PDF-format - Miljøstyrelsen

Figur 1
Gamma-logs i forskellige
lagfølger. (bemærkninger
i Bilag 1).
Salte i porevandet
vere resistivitet end sand og grus. Resistiviteten ned gennem en lagserie varierer således
modsat gamma-strålingen, idet resistiviteten generelt er lavere, jo større indholdet
er af finkornet materiale (se figur 2). Med hensyn til kalkaflejringer vil de
hårde tætte kalklag i København Kalk og i bryozokalk ses som lag (typisk 10-100
cm tykke) med høje resistiviteter, medens de mere porøse kalklag samt skrivekridt
har en forholdsvis lav resistivitet. Med hensyn til typiske størrelsesordener for forskellige
danske aflejringer henvises til Figur 4.
Ovennævnte forskelle i resistivitet mellem de enkelte lagtyper skyldes hovedsagelig
forskelle i lerindhold eller i porøsitet. Sådanne forskelle kan imidlertid blive fuldstændig
domineret af en tredje faktor, som spiller en afgørende rolle for jordlagenes
resistivitet, og det er mængden af opløste salte i porevandet. I tilfælde af, at boringen
har nået ned i saltholdigt grundvand, ses denne grænse i regelen tydeligt på
en resistivitetslog, idet resistiviteten vil være markant lavere under grænsen.
50 geofysiske metoder og borehulsmålinger udvidet geologi og grundvand – miljøstyrelsen