløb parallelt med Ebeltoft-tungens isrand. Ved isens afsmeltning fremstod
spaltesandet som langstrakte bakkedrag adskilt af lavninger, der markerer den
afsmeltede dødis. Han kaldte bakkerne for israndsbakker. Højdeforholdene antyder,
at de nordligste systemer af israndsbakker er aflejret samtididg med – og som en
del af Basballesletten. Ved isens gradvise afsmeltning har smeltevandet fulgt nye
israndsparallelle spaltesystemer, nærmere vigen. Store dele af dette for Danmark
særegne landskab er i dag afløbsløst, idet det bortset fra Femmøllerkløften
afvandes af mindre senglaciale kløfter. Til gengæld betinger smeltevandssandet en
effektiv grundvandsdræning, der langs stenalderhavets klintkyst betinger en række
kildevæld.
(vest-øst-snit fra vig til vig – kalø/ebeltoft gletsjer)
Overraskende er det, at to gletsjertunger på så lille en afstand har efterladt to så
forskellige landskaber. Kalø-gletsjeren en leret, storformet bundmoræne afsat af en
is i bevægelse. Ebeltoft-gletsjeren sin ”systematisk-kaotiske” rand af ås-formede,
dødis-opdelte hedeslette-bakker.
Den første bosætning på Mols
(Lis Hansen – Poul Erik Bærentzen)
Den første bosætning er antagelig sket i ældre stenalders slutning. Fangstfolk og
jægere slog sig ned overalt langs kystlinien, især ved klinterne langs de mange
vige, der i dag ligger som delvis tørlagte, lave strandenge. Skaldynger og
flintredskaber markerer i dag bopladsernes beliggenhed.
I yngre stenalders begyndelse sker en mere omfattende bosættelse, idet den første
bondekultur når området for 5-6000 år siden. De mange stendysser vidner om
bebyggelsen. Fra den senere del af yngre stenalder kendes kun få fund – jættestuer
og stenkister, men egnen har nok stadig været tæt bebygget. Bosætningen synes i
Mols Bjerge at have været svagere end i de omliggende områder. Kun én
stenalderdysse er kendt fra ”bjergene”, mens der findes fem dysser i det sydlige
randområde og mange mod nordvest omkring Knebel og Agri.
I løbet af bronzealder tager bosættelsen et vældigt opsving. Det viser de hundreder
af gravhøje, der dækker de samme områder som stenaldergravene. Men også nye
områder inddrages, f. eks. Området syd for Dejret samt i mindre omfang Helgenæs.
Landbruget har i bronzealder foretrukket de lettere jorde i Mols Bjerge frem for den
tungere lerjord mod vest. Indhugget i ”bjergene” er sket fra nord, mens området,

der i dag dækkes af Provstskov, Knebel og Vistoft Plantager, lå urørte – forudsat
bronzealderhøjene kan tages som udtryk for bosætningsmønstret.
Mols Bjerge er muligvis igen blevet forladt mod bronzealderens slutning.
Jernalderbopladser kendes kun fra Vistoft og Strands. På en af de tre bopladser er
der bl. a. fundet store mængder af blåmuslingeskaller, dyreben, kul og brændt jord.
Fra Mols Bjerge er der derimod ingen vidnesbyrd om bebyggelse.
Tidslinie
Stednavnenes vidnesbyrd
Stednavnene giver ikke mange holdepunkter for at vurdere tidspunktet for
bebyggelsens grundlæggelse. Mange af stednavnene er naturnavne og kan
vanskeligt tidsfæstes. Det gælder Mols (Muldnæs), Strands (Strandnæs), Bogens
(Bogen Sø), Fuglsø, Agri, Femmøller og Strandkær.
En del af de nuværende landsbyer er grundlagt under vikingernes
bebyggelsesfremstød med endelser som –toft og –bøl, f. eks. Vistoft og Knebel.
Begge er sognebyer, og Vistoft har i middelalderen været områdets største by og får
sin romanske kirke omkring år 1200.
Ekspansionen slutter i tidlig middelalder med – torp og –rup navne som Viderup,
Begtrup og Bjødstrup. Ingen af disse udflytninger er sognebyer. Med tidlig
middelalder er nutidens landsbyer således i hovedtrækkene fastlagt.
Med jernalderens plove blev man i stand til at bearbejde også de tungere jorde, og
agerbrugets tyngdepunkt rykkes vestpå. Kontrasten mellem lerlandets store
landsbyer med omkring 20-40 beboelser og de uroligt bakkede sandjordes
beskedne husklynger på nogle få familier er antagelig et tidligt mønster.
Det er rimeligt at antage, at Mols Bjerge ved vikingetids begyndelse har været
dækket af ege- eller bøgeskov efter en delvis rydning i bronzealder. Rydning af skov
er antagelig fortsat op gennem middelalder. Mere for at skaffe byggetømmer og
brændsel end med det formål at bringe jord under plov. De ryddede skovområder
blev anvendt til græsning og svinedrift. Bogens Skov omtales allerede i 1203, Lynge
Skov i 1579. Bortset fra Bogens Skov, der bevares helt op i 1800-tallet, forsvinder de
sidste skove i og omkring Mols Bjerge i løbet af 1600-tallet. Lynge Skov er væk i
1640érne, mens der i 1680 endnu er rester af Provsteskov og Standkær Skov
tilbage. Præsten i Knebel skriver i 1772: ”Molslandet, som har haft overflødig skov
af eg og bøg, har nu intet uden lidet til herregårdene”.
Landbruget omkring 1700
At dømme efter antallet af gårde nåede landbruget i Mols Bjerge sit største omfang i
sidste halvdel af 1600-tallet. Ved matriklerne i 1664 og 1688 havde:

