Hvad skal kunst? - henrik busk

Kari-Mette Josefsen
Test af potentielle svar
Dette er et redigeret udpluk af en samtale
mellem Bjørn Enge Bertelsen, ph.d.-studerende
i socialantropologi og mig selv, Kari-
Mette Josefsen, studerende ved Det Jyske
Kunstakademi. Samtalen fandt sted på universitet
i Bergen på et tidspunkt, hvor jeg
stadig undersøgte, hvordan jeg skulle stille
spørgsmål og strukturere materialet til mit
afgangsværk. Nedenstående er således et uddrag
af et test-interview.
Kari-Mette Josefsen: Jeg er interesseret i
det, at tiltale nogen som individ eller gruppe
og grunden er, at en tiltale definerer rammerne
for, hvordan det er muligt at besvare en
henvendelse. Man kan enten acceptere tiltalen
og dens præmisser ved at sige ”ja, det var
til mig” eller man kan helt undlade at svare.
Spørgsmålet er om tavshed er en reel mulighed,
hvis man ønsker at skubbe til status
quo. For en diskussion af hvad tiltale betyder
kan det være et interessant udgangspunkt at
se på hvordan medierne adresserer sin offentlighed
og hvordan mennesker, der optræder
på tv tiltaler publikum. Som en del af
det publikum og som en del af befolkningen,
oplever jeg at der sker en glidning fra at blive
tiltalt som borger til i højere grad at blive tiltalt
som potentiel kunde dvs. forbruger. Det
er tankevækkende, at ens status i et demokratisk
land reduceres til forbruger. Det sker
så glidende, at man næsten ikke lægger
mærke til det.
Bjørn Enge Bertelsen: Så det du siger er
at tiltaleformen, strukturen, mediet og konteksten
afgør hvilke mulige svar man har.
Det er jeg jo enig i. Samtidig så er der en række
andre aspekter af relationen mellem medierne
og deres tiltaleformer. Fordi medierne
medierer de dominerende gruppers interesser,
tanker og måder de ønsker at kommunikere
med udvalgte befolkningsgrupper på,
så er medierne en kraft i sig selv, som altså
heller ikke er neutral. Derudover så har du
politikere som ønsker at tiltale, indkapsle og
bemægtige sig store dele af mediernes publikum
og gør det ved at tiltale dem, som
værende de rigtige repræsentanter for folket.
Du nævner, at vi bliver gjort til konsumenter
og det er jo en lang historisk proces, som er
knyttet til nyliberalisme og det vi indenfor
antropologien kalder for kommodificering,
også kaldet varedannelse. Gæld er et vældig
godt eksempel på det. Før i tiden var gæld en
relation, en relation mellem dig og banken
som ikke var en social relation, men dog en
relation. I dag er gæld blevet en vare, som du
kan købe og sælge og dermed er det relationelle
aspekt væk. Sådan set kan man sige,
at varedannelsen griber om sig, mens det relationelle
som er grundlaget for det sociale forsvinder.
Det er det, der ligger i kommodificering.
Så er der forbrugermagt-retorikken
som bruges utroligt meget. Den giver et indtryk
af, at man som forbruger, som en der
navigerer mellem et stadig øgende antal varer,
tildeles magt og tildeles en beslutningsmulighed.
Men egentlig så reduceres vores
deltagelse i samfundet, vores deltagelse i en
virkelighed, til et valg og en evaluering af
produkter. Man ender op med at være et menneske
som deltager i en uendelig produktevaluering.
Det som er problematisk med dette
vare- og produktfokus er, at man bliver
pisket til at skulle vælge mellem stadig nye
produkter på stadig nye områder. Man skal
vælge forsikring, bank, strømleverandør, man
skal endda vælge hospital. Hvis man skal
være en bevidst forbruger, bliver man nødt
til at læse årsrapporter fra forskellige hospi-
0010
taler for, at finde ud af hvilket man skal vælge.
Dette medfører, at vi får vi mindre tid til
andre ting. Men det udelukker også vores påvirkningsmuligheder.
Ved at blive gjort til forbruger,
er man blevet ansvarliggjort. Og fordi
man får lov til at vælge mellem produkter,
har man ikke lov at opponere mod systemet.
Systemet har givet dig valgfrihed, og den valgfrihed
har du udøvet ved at vælge produkterne
og dermed kan du ikke opponere imod
systemet som sådan.
KMJ: Det er meget smart, hvis man tænker
det i forhold til at passivisere en befolkning.
