Indv.sider 2/04 - Vedvarende Energi & Miljø

ATOMKRAFT AD BAGVEJEN
Vil brint give atomkraften en ny chance?
Sort eller grøn brint?
4vedvarende energi & miljø 2/04
◆ Af Benny Christensen
Brint kan spille en central rolle
i et energisystem, der er baseret
på vedvarende energi - men
kan den også bruges til at give
atomkraften en renæssance...?
Da Georg W. Bush sidste år lancerede
USA’s nye ambitiøse brint-plan
fortalte han ikke, hvordan brinten
skulle produceres. Senere viste det
sig, at det nok ikke så meget var med
vedvarende energi, men at brintproduktion
med “clean coal” (d.v.s. kulkraftværker
med CO2-udskillelse) og
atomkraft var nogle af de metoder,
der skulle satses kraftigt på.
Grøn brint - tak
I USA pegede mange på faren for, at
brint på den måde blev brugt som
påskud for at puste nyt liv i atomkraft-industrien
- bl.a. med statslige
subsidier til udvikling af en “fjerde
generation” af atomkraftværker, der
kunne producere elektricitet og brint
samtidig. En række af USA’s største
miljøorganisationer har derfor dannet
en “Green Hydrogen Coalition”,
der skal arbejde for brintproduktion
med rene energikilder (vedvarende
energi) i stedet for Bush’s “sorte
brint.”
Uanset valg af energikilde kommer
brint sikkert til at spille en væsentlig
rolle i den fremtidige energiforsyning,
fordi brint og brændselsceller
vil kunne gøre transportsektoren
uafhængig af olien.
Atomkraftens fremtid er mere tvivlsom.
Da den blev lanceret efter den
første oliekrise i 1973 havde energiforbruget
i en årrække været i voldsom
vækst, og atomkraften var i de
fleste lande det eneste alternativ til
de fossile brændsler (olie, kul og
gas). I dag ser verden meget anderledes
ud.
Væksten, der blev væk
Forventningen om, at energiforbrugets
vækst ville fortsætte efter 1960ernes
model blev der sat spørgsmålstegn
ved allerede i 1976-77, da den
amerikanske fysiker Amory Lovins -
viste de store muligheder for tekniske
energibesparelser. En officiel
energiprognose forudsagde dengang,
at USA’s samlede energiforbrug i
2025 ville være tre gange så stort som
i 1975.
Lovins skitserede et alternativt
forløb, hvor energiforbruget kulminerede
omkring 1990 med et ca.
25% højere forbrug, for derefter at
falde, således at forbruget i 2025
blev lavere end i 1975. Samtidig skitserede
han, hvorledes hele forbruget
i 2025 kunne dækkes af vedvarende
energikilder. Amory Lovins stiftede i
1982 det uafhængige forskningscenter
“Rocky Mountains Institute”, der
nu har omkring 50 ansatte, og han
er blevet en efterspurgt rådgiver
både for private firmaer og for regeringsorganer
i og uden for USA. I et
foredrag i efteråret 2001 konstaterede
han, at USA’s energiforbrug i
2000 kun lå en smule over det
niveau, han havde forudsat i sin
model fra 1976.
I Danmark har vi været bedre til at
spare på energien end i USA. Det
samlede danske energiforbrug ligger
nu på stort set samme niveau som i
1973 - før den første oliekrise.
Danske atomkraftplaner
- i 1972
Den udvikling var der ganske vist
ikke mange, der troede på i begyndelsen
af halvfjerdserne. Da det jyskfynske
elselskab ELSAM i maj 1972
lancerede sine atomkraftplaner var
det bl.a. med en kurve, der viste, at
el-forbruget i Jylland-Fyn fra 1970 til
2000 ville blive tidoblet. Baggrunden
for prognosen var, at elforbruget i
1960-erne var vokset med 10-11%
om året. Det svarer til, at forbruget
blev fordoblet hver syvende år. Og
man forventede mindst lige så stor
vækst i de næste 30 år.
