Se PDF-rapporten her - Møn

moen.atlas.dk

Se PDF-rapporten her - Møn

Arbejdsrapport

Møn kulturarvsatlas

Karakteristik af hovedtræk natur, landskab, kulturhistorie og

arkitektur

Foreløbigt

UDKAST

November 2005

KULTURARVSSTYRELSEN


KARAKTERISTIK AF MØN KOMMUNES HOVEDTRÆK

ARBEJDSRAPPORT – foreløbigt udkast af 18. november 2005


Naturgrundlagets hovedtræk

- afsnit er foreløbigt og illustrationer vil senere bliver tilføjet.

Ved Busene

Naturgrundlaget på Møn

Som for den øvrige del af Danmark er det mønske landskab, som vi ser i dag, i altovervejende grad

formet af begivenhederne under og efter sidste istid – Weichsel istiden. Tilbagesmeltning samt

diverse genfremstød af isen har formet og omformet landskabet på Møn. Under hovedfremstødet og

det efterfølgende genfremstød blev afsat en leret moræne over hele øen. Således er jordbunden

altovervejende leret, med enkelte områder med enten svær lerjord eller sandblandet lerjord. Dette

morænelag ligger ovenpå aflejringer fra tidligere istider, som igen ligger ovenpå de lag af kridt, som

blev aflejret for omkring 70 millioner år siden.

Tykkelsen af de kvartære lag varierer således, at kridtet nogle steder ligger ganske tæt ved

jordoverfladen. På den østligste del af Møn kan kridtaflejringerne erkendes i jordoverfladen på

dyrkede marker og overdrev. Som følge heraf findes her områder, hvor jordbunden er rig på kalk

(Nørrevang, 1967).

Området øst for Borre Sømose rejser sig fra 0 m.o.h. ved Sømosen og op til en højde på 143 m.o.h.

på det højeste punkt ved Aborrebjerg, for at ende ved klinten, der overordnet når en højde på

omkring 100 meter.


Deformationen af kridtundergrunden fandt sted under sidste istid i forbindelse med det Ungbaltiske

isfremstød. En istunge, som lå i Hjelm Bugt, påvirkede kridtundergrunden her så kraftigt, at store

flager af kridt blev presset op og "stablet" som dominobrikker i skråtstående stilling. Ryggene af

disse foldninger strækker sig ind i landet og er med til at give det bagvedliggende landskab dets

bakkede terræn. Det er ofte i forbindelse med ryggene på disse foldninger, at kridtet ligger så nær

jordoverfladen, at det er synligt.

Som følge af erosion er jordbunden i dalsænkningerne imellem de opskudte kridtflager hyppigst

ganske lerholdig, og jordprofilet tykt.

Efter det første isfremstød blev den nordlige del af klinteområdet påvirket af endnu et isfremstød fra

stik øst. Her er foldningerne således knap så markante som i den sydlige del af klinteområdet

(Nørrevang, 1967).

Foldningerne i kridtflagerne samt formen af det bagvedliggende landskab kan deles op i tre zoner:

Fra fyret i syd og op til Maglevandsfald hælder de opskudte kridtflager kraftigt imod syd. I det

bagvedliggende landskab findes et kompleks af bakkerygge, som ligger i en stor konkav bueform,

der krummer sammen mod syd. Disse krumme bakkerygge strækker sig vest over til omkring

Mandemarke. Omkring Dronningestolen ligger kridtflagerne stablet ovenpå hinanden. Fra denne del

af klinten strækker en kuperet bakkeryg sig ind i det bagvedliggende landskab mod nordvest. Fra

Vitmunds Nakke og til Slotsgavlene i nord danner foldningerne i de opskudte kridtflager ved

Klinten et komplekst mønster uden overordnet orientering. Det bagvedliggende landskab består af

en række bakkerygge, der tilsammen danner en bueform, som strækker sig ind i landet til omkring

Aborre Sø og Huno Sø (Damholt, 2002).

Formen af det østmønske landskab er ikke kun betinget af de opskudte kridtflager. Et større

sammenhængende randmorænestrøg ligger langs nord-, øst- og sydkysten af Østmøn. Dog trukket

omkring 1 km ind i landet ved den sydlige kyst. Imod vest følger grænsen for randmorænestrøget en

linie, som løber fra Brunshoved ved nordkysten, ind til Magleby og herfra vestover til Busemarke

Sandlodder. Topografien på Østmøn er således en kombination af de opskudte kridtflager og

randmorænestrøg.

Sammenholdes koteforløb med kort fra DJF i 1:50.000 over forekomst af lavbundsjorde, er det

nærliggende at antage, at den nordlige del af randmorænestrøget er delvist påvirket af dødis.

Vest for Borre Sømose er landskabet mindre dramatisk. I den største del af området er terrænet

jævnt og består af en leret moræne. Lige vest for Sømosen ligger imidlertid to mindre

randmorænestrøg, som tilsammen danner et højereliggende område, hvor terrænet er mere kuperet.

