Biografi

More documents

Recommendations

Info

kom gående med Jens Enemark, en anden dansk dreng, en bror til lærerinde Inger Enemark i Tønder, og vi talte dansk sammen, så blev vi hørt af en af lærerne, som hed Meiersahm, og det gav nogle forfærdelige lussinger. Han skulle nok lære os at tale tysk på skolepladsen, et ordentligt tysk sprog. Thorvald Dau fortalte mig en dag på tysk, at hans mor havde skrevet sådan og sådan til ham; det var en dansk vending, og jeg sagde: .Jamen Thorvald, skriver din mor da dansk til dig?« »Ja, det gør hun«, sagde: Thorvald.»Det gør min også«, sagde jeg, og så blev vi dermed perlevenner, og han blev optaget i laget hos dem, der hørte til den danske side. Vi blev meget nøje overvåget, når vi om morgenen skulle synge en eller anden tysk sang, eller når der var tysk fest, hvor vi skulle være med. Men når vi f.eks. skulle synge »Ich bin ein Preusse« eller »Schleswig-Holsteinvisen«, så gjorde vi det på den måde, at vi knyttede hån- den i lommen og lod tommelfingeren stikke udenfor. Vi stod og viftede med tommelfingeren sådan, at vi kunne se det hos hinanden. Så kunne vi ustraffet synge ligeså meget om alt det onde, det gjaldt ikke alligevel, det passede ikke. Det var noget, alle danske drenge gjorde, og så vidste vi, det var i orden, hans samvittighed var god. Men man blev jo ikke mindre stålsat af den slags små ting. S. A.: Tænk alligevel. at 12-13 års drenge og børn så tidligt i deres liv lærer at begå sig. H. L.: Jamen vi var skam nødt til det, vi var nødt til det. Det var jo forbudt at komme i danske forsamlingshuse. Højskolehjemmet blev bygget i den tid, og da jeg havde været nogle år i huset hos rektor Jessen, flyttede min tante og hendes veninde, min kones faster, til Haderslev til en villa, og da flyttede jeg hen til dem. Tante Hanne Jenssen fik meget stor betydning i ungdomsarbejdet i Haderslev. Hun var formand for mange ting og betød uhyre meget. Det var jo ikke så godt, at jeg netop skulle bo der, set med tyske øjne. Jeg tror, mine forældre var glade for det, jeg tror ligefrem, at de havde tilskyndet hende til at flytte til Haderslev for min skyld, for gennem hele min opvækst har jeg mærket, at var der noget, mine forældre var bange for, så var det, at jeg skulle blive bjergtaget af det tyske. Det tyske var netop i begyndelsen af dette århundrede en voldsom magt- 6
faktor, og heroppe gjorde de alt, hvad de kunne, for at få landet og befolkningen fortysket, og der var jo adskillige, der faldt for dem. Højskolehjemmet blev som sagt bygget i den tid, og der måtte jeg ikke komme, men en veninde til tante Hanne, som jo kom meget på Højskolehjemmet i det danske arbejde, var forstanderinde derude, og en dag havde jeg været der til et stort møde sammen med mange andre danske unge. Det var blevet opdaget fra skolen, så jeg måtte stå skoleret. Jeg var nødt til at bruge en lille nødløgn, idet jeg sagde, at ganske vist havde jeg været på Højskolehjemmet, for de havde set mig komme ud derfra, men jeg havde været til fødselsdag hos frk. Anna Schmidt. Om jeg kunne bevise det skriftligt? Ja, jeg kan få hende til at skrive det, sagde jeg, og så skrev frk. Anna Schmidt en attest på, at jeg havde, sammen med min tante, været til fødselsdag hos hende. Det var også rigtigt, det var bare ikke den dag, det her møde var blevet afholdt, men vi skrev ikke nogen dato på. Det var også galt med Harmonien. Den lå lige over for Latinskolen, og på Harmonien måtte vi slet ikke komme. En anden gang havde jeg sammen med min gode ven ,Jens Enemark, hvis far havde en gård ude i Høgelund, været til dyrskue oppe på pladsen nord for Haderslev. Hans søster var der også, og der var fest i Harmonien bagefter. Jens Enemark og jeg kunne ikke holde os fra festen og gik med ind i Harmonien, men så mærkede vi, at der var sat vagt udenfor på gaden. Der gik nogle af de tyske drenge, jeg tror bl. a. rektorens søn, og vi var meget bange for, at det var for vores skyld, de gik der og passede på, om vi kunne komme ud. Så vi måtte gå over muren bagud til Gravene. Den mur var der pigge på, jeg rev mine bukser, og Enemark rev sin trøje, men vi gik op til gamle Valdemar Schmidt, og der fik vi nyt tøj. Valdemar Schmidt var en af danskhedens gode mænd, en af førerne i Haderslev. Jeg blev student i 1912, og det var svært at blive det, for efterhån- den som det danske sindelag blev mere og mere bekendt, så gjorde man alt på skolen for at bremse os. Det blev engang sagt til mig, at jeg kunne godt melde mig ud af skolen, for jeg ville ikke få min studentereksamen alligevel. Da der ikke var noget i vejen med kundskaberne, blev far og jeg enige om, at vi ville blive ved og så se, hvad der kom. Så havde jeg det held, at den rektor, som var en meget nidkær fortyskningsmand - i øvrigt var han en udmærket og glimrende skolemand - han blev forflyttet et halvt år før eksamen, og vi fik en rektor, 7
Page 1 and 2: Erindringsbilleder fra Nordslesvig
Page 3 and 4: Far havde stiftet en afholdsforenin
Page 5: tidspunkt, da respekten for det sto
Page 9 and 10: der stod som befalet Nottür. Da ge
Page 11 and 12: S.A.: Men så må jeg sige, at der
Page 13 and 14: fagstudium, men her i München har
Page 15 and 16: dansk, hans berlinske stak igennem
Page 17 and 18: forbeholdt militæret. Vi skottede
Page 19 and 20: Det var uhyggeligt nok derhjemme. D

Biografi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?