Toggerbo 5 gårde m. 179 t. l., hvoraf 8 dyrkes
Viderup 4 gårde m. 211 t. l., hvoraf 16 dyrkes
Læggerholm 1 gård m. 125 t. l., hvoraf 9 dyrkes
Bogensholm 1 gård m. 88 t. l., hvoraf 9 dyrkes
Bogens 5 gårde m. 214 t. l., hvoraf 16 dyrkes
I alt 16 gårde m. 827 t. l., hvoraf 56 dyrkes
Landsbyerne havde sjældent overdrev, men til gengæld store brak-arealer, hvis
plantevækst ernærede kvæg, heste, får, svin og gæs. Krat var også sjældent, da alle
landsbyer klager over mangel på brændsel. Kun bønderne i Knebel og Vistoft havde
andel i tørvejord.
Jorden i ”bjergene” blev dyrket med boghvede et år efterfulgt af to år med rug,
hvorefter jorden hvilede – lå brak – i 10-16 år. Den lange hviletid vidner om, at selv
den dårligste jord periodisk har været pløjet. Udbyttet var dog ringe, under
gunstigste forhold 3-5 fold. Dertil kom halmen, som ikke var uden betydning. Mellem
dyrkningen groede markerne helt eller delvis til i lyng.
De højryggede agre
Vigtigste kilde til kontant viden om det dyrkede areals udstrækning i Mols Bjerge er
sporene af højryggede agre. Ejerlagets vange var opdelt i marker eller åse, indenfor
hvilke den enkelte gård havde en lang og smal ager. Grunden til de meget lange og
smalle agre var antagelig indførelsen af hjulploven omkring 1200. Hjulploven betød
en revolution for landbruget. Den kunne vende jorden, men var vanskelig at arbejde
med. For at undgå for mange vendinger lavede man agrene så lange som muligt.
Skæret kastede hele tiden furen ind mod midten, og dette gav efter få pløjninger
ageren en hvælvet ryg begrænset af en lavning – ”ren” – på hver side.
Skitse
Den højryggede ager har tjent flere formål. Den har afgrænset ageren i forhold til
naboens. I renden – ”ren’en” – har bonden kunnet anbringe oppløjede sten. Meget
tyder dog på, at den hvælvede ager og de omgivende render – der begge følger
landskabets fald – først og fremmest gav en forbedret dræning af jorden.
Hjulplovens indførelse falder sammen med en begyndende dyrkning af vinterrug. En
samtidig klimaforværring gav risiko for, at rugen rådnede eller frøs bort, hvis ikke
agrene blev drænet.
Bjergene opgives
I begyndelsen af 1700-tallet indskrænkes det dyrkede areal i ”bjergene”. Blandt de
marker, man ophørte med at pløje, var de højryggede agre, som dermed fik lov til at
ligge urørt op til vore dage – tilgroet i lyng og afgræsset af kvæg og får.

Fattigdommen blandt bønderne var stor, og forværredes yderligere af krigenes
plyndringer. Også pest og misvækst gjorde sit til det stigende antal ødegårde.
Mod slutningen af 1600-tallet var således 3 af Toggerbos 5 gårde lagt øde, samt 2 af
Viderups 4 gårde. Ødegårdenes jord blev dog fortsat dyrket af de andre bønder.
Viderups gårde har således pletvis pløjet nogle af Trehøje-områdets lyngarealer til
op imod år 1900.
Generelt medfører landsbyernes udskiftning og landbrugets intensivering dog, at
man gradvis opgiver landbruget på de næringsfattigste og fjerntliggende jorde. Ved
Toggerbo oprettes 3-4 husmandssteder, men ellers blev ”bjergene”s centrale dele
gradvis overladt ungkreaturerne eller tilplantet med nåletræ. Også græsningen blev
med de stigende lønninger gradvis urentabel, og bakkelandets lyngheder erobret af
Bølget Bunkes gule græstæppe eller fortrængt af fyrrens og enens buske. En
proces, som videnskab og skovvæsen nu ved landskabspleje forsøger
at vende.
Mols Bjerges ejerlag
Med agerbrugets erobring af Mols i tidlig middelalder var det fremtidige
bebyggelsesmønster på mange måder fastlagt. Den enkelte landsby definerede sine
grænser mod sine naboer, ejerlaget opstod. Inden for dette udvikledes
landsbyfællesskabet, hvis regler fastsatte årets arbejdsgang og dyrkningsmønster.
Kirkeligt indgik landsbyen i et sognefællesskab med andre ejerlag, siden i
kommunens administrative samarbejde. Men selv med kommunesammenlægningernes
stadigt større enheder forbliver ejerlaget og landsbyen at
være dagligdagens grundlag.
Det er her, livet leves. Både administrator og geograf kommer til kort, hvis han ikke
når ned til ejerlaget lokalplan.
”Bjergenes” ejerlag afspejler landskab og jordbund. Tydeligst fremtræder Agri, hvis
grænser nøje følger knudens skræntfod med sognebyen som et naturligt midtpunkt.
Basballe har ligeså naturligt tilegnet sig sin hedeslette. Vestlandets ejerlag er på
den grænseløse, bølgede bundmoræne mindre præcist afgrænsede.
Udskiftningens mønster har dog for hvert ejerlag måttet tilpasse sig landskabets
betingelser. Strands ligger centralt i et regelmæssigt terræn, som skabt til en
stjerneudskiftning. Vistoft og Begtrup ligger begge i et hjørne af deres ejerlag,
samtidig med at en betydelig variation i terræn og jordbund har nødvendiggjort et
mere kompliceret udskiftningsmønster.
Fælles for de tre ejerlag er de forholdsvis smalle og lange parceller, der spænder
over et tværsnit af lagets jordbundstyper.
Israndsbakkernes sandjorde rummer Fuglsø, Bogens og Strandkærs ejerlag.
”Bjergene”s uroligt bakkede sandjorde har øjensynligt frembudt så umulige
betingelser for en differentieret fordeling på de enkelte ejere, at man har foretrukket
en stor og kompakt hovedparcel. Landsbyerne, der består af 4-6 gårde, ligger
rimeligt centralt, og har muliggjort en blokagtig stjerneudskiftning.
Udskiftningskort over Vistoft sogn (s. 11)