Området ligger i en højde over havet på omkring 25-40 meter. Dette område strækker sig fra Bushøj

syd for Søndre Landevej i syd og til Nordfelts jorder i nord, mens det strækker sig fra Hjertebjerg i

vest til Nørre og Sønder Vestud i øst. Ud fra samme overvejelser, som beskrevet ovenfor, har

området, især i den nordlige del, karakter af dødislandskab.

Møn ligger nord for den akse, som Danmark tipper omkring. D.v.s. at øen ligger i et område, hvor

landet relativt har hævet sig et sted mellem 0 og 1 meter siden Littorinahavets maximum (Vejre et

al., 1999). Borre Sømose, Busemarke Mose/Råby Sø og Maglemose er alle områder, der ligger lavt

i terrænet med forbindelse til kysten. Det er således nærliggende at antage, at der er tale om hævet

havbund. Jordbunden på disse tre lokaliteter udgøres af humusholdige ferskvandsaflejringer. Borre


Sømose og Busemarke Mose/Råby Sø adskilles kun af en smal stribe højereliggende lerblandet

sandjord.

Dannelseshistorien bag Ulvshale, som strækker sig fra Hegnede bakke og nordvest over, adskiller

sig markant fra den øvrige del af Møn. Jordbunden består her af marine aflejringer, og er således

skabt i perioden efter sidste istid.

Det materiale, som aflejres her, transporteres til området langs øens nordkyst fra Møns Klint. Der er

blandt andet tale om kugleflint fra klinten, der aflejres som strandvolde. De ældste strandvolde

findes nær Hegnede bakke og de yngste på den nordligste del af Ulvshale. De ældste strandvolde,

nær Hegnede Bakke eroderes af havet, mens der lægges til de yngste strandvolde i den nordlige del.

Herved bliver den inderste del af Ulvshale betydeligt smallere end den yderste, hvilket giver

området den form, som karakteriserer et fed.

Strandvoldene er ganske markante i området, og flinten er kun overlejret af et tyndt lag jord. Den

nordlige del samt sydsiden af Ulvshale udgøres af store strandenge og tagrørsdominerede områder.

Havområdet omkring Ulvshale og Nyord er lavvandet kun afbrudt af de områder, hvor strømmen

skaber passager. Imellem Ulvshale og strandengene ved Nyord findes en sådan strømrende

(Nørrevang, 1969).

Nyord er en lille morænebakke på ca. 1,4 km 2 , som ligger nordvest for Ulvshale. Medregnes

strandengene på øens østlige side udgør selve øen kun 2/3 af det samlede areal. Strandengsområdet

når nogle steder en højde af 1 m.o.h, hvilket også gør sig gældende for strandengene ved Ulvshale.

Det må antages, at den relative landhævning har haft betydning for dannelsen af disse områder.

Tilsammen udgør strandengene omkring Ulvshale og Nyord det største sammenhængende

strandengsområde i Østdanmark.

Sammenholdes et nutidigt 4-cm kort over området med et historisk kort fra omkring 1888, fremgår

det, at naturgrundlaget i området er ændret som følge af antropogen påvirkning. På det historiske

kort gennemskæres strandengene af brede vandløb, åer og småsøer. Disse vandforekomster er på 4cm

kortet blevet erstattet af gravede kanaler, som ligger i en velorganiseret stjerneform. Hertil

kommer, at der er blevet etableret en dæmning fra Ulvshale til Nyord Enge i 1968 (Kampp, 1979).

Som følge af de ændringer i strømforholdene, som denne dæmning har medført, antages det, at dens

anlæggelse er årsagen til den øgede udstrækning af strandengsarealerne, som kan iagttages ved at

sammenholde kortmateriale fra 1941 med et nutidigt 4-cm kort. Strandengsarealet er vokset både i

vestlig og østlig retning.


De landskabelige hovedtræk

Teksten er lånt fra Landskabsanalyse, udarbejdet for Pilotprojekt Nationalpark Møn, og tjener som foreløbig

redegørelse.

Det mønske landskab i dag

Kulturhistorisk er det mønske landskab præget dels af begivenhederne i forbindelse med

krongodssalget, og de godser, der opstod som følge heraf, dels af begivenhederne i forbindelse med

landboreformerne omkring 1800. Disse begivenheder samt udviklingen i årene efter har betydet, at

det mønske landskab i dag er præget dels af landbrug dels herregårdslandskabet. Variationen i

naturgrundlaget har betinget en vis grad af variation i denne arealanvendelse. På Høje Møn -

Klinten og det bagvedliggende landskab - samt på Ulvshale og Nyord er denne naturbetingede

variation særlig markant.

Som beskrevet under hovedtræk for naturgrundlaget er Høje Møn formet af de opskubbede

kridtflager, hvorved dramatiske terrænforhold er skabt. Områdets højeste punkt ligger 143 m.o.h.,

og skrænter med markante hældninger er hyppigt forekommende. Disse forhold har betinget, at

området domineres af ekstensivt udnyttede arealer som skov og overdrev med lang kontinuitet.

