Kapitel 4 - Forlaget KATS

indeholder nogle stjerneformede celler, de såkaldte Kupferske
celler, som er en form for makrofager (se kapitel 5). Hovedparten
af leverens blodforsyning kommer med portåren, der er
den store vene fra fordøjelseskanalen. Leverarterien, som er
en forgrening af aorta, fører iltet blod til leveren, og de to typer
blod blandes i leverlappernes hulrum, så der bliver tilstrækkelig
med ilt til nedbrydning og omdannelser af de stoffer, der fi ndes
i blodet fra tarmkanalen.
Når blodet transporteres væk fra leveren igen via levervenen,
som udmunder i nedre hulvene, vil det normalt kun indeholde
de stoffer, som kroppen skal bruge. På fi gur 4.2 på
forrige side er leverens placering i kredsløbet vist.
Leveren står for 25 % af kroppens hvilestofskifte, og dens
temperatur ligger på grund af den meget store forbrænding 1-2
grader over den normale legemstemperatur. I leveren fi ndes
mange forskellige enzymsystemer, og der foregår et utal af kemiske
processer i de enkelte celler.
4.2.1 Leverens galdeproduktion
Levercellerne producerer galde, der, som vi så i kapitel 3,
er vigtig for emulgering af fedtstofferne i tarmkanalen. Efter
dannelsen opsamles galden i leverens fi ne netværk af galdekapillærer.
De samles til større kar, der alle samles i galdegangen,
som fører galden til galdeblæren. Fra galdeblæren føres
galden ud i tolvfi ngertarmen.
Galden indeholder galdesalte, der dannes i levercellerne
ud fra kolesterol. Leveren kan selv danne kolesterol, hvis der
ikke tilføres tilstrækkeligt kolesterol via kosten. Galdesaltenes
opgave er, dels at emulgere fedtstofferne, hvorved den samlede
overfl ade øges, så den enzymatiske spaltning af fedtstofferne
fremmes, dels at medvirke ved dannelsen af miceller,
som optages i tyndtarmens mikrovilli. Disse miceller er uhyre
små og kan derfor passere ind mellem mikrovilli, hvor de afl everer
deres indhold af monoglycerider og fedtsyrer til tarmepitel-cellerne.
Galdesaltene reabsorberes til blodet for enden af
tyndtarmen, hvorefter de igen ender i leveren.
4.2.2 Leveren og blodsukkeret
Leveren er med til at regulere blodets indhold af glukose
som vist på fi gur 4.3. Hvis blodets glukoseindhold ( blodsukkeret)
stiger til over 0,1 %, frigives der insulin fra β-cellerne i
de Langerhannske øer i bugspytkirtlen. Når insulin bindes til
receptorer i muskelceller, leverceller eller fedtceller, sendes
glukosetransportører ud til cellemembranen, hvorved glukosen
optages i cellerne.
Der fi ndes forskellige typer af glukosetransportører - i
musklerne benævnes de GLUT4 og i leveren GLUT2. I
Glukose
i blodet
Glukose
Glykogen
Lever
Lager
Figur 4.3. Leverens regulering af blodsukkeret. Det skal bemærkes, at processen
også foregår i muskelceller.
muskelcellerne og levercellerne forbrændes glukosen eller oplagres
som polysakkaridet glykogen. Levercellerne og fedtcellerne
kan også omdanne overskydende glukose til fedt, hvilket
forklarer, at man kan tage på i vægt af for højt kulhydratindtag
(se biokemi).
Et for lavt indhold af glukose i blodet bevirker derimod, at
α-cellerne i de Langerhannske øer i stedet udskiller glukagon,
der medfører, at leverglykogenet nedbrydes til glukose. Virkningen
af de to hormoner insulin og glukagon uddybes i kapitel
6, men kan forenklet ses illustreret på fi gur 4.3.
4.2.3 Leveren og fordøjelsen
Insulin
Glukagon
Bugspytkirtel
Fedtstoffer (triglycerider) og kolesterol fra fordøjelseskanalen
føres til leveren via lymfesystemet. I leveren kan disse
stoffer enten oplagres eller sendes ud i blodkredsløbet. Herfra
optages de af cellerne til forbrænding eller lagres i kroppens
fedtdepoter. Kolesterol indgår i leverens syntese af galdesyrer
og er også udgangsmateriale for steroidhormonerne som fx
kønshormoner og kortisol (se kapitel 6).
Aminosyrerne fra kosten kan i leveren omdannes til andre
aminosyrer ved transaminering. De aminosyrer, der er i overskud,
kan nedbrydes ved deaminering. Herved dannes der
urinstof, som udskilles gennem nyrerne. Disse processer kaldes
urinstofcyklus, og for yderligere gennemgang af ovenstående
processer henvises til biokemi. Aminosyrernes SH-grupper
fraspaltes og bruges til syntese af andre S-holdige stoffer
som fx coenzym A (se biokemi). De kan også oxideres til sulfat,
2- SO , som udskilles via urinen.
4
Lever og nyrer
53