Kort målebordsblade (s. 16-17 + s. 20-21)
Industrialderen
Ejerlaget har dog ikke alene været bestemmende for udskifningsmønstre, men også
dets tilpasning til efterkrigsårenes industrisamfund har i detaljen været en følge af
ejerlagets ”udgangsposition”. Israndsbakkernes stejle og tørkefølsomme sandjorde
modvirkede udviklingen af et rentabelt landbrug samtidig med, at tyve års voksende
”rekreative efterspørgsel” på jord til plantning, naturfredning og sommerhusudstykning
– med tilsvarende vækst i jordværdi og ejendomsskat – har fremmet
nedlæggelsen af landbrug. Denne påvirkning har naturligvis også nået de
landbrugsmæssigt bedrestillede ejerlag. Men de har i højere grad kunnet fastholde
en lokal kerne af beboere og service, der mere gradvis og skånsomt er blevet
suppleret af tilflytning udefra. Chancen for at bevare ikke blot en lokal
erhvervsstruktur, men også en lokal identitet er dermed forøget.
Befolkningen 1980 – alderssammensætning – beskæftigelse
Vistoft Strands Begtrup Fuglsø
0 – 6 år 16 12 3 1
7 - 16 år 24 20 14 6
17 – 22 år 3 5 3 1
familier på
20 - 30 år 5 2 2 2
30 – 40 år 7 8 3 0
40 – 50 år 9 3 3 8
50 – 60 år 7 3 8 1
over 60 år 13 16 12 5
enlige
pensionist 7 9 6 2
yngre 6 7 - 1
Antallet af 0-6-årige i Molsskolens distrikt. Molsskolen ligger i Knebel og betjener
hele Mols og Helgenæs:
1973: 50 børn, 1974-76: 39 børn, 1977-78: 33 børn, 1979: 43 børn.
Befolkningen i Vistoft sogn fordelt efter beskæftigelse 1980:

Beskæftiget Landbr. Håndv. Ser- Hjemme- Pen-
Ved m.m. industri vice arb. Sion
Begtrup ejerlag 16% 12% 27% 23% 22%
Strands ejerlag 24% 27% 14% 22% 13%
Vistoft ejerlag 23% 15% 21% 28% 12%
Vistoft sogn 20% 18% 23% 23% 16%
Oversigt over Vistoft sogn beboere fordelt efter arbejdssted i januar 1980:
I Vistoft sogn arbejder 56%
I det øvrige Molsland 16%
Øvr. Ebeltoft komm. 9%
Århus 11%
Andre steder 8% (diagram)
Børnene flytter
Lige som i flertallet af danske landdistrikter flytter næsten alle børn på Mols
hjemmefra. I første omgang for at få en videregående uddannelse, i anden omgang
for at få arbejde. Af 105 fraflyttede børn i Vistoft sogn er de 27 flyttet indenfor
Ebeltoft kommune, 17 er flyttet til Rønde-Hornslet-Allingåbro-området, 14 til Århusområdet,
3 til Grenå, 2 til Randers, 16 til det resterende Jylland – overvejende nord
for Viborg. 4 bor på Fyn, 11 på Sjælland, især i Københavns-området. 8 bor p.t.
(1980) i udlandet.
Af de fraflyttede børn arbejder 60 i serviceerhverv, 30 ved håndværk/industri, 7 ved
landbrug, mens 5 er husmødre, 5 studerende.
(kort)
Arbejdspladser i Fuglsø
I 1899 lejede militæret jord ved Fuglsø og byggede barakker til heste og køretøjer.
Lejren var åben et par måneder i sommerhalvåret. Soldaterne blev indskibet ved
Særbækbroen ved Begtrup og indlogeret i telte.
I 1933 nedlagdes militærlejren. I 1934 køber DGI (De danske gymnastik og
idrætsforeninger) arealet og bygningerne og bruger dem som sommerlejr.
1943-45 overtager tyskerne Fuglsølejren og bruger den som fangelejr.
!945-46 driver Røde Kors flygtningelejr for russiske og polske flygtninge.
Herefter overtog DGI igen lejren. I løbet af 60erne og 70erne afløses barakkerne af
nybyggeri af centerbygning, idrætshaller og værelsesbygninger.
Fuglsøcentret, som det nu kaldes, besøges årligt af godt 17.000 mennesker med
omkring 40.000 overnatninger.
I 1979 udbetalte centret knap 2,5 mill. kr. i løn til de 15 heltids- og 20
deltidsbeskæftigede. Det er hermed sognets største arbejdsgiver.