Området indeholder således store naturkvalitetsmæssige værdier.

Som kontrast til det kuperede og varierede landskab afgrænses denne del af Møn af Østersøen imod

syd og øst, og da området ligger højt i terræn findes vide udsigter over havet. Selve Klinten danner

den østligste grænse ud mod Østersøen. Den rejser sig 100 meter lodret op fra strandkanten. I den

sydlige del af Høje Møn ligger Klintholm gods. Jorden til Klintholm domineres af lange

sammenhængende forløb af stendiger og en markant lindetræsallé. Størstedelen af ejerlavet til

Klintholm gods udgøres af skovbevoksede arealer.

Vest for Høje Møn domineres landskabet af landbrugsmæssig drift. Variation i naturgrundlaget

betinger dog en vis grad af variation. Landskabet omkring landsbyen Sømarke, som ligger mellem

Høje Møn og Borre lavningen i vest, består af et bakket randmoræneområde domineret af landbrug.

På vestsiden skråner dette randmorænestrøg jævnt ned mod Borre Sømose, som strækker sig fra

nordkysten af øen og omkring 4,5 km ind i landet imod syd, således at Møn tilnærmelsesvis deles

over af denne lavning.

Borre Sømose, som oprindeligt er hævet havbund, er drænet og opdyrket lavbundsareal. På

vestsiden af Borre Sømose hæver terrænet sig atter op til en højde på omkring 50 m.o.h. mod endnu

et bakket randmorænestrøg. Fra begge dalskråninger er lange udsigter over Sømosen til den modsat

liggende dalside.


Det bakkede randmoræneområde med spredte gårde strækker sig mod vest, hvor det går over i en

mere jævn landbrugsflade, som strækker sig til Stege Bugt i vest. Ved nordkysten af denne del af

Møn ligger Nordfeld gods. Dette kystnære herregårdslandskab er domineret af lange

sammenhængende hegnsforløb, som inddeler landskabet i store lukkede landskabsrum.

Langs sydkysten strækker sig et lavbundsområde med dels rørskov dels drænede ekstensivt

udnyttede arealer. Dette område suppleres af et jordbygningspåvirket område, der ligger lige nord

herfor.

Fra det nordvestligste hjørne af moræneaflejringerne, som udgør øen Møn, strækker sig et marint

forland bestående af strandvoldssystemer af flint fra Klinten. Arealanvendelsen af dette område

udgøres af græssede strandenge og gammel græsningsskov. Øen Nyord, som ligger nordvest for

Ulvshale, består dels af strandengsarealer dels af en opdyrket moræneflade. Gårde og huse ligger

samlet i landsbyen omkring snævre og bugtede stræder, som i tiden før udskiftningen. Den tidligere

lodsaktivitet samt fiskeriet gør at tilknytningen til havet er særlig tydelig på Nyord.

En nærmere beskrivelse af Farø/Bogø og det vestmønske landskab vil her blive tilføjet. Efterfølgende er noter.

Udsigt til Fanefjord.

Naturhavne: Skillingebæks Bugt. Noret. Fanefjord indsø.

Kugleflintudvinding ved Ulvshale, marint forland med materialetilførsel fra Klinten, Hårbølle også

strandvoldssystemer med materialetilførsel fra Klinten.


Målerhøj.

Landskabelige kontraster, kulturen accentuerer naturen:

I anlægget af kirkerne, og før dem gravhøjene, forstod mennesket at udnytte de terrænmæssige

forhold til høj beliggenhed for de rituelle steder.

I det i øvrigt ret flade landskab mellem Hårbølle og Vindebæk ligger den vældige Målerhøj som en

meget markant, græsklædt bakke med gravhøj på toppen. Og området med Kong Asgers Høj står i

kontrast til Kostervigs flade terræn.

I dette område ligger også den høje bakkeformation, Borren, der har etymologisk nært slægtskab

med Borre på Østmøn. I begge tilfælde henviser navnet til en borg og er eksempler på

forsvarsmæssig udnyttelse af terrænet.


De kulturhistoriske hovedtræk

Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere.

Høj ved Sømarke.

Fra Møn kommune er der kendskab til små 1500 fortidsminder, der gennem tiderne er blevet

indregistreret i det centrale register for fortidsminder. Af disse er omkring 1100 stedfæstede – 979

Møn og 100 på Bogø og Farø. Men et stort antal fortidsminder venter endnu på at blive

registreret. Det drejer sig om private samlinger, både hos lokale amatørarkæologer og hos

sommerhusbrugerne.

Fortidsmindefund på Møn og Bogø.


