Kvalitet eller kvantitet i langdistancetræningen ? - Kaiser sport

Arbejdskrav i langdistanceløb.
Alt muskelarbejde kræver energi, og den maksimale evne til at producere energi er en central faktor
for præstationen i langdistanceløb. Organismen har to systemer til produktion af energi; det
anaerobe og det aerobe energisystem. Som det fremgår af tabel 2, bliver der stillet vidt forskellige
krav til den aerobe og anaerobe energifrigivelse på distancerne fra 800 meter til marathon. Dette har
selvsagt konsekvenser for hvorledes man skal vægte træningen på de forskellige intensitetsniveauer,
afhængigt af hvilken distance man træner til.
Der kan være store individuelle forskelle med hensyn til den procentuelle fordeling mellem
energisystemerne angivet i tabel 2, afhængigt af arvelige faktorer, træningstilstand,
præstationsniveau samt hvilken løbertype man er.
Centrale aerobe faktorer, som påvirker præstationsevnen i langdistanceløb, er aerob kapacitet
(VO2max), løbeøkonomi, udnytning og anaerob tærskel (AT). Evnen til at producere energi
anaerobt (anaerob kapacitet), mælkesyretolerance og hurtighed spiller også en rolle, specielt i
slutfasen af en konkurrence.
Ved hjælp af fysiologiske tests ved vi, at mandlige langdistanceløbere på eliteniveau (under 13.15
og 27.30 min. på hhv. 5.000 og 10.000 meter) bør have VO2max mellem 80-85 ml/kg/min. samt en
hastighed ved AT på 22-23 km/t. De individuelle variationer i testresultaterne kan dog være store.
Løberne kan kompensere for deres svage sider med specielt stærke sider. På eliteniveau kan vi
skelne mellem to løbertyper med forskellige fysiologiske egenskaber. Den ene kategori har en høj
VO2max og en relativ dårlig løbeøkonomi, mens den anden kategori besidder de omvendte
egenskaber. Meget tyder på at løbeøkonomi og AT korrelerer bedre til præstationsevnen i
langdistanceløb end VO2max.
Et højt præstationsniveau i en idrætsgren beror på mange års hård træning, hvor løberen har
tilpasset kroppen til de specifikke krav som disciplinen stiller. Træningstilpasningen, eller
adaptationen, er summen af de ændringer som sker, som følge af mere eller mindre systematisk
træning over tid. For små træningsstimuli vil ikke give positiv effekt, mens for store
træningsbelastninger vil føre til stagnation eller negativ præstationsudvikling, ofte som følge af
skader eller overtræning.
Ved alle aerobe træningspåvirkninger (50-100% VO2max) sker der en vis forbedring af både de
centrale og perifere fysiologiske faktorer af betydning for præstationsevnen. Spørgsmålet er så, ved
hvilken intensitet man opnår den største træningseffekt, samt hvordan man skal sammensætte de
forskellige træningsformer til et optimalt træningsprogram for den enkelte udøver.
Træningsstudier.
Der er foretaget mange undersøgelser af de cellulære tilpasninger, som opstår som følge af
forskellige træningspåvirkninger. Idrætsforskningen har i mindre grad rettet interessen mod hvilke
træningspåvirkninger som gav de bedste adaptationer i forhold til den enkelte idræts specifikke
arbejdskrav. Vi har kun ringe videnskabelig belæg for hvilke træningsregimer der giver "optimal
træningspåvirkning".
De fleste praktiske træningsstudier er udført på utrænede eller kun lidt trænede forsøgspersoner. I
de senere år er der dog lavet nogle interessante nordiske træningsstudier, som fokuserer på forholdet
mellem varighed/volumen og intensitet, og hvori forsøgspersonerne er konkurrenceløbere på højt
niveau.
Danskerne Lars Michalsik og Henrik Larsen (1994) undersøgte hvilken indflydelse træningstid, -
intensitet og -hyppighed havde på en række præstationspåvirkende faktorer i langdistanceløb.
Forsøgspersonerne var 14 veltrænede langdistanceløbere med en træningsbaggrund på 80-140 km.
om ugen, hvoraf størsteparten blev løbet med en intensitet på 65-80% af VO2max.
Forsøgspersonerne blev efter 8 uger med samme træning inddelt i 3 grupper. Alle tre grupper
udførte i de næste 12 uger samme træningsvolumen (90-110 km pr. uge), men hyppigheds- og
intensitetsgruppen (HI) øgede både hyppighed og træningsintensitet, hyppighedsgruppen (H) øgede
2