Næststørst er Strands Maskinstation med 6 heltids- og 4-5 deltidsansatte.
En forholdsvis stor del af Vistoft sogns beboere arbejder inden for
landbruget. Gennemsnitsalderen for landmændene i sognet er høj – nær 60 år –
og en del af brugene er små. Der er ingen tvivl om, at der i fremtiden vil ske en
nedgang i antallet af beskæftigede inden for dette erhverv, bl.a. som følge af de
store økonomiske problemer, der er forbundet med generationsskiftet. Alligevel har
nogle af landmandssønnerne i Vistoft sogn mod på at fortsætte inden for
landbruget. Skal landbrugene i fremtiden være rentable, vil en sammenlægning af
de mindre brug være både nødvendig og uundgåelig. Det er dette generationsskifte,
der bliver et af sognets største problemer i de kommende år.
Hvilke kræfter kan afhjælpe nedgangen i sognets befolkningstal ?
Lokalcenter
I regionplanen er Molsområdets største by, Knebel, udlagt som lokalcenter. Det vil
sige, at der i denne by skal udlægges erhvervs- og byggegrunde. Efter at amtet har
godkendt placeringen af disse arealer, kan kommunen bestemme, hvad der
yderligere skal ske med dem. Oprettelsen af flere erhvervsvirksomheder i Knebel
kan betyde noget for de øvrige landsbyers trivsel.
Aftalebyer
Tre byer på Mols: Vrinners, Tved og Vistoft er i 1980 såkaldte aftalebyer. Her må der
foregå en vis udvikling, bl.a. bygges ti huse i løbet af 4 år. Mindre lokalt håndværk, f.
eks. Tømrer- eller snedkerværksted, gives der også tilladelse til.
De øvrige landsbyer er tilsyneladende ladt i stikken, men amtet kan dog i visse
tilfælde give tilladelse til at opføre aftægts- og arbejdspladsboliger. Arbejder man f.
eks. I Begtrup, kan man måske få lov til at bygge hus her. Dette administreres meget
liberalt af Århus amt.
Forholdsvis få huse i landsbyerne bruges udelukkende til fritidsformål. Ebeltoft
kommune har inden for de sidste par år skærpet reglerne omkring bopælspligten. I
dag må huse i landsbyen ikke sælges til fritidsformål, og boliger, der står tomme,
skal lejes ud. Priserne på huse er derfor faldet betydeligt.
Forsamlingshuse
Vistoft sogn har haft tre forsamlingshuse. Kun et er tilbage (Strands
Forsamlingshus). Borgerforeningen har imidlertid taget emnet op til debat, og i flere
landsbyer på Mols er stærke kræfter i gang for at bygge nye forsamlingshuse.
I øvrigt går bølgerne højt, når befolkningen virkelig engagerer sig i et problem.

Dette engagement har flere gange givet et godt resultat. Således undgik Knebel at få
ført en vej uden om byen. Også en række højspændingsmaster, som skulle have
været ført gennem området, blev undgået og i stedet nedlagt som kabler.
Flere landsbyer inden for sognet holder høstfest, og ifølge gammel skik tager man
på grundlovsdag op i bakkerne med madkurve. For kort tid siden fik Mols sin egen
teaterforening, der får til huse i Fuglsøcentret.
Fuglsøcentret er i det hele taget et populært samlingssted med hovedvægten lagt
på sportslige aktiviteter.
Butikker
Tre dagligvareforretninger er nedlagt inden for Vistoft sogn i løbet af de sidste fem
år.
Tilbage er to købmænd og en bager. En indkøbsundersøgelse viser, hvor Vistoft
sogns befolkning køber deres dagligvarer.
I Strands ejerlag køber befolkningen 32% af deres dagligvarer hos bageren. I Vistoft
43% hos den lokale købmand, mens 62% af Begtrups befolkning handler dagligvarer
hos den lokale købmand, der også har dybfrostvarer.
I øvrigt er Mols ikke underforsynet med dagligvareforretninger. En brugs i Tved har
netop udvidet betydeligt. Der er en købmand i Dejret, to i Knebel og en stor brugs i
Vrinners. Fremtiden ser dog mindre lovende ud.
Man regner med, at et befolkningsgrundlag på 500 personer er tilstrækkeligt for en
forretning i dag, mens man mener, at 1200 vil være nødvendige i 1990 for at kunne
bære et generationsskifte i en dagligvareforretning. Tommelfingerreglen er for
øjeblikket, at en forretnings årsomsætning skal være på mindst 2 mill. kr. for at
kunne klare et generationsskifte.
En gammel købmandsfamilie med et lille privatforbrug kan klare sig for langt mindre
end en ung familie med børn og stort privatforbrug og ønsker om en moderne
selvbetjeningsbutik. Forhåbentlig holder prognoserne ikke stik.
Turisternes rolle kan ikke underkendes. Købmanden i Begtrup fortæller, at 2/3 af
hans årsomsætning falder fra maj til august. Alt i alt viser undersøgelsen, at 72% af
Vistoft sogns befolkning køber dagligvarer inden for Molsområdet, 18% i Ebeltoft og
Rønde, som begge har store supermarkeder, mens forholdsvis få handler i
lavprisvarehuse som f. eks. Bilka og Haudal. (diagram)
Købmanden i Vistoft fortæller, at mange af de unge er begyndt at handle i
nærbutikken. Hun mener, at de unge er klar over den store betydning, butikken har
for landsbyens trivsel og fremtid. Selvfølgelig spiller de stærkt stigende
benzinpriser også en rolle.
Kollektiv trafik