En ting der særligt karakteriserer fortidsminderne i Møn kommune, er de mange gravhøje. Godt 800

stk. kendes der fra hele kommunen. Hovedparten af disse er udaterede, men 126 er dysser og

jættestuer fra Yngre Stenalder (3500-3000 f.kr.). Generelt er tilstanden af gravhøjene temmelig

dårlig. Det er et træk der går igen for Danmark som helhed. Gravhøje blev på Møn og Bogø første

gang samlet registreret i 1880, og siden dengang er 90-95% ”forsvundet”, dvs. overpløjet eller

fjernet. Men der er siden 1970’erne gjort en aktiv indsats for at bevare storstensgravene, og det er

bl.a. resulteret i flere flotte restaureringer af jættestuer på Møn, bl.a. Klekkende-høj.

Restaureringerne viste, at der var et særligt arkitektonisk træk ved flere af de mønske jættestuer,

nemlig at selve gravkamrene var sålformede.

Stenalder

Bebyggelsesbilledet på Møn gennem forhistorien bærer præg af at vandet hele tiden er tæt på. I

ældre stenalder (9000-3900 f.kr.) findes bopladserne ved de tidligere kyststrækninger, ofte områder,

der i dag - som følge af at Møn har hævet sig siden istiden - ligger længere indlands eller i dag er

inddæmmede: Koster Vig, Maglemosen, Oddermosen, Busemarke Mose og Borre Sømose, foruden

naturligvis selve Noret.

Yngre Stenalders bebyggelse kendes ligeledes fra kystegnene, men også fra de indre egne i form af

gravhøje. Enkelte formodede stenalderbygder kan udskilles, bl.a. ved Marienborg og ved Røddinge.

Hovedparten af de registrerede gravhøje må formodes at være fra Ældre Bronzealder. De findes

koncentrerede flere steder, bl.a. ved Hårbølle og Frenderup.

Da de første landbrug begynder at vise sig på Møn (3900 f.kr.) rykker bebyggelsen naturligt

indlands til den gode landbrugsjord. Landet var dækket af skov, så de mange slebne økser, der

stadig kan findes på markerne, var ikke kun til pynt. Således optræder i slutningen af

jægerstenalderen de såkaldte Møn-økser, der er en særlig type skiveøkser af flint, med en bred

udsvunget æg, og disse økser kan beskrives som endnu et egnskarakteristika for Møn.

Gravhøje på Møn og Bogø.


Bronzealder, jernalder og vikingetid

Fundene fra bronzealder (1800-500 f.kr.) og jernalder/vikingetid (500 f.kr.-1050 e.kr.) drejer sig

især om løsfundne oldsager fra grave. Bronzealderfundene stammer hovedsageligt fra de

overpløjede gravhøje. Og udbredelsen af fund fra disse to perioder viser, at det drejer sig om levn

fra jordbrugere; de indre dele af landet er også taget i brug.

Områder med koncentration af forhistoriske kulturmiljøer


Middelalder samt perioden ca. 1500-1750

Der er to middelalderlige bykerner på Møn: Stege og Borre. De middelalderlige (1050-1536 e.kr.)

arkæologiske vidnesbyrd stammer hovedsageligt fra Stege. Købstaden nævnes første gang 1268,

hvor byen får sine privilegier. Kirken er opført før dette tidspunkt, omkring 1200-1250 e.kr.

Borre, den anden købstad fra Møn med middelalderlig bykerne, nævnes første gang omkring 1370.

Borre kirke menes dog at være opført omkring 1200-1250.

Af andre vigtige steder fra middelalderen skal nævnes kirkerne i Elmelunde, Keldby og Fanefjord,

der alle er udsmykket af Elmelunde-mesteren. Denne koncentration af kalkmalerier af samme

mester er egnsspecifik.

Steges sildefiskeri

Sildefiskeriet i middelalderen gav rigdom til Stege. Grundstørrelserne i Stege og fordelingen af

grundene er særligt udtryk for den velstand som sildefiskeriet bragte med til Stege. Det er

karakteristisk, at myten om Steges velstand holdes ved lige i symboler på kilden = silden som i det

gamle herredsvåben og i nutidig bevidsthed for befolkningen på hele Møn f.eks. materialiseret i

turismetiltag som silderuten.

Øresunds sydlige del med Skanør og Møn.


Von Plessens hærgen

Von Plessen og bonde.

I 1685 blev den kongelige hestegarde indkvarteret på Møn. Hestegarden bestod af ca. 450 mand

med tilhørende familier - under ledelse af gardens chef, oberst Samuel Christopher von Plessen

(1640-1704). De mønske bøndergårde skulle nu finansiere hestegardens forplejning. Øens bedste

græsarealer blev udlagt til græsning for gardens heste. Områderne kaldtes kobler, og ses endnu i

mønske stednavne fx Hjelm Kobbel.

Under Plessens regimente blev mønboerne ekstremt forarmet. Von Plessen forlangte meget kørsel

og hoveri - ikke mindst til opførelsen af sit eget sæde, Nygaard. Til garderne opførte bønderne

tillige 395 huse.

I 1696-1697 igangsatte Christian den 5. en undersøgelse af de mønske forhold. Hestegarden blev

forflyttet, og von Plessen fik et kongeligt embede i udlandet.

