Biografi

More documents

Recommendations

Info

H. L.: Nej, der var flere, der kunne mindes tiden fra 64. Mit første møde med danmarkshistorien var for resten den, at jeg gik om idet lille bibliotek, som Sprogforeningen havde oprettet rundt om i sognene, og lånte en bog. Det var Peter Rist: »En rekrut fra 64«. Da jeg kom hjem med denne bog, havde vi besøg af en gammel tante, en gammel dansk tante fra Møgeltønder, hun var søster til min bedste- mor, og hun sagde: »]amen dreng, hvor kan du da vove at læse sådan en bog, det kunne jo komme til at koste din far sin stilling«. Hun var dansk, men hun havde noget ret i det. Så blev det besluttet, at denne bog ikke måtte lægges sådan frem, at et evt. besøg af skolemyndigheder kunne se den i vort hjem. Sådan var forholdene. Den næste bog, jeg lånte deromme i Sprogforeningens bibliotek, var Ingemanns: »Erik Menveds Barndoms«. Modsætningen til far var andenlæreren. Andenlæreren var tysk, eller det var skiftende andenlærere, og de var som regel tyske. Mens far havde fået sin uddannelse på Tønder Seminarium, i den sidste dansktalende klasse, der var på seminariet, så var disse unge lærere jo fuldstændig oplært på tysk facon. Det val; sommetider så galt, at de ikke kunne et dansk ord, mens de små børn, der kom i skole, ikke kunne et tysk ord, så det blev jo en meget ejendommelig undervisning, vi fik i de første år. Fra barndommen i den gamle skole har jeg mange minder. Jeg mindes f.eks. at – far var jo nødt til på de prøjsiske festdage at hejse flaget. Flaget bestod af en dug, hvorpå der var en stor ørn med klør og næb og en krone på hovedet. Den ørn og dette flag blev aldrig kaldt for flaget,alle folk kaldte det for ”Fuglen”. Flagstangen stod bag ved skolen, og skoleforstanderskabet, som bestod af lutter danske – der var jo ingen tyske i sognet udover den tyske gendarm og , måske præsten, der som regel var tysksindet, eller var der ingen – havde ikke i sinde at flytte denne flagstang om, så den stod noget bedre. Den var heller længere, end at den ikke kunne rage meget op over rygningen af huset, og der var et sus af blæsten om det hjørne, så dugen næsten altid præsis snoede sig omkring flagstangen og ikke blev vist meget. Far og de andre gjorde ingenting for, at den skulle kunne udfolde sig mere frit. Den sidste gang, fuglen blev hejst eller skulle hejses, var ved en Sedanfest. Det var den 2. september. Da blev der altid hejst flag til minde om det franske nederlag ved Sedan, og da havde den lærer, der var der på det tidspunkt givet ordre til – det var i 1918 og på et 4
tidspunkt, da respekten for det store tyske rige var ved at vakle overalt. Han havde givet ordre til et par store drenge, at de skulle gå ud og hejse flaget. Og de gik og ganske rigtig ud med ”æ” fugl, men i stedet for at hejse flaget, gjorde de noget helt andet. Da læreren kom ud med de øvrige skolebørn og skulle holde sin traditionelle tale og de skulle synge en sang, så blev han fuldstændig stum, for oppe i flagstangen hang en marmeladespand. Ørnen – Fuglen – kom aldrig mere op i Ballum. S. A.: For så kom nemlig 1920 - H. L.: Ja, så kom 1920, nej først 1918 og der med en ny tid. S. A.: Men en skønne dag løber altså en 12-årig dreng rundt i Haderslev gader, Hans Lorenzen. H. L.: Ja, jeg blev indkvarteret hos en af min fars gamle seminariekammerater, der havde en jævnaldrende søn, der gik i samme klasse som jeg. Det var rektor ved Severinskolen, en pigeskole i Haderslev. Han hed ]essen, og der havde jeg nogle gode år sammen med denne jævnaldrende kammerat. For at blive rektor havde Jessen måttet slå noget af på sin oprindelige danskhed. Hussproget blev tysk, men ovenover i skolen boede rektor Jessens hustrus gamle mor, som var lærerenke, og hun var dansk, talte dansk. Når det kneb for mig, gik jeg op til gamle fru Schrøder, og der kunne jeg læse danske aviser. »Modersmålet« holdt hun. I øvrigt mærkede vi ikke så meget til modsætningen mellem dansk og tysk i den første tid. Men så kom jeg hjem en dag til min far og fortalte, at den tyske forening havde tilbudt at betale skolepengene for mig. Da lønnen som førstelærer, ja, lærer i det hele taget, ikke var stor - en lærer måtte dengang have landbrug ved siden af for at kunne klare sig, vi havde hjemme tre køer, et par svin, et par kalve, høns og seks får - da sagde far: »Min dreng, det vil vi ikke tage imod, for du skal ikke senere nogen sinde skylde dem tak. Vi får dem nok betalt selv«. Det var vist den første gang, jeg stødte an imod tonen der på stedet. Senere kom der mange gange. Vi opdagede jo vort danske sindelag, også det danske sindelag hos en del af de andre. Der var på skolen en dreng fra Als. Han hed Thorvald Dau. Han var søn af dyrlægen ovre fra Als, og jeg havde de første år, jeg var der, aldrig talt andet end tysk til ham. Det var nødvendigt at tale tysk på skolepladsen, det var forbudt at tale noget andet. En dag da jeg 5
Page 1 and 2: Erindringsbilleder fra Nordslesvig
Page 3: Far havde stiftet en afholdsforenin
Page 7 and 8: faktor, og heroppe gjorde de alt, h
Page 9 and 10: der stod som befalet Nottür. Da ge
Page 11 and 12: S.A.: Men så må jeg sige, at der
Page 13 and 14: fagstudium, men her i München har
Page 15 and 16: dansk, hans berlinske stak igennem
Page 17 and 18: forbeholdt militæret. Vi skottede
Page 19 and 20: Det var uhyggeligt nok derhjemme. D

Biografi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?