Den kollektive trafik er dårligt udviklet inden for Molsområdet. En udbygning kan
betyde gode forbindelser til arbejdspladser, bedre mulighed for at handle, bedre
mulighed for unge til at deltage i fritidsaktiviteter og for gamle til at handle og tage
på besøg.
I øjeblikket ser det sort ud, men netop nu er man fra kommunens side i gang med et
omfattende program for udbygning og forbedring af den kollektive trafik. Fremtiden
ser lysere ud.
Ebeltoft kommune er i regionplanen gået stærkt ind for en spredning af
befolkningen. Men flere af de store byer gå imod sådanne tanker. Bl. a. mener Århus
kommune, at forureningsbekæmpelsen bliver ringere og dyrere ved en
decentralisering.
Men på Mols har man haft store debatter om kloakerings-problemer. Hidtil har man
bygget store, teknisk avancerede rensningsanlæg, tilpasset centralisering,
udvikling og vækst. Vistoft by skulle have været tilkoblet Knebel rensningsanlæg.
Alene etablering af ledningsnettet ville have krævet store investeringer. Gennem de
sidste år har man i stedet overvejet nedsivningsanlæg, som kan etableres i
nærheden af landsbyen. Disse anlæg tager ikke blot økologiske hensyn, men passer
bedre til de små samfunds krav og økonomi. Det bliver spændende at se, om
kommunen går foran med etablering af sådanne anlæg, der i høj grad vil styrke de
små landsbyers muligheder.
De alternative energikilder støtter også en decentralisering, og mange beboere på
Mols har allerede etableret halmfyr, brændefyr, stald- og solvarmeanlæg, og inden
for de sidste få år er der bygget 4 vindmøller på Mols.
Sommerhuse
Ebeltoft kommune er udlagt som rekreativt område og feriecenter for Århus amt,
men selv fra Tyskland strømmer turisterne mod Mols.
I Ebeltoft kommune findes der ca. 5600 sommerhuse, og der skal bygges yderligere
ca. 4000.
I Mols-området og Vistoft ser tallene således ud:
Eksisterende Ubebyggede Udstykkede i alt
Sommerhuse grunde grunde
______________________________________________________________________________________
Mols + Helgenæs 1.693 845 460 2.998
Vistoft sogn 393 222 144 759
Altså næsten en fordobling af sognets sommerhuse. Et af argumenterne for den
stærke stigning i byggeriet har været sommergæsternes betydning for kommunens
økonomi. Det er typisk, at store sommerhus-områder ofte anlægges i kommuner,
der kendetegnes ved en befolknings- og erhvervsmæssig tilbagegang, og som man
hermed håber at kunne stabilisere. Men nyere undersøgelser viser, at kommunernes
indtægter på sommerhusene i virkeligheden er beskedne. Meget byggeri varetages