Da garden forlod Møn, modtog kongen mange klagebreve over von Plessen. Klagerne handlede om

voldsomme gardister, fæstebønder der blev sat af gården, meget høje afgifter samt ulovligt hoveri

og kørsel. Der var alvorlige problemer med at skaffe mad til mennesker og dyr. Også fra garderne

indløb der klager over dårlige forplejningsforhold og hårdhændet behandling.

Von Plessen havde gjort lynkarriere hos Christian d.5. I 1689 blev han uventet general løjtnant og

inspektør for ryttergodset, og i 1693 hædredes han med Dannebrogsordnen – det hvide ridderkors.

Von Plessen stod på god fod med kongen.

Ved Christian d. 5.s død i 1699 blev sagen mod von Plessen genoptaget. Von Plessen blev idømt

husarrast i eget palæ i København, hvor han døde i 1704 - førend der blev afsagt dom over hans

barske hærgen.

Det særlige egnsspecifikke er, at von Plessen forarmede Møns befolkning i en sådan grad, at det tog

flere generationer før Møn fik samme levevilkår igen.

Von Plessen brugte Mølleporten som fængsel for opsætsige bønder.


Perioden ca. 1750-1840 (”Udskiftningstid”)

Mindesten over H.H.Barfod.

Krongodssalg

Chr.7 solgte ud af krongodset for at få penge men også for at imødekomme bøndernes ønsker om at

få selveje. På Møn fik salget til resultat, at der dannedes godser uden bygninger. Det var nr. 2 og 3 i

de søndre sogne Tostrup, Svensmarke, Keldbylille, Raabylille og Pollerup og gods nr. 4 i

Fanefjord. Juristen og forvalteren Hans Hermann Barfod kaldet ”Møns Engel” hjalp bønderne til

selveje i 1769. H.H. Barfod styrede godserne til sin død i 1787. Mindestenen er rejst i 1919 af

arvinger i 5.te led på gods nr. 3. Godser med bygninger var Marienborg, Nordfelt og Klintholm.


Fanefjord Skov

Bønderne i Fanefjord sogn fik tillagt gården anpart i godsets skov. Det ses her i skødet for

Brøndegården mtr.nr. 18 i Hårbølle. Fællesskoven er et egnsspecifikt særtræk opstået ud fra

godsstrukturen på Møn. Bønderne i Fanefjord sogn ejer Fanefjord Skovpavillon. Kulturpræget viser

sig i bøndernes forvaltning af skovpavillonen, som blev forpagtet ud. Bønderne bruger fortsat

skovpavillonen.

Ca. 1840-i dag (”Industrisamfundet”)

Mindeblade fra en Udflugt til Møens Klint i Aaret 1845, ”Udsigt til guldalderen” omtale af Møns Klints særstilling.

Turisme til Møns Klint

Møns Klint er en geografisk lokalitet særlig for Møn som i sammenhæng med befolkningens brug

af Møns Klint bliver et egnsspecifikt træk. Det er ikke kun lokalbefolkningen, men regionalt og

nationalt og internationalt at Møns Klint bliver et udflugtsmål og indgår i social sammenhæng.

Dette kulturpræg er sammen med kalkmalerierne og Nyord Møns kendteste egnsspecifikke træk i

dag. Kulturpræget vedr. Møns Klints særstilling holdes f.eks. ved lige på programfolder for

særudstillingen ”Udsigt til guldalderen” 2005 ved Storstrøms Kunstmuseum.


Planer for ny anvendelse af området omkring Sukkerfabrikken og havn.

Landbrugsrelateret industri

Det er særligt for industriens gennemslagskraft på Møn, at kulturpræget kommer fra den

landbrugsrelaterede industri. Det er sukkerfabrikken i Lendemarke, og virksomheder som mejerier,

ægpakkerier, tørmælksfabrik og småkager. Det egnsspecifikke præg har fået betydning for

erhvervsudvikling, befolkningens levevilkår og dagligdag og økonomi.


Kort over dyrkningsforhold Møn 1682.

Kulturlandskab

Det er karakteristisk, at Møn var præget af skovbrug og landbrug her set på fordelingen af

dyrkningsemner på dyrkningssystemet i 1682.

Landskabet ændres undervejs ved menneskers indgriben. Det kan ses over tid i forandringen af

landskabet som ved inddæmning og afvikling af dyrkede arealer som skov og ager til fordel for

udlægning til anden brug. Et eksempel på inddæmmet landskab på Møn er Koster Vig. Eksempel på

det rekreative landskab er Ulvshale. Kulturlandskabet på Møn er under omdannelse fra at være

erhvervsrelateret til at blive anvendt til rekreative formål. Smedjens vartegn vindfløjen med fire

emner i Møns Klint, Liselund, Sommerspiret og Mølleporten symboliserer vartegn for Møn.

Erhverv

Egnspecifik eksempel inden for Møn Kommune som har gennemgået udvikling og afvikling er øen

Nyord.

