Pjece om Wegeners Granulomatose i PDF-format - Granulomatose.dk

Recommendations

Info

For at kunne behandle mennesker med WG mest effektivt, skal diagnosen stilles tidligt i forløbet. Der indgår flere elementer i diagnosticeringen: Blodprøver Blodprøver alene kan ikke bruges til at stille diagnosen, men de kan bruges til at udelukke andre sygdomme og til at bestemme, hvilke organer, der eventuelt er angrebet af sygdommen. Desuden kan blodprøverne være med til at understøtte diagnosen, hvis man sammenholder dem med andre tests og med selve det individuelle sygdomsforløb. ANCA-testen Den eneste test, der er nogenlunde specifik, hedder ANCA eller Pr3-ANCA. ”c- ANCA” er et antistof, som måles i blodet. (Antistoffet er rettet mod enzymet ”proteinase-3, eller Pr3, i en bestemt type hvide blodlegemer.) c-ANCA kan være negativ ved Wegeners Granulomatose, men den er oftest positiv og afspejler sygdomsaktivitet. c-ANCA kan desuden være positiv ved en række andre sygdomme. Det med betyder, at man ikke alene kan bruge blodprøven c-ANCA til at stille diagnosen Wegeners Granulomatose. Resultatet af testen skal derfor sammenholdes med det kliniske billede og/eller biopsifund. Blodprøver og nyrefunktion Nyrefunktionen kan vurderes ud fra blodprøver (creatinin og urinstof). Hvis nyrerne er blevet angrebet, vil man i de tidligste stadier kunne påvise mikroskopiske mængder protein i urinen og senere også røde blodlegemer ved mikroskopi af urinen. De almindelige blodprøver er dog ikke specifikke, da de kun kan bruges til at påvise, om der er tale om en betændelsessygdom (lavt antal røde blodlegemer, forhøjet antal hvide blodlegemer og blodplader, forhøjet sænkningsreaktion og CRP), men ikke hvilken slags betændelse, det drejer sig om. Røntgenundersøgelser Røntgenundersøgelser kan være en hjælp, når man skal diagnosticere WG. Mennesker med symptomer på WG i lungerne vil næsten altid have abnorme fund ved røntgenundersøgelserne. Symptomerne viser sig som vat-lignende infiltrater, større eller mindre pletter eller hulrum (kaviteter eller kaverner), der kan være delvist fyldt med væske. Når man skal røntgenundersøge bihulerne, foregår det ved hjælp af en MRskanning eller en CT-skanning. Ved disse skanninger kan man påvise fortykkelse af slimhinden, betændelse i bihulerne samt ødelæggelse af knogle og brusk. Biopsi Biopsi er den eneste sikre måde at stille diagnosen WG på. Man vil tage biopsierne fra det sted, hvor sygdommen er mest aktiv, såsom næseslimhinden, lungerne eller nyrerne. Prøven (biopsien) bliver herefter undersøgt i et mikroskop for at fastslå tilstedeværelsen af knuder (granulomer) og betændelse i blodkarrene (vaskulitis). Er de begge til stede, kan man med sikkerhed stille diagnosen Wegeners Granulomatose.
Desværre er det svært at se knuderne (granulomerne) i nyrerne, ligesom mange biopsier ikke kan vise knuder og betændelse i blodkarrene på én og samme gang. Derfor kan en positiv ANCA test være til stor hjælp. Wegeners Granulomatose - behandling ___________________________________________________________________________________ Behandling af Wegeners Granulomatose Wegeners Granulomatose kan være en alvorlig sygdom, men med den rette behandling er prognosen rigtig god for de fleste patienter. Det er vigtigt, at det er specialister, der tager sig af behandlingen, da den medicinske behandling kræver specialviden. Der kan være behov for forskellige specialister: øre-, næse- og halslæge samt gigtlæge, nyrelæge, øjenlæge m.m. WG kan på kort tid medføre skader på luftveje, lunger, nyrer og nervesystem, og derfor er en kraftig medicinsk behandling nødvendig. Man ved på nuværende tidspunkt ikke så meget om langtidsudsigterne for sygdommen eller konsekvenserne af behandlingen, da man først for nylig er begyndt at give en meget kraftig behandling. WG kan trods de gode behandlingsmuligheder være meget generende, og i nogle tilfælde kan sygdommen være invaliderende. I få tilfælde kan WG være uhelbredelig og dødelig. Mange patienter oplever dog, at sygdommen forbliver i ro - også efter behandlingen er ophørt. Andre har gentagne udbrud af sygdommen. Standardbehandlingen Standardbehandlingen er i de fleste tilfælde en kombination af binyrebarkhormon (Prednisolon), som reducerer inflammationen (betændelsen), og et immunregulerende/hæmmende stof, såsom Carloxan eller Sendoxan (handelsnavne for stoffet cyclofosfamid). Imurel og Methotrexat (MTX) er også immunregulerende stoffer, der bruges i behandlingen. Hvis nyrerne er blevet påvirkede, kan der blive tale om udskiftning af blodplasma (plasmaferese) og/eller dialyse (rensning af blodet gennem en kunstig nyre). Der kan også blive tale om lokalbehandling i næse, ører, øjne, hud m.m. Binyrebarkhormon: Prednisolon Prednisolon er det mest anvendte binyrebarkhormon. Det svarer til hydrokortison, som er det naturlige binyrebarkhormon, der produceres i kroppen. Prednisolon kan i starten gives i en blodåre (som drop) eller som tabletter. Tabletterne tages som regel som en enkeltdosis om morgenen. Når sygdommen aftager, kan lægen gradvist trappe Prednisolondosis ned - som regel over en periode på mange måneder. Når man tager Prednisolon, stopper kroppens naturlige produktion af hydrokortison, og reducerer man Prednisolondosis gradvist, vil kroppens naturlige produktion efterhånden genoptages. Det er meget vigtigt, at man aldrig holder op med at tage Prednisolon pludseligt, da det er et livsvigtigt hormon for kroppen, som ikke hurtigt nok kan producere de mængder, der er behov for.
Page 1 and 2: Wegeners Granulomatose - generelt _
Page 3: Betændelse i øjets senehinde Hvis
Page 7 and 8: Andre behandlinger Andre behandling
Page 9: humør og helbred. Arbejde og økon

Pjece om Wegeners Granulomatose i PDF-format - Granulomatose.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?