En anden ting jeg vil nævne i forbindelse
med den kommodificering du taler om er, at
hvis man udvikler noget nyt eller opnår autonomi
i noget, så skal man passe på hvor
man kommunikerer den viden fordi alt bliver
spist op af markedskræfterne. Apropos tiltale,
hvordan kan man overhovedet sige eller
gøre noget som helst, uden at det bliver
kommodificeret?
BEB: Hvis noget får nok opmærksomhed,
uanset om den er positiv eller negativ, så vil
det blive indlemmet, udryddet, kommodificeret
eller transformeret. Et godt eksempel
er kommercialiseringen af Palæstina-tørklædet,
der er et kulturelt fænomen som gik fra
at være et oprørs- og solidaritetssymbol i firserne,
til at være et Hennes & Mauritz produkt
i dag, der ikke betyder noget som helst.
Tørklædet har altså været udsat for en varedannelse
og en udhulning af betydning, der
kunne skabe friktion. Det er det der sker - alt
bliver friktionsløst. Ideen, mekanismen eller
glidningen mod det friktionsløse forbrugersamfund
er vel også noget af det, vi snakker
om.
KMJ: Det virker som om at der er en slags
lås indbygget, altså at tingene hurtigt bliver
låste.
BEB: Ja, ting bliver låst, hvis det bliver farligt
nok, stort nok eller autonomt nok. Der er
historiske paralleller mellem udryddelsen
eller indlemmelsen af de autonome i København
for eksempel, og det der er sket med
nomadiske befolkninger over hele verden.
Derfor er det vigtig ikke bare at tale om markedskræfter,
vi må også snakke om stat og
statsdannelser og den type strukturer, der har
Hvordan tager dine værker form?
Jeg arbejder ud fra de steder, hvor jeg
bliver forbløffet eller ikke forstår hvad,
der er på færde. At lave et værk er en
måde at komme frem til en forståelse på.
Jeg er meget optaget af ideen om sted og
steder. Ikke kun fysiske steder men også
sproglige steder, steder i strukturer og
mekanismer jeg enten ikke forstår eller
som synes vigtige. Den feministiske tænkning
har givet mig nogle redskaber og
strategier, der gør det muligt for mig at
opholde mig der. Som billedkunstner kan
jeg zappe, sakse, vælge til og fra som det
passer mig og handle ud fra de interesser
jeg har på et givent tidspunkt. Det tillader
kunsten mig. Jeg er ikke journalist,
forsker eller realpolitiker – jeg er billedkunstner
og jeg agerer derefter. For mig
er kunst et nedslag. Det er ikke min opgave
at dække det område jeg beskæftiger
mig med på en fyldestgørende måde.
Jeg kan ikke tage alt med i et værk. Det
behov for at underlægge, kontrollere, gennemsigtiggøre
og overvåge. Gennemsigtighed,
forudsigelighed og kontrol er nemlig
vigtige statslige mekanismer. Nomadiske
folk overalt i verden har altid været en trussel
mod de statslige projekter, fordi de ikke
har ladet sig tælle, fordi de ikke bliver på
samme sted, og ikke nødvendigvis sender
sine børn i statslige institutioner som skoler
eller opsøger hospitaler. Herved bliver de en
trussel mod statens suverænitet og dens eneret
til at definere, hvordan samfundet skal
struktureres og organiseres. Det samme ser
du med de grupper, der definerer sig selv
som autonome. De er på sin vis en umulighed
i en verden af statslige strukturer, og her
tænker jeg ikke kun på de nationalstatslige
strukturer, men også på overstatlige strukturer,
som er mere herskende mekanismer end
det, der kan koges ned til statslighed eller
nationalstatslighed.
KMJ: Hvad kunne en sådan herskende mekanisme
være?
BEB: Hvis nogen for eksempel beslutter sig
for, at sætte sig selv udenfor en nationalstat
og sige: “Her etablerer vi os, vi vil danne vores
eget samfund.” Det er en umulighed. I
dag er alle steder i verden, alt rum, underlagt
en statslig struktur. Der findes ikke noget
fysisk rum eller noget fysisk territorium,
hvor man kan gøre sig ikke-statslig. Det interessante
er, at autonomi i dag er forbeholdt
dem med penge. Hvis du har penge i dag, så
kan du få autonomi, så kan du bosætte dig i
diverse skatteparadiser, du kan købe dig mobilitet,
som gør at du kan suse igennem alverdens
lufthavne og territorier. Der er til og
med særlige sluser for dem, der har købt særlige
kort. Vi har fået en international opdeling,
hvor autonomi og mobilitet er forbeholdt
en global elite mens det, at blive låst til
et territorium og visse typer valg er forbeholdt
resten af klodens befolkning.