Nyord fremhæves tidligt i kulturhistorien som et reliktsamfund som i forhold til det omgivende

samfund er båret af tradition frem for forandring. I dag ser vi traditionen vist i Nyords veje og

stræder som har præg af middelalderlig landsbystruktur. Det er et egnsspecifikt træk inden for

Nyord, som ikke findes på Møn.


Befolkningstal

Møn

1800 6573

1900 14134

1950 11237

1970 10724

2000 10580

Møn og Nyord, Bogø, Farø, Lindholm

1800 7992

1900 15819

1970 11561

2000 11678

2005 11539 i dag

Det er alment at der var befolkningstilvækst i hele landet fra 1800 til 1900. Det er særligt, at

befolkningstallet stort set er konstant i 2.halvdel af 1900 op til i dag i forhold til afvikling af

traditionelle erhverv i et landdistriktsområde.

I dag er det karakteristisk, at fordelingen i forhold til aldre viser et billede med flere ældre og færre

yngre en såkaldt timeglasfordeling. I 2004 var gennemsnitsalderen i Møn Kommune ifølge

antropolog Jan Kanne Petersen under Pilotprojekt Nationalpark Møn 55 år.

Bevidsthed

Det er den traditionsbærende bonde som står for traditionens videreførelse inden for

bondesamfundets skikke. Med traditionsbærende menes også evne og vilje til at lade resurserne

blive præget af forandringer. Skolen har som kulturbærende institution været med til at påvirke

bondesamfundet til, at bondesamfundet kunne føres ind i og ændres til industrisamfund.

Uddannelse har været med til at uddanne og socialisere børn og unge til at påtage sig andre erhverv

og andre tænkemåder over bondesamfund til industri- og vidensamfund. Det har været muligt for

det mønske samfund at optage og acceptere tankemåder fra tilflyttere ligesom der i dag er tegn på

den mønske befolkning optager træk af globaliseringstendenser. Det er navnlig adskillelsen mellem

hjem og arbejde som set over flere hundrede år er forskelligt fra bondesamfundets erhvervs- og

boligstruktur.


Arkitektoniske hovedtræk

Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere.

Farøbroerne

Den overordnede infrastruktur

Møn – via Farø, Bogø - ligger som hængslet på motorvejen. Det store bygningsanlæg, som

Farøbroerne med opkørselsramper udgør, dominerer aldeles Farø, ligesom broanlægget tydeligt ses

fra Bogø, hvis terræn og andet ikke forhindrer det.

Dronning Alexandrines bro, Møns egen fastlandsforbindelse, dukker tilsvarende op i horisonten i

flere kig, når man færdes på Vestmøn og Nyord.

Vejforbindelsen på langs af kommunen – øst/vest - er den primære. I vest er den splittet i to med

hovedvej 59 fra Kalvehave via Dronning Alexandrines bro og amtsvej 287 fra Farø, via Bogø, til

Møn. De to veje mødes ved lokaliteten De hvide Sten og fortsætter gennem Stege, Keldby,

Hjertebjerg Elmelunde, Borre og Magleby til Klinten i øst.

Det overordnede vejnet og broer.

Disse store veje strukturerer øen i et ”på den ene side af – og på den anden” – i næsten lige så høj

grad som de naturskabte elementer: havneløbet, Noret, Borre Sømose, m.v.


De dominerende bygningsanlæg

De dominerende bygningsanlæg i landskabet er kirkerne og de store fabriksanlæg, særligt siloerne.

To kirker ligger har særlig beliggenhed og dukker op i landskabet igen og igen: Elmelunde kirke og

Fanefjord kirke. Deres beliggenhed udgør to modsætninger: Fanefjord er fritliggende i landskabet,

Elmelunde indgår landsbybebyggelsen. Men de har topografien med sig og ligger højt i landskabet.

Siloen og kirken i Borre udgør lokale landemærker i det flade landskab nord og syd for byen. Både

kirke og silo ligger på et lokalt højdepunkt: Kirken ligger som på en ø midt i det inddæmmede

område, mens siloen ligger på noget man kunne beskrive som et næs, der stikker ud i det lave

område fra sydøst.

Også i Stege/Lendemarke dominerer siloer og kirketårn bebyggelsen. Sukkerfabrikkens to store

siloer har selskab af et par skorstene, ligesom en fabriksskorsten i Lendemarkes sydlige del

(fabrik???) markerer sig i byprofilet.

Udsigt til Borre med kirke og silo.


Bogø Fyr.

Industrianlæg. Siloer. Herregårde/store gårde. Møller. Fyr. – uddybes senere.


Byen

Byen og landskabet

Når man beskriver byens møde med landskabet er det nærliggende at betragte Stege og Lendemarke

som et hele, selvom det kulturhistorisk set er to. De udgør et samlet område med høj bymæssighed

og den ene bydels dominerende bygninger spiller sammen med den andens, når man bevæger sig

rundt i bybilledet.


