»Ambitioner er vigtigere end noget som helst andet i verden, hvis man vil fremad. Jeg har mødt masser af mennesker, som er utroligt talentfulde og intelligente, men som ikke har store ambitioner. De er måske lykkelige ved blot at flytte ud på landet og se blomsterne gro. Det er fint nok, men ikke lige mig,« siger <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong>, der tager en sjælden afslappet stund i bjergene omkring Verbier.
yuppietiden og ventede på alle dem, der turde tage chancer. Og det turde <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong>. Med en uddannelse som mejeriingeniør og en HD i udenrigshandel kom han i 1982 til Landbrugsraadet. Ved siden af arbejdet underviste han i markedsføring og skrev bøger om finansiering. Og det var noget, der blev bemærket. Han blev headhuntet af MD Foods, der bad ham oprette en afdeling for markedsanalyse. »Det var feta og finanser, der skabte firmaets overskud dengang. Jeg stortrivedes, og alt gik op i en højere enhed. Når jeg havde fri, brugte jeg al min tid på mine private investeringer. Jeg havde 30.000 kr., som jeg gearede voldsomt (belånte, red.) og investerede i lange obligationer og valutaspekulation. Det var noget, alle gjorde på det tidspunkt. Alle mine venner gjorde det. Det var fuld fart frem. Det voksede, og jeg tjente efterhånden flere penge på investeringer end på mit faste arbejde,« husker <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong>. Varme følelser og egen strand Det var gyldne tider. Han blev udnævnt til »chief corporate dealer« hos MD Foods, og kærligheden bankede på. Itziar hed hun. En spansk pige, der var løbet hjemmefra med en pose tøj i hånden. Det var alt. <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> var solgt. De giftede sig tre måneder efter deres første møde. Nu var han klar til de helt store opgaver. Karrieren skulle have et boost opad. Det var Klaus Riskær Pedersen, der tog kontakt. Om <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> ville være interesseret i en slags samarbejde? »Jeg kendte ham ikke personligt. Men jeg var ivrig efter at lære ham at kende. Han virkede jo dygtig. En rigtig iværksætter, som jeg troede, jeg kunne lære meget af.« <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> fik til opgave at bestyre Klaus Riskærs firma, Børsinformation, før han i 1990 blev direktør i Lannung Bank, der var en del af Klaus Riskærs Accumulator Invest. »Det var det hårdeste job, jeg nogensinde havde haft. Der var simpelthen så mange problemer. Jeg kæmpede dag og nat for at holde mig selv gående. Jeg nåede dog at købe hus på Strandvejen med privat strand og det hele,« siger <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> og kommer selv frem til afslutningen på den epoke. »Festen sluttede meget pludseligt. Jeg husker det tydeligt. Jeg kom på arbejde en morgen, da jeg møder en af vores dealere på gangen: »Har du ikke hørt det? Accumulator Invest er gået i betalingsstandsning«. Klaus Riskær var en færdig mand. Det var jeg også,« siger <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> nøgternt. »Jeg havde ikke forudset det. Jeg havde simpelthen så travlt med banken, at jeg ikke nåede at se, hvor galt det stod til i moderselskabet.« Klaus Riskær Pedersen faldt i unåde i dansk erhvervsliv. Det samme gjorde alle dem, der havde arbejdet sammen med ham. Så <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> købte sammen med to bekendte resterne af Riskærs Børsinformation, rejste til Schweiz og Luksus: »Jeg er dybt fascineret af luksus, og jeg ved alt om det. Det er for mig at se en form for raffineret finkultur. Det er materielle goder, der er lavet med en helt usædvanlig dedikation til kvalitet, stil og performance. For nogle år siden satte jeg mig for at finde og forstå filosofien bag de bedste produkter i forskellige kategorier som f.eks. ure – verdens bedste ur er f.eks. et Patek Philippe, andenpladsen tager Breguet, mens tredjepladsen nok indtages af Franck Müller. Det samme gjorde jeg så med fly, biler, yachtskibe osv., osv.