November 2007 - Retten til liv

More documents

Recommendations

Info

8 KONFERENCE Reportage fra KONFERENCEN OM RESPEKT - for det tidlige menneskeliv og for den abortramte kvinde Ved Sune Hansen PÅ EN SÆRDELES tåget efterårsmorgen i IMs nye missionshus i Vejle indledte Marianne Karlsmose konferencen med at henvise til Bibelen som et pejlemærke for os midt i ’tågen’. Konferencens to foredragsholdere talte ud fra en hhv. psykologisk og etisk vinkel og bidrog hver for sig til at anskueliggøre de problemer og dilemmaer, den fri abort og stamcelleforskning har ført med sig. Begge talere svarede efter deres foredrag kompetent og relevant på spørgsmål fra de omkring 70 deltagere ved konferencen. Psykolog Bjørn Håkonsson (dansk, men bosiddende i Lund) fortalte i sit foredrag om sine mangeårige psykologiske observationer fra samtaler med kvinder, der har været gennem en abort. Hans (og andres) erfaring er, at abortindgreb meget ofte fører nogle typiske psykiske komplikationer med sig, men at disse komplikationer ikke bliver anerkendt af hverken læger eller psykologer. Eftersom abortens psykiske eftervirkninger viser et typisk sygdomsbillede, burde dette sygdomsbillede og eftervirkningerne have en selvstændig psykologisk kategori i psykodiagnostikken, hvilket de ikke har. Han foreslår derfor, at man betegner disse eftervirkninger som et Post-abortsyndom (PAS) – en term, der bruges af abortkritiske forskere. I psykologiens standardværker nævnes psykiske eftervirkninger i forbindelse med abort imidlertid aldrig, hvilket Håkonsson finder meget mærkeligt, men også symptomatisk for samfundets fornægtelse af disse eftervirkningers reelle eksistens. Man har som nævnt fra fagkundskabens side ikke villet anerkende et specifikt postabortsyndrom, men tal fra forskellige undersøgelser peger på PAS som en realitet. Abortlæge Hanne Söderberg, der gennem ca. 30 år har praktiseret i Malmö, har på baggrund af en snart ti år gammel undersøgelse blandt 800 kvinder, der har aborteret, kunnet dokumentere, at 76% af disse kvinder ikke ville overveje at få abort igen, og at 88% kunne berette om mere eller mindre omfattende psykiske lidelser efter aborten. Undersøgelsen viser, at ”en del af disse kvinder ved interviewtidspunktet (et år efter) var så medtagede, at de stadig oplevede depression, skyldfølelse, en tendens til pludselig gråd uden direkte anledning, vanskeligheder ved at møde børn og/eller gentagne fantasier om det aborterede barn; hvordan det ville have set ud i dag, om det var en dreng eller en pige m.m.” Håkonsson fortæller, hvordan han har konfronteret Hanne Söderberg med hendes egne skræmmende tal, der viser, at hun har sendt talrige kvinder ud i svære psykiske lidelser efter en abort. Hun indrømmer, at det er et problem, men kan ikke give nogen løsning på problemet. Kvindens partner og familie oplever ofte den overståede abort som en lettelse og kan derfor ikke forstå hendes kvaler, hvor følelser som sorg, vrede, skyld og At fortrænge skyldfølelsen er imidlertid skæbnesvangert, og samfundets forbud mod skyldfølelse kan for den abortramte kvinde være en udløsende faktor for psykiske komplikationer. skam er almindelige udover depressive følelser. Lægevidenskaben arbejder ikke med begrebet skyld, og psykolgien taler om ’selvværd’, men ikke ’moral’. At fortrænge skyldfølelsen er imidlertid skæbnesvangert, og samfundets forbud mod skyldfølelse kan for den abortramte kvinde være en udløsende faktor for psykiske komplikationer. I tilfælde, hvor en abortramt kvinde oplever stærk skyldfølelse, oplever man, at hun kan finde på at betegne sig selv som en morder. Hendes skyldfølelse er imidlertid ikke bare irrationel; den er reel nok, hvis hun føler, hun har dræbt et barn. Psykologens svar til hende i den situation kunne iflg. Håkonsson være: ’Gå til en præst’. Kvinden lades efter en abort alene tilbage med ansvaret og skyldfølelsen. I Sverige, fortæller Håkonsson, må lægen ikke stille spørgsmål til valget af abort. I Tyskland derimod skal kvinden tilbydes en rådgivningssamtale, der har til formål at redde barnet. Mange kvinder fortryder, at de har fået foretaget en abort, men som Håkonsson siger: Ingen kvinde fortryder, at hun har født et barn.
