Tekster\Værker\Artikler\Dansk_Rocklyrik\Larsen-motivet.wpd

kultyrradikalismens krav om selvstændig kreativitet inden for musik,
billedkunst, teater, klædedragt, boligindretning osv. Og med et klar
brod mod halvtredsernes “materialisme”, drømmen om eget hus og
have, bil og sommerhus, hjemmegående husmødre (et klart statussymbol).
Opgør mod en begrænset seksualitet og et familiemønster der
sås som udtryk for den borgerlige (selv)undertrykkelse.
Larsen-skikkelsen stræber mod den top hvorfra vi er undsluppet og
bestemt ikke skal op. Hvis man ikke kan udfolde sig frit i det
eksisterende samfund, må man melde sig ud af det.
De hjemlige “blomsterbørn” er selvfølgelig inspireret af beat-bevægelsen
i USA, af “flower-power” og af Montery (1967) og Woodstock (1968).
Men jorden var grundigt gødet af de kulturadikale, lilleskolebevægelsen
og idealerne om individuel kunstnerisk udfoldelse.
Noget der ligner Larsen-skikkelsen kan man også finde hos Bob Dylan
(mr. Jones) og The Beatles (Nowhere Man). Og ikke mindst i The Kinks
Well Respected Man som dog har et umiskendeligt præg af britisk
velhavende forstadsbeboer med arbejde i City. Thøger Olesens danske
oversættelse som Peter Belli får lov til at lancere, gør manden til en
glædesløs og autoritær embedsmand, en karriere-Larsen der nåede
længere end Larsen selv - og betalte prisen.
Eik Skaløes Jensen er mere flertydig, men mon ikke han er som mr.
Jones der ikke fatter at tiden er inde til store forandringer. Længe leve
Jensen skal vist ikke tages for pålydende.
Ivanhoe i Brøndbyerne og hans Rowena er de romantiske heltes
skæbne i forstædernes mellemlagssamfund. Og Larsens har både
navnet til fælles med den gamle larsen og umiskendelige ligheder med
The Kinks’ antihelt.
Linjen fortsætter med Jesper Jensens Sang om Bevidsthed som
appellerer til vores indre kulturadikaler, men ender med anvise den
marxistiske revolution som vejen frem. Niels Skousens hr. Holm ser
situationen fra hr. Holms synspunkt. Manden imellem
virksomhedsejerne og folkene “på gulvet”. Også for ham truer
revolutionen og tvinger ham - måske - til et valg.
Disse sange er ikke typiske for dansk-rocken, men de udtrykker
indirekte en række værdier som kom til at præge slutningen af 60'erne
og begyndelsen af 70'erne både i rocken selv og i den livsstil som rocken
blev en del af. Det er det negative modbillede til alt det som man faktisk
gjorde for at realisere sig selv og sin kreativitet - sin indre kunstner som
bare ventede på at blive befriet for “det borgerlige samfunds” snærende
bånd.
Resultatet bliver som bekendt bl.a. den spaltning i rocken som viser sig
som dansk-top-musik versus beatmusik. Her grupperer store dele af
mellemlagene sig sammen med arbejderklassen som dansk-top-