Timingen var perfekt. Halvandet
år efter oplevede verden den første
oliekrise. Energiforsyningen kom på
den politiske dagsorden, og i den
første danske energiplan fra 1976 var
atomkraften en af grundpillerne.
Mens man ventede på at få ordnet de
politiske formaliteter blev de danske
Sådan præsenterede ELSAM prognosen for
det jysk-fynske el-forbrug i brochuren
"Atomet i fremtidens el-forsyning" fra 1972.
Den røde prik viser det faktiske energiforbrug
i 2000. Det enorme merforbrug, som
atomkraften skulle dække, kom aldrig.
elværker stillet om fra olie til kul, og
der blev opført nye store kulfyrede
kraftværksblokke.
Der var lagt op til en voldsom
centralisering af energiforsyningen,
og valget stod kun mellem kul og
atomkraft - eller endnu flere kul.
Den socialdemokratiske energiminister
Poul Nielson sagde ved et møde i
industrirådet i december 1979.
“Alternativet til a-kraft er en øget
kulanvendelse i et omfang, der overstiger
de flestes fantasi.” Fremtidens
danske energiforsyning kunne man
se modellen af i Elsams planer for
Glatved Strand på Djursland, hvor
der skulle bygges tre kulfyrede kraftværker
på tilsammen 2000 MW og 4
atomkraftværker på tilsammen 4000
MW. Den samlede kapacitet for de 7
værker ville blive dobbelt så stor som
kraftværkskapaciteten i hele det jyskfynske
område i 1980.
Uran eller sol
I Sverige havde man allerede atomkraft.
Det første kraftværk var taget i
brug og flere var undervejs. Alligevel
ønskede den svenske regering at
undersøge andre energimuligheder.
Det nyoprettede sekretariat for
fremtidsstudier udgav i 1978 rapporten
“SOL eller URAN - att välja
energiframtid.” Den beskriver to
mulige energiløsninger for Sverige i
2015 med et energiforbrug, der er
40% højere end i 1975. I den ene
model - URAN-Sverige - dækkes
80% af forbruget af 83 atomkraftværker,
i den anden - SOL-Sverige -
dækkes 61% af biomasse, 22% af
solenergi og 5% af vindkraft. Rapporten
fastslog, at begge løsninger
var teknisk mulige, og at de ville
koste nogenlunde det samme. Men
det fremgik også klart, at de to systemer
stillede vidt forskellige krav til
det omgivende samfund.
Uran-løsningen lagde op til stærk
centralisering med tæt samspil mellem
staten og store selskaber, mens
Sol-løsningen i højere grad byggede
på lokal indflydelse og lokal produktion
på små og mellemstore virksomheder.
URAN-Sverige ville have
få store producenter og en enkelt
dominerende energikilde. SOL-Sverige
ville blive et samfund med mange
decentrale producenter og mange
forskellige energikilder.
Den svenske rapport kridter klart
banen op for den fremtidige energiudvikling:
På den ene side en stærkt
centraliseret energiforsyning, hvor
borgeren er gjort til forbruger. Hvor
energien er noget, der kommer ud af
væggen, når man sætter stikket i
kontakten - og hvor systemet på den
anden side af væggen ikke er noget,
man skal beskæftige sig med. Der
ligger nemlig et stort kompliceret
system, hvor eksperterne råder, og
hvor man ikke skal stille “dumme”
spørgsmål.
Den anden mulighed er et
system, hvor den enkelte forbruger
er tæt på energiproducenten og
måske selv er producent. Men hvor
man til gengæld har et medansvar
for, at tingene hænger sammen - fx
ved at begrænse sit energiforbrug.
Det handler om at vælge.