af ”udenbys” typehusfirmaer, megen proviant købes i det hjemlige supermarkeder.
Ebeltoft kommunen har taget konsekvensen af dette. For at dække de store udgifter,
som sommerhusene påfører kommunen, har man hævet grundskyldspromilen.
Også Århus amt har sat sig som mål at bremse op for denne arealkrævende og
landskabsprægende udvikling, således at man i højere grad satser på kollektive
feriebyer, campingpladser og lignende.
Turisme, fredninger og opkøb.
Mols Bjerge er blandt Danmarks mest elskede ferieområder. Derfor vil gæsterne
gerne bevare så meget som muligt af de landskabskarakterer, de har mødt i
bjergene. Uden landskabspleje vil der ikke findes åbent land som minde om
områdets landskabsdannelse og tidligere tiders liv og landbrugsform.
Det begyndte i 1925 med fredningen af Tinghulen – Mols Herreds gamle tingsted –
Derefter fulgte fredningerne stykke for stykke. Nedre Strandkær i 1941, Hålen i 1947,
og derefter fortsætter fredningerne, men efter en mere bestemt plan.
Fra 1967 begynder det offentlige yderligere at opkøbe arealer for at supplere de
fredede områder. Fredninger er dyre og ofte langsommelige at gennemføre. Opkøb
kan ske hurtigt, når der er midler.
Også private har bidraget til dannelsen af naturparken. I 1951 skænker ejeren af
Nedre Strandkær: Ellen Dahl – familie til Karen Blixen - gården til Naturhistorisk
Museum i Århus. I dag er Nedre Strandkær bedre kendt som Molslaboratoriet.
Men det, der måske var den afgørende brik i skabelsen af Naturpark
Mols Bjerge, var en noget overset begivenhed i 1972. Da skænkede A.P.
Møller Toggerbo-ejendommene med bakken Skovbjerg til staten med
besked om, at det var starten på Naturpark Mols Bjerge.
Sidst i 70-erne udarbejdes plejeplan for Mols Bjerge, som Århus Amt godkender i
1980.
Det offentlige har nu således styr på og magt til at forvalte Mols Bjerge med
fredninger, plejeplan, adgang og mulighed for i fremtiden at fjerne plantagerne, der
nu i 1980 udgør ca. 40% af bjergene.
I det daglige er det Skov- og Naturstyrelsen, der via Statsskovdistrikterne forvalter
Mols Bjerge.
På vej mod årtusindskiftet.
Landskabet ligger her stadig. Nu taler nogen om at skabe en Nationalpark Mols
Bjerge. Resultaterne af naturplejen er smukke. Den rekreative værdi er høj.
Stiforbindelser og stenter gør det fremkommeligt, også selv om de besøgende nogle
steder må færdes mellem statens kreaturer, der ”passer” landskabet. Udgifterne ved
plejen er rimelig, og dyrene er udvalgt efter deres effektivitet til at afgnave
landskabet og deres fredsommelighed.

Landskabet, der er fremkommet, er enestående, selv om nogle ser forskelligt på det,
alt efter om man er tilhænger af ”plant et træ-bevægelsen” eller ”fæld et træbevægelsen”.
Man diskuterer, om det skal kaldes ”landskabspleje-landskab” , ”naturplejelandskab”
eller ”naturgenopretnings-landskab”. Det bliver interessant at se,
om lynghedearealerne genskabes gennem plejeplanerne.
Det er ikke så væsentligt, når man er her, for det er et kulturlandskab, formet af
istiden og præget af menneskers virke og med en historie, der er en del af vores
nationale historie. Så navnet Nationalpark Mols Bjerge er nu ikke så skidt endda, for
landskabet er en nydelse, og det har en fantastisk krønike, der rummer mange
forbindelser til landets kendte mænd og kvinder.
Landskab og mennesker
1980 – 2008 – næste generation.
Mens landskabets udseende stille og roligt bevæger sig hen mod det plejeplanen og
fredningerne foreskriver, nemlig det åbne landskab med lyng- og græsbevoksning
og lidt skov til lædannelse, ændres samfundet og vilkårene for de mennesker, der
lever her. Dog ser det ud til, at lynghedelandskaberne har svært ved at
blive genoprettet.
I januar 2008 er Mols Bjerge udpeget som nationalpark. Nationalparken har fået en
noget større udstrækning end den naturpark, vi tidligere opfattede som Mols Bjerge.
Men der var fra statens side opstillet en række væsentlighedskriterier, der nu er
levet op til ved udnævnelse til nationalpark:
• Mols Bjerge indeholder en meget varieret kystnatur af stor international
værdi.
• Molsområdet er landskabeligt og geologisk enestående i dansk
sammenhæng, og området er meget artsrigt med store variationer i
naturtyper.
• Området rummer en rigdom af planter, insekter og krybdyr, hvoraf mange er
internationalt beskyttede.
• Der vil være mulighed for at styrke kontinuiteten i området gennem græsning,
konvertering til urørt skov og etablering af korridorer, både på kort og langt
sigt.
• Færdsel kan styres gennem intelligent planlægning, adskillelse af aktiviteter
og evt. etablering af forstyrrelsesfri zoner.
• Områdets talrige kulturværdier spænder vidt i tid og indhold. De giver
tidsdybde og dynamik til parkens landskaber, som tilsammen viser den store
variation i samspillet kultur-natur.

(kort over Nationalparken)
For at belyse udviklingen for både landskab og mennesker på Mols vælger vi at
gøre det under næsten de samme overskrifter som blev brugt i 1980.
Kommunalreform – Kommuner sammenlægges –
Amterne bliver til regioner.
Mols Bjerge lå ind til 2007 i Ebeltoft kommune, som nu er sammenlagt med Rønde,
Rosenholm og Midtdjurs kommuner til Syddjurs kommune. Afstanden til det
kommunale system synes længere, mener mange. Der lyttes ikke til dem, der har
skoene på, selv om man nu forsøger sig med distriktsråd. Mange er bange for at
blive hægtet af udviklingen, og der ventes spændt på, om den såkaldte lokale
forankring omkring Nationalparken også betyder lokal indflydelse. Det kan jo være,
at den lokale indflydelse deponeres hos forvaltningen i Syddjurs kommune eller hos
ihærdige interesseorganisationer.
Lokalcentrets udvikling.
Molsområdets største by er fortsat Knebel, der er udlagt som lokalcenter med skole,
ældreplejecenter og børnehave. Der er siden 1980 udlagt og bebygget betydelige
arealer, især til boliger. Knebel er ved at være begrænset i sin udbygning af Mols
Bjerge og Knebel Vig.
Aftalebyer
Tre byer på Mols, Vrinners, Tved og Vistoft, er stadig som i 1980 aftalebyer. Men
med ny kommuneplan i 2009 vil Tved og Vrinners nok få en mulighed for øget
udvikling, da de fysiske muligheder i Knebel som før nævnt er ved at være
begrænsede.
Kultur i Nationalparken - Forsamlingshuset –
Kulturhuset
Vistoft sogn har fortsat i 2008 sit forsamlingshus i Strands, lige som
forsamlingshusene i Vrinners, Grønfeld, Tved og Helgenæs lever i bedste velgående
med familiefester, amatørteater og månedlige fællesspisninger. Djurslandsprojektet
”Liv i forsamlingshusene” har også bragt gode arrangementer ud i
forsamlingshusene.
Borgerforeningen Mols har arrangeret koncerter i Svends Kælder i Mols Bjerge med
kendte kunstnere. På Sølballegård mellem Fuglsø og Trehøje har forskellige
kunstnere optrådt hver sommer. En tv-underholdningsserie ”I dur på Mols” blev i en
periode sendt herfra.

