Voksne drenges fædre

Men jeg været heldig med en forstående arbejdsgiver, som godt har
kunnet se lidt løst på tingene, når jeg havde brug for at komme lidt
senere om morgenen. Man kunne nemt få et minus på et par timer i
løbet af sådan en nat.
Og sjovt nok har jeg det stadigvæk i baghovedet. Jeg vågner stadig
en tre-fire gange hver nat, fordi jeg har været vant til det i alle de år.”
Bruno, 46, er vagtmester på Danmarks Biblioteksskole i Aalborg. Der
har han været i 19 år, lige siden han og Birthe flyttede fra Rødovre, men
hovedstadsaccenten hænger ved endnu. Selv om han faktisk er født i
Aalborg og boede der sine fem første år, ind til familien flyttede til
København, for at faren kunne få arbejde.
Han er uddannet som elektromekaniker og reparerede engang
fotokopimaskiner for Rex Rotary. Nu styrer han varelager og trykkeri og
passer på bygningerne på biblioteksskolen, og det er en rigtig god
arbejdsplads, siger han og kan kun komme i tanke om at beklage sig
over sommerheden, der stiger til 35-40 grader under skolekompleksets
store glaspartier. Så er det slemt at gå i uniform, forsikrer han.
Bruno: “Vi har godt kunnet diskutere, hvis tur det var. Men det har
ikke været grelt, bare en del af hverdagen.
Vi havde en bestemt rytme. Stod op samtidig, og mens Birthe
ordnede det med morgenmaden, var jeg inde og ordne Martin. Bade
ham og give ham tøj på. Det var jeg bedst til, for selv om han havde en
kran i loftet, så brugte jeg altså armene til at løfte ham. Det var meget
nemmere, men det har også kostet en dårlig ryg.
Så kørte Birthe mig på arbejde og Martin i skole i invalidebilen. Det
var en meget god måde, synes jeg.”
Han sagde altid “mor”
Kjeld: “Det har godt nok altid været Birthe, der stod op om natten. Det
har jeg sovet for hårdt til. Man kan godt sige, at det har været forkert,
men jeg hørte ham sgu næsten aldrig.
Det var kun, hvis Birthe var i byen. Så kunne jeg høre ham, så lå det i
baghovedet.
Dengang kørte jeg med øl. Det var lange dage med et par bajere
oveni, og jeg var som regel træt, når jeg kom hjem. Men det var hårdt
for Birthe, for dengang gik hun også på ergoterapeutskolen.
Hun har sådan set taget sig mest af Gert. Han kaldte altid på Birthe,
han sagde altid “mor”. Og jeg kunne godt blive lidt sur, hvis han kaldte
alt for tit - det kan jeg godt se i dag, at det var forkert.”
Kjeld var ølkusk på et Tuborgdepot i 23 år.
“Vi har heller aldrig sådan rigtig været uvenner. Birthe har heller
aldrig klaget sig. Det er nok også derfor, det er gået.”
Bruno og Kjeld og deres koner, Birthe og Birthe, har kendt hinanden
siden deres muskelsvinddrenge var små. De tog på familiekurser i
Muskelsvindfonden og var med i den samme forældregruppe. Nu ses de
sjældent, men har kontakt via sønnerne, der er nære venner.