Farvel til atomkraften
Indtil 1985 havde et flertal af de danske
politikere valgt atomkraften, og
da den efter mere end 10 års indædt
debat blev taget ud af de danske
energiplaner, efterlod man et energisystem,
der havde kurs mod Uran-
samfundet. Det var stadig baseret på
kul, men de store centrale kulkraftværker,
man havde etableret, var lige
så lidt fleksible som de atomkraftværker,
man ventede på. Nye energikilder,
der gav varierende og uforudsigelige
bidrag - som fx vindmøller
- virkede nærmest som en hund i
et spil kegler, så dem skulle man
helst undgå eller begrænse så meget
som muligt.
Så folk, der beskæftigede sig med
nye energikilder i begyndelsen af
1980-erne, havde det ikke særlig
nemt. Da OVE’s repræsentant ved en
energihøring i Nordjylland i april
1982 tillod sig at foreslå, at der blev
bevilget flere penge til vedvarende
energi, fik han dette kontante svar
fra energiministeriets departementchef:
“I skal da have lov til at lave de
anlæg, I har lyst til, men I kan da ikke
forvente, at vi andre skal betale for
jeres fornøjelser...”
Ønsketænkning
Og hvis man som Jørgen S. Nørgård
på DtH (det nuværende DTU)
arbejdede seriøst med Lovins’ ideer
med at reducere energiforbruget, fik
man på samme høring fra departementchefen
at vide, at det var “urealistisk
ønsketænkning.” Energibesparelser
og vedvarende energi var
noget pjat, som man ikke kunne
tage seriøst. Som det hed i en pjece
fra Energiministeriet i efteråret
1983: “Det må anses for urealistisk, at
store dele af det moderne samfunds
energiforbrug kan dækkes af vedvarende
kilder.”
I 1985 opgav Folketinget atomkraften,
og derved kunne man året
efter glæde sig over, at man nåede
det inden Tjernobyl-ulykken satte et
vedvarende energi & miljø 2/04
5

ATOMKRAFT AD BAGVEJEN
Sort eller grøn brint?
Sådan forestillede
græsrodsbevægelserne
sig i 1980erne,
at fremtidens
decentrale energisystem
kunne se ud
- men den slags
blev afvist som
"urealistiske drømmerier"
eller
"romantiseret uansvarlighed"(Illustration:
OOA's
kommunegruppe i
Århus ca. 1980).
6vedvarende energi & miljø 2/04
foreløbigt punktum for atomkraftens
udbredelse.
Decentrale energisystemer
De danske politikere kunne have
meget andet at glæde sig over, da
atomkraften langt om længe blev
opgivet. Ude i landet var der opfindsomme
smede, der havde bygget
deres egne vindmøller og var
begyndt at sælge dem til andre interesserede,
og der var landmænd, der
producerede biogas af deres husdyrgødning.
Uafhængige forskere på
universiteter og læreanstalter havde
også allieret sig med græsrødderne
og skitseret samlede decentrale energisystemer,
baseret på vedvarende
energi - i nogle tilfælde kombineret
med naturgassen fra Nordsøen, der
her blev brugt til kraftvarme-produktion
i små, decentrale værker i
stedet for at blive fordelt til de private
husstande.
I 1987 kom Brundtland-rapporten,
der satte yderligere fokus på de
globale energi- og miljøproblemer,
og i 1990 kom - omsider - den første
danske energiplan, der seriøst tog
vedvarende energi og energibesparelser
med i planlægningen. Og i
den seneste danske energiplan
“Energi 21” fra 1996 forudsættes, at
Danmarks samlede energiforbrug i
2030 er 17% lavere end i dag, og at
vedvarende energi til den tid dækker
ca. 35% af energiforbruget. Amory
Lovins’ idéer er omsider slået igennem
i Danmark.
Det er der også kommet arbejds-
pladser og eksport ud af. De danske
producenter af vedvarende energianlæg
- og ikke mindst vindmølleindustrien
- har fået international succes.