« Investeringer: »Jeg træffer hurtige beslutninger. Altid. Jeg skal selvfølgelig passe på, at jeg ikke tager større risici, end jeg kan klare. Men jeg går ret tæt på grænsen af, hvad der er muligt. Jeg synes, der er en vis sportslig udfordring i at finde ud af, hvor langt jeg kan gå, uden at det kan gå helt galt. For det andet er det jo en forretning. Hvis jeg garderede mig for meget, ville min indtjening gå meget langsommere.« Finanskrisen: »Ejendomsmarkedet krakker gennemsnitligt hver 20. år, og det afleder ofte en bankkrise. Faldene i ejendomspriserne varer typisk ca. fire år, og det må alle affinde sig med. Men bankkriser skal stoppes omgående. Det gør stat og nationalbank enten ved at udstede ubegrænset indlånsgaranti fra bankkonti, ved at nationalisere de hårdest ramte finansinstitutter eller ved at opkøbe de værst ramte obligationer. De to sidstnævnte tiltag kan i øvrigt sagtens give en stor, offentlig profit på sigt.« omdøbte virksomheden til Tenfore, som de med stor succes solgte videre tre år senere. Det blev en ny start for <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong>, der endnu ikke var fyldt 40 år. Han havde stadig masser af energi, og den fik han brug for, da han sammen med nogle venner startede en ny virksomhed, der meget sigende fik navnet The Fantastic Corporation. Alt var muligt. Det var de glade 1990’ere. »Tænk på, det var dengang, hvor internettet var det helt vilde. Vi sad med en idé, vi selv mente, var det nye internet. En slags Internet version to, om du vil.« Forfra endnu engang Begejstringen var han ikke ene om. I løbet af få måneder kom en stor kapitalfond med om bord, og så gik det stærkt. På blot to år blev kundekredsen udvidet til nogle af klodens største teleselskaber, og både Intel, Reuters og Deutsche Telekom stillede velvilligt penge til rådighed. Tre år efter opstarten blev virksomheden introduceret på børsen i Frankfurt. Aktien blev overtegnet 40 gange. På seks måneder steg selskabets værdi med 1000 pct., og <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> blev i britiske Sunday Times omtalt som en af fem personer, der kunne gå hen og blive »den nye Bill Gates«. IT-boblen sprang i 2000. <strong>Lars</strong> <strong>Tvede</strong> nåede at sælge en smule af sin aktiebeholdning, men han så virksomheden fordufte ud i det blå. »Jeg gik fra at rejse rundt i hele verden og holde en god handel: »Under starten af subprime-krisen i sommeren 2007 faldt markederne meget kraftigt. F.eks. faldt australske dollar næsten 20 pct. mod japanske yen. Jeg gik ind og købte 80 mio. australske dollar mod yen. Kort efter begyndte den australske dollar at stige voldsomt, så jeg solgte ud efter syv uger. Det tjente jeg ca. 15 mio. australske dollar på. (ca. 68 mio. danske kr.). Det var okay.« Musik: »Jeg har flere tusinde cd’er. Jeg kan lide jazz i alle mulige afarter, men også fusionsmusik – lige fra New Grass til New Flamingo. Men også blues, indie og progressiv rock. Det afhænger af mit humør. Hvis jeg f.eks. sidder og arbejder, hører jeg tit meget kompliceret jazz. F.eks. Keith Jarrets solokoncerter, Niels-Henning Ørsted Pedersen eller Tete Montoliu. Alligevel er der ikke noget større nummer end Pink Floyds Comfortably Numb.« Familien: »Vi har vores børn med overalt, og vi har aldrig haft en barnepige eller en au pair til at passe dem. Hvorfor få børn, hvis man ikke har tid til dem? Men vi er bestemt heller ikke pylrede omkring dem. Vores børn skal udfordres. De skal ikke bare læne sig tilbage og vente på, at der kommer en arv. De skal skabe deres eget liv og være fightere. Jeg kan lide stærke børn og stærke kvinder. Engang prøvede jeg at overhale min kone i en Ferrari på en racerbane. Selvom det regnede stærkt, kørte hun alligevel 220 km/t, så jeg kom ikke forbi. Hun er virkelig ikke bange for noget, og sådan synes jeg også, vores børn skal være.« Børsen Magasin Torsdag den 30. oktober 2008 37
Change language