Byskiltet står da også på vestsiden af Lendemarke og signalerer, at nu begynder byen. Den

landskabelige karakter underbygger ligeledes foreningen: en bakke umiddelbart vest for bygrænsen

afgrænser bybebyggelsen.

Fra bakken får man et godt overblik over byen, der ligger for foden, dybt i landskabet:

Forrest i billedet plejehjemmet, der udgør den ydre grænse for bybebyggelsen; de lange bygninger

står næsten som en bymur og holder byen inde.

Dernæst Lendemarke, hvor de små villaer danner forgrund for Sukkerfabrikkens vældige

bygningskompleks. Længst tilbage i baggrunden Stege kirkes massive tårn og bygningsryg, der

hviler over bymidten.

I øst afgrænses Stege af en større villa vinkelret på vejen og af de øvrige villahavers præcist

klippede hække - både syd og nord for vejen. Boligbebyggelsen Noret opleves derfor beliggende

udenfor byen.

Fra nord glider enge og marker lige så stille over i industrikvarter og boligområde. Det flade land

udgør ikke en landskabeligt afgrænsende faktor. Boligkvarteret er ikke umiddelbart synligt fra

vejen, men skjult bag et højt, levende hegn. Området har forstadskarakter.

Den mest præcise afgrænsning af byen opleves i syd, hvor Noret udgør et naturligt og forholdsvis

brat ophør for bebyggelse. Byen vender bagsiden til Noret – i modsætning til relationen til

havneindløbet, hvor byen præsenterer sig med strandvejsvillaer og Storegade.

Byen og havnen

Storegade møder havnen med flere fint udsmykkede bygninger i klassicistisk formsprog. Et par af

dem er gule, f.eks. Hages Gård og turistinformationen; andre er rosa. Men bygningerne bindes

sammen af de hvidmalede, dekorativt udformede gesimser og bånd, der giver et delikat førsthåndsindtryk

af byen, når man ankommer vestfra.


Havnen har forskellige karakter på hver side af brofæstet: Mod syd en praktisk betonet side med

rutebiler, supermarked/boliger, et lille værft og privat virksomhed i nær kontakt til bolværket. Mod

nord en mere åben og rekreativ side med lystbådehavn, cabarethotel, hospital og en

stribe”strandvejsvillaer”. Husfacaderne trækker sig tilbage fra kystlinjen og lader et stort område

frit til promenade, parkering og den efterfølgende lystbådehavn.

Begge sider har her og der en lidt slidt og rodet karakter: Værftsområdet er råt i udtrykket med

ukrudt gennem asfalten og nedslidte bygninger – man overvejer om stedet er lukket, men færgen er

på bedding, så i brug er det. På nordsiden titter byens bagside frem med mure, skilte og master og

danner en rodet forgrund for kigget op til kirken. De nyplantede træers kroner vil med tiden samle

indtrykket - om sommeren.


Og måske er det godt, at det ikke er så alt for pænt – de nette, pudsede facader, som før blev omtalt,

holder jo fint på formerne.

Ida på bedding.


Lendemarkesiden har samme tvedelte karakter med tømmerhandelen i solide røde sten med stor

forplads ved kajen på nordsiden af brofæstet. Og små, lette træbygninger på sydsiden til fiskere og

sejlere. En cafe er fint tilpasset det uhøjtidelige miljø. Denne kajside er meget stemningsfuld og de

bagvedliggende store bygninger med supermarkeder udgør et vældigt spring i skala. Som

altdominerende baggrund står Sukkerfabrikkens vældige bygninger og siloer.


Byen og Noret

Mens havneløbet nord for byen har karakter af et større farvand, opleves Noret i højere grad som en

stor sø, sydøst for byen. Man kan ubesværet se fra Stege over til den anden side, og bygninger på

den modsatte bred fanger blikket – blandt andet en korn- eller gyllesilo.

Samme forhold er der den anden vej med flot udsyn til byens ”skyline”, med kirken, skorstene og

Sukkerfabrikkens siloer som vartegn og fixpunkter i kigget henover vandet. Vandspejlet ligger som

en smuk forgrund for byen, deres domineres af røde tegltage, der står i farvekontrast til Volden

frodige beplantning. Og Lendemarke er overraskende grøn.


Stege og kirken

Ved ankomsten til Stege ligger kirken massiv og stor over byen. Den er enkelt detaljeret med

præcise former og med striber af sandsten. Den opleves næsten som var den i en anden, større skala

set i relation til de omkringliggende pyntelige købstadshuse med fine, hvidpudsede detaljer. Disse

detaljer tilføjer bygningerne en kniplingsfin lethed, der står i kontrast til den store kirke, som danner

en solid ryg ovenover.

Flere steder danner kirken fixpunkt for kigget: ved Sdr. Kirkestræde, Langgade og Torvet.