Og udviklingen af nye, decentrale
energisystemer, der kombinerer
og optimerer forskellige vedvarende
energikilder kunne også blive en
dansk specialitet.
På en konference i efteråret 2002,
arrangeret af Ingeniørforeningen i
Danmark (IDA) præsenteredes en
model for fremtidens energiforsyning,
der på mange måder ligner de
systemer, som 70-ernes og 80-ernes
græsrødder og universitetsforskere
udviklede i fællesskab. Et netværk af
små og store decentrale energiproducenter,
hvor den økonomiske,
energimæssige og miljømæssige
optimering foregår ved hjælp af
moderne informationsteknologi.
I den skitse, der er vist her, forudsættes
netværket at dække hele Danmark
eller store dele af landet, og
det kan også udveksle energi med
udlandet. Men tilsvarende netværk
kan opbygges lokalt og regionalt,
således at der under normale omstændigheder
udveksles energi mellem
de enkelte netværk, men at de
også - i kritiske situationer - kan
fungere helt selvstændigt og derved
gøre energisystemerne meget mere
robuste over for udefra kommende
problemer som naturkatastrofer eller
terrorisme.
Efter 11. september...
Netop terrorangrebet i USA satte
energisystemernes sårbarhed til ny
debat. Amory Lovins udarbejdede i
1981 en rapport for det amerikanske
forsvarsministerium i Pentagon.
Rapporten “Brittle Power: Energy
Strategy for National Security” fremhævede
det amerikanske energisystems
ekstreme sårbarhed over for
tekniske uheld, naturkatastrofer og
terrorisme med atomkraftværker,
store raffinaderier og lange olierørledninger,
og anbefalede i stedet at
satse på et decentralt robust energisystem,
baseret på lokale vedvarende
energikilder.
Uheldigvis fik rapporten ikke stor
effekt dengang. Men efter 11. september
2001 er den blevet nedklassificeret
og udgivet - og Lovins er blevet
en endnu mere efterspurgt
oplægsholder i de forsamlinger, hvor
centrale beslutninger på energiområdet
træffes. Og atomkraften har fået
endnu et problem, som man har
svært ved at bortforklare...
‘Europæiske perspektiver
På en stor konference om brint-økonomi
, som EU-kommissionen afholdt
i Bruxelles i juni sidste år, var
en af de indbudte amerikanske hovedtalere
Jeremy Rifkin, der er forfatter
til en af de senere års mest omtalte
bøger om “brint-samfundet.”
Han fremhævede, at vi med brintøkonomien
står over for et historisk
vendepunkt.
I den forbindelse så han ikke
mange perspektiver i, at USA i sin
brint-plan stadig klyngede sig til de
traditionelle energikilder som kul og
atomkraft, og han anbefalede, at EU
satsede på en udvikling, der byggede
på brint, produceret med vedvarende
energi, og dermed lagde sig i spidsen
for den langsigtede globale energiud-
vikling. Det var også det, kommissions-formanden
Romano Prodi lagde
op til i sin åbningstale. Det eneste
sted, atomkraften blev nævnt i den,
var som en del af den fortid, vi skulle
lægge bag os sammen med de fossile
brændsler.
Danmark har med vores styrkeposition
på VE-området gode chancer
for at være med i førerfeltet i den
udvikling. Og skulle nogen af de
øvrige EU-lande - som Finland lige
nu - få tilbagefald til fortidens teknologi,
må vi bære over med dem. Det
bliver formentlig værst for dem
selv...
Benny Christensen er OVEs faglige
koordinator for transport og
brintteknologi. ◆
vedvarende energi & miljø 2/04
En moderne vison
af fremtidens
energisystem med
mange decentrale
energikilder. Brint
spiller en vigtig
rolle og nogle af
energiforbrugerne
er også blevet producenter.
(Fra Teknologisk
Fremsyn på energiområdet
- Ingeniørforeningen
i
Danmark (IDA)
2002).
7