Kulturhuset i Fuglsøcentret.
Teaterforeningen ”Molboteatret” fik desværre en kortere levetid i Fuglsøcentret.
Interessen ebbede ud og foreningen lukkede. Den lokale idræt forsvandt også fra
Fuglsøcentret, da Molshallen blev bygget i Knebel.
I slutningen af 90erne var der i Ebeltoft kommune en del debat om bygningen af et
kulturhus i Ebeltoft. På Mols mente man at have faciliteterne til et kulturhus og
efterlyste indhold i planerne om et hus i Ebeltoft. I protest stiftede molboerne
sammen med nogle få fra Ebeltoft ”Teaterforeningen for Ebeltoft og Omegn”.
Imens holdt Belcanto-operaen også sit indtog i Fuglsøcentret. Operaen havde sit
ophav i ”Helgenæs Kulturfestival”, der i en årrække blev afviklet i et telt i Ørby på
Helgenæs.
Med teater og opera i huset tog udviklingen fart. Med musikarrangementer og opera
igennem sommeren, stor kunstudstilling hver påske og løbende udstillinger af
kunstnere fra hele Djursland er Fuglsøcentret i 2008 blevet det bedste bud på et
kulturhus i Syddjurs. I 2007 gik Teaterforeningen i Fuglsø sammen med Rønde
Teaterforening under navnet Syddjurs Teaterforening. Mange store navne fra musik,
teater og kunst har lagt deres vej forbi Fuglsø til glæde for både fastboende og
turister.
Butikker – butiksdød – centralisering.
I Vistoft sogn er alle butikkerne nedlagt. De overlevende i Molsområdet i 2008 er en
brugs, en slagter og en sparekasse i Tved; en købmand, en frisør og en bank i
Knebel ; en bager og en brugs i Vrinners samt en bager i Femmøller. Alle butikker
har deres blomstringstid om sommeren, og det er i høj grad turisterne, der er med til
at sikre, at alle butikkerne består. Turisterne er også medvirkende til, at en
kombineret fiskehandel og røgeri er godt i gang i Egens Havhuse. Gallerier og
Kunsthåndværkere har også åbent i turist- og ferieperioder. Molslandet er blevet et
turistområde, men på den gode måde.
I 2008 lukker den sidste ”butik” i Begtrup. Vistoft Sparekasse, der startede i en
spisestue i Begtrup og senere flyttede til den nedlagte brugs i byen, har nu etableret
sig i Knebel sammen med en filial af Ebeltoft Apotek.
Et andet godt eksempel på centraliseringen er benzinsalget, der nu er centreret i
brugserne i Vrinners og Tved.
Kollektiv trafik og energiforsyning.
I 1990-erne så det lysere ud. 2 kommunale busruter bandt Molslandet sammen med
købstaden Ebeltoft. I skolernes undervisningstid var der næsten timedrift, men det
var ikke godt i aftentimerne og i week-enderne. Skal man leve og bo i
landdistrikterne, må familien have bil, hvis man skal deltage i kultur- og
fritidsaktiviteter. Med kommunesammenlægningerne blev trafikservicen yderligere
forringet – især for Molsområdet.