Psykolog Bjørn Håkonsson Professor Peter Øhrstrøm Den anden foredragsholder, professor Peter Øhrstrøm, medlem af Etisk Råd, begyndte med at sige, at al fremskridt har en pris. Denne kendsgerning kommer f.eks. til udtryk i titlen på en skrivelse, som Etisk Råd og Indenrigsministeriet udgav i 1984; den hedder kort og godt Fremskridtets pris. Den teknologiske udvikling giver bestandig nye muligheder, og med disse nye muligheder følger der en række etiske spørgsmål, man ikke har været stillet over for tidligere. Således kan fremskridtets pris være af etisk art; at man kan være fristet til at give køb på etiske hensyn af hensyn til en gevinst på andre områder – f.eks. det medicinske. Etisk Råd tager løbende stilling til det etisk forsvarlige eller uforsvarlige i forskellige problemkomplekser. Når det drejer sig om stamcelleforskning, er problemet, om man etisk kan forsvare at udføre eksperimenter på menneskefostre. Etisk råd har i sine egne vedtægter allerede i § 1 defineret det befrugtede æg og fosteret som menneskeliv. I denne første paragraf hedder det endvidere, at respekten for menneskets integritet og værdighed også omfatter disse. Men definitionen kan komme under pres, f.eks. i tilfældet med stamcelleforskning, hvor Såfremt man lærer at afprogrammere disse stamceller, vil de kunne bruges på lige fod med stamceller fra fostre. Etisk råd har i sine egne vedtægter allerede i § 1 defineret det befrugtede æg og fosteret som menneskeliv. man fremhæver de fordele, stamcelleforskningen kan have for udvikling af revolutionerende ny medicin. Stamceller findes i fostre såvel som i det færdigudviklede menneske, men i sidstnævnte er stamcellerne allerede programmerede til forskellige opgaver, hvorfor de har begrænset interesse for forskerne. Der har ligeledes været tale om at benytte stamceller fra navlestrengsblod, men da disse celler, ligesom cellerne hos det voksne menneske, allerede er programmerede, anses de for uegnede. Såfremt man lærer at afprogrammere disse stamceller, vil de kunne bruges på lige fod med stamceller fra fostre, men indtil da er videnskaben fokuseret på stamcelleforskning i materiale fra fosteranlæg, der er ca. 6 seks dage gamle. De ikke-programmerede stamceller hos fosteranlægget er såkaldt ’totipotente’, hvorved menes, at de kan udvikle sig til en hvilken som helst del af menneskelegemet, organer, lemmer osv. Perspektivet her er fuldstændig enestående i medicinsk øjemed, idet man vil kunne helbrede førhen uhelbredelige sygdomme samt genskabe organer og lemmer. Der findes to hovedpositioner i forhold til synet på fosteranlægget. Den ene er det etiske syn, der som nævnt betragter fosteranlægget som et menneskeliv med en unik værdighed og integritet. Den anden position betegnes gradualisme. Her betragtes fosteranlægget som en celleklump med lav værdi, og fosterets værdi øges gradvist, efterhånden som det nærmer sig sin fulde udvikling. I denne forståelse opnår fosteret mere og mere menneskelighed og etisk status i takt med den tiltagende biologiske kompleksitet. Som Øhrstrøm siger, er dette argument ikke holdbart; man ville jo skulle hævde, at et menneske mistede noget af sin etiske status, hvis nogle af de biologiske funktioner satte ud. Et andet gradualistisk argument er, at fosteret ikke har nået at knytte relationer til andre mennesker, og at relationer er konstituerende for menneskelivet. Konsekvensen af dette argument - siger Øhrstrøm – er, at man så måtte påstå, at kun de mennesker, der har gode relationer til andre mennesker, er rigtige mennesker. Neuropsykolog Lone Frank hævder, at noget, der er så småt som det tidlige foster, ingen værdi har. Men også dette argument er meget dårligt, siger Øhrstrøm, for størrelsen bestemmer ikke værdien af en given genstand. F.eks har en stor skrotbunke ingen særlig værdi på trods af dens store størrelse. Anderledes med menneskelivets begyndelse: allerede i det befrugtede ægs ene celle dannes hele det genetiske sæt i det fantastiske opskriftsværk, som generne er – en opskrift, der i omfang ville svare til en meter telefonbøger! Der findes ikke – siger Øhrstrøm – et bogværk af den slags, uden der står en forfatter bag, og denne stærke appel er for ham et tydeligt Gudsbevis. 9
Page 1 and 2: 10. ÅRGANG NR. 2 NOVEMBER 2007 LIV
Page 3 and 4: MEDLEMSBIDRAG ALLERFØRST en stor T
Page 5 and 6: Kristendemokraternes NY ABORTPOLITI
Page 7: Abortmindelundens betydning Det er
Page 11 and 12: EN HYLDEST TIL BØRRE KNUDSEN! De u

November 2007 - Retten til liv

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?