Kirken er en udpræget bykirke, pakket til med bebyggelse tæt på, næsten hele vejen rundt. Nogle

steder adskiller en mur eller hæk kirkepladsen fra husene, andre steder står husene i stedet for


kirkemuren. Kirkepladsen opleves derfor som endnu et pladsrum i byens bebyggelse, selv om

kirkemassivet ikke tillader, at den overskues i et hele.


Volden

Afsnittet er under udarbejdelse


Byens bebyggelsesmønster

Steges gadenet

Det overordnede gadenet i Stege by, Storegade med sidegaderne Langgade og Rådhusgade, står

ridset meget præcist op ved at have en sammenhængende randbebyggelse, der danner et fast og


lukket greb om gaderummet. Det giver et klart byrum og urban karakter, trods den lille provinsskala

bygningsmæssigt.

Det faste greb om gaden løsnes på den sidste tredjedel af Langgade og Rådhusgade, og bebyggelsen

bliver fritliggende villaer og sygehus. Denne ”løsagtighed” holdes til gengæld på plads af volden,

som ved sin krumning sydøst over trækker villaerne med sig, så husrækken i Møllebrøndsstræde

bliver ganske kort og allerede knap midtvejs løsnes op og bliver til småvillaer.

Det overordnede vejnet underdeles af stræder, stier og endda en rende (Peblingerenden) - den

sekundære karakter afspejles i suffikserne.

Storegade.

Kirkepladsen opleves som en udsparring inde i bebyggelsen bag Torvet i højere grad end en

udposning på vejforløbet Langgade/Sønder Kirkestræde: Kirkemuren lukker sig om kirke og

omkringliggende plads og trafikken ledes i stedet ad stræderne udenom, rundt om kirkemuren.


Matrikuleringen

Et andet karakteristika for byen er de smalle og lange matrikler, der falder ned mod vandet. Fra

Storegade og ned mod Noret i syd og fra Langgade ned mod Stege Bugt i vest. De giver ganske

korte facadelængder, som bygningerne kompenserer for ved at have side- og baghuse.


Stier deler de lange matrikler i to, men de langsgående skel fortsætter i samme flugt på hver side af

det opdelende stræde.

Nørresti


Opfatter man hovedhus, sidehus og baghus under ét, er forbindelsen ned til vandet visuelt uhindret

for den sydlige udmatrikulering, bortset fra nogle småskure og haver. Men i vest skyder nogle huse

sig ind foran og hindrer flere steder det direkte udblik til vandet. De langsgående sideskel

genfindes, selvom der er sammenlægninger af grunde, men disse nyere huse er simpelthen bygget i

den frastykkede, fjerneste ende af de oprindelige, lange matrikler - med god beliggenhed som

Steges Langelinie.

Bebyggelsen ud til stræderne der langs de lange matrikler i byens nordlige del udgør en underdeling

på tværs af de yderste lange matrikler, ligesom de lange matrikler underdeles på tværs hvor

randbebyggelsen møder villaerne før volden. Her udgør Hagesvej og Sofievej en yngre tværgående

struktur ligesom Skolegade, der dog er af ældre dato, hvilket den sammenhængende randbebyggelse

på nordsiden af vejen vidner om.

Udenfor volden Afsnittet er under udarbejdelse

Voldens form genspejlet i tangentgaden. Falck. Skorsten. Etagebyggeri. Villaer. Parcelhuse,

velhaverboliger, kolonihaver, de gamle landhuse?


Lendemarke Afsnittet er under udarbejdelse

Tømmerhandlens åbne areal og området med dagligvarebutikker danner en pause mellem Stege by

og Lendemarkes tætte hovedgade.

Bydelen er stærkt domineret af Sukkerfabrikkens store massiv af høje rødstensbygninger. De står i

stor kontrast til den omkringliggende bebyggelse af lave, små villaer og arbejderboliger.

Efter et grønt område på venstre hånd går indfaldsvejen fra nordvest ind gennem bydelen med

småvillaer på begge sider. Husene ligger ganske tæt på vejflugten og gaderummet er sluttet.

Fabriksgade.

Fabriksområdet på den ene side og boligområdet på den anden.

Tvedelt hovedgade: forretningsstrøg i syddel.

De små snørklede stræder med småvillaer.

Forholdet til vandet.


Steges torve- og pladsdannelser

En mindre pladsdannelse med et træ og fine facader omkring tager imod, når man ankommer fra

broen fra Lendemarke. Pladsen er en udvidelse af gaden, og gade og plads danner tilsammen en

tragt, der trækker opmærksomheden op i Storegade.

Storegade skifter gentagne gange retning, vækker nysgerrighed og leder videre. Gaderummet er

overskueligt. Først ved Torvet er der fuldt overblik - helt til Faktas bygninger længst mod øst, som

danner en fjern afslutning for Torvet.

Torvet udgør en trekantform på Storegades forløb: Storegades nordside går om hjørnet, og udgør en

kort facaderække mellem Torvestræde og Farverstræde. Herved udvides rummet - mens sydsiden

blot er en let krummende fortsættelse af Storegades facaderække.

Midt