Energiforsyningen var i 80-erne præget af tankerne om sol-, vind- og bio-energi.
Vindmøller satte deres præg i landskabet, ligesom duften af halmfyr kunne
fornemmes.
Tankerne om fjernvarmeværker i de større landsbyer var fremme. I Knebel var man i
1988 tæt på at få et halmvarmeværk op at stå, men en 5-6 ”grønne vintre” satte
projektet i bero.
Tankerne om biobrændsel er dog ikke stillet i bero. Mange private energiforsyninger
er i dag omstillet til fyring med træpiller.
Fuglsøcentret, der er den største energiforbruger i Nationalparken, er i det nye
årtusind i al stilfærdighed gået over til træpillefyring. Kun den diskrete skorsten er
synlig i landskabet. Skorstenen er samtidig antennemast for molslandets
mobiltelefoni og trådløse internetforbindelser.
Sommerhuse og rekreative områder – Karpenhøj
Ved kommunesammenlægningerne i 2006 blev Ebeltoft kommune udnævn til turist-
og rekreativt område i den nye Syddjurs kommune. Der var nok meget naturligt, idet
de store sommerhusområder og turistattraktionerne lå i den gamle Ebeltoft
kommune. Sommerhusområderne var da allerede udlagt og stort set afgrænsede,
men der har da været et betydeligt sommer- og feriehusbyggeri, uden at det har
været mere arealkrævende. Man har i høj grad levet op til Århus Amts mål om i
højere grad at satse på en bedre udnyttelse af arealerne ved satsning på kollektive
feriebyer og ferielejligheder.
De rekreative områder er sikret, og der er fortsat sikret adgang til vore mange km.
kystlinie.
Det er blot for publikum om at finde frem til dem og nyde dem og efterlade dem
uden skæmmende affald, når udflugtsturen er forbi.
Friluftsgården Karpenhøj.
I 1991 erhvervede Skov- og Naturstyrelsen ejendommen Karpenhøj, der ligger tæt
ved Fuglsøcentret. Her har DGI – De danske gymnastik- og idrætsforeninger
etableret sig med sit center for natur- og friluftsliv. Herfra sker en del af
formidlingen af Nationalparken, og stedet besøges af mange interesserede
friluftsmennesker med hang til udfordringer og forskellige naturoplevelser.
Erhvervsliv.
Erhvervslivet i nationalparken har fra tidernes morgen været præget af landbruget,
som op igennem tiden har kunnet fastholde en lokal kerne af beboere og service.
Opretholdelsen af lokale serviceerhverv og beboelser har kun kunnet lade sig gøre
ved tilflytning udefra. Det er stadig sådan, at man kan få lokale håndværkere og
teknikere til de fleste almindelige opgaver. Men virksomhederne må også skaffe sig
arbejde uden for området.

Fuglsøcentret er i 2008 områdets største arbejdsgiver og har udviklet sig til et
moderne kursus- og konferencecenter under næsten konstant udvikling. Seneste
skud på stammen er etableringen af en ni-hullers golfbane mellem centret og
Fuglsø, og der er planer om yderligere byggeri af feriehuse.
Stedet besøges årligt af omkring 50.000 mennesker. Nationalparken, Fuglsøcentret
og Karpenhøj må i fremtiden kunne skabe en betydelig synergi omkring oplevelse
og formidling af Nationalpark Mols Bjerge.
Nationalparken i informationssamfundet.
I 2004 blev ideen om Europeia-projektet - skabt af kunstneren Ole Jørgensen -
præsenteret på en konference omkring Djurslands fremtid. Ole Jørgensen gik i
samarbejde med Fuglsøcentret i gang med at udvikle projektet som en EU-by, der
skulle være et europæisk kraftcenter for digital kunst og kultur.
EU-byen skulle etableres i forbindelse med kursus- og konferencestedet
Fuglsøcentret i det naturskønne Mols Bjerge. Her skulle forskere og kunstnere
inspirere hinanden og udvikle projekter gennem anvendelse af ny it-teknologi og
kommunikation.
EU-byen skulle i sig selv være en arkitektonisk seværdighed, hvor de deltagende
landes særpræg skulle formidles i harmoni med naturen.
Projektbeskrivelsen kom i gang med støtte fra Djurslands Udviklingsråd, Ebeltoft
kommune og centeret.
I midten af 2006 sættes projektet på ”standby”, da en økonomisk støtte fra Århus
Amt udeblev. En væsentlig årsag var nok udsigten til kommunesammenlægningerne
og nedlæggelse af amterne.
Projektet fortsatte på ”vågeblus” indtil begyndelsen af 2007, hvorefter der ikke sker
videre udvikling. Men mange gode kontakter er skabt og forsøges holdt ved lige.

Søger man informationer om Molsområdet og Nationalparken er der på
www.molsportalen.dk et væld af informationer om området, dets institutioner,
foreninger og aktiviteter.
Kunstnerne finder deres motiver og inspiration i
nationalparken.
Det er ikke kun områdets beboere og turisterne, der har haft øje for og glæde af
Mols Bjerges afvekslende landskabsformer. Mange kunstnere har gennem tiderne
slået sig ned i området i kortere eller længere perioder og ladet sig inspirere af
landskab og mennesker på Mols.
I mange hjem på Mols hænger der billeder med lokale motiver udført af forskellige
kunstnere, og mange nutidige kunstnere arbejder her med deres kunst. Endnu er
der ikke et museum, der viser kunsten i nationalparken. Men et indtryk kan man få
ved at se Fuglsøcentrets samling af lokale kunstneres arbejder gennem tiderne. De
årlige påskeudstillinger viser også den kunstneriske side af nationalparken.
7000 års kulturhistorie – en friluftsmagnet for hele
nationen.
Det er ikke kun naturen i området, der er spændende. Kulturhistorisk har området
meget at byde på. Mennesker har levet her gennem flere tusind år og gennem tiden
sat sit præg på landskabet.

Der skal fortsat leve mennesker her, som med respekt for natur og fortidens kultur
skal have lov til også at præge deres egn.
Oplevelsesmulighederne er mange og har stor betydning for både borgerne på
Djursland og de omliggende storbyer som Randers og Århus - og som før bydes
alle besøgende velkommen.