KMJ: Det er paradoksalt, hvis autonomi i
dag er forbeholdt dem med penge, for det er
jo at vende autonomibegrebet op ned i forhold
til hvem, der plejer at være optaget af
den form for aktion.
BEB: Ja, der ligger i autonomi-begrebet en
ville heller ikke give særlig meget mening,
da et møde med et kunstværk er en meget
specifik situation. Beskueren står i et fysisk
rum med en særlig form for præsentation
af noget. Dette noget er en reduktion,
det er et udpluk, et udvalg som er blevet
udsat for en mediering.
Hvad er vigtigt?
Undervejs i mine arbejdsprocesser stiller
jeg spørgsmålet ‘Er det vigtigt?’ for, at
have noget jeg kan holde mine ideer og
interesser op i mod. Det samme gælder
relevans. ‘Er dette relevant og vigtigt for
andre end mig?’ Heri ligger ønsket om en
kommunikation. Hvem er beskueren,
hvilken offentlighed befinder jeg mig i?
Det er en form for realitetstjek, et
orienteringspunkt jeg bruger til, at pejle
mig ind på det jeg arbejder med ud fra de
givne forudsætninger og muligheder.
idé om et individuelt eller et kollektivt valg af
livsform. Du kan selvfølgelig blive eneboer
og flytte ud i skoven, det er jo også en slags
autonomi, eller du kan vælge noget alternativt
og etablere dig på en øko-gård, men det
er alligevel nogle meget begrænsede muligheder.
Autonomi er et centralt begreb hér
siden du taler om tiltaleformer. Tiltale og autonomi
er knyttet sammen på forskellige måder.
Én måde er, at vælge ikke at lade sig tiltale
og det vil være en afvisning af en kommunikativ
relation. En afvisning af at blive
placeret i en vis rolle, som for eksempel forbruger,
eller en afvisning af at blive placeret
i en metafor, som for eksempel folket. Hvis
du er interesseret i, at udøve autonomi overfor
tiltaleformer så vil jeg tro, at der findes
størst potentiale i at arbejde med kunstprojekter.
Du kan for eksempel ikke udøve en
autonomi overfor tiltaleformer i medierne,
for så ville systemet bryde sammen.
KMJ: Hvordan ville en autonom tiltaleform
se ud?
BEB: Jeg tænker på, om det i det hele taget
er muligt eller om det er en selvmodsigelse?
Kommunikation og autonomi? Hvis vi taler
om individuel autonomi er det i udgangspunktet
så ikke-kommunikativt, at det ikke
kan tænkes.
KMJ: Det er noget med den umulighed,
som er meget interessant. Hvis der er noget,
der kan nedsmelte systemer, opbryde logikker
og skabe ikke-kommunikation så er det
jo netop kunst. Kunst er egentlig ret umuligt,
men det er samtidig også kunstens potentiale.
Jeg kalder det for en talegestus; det at
markere, at man gerne vil sige noget og det
er det jeg ser som et moment af potentialitet,
altså momentet lige før du siger noget. Du
markerer, at du vil tale, og indgår derved i en
slags form for sproglighed.
BEB: Ja, det tror jeg du har helt ret i, for det
er akkurat i det moment lige før du siger
noget, at alle muligheder står åbne, at der er
mulighed for at etablere noget nyt, etablere
noget, der er innovativt, ikke-institutionelt
eller ikke-konformt.
KMJ: Men det er enormt vanskeligt, for når
man åbner munden, så taler man sig ind i et
Hvad kan kunstens rum?
Det første jeg tænker på når jeg læser dette
spørgsmål, er kunstens institutioner og
udstillingsrum. De rum vi har, at udstille
i, er med til at bestemme hvilke værker,
der bliver udstillet, og det er en interessant
diskussion, men jeg vil besvare spørgsmålet
på en anden måde. Det kan også tænkes
som rummet i et kunstværk eller det
rum der opstår i et værk. Det er noget jeg
arbejder med i mit afgangsværk. At sætte
nogle flader op, der kan noget med hinanden,
en sammensætning af video, lyd og
tekst. Hvis jeg tænker det ud fra en rummetafor
så vil videoen, lyden og teksterne
fungere som vægge. Konstellationen af
disse elementer skaber en række meningsflader,
der læner sig op ad og skubber til
hinanden og herigennem skaber et rum.
Det er i dét møde, i mødet mellem fladerne,
at der kan opstå en sammenhæng,
et rum, som beskueren kan træde ind i og
også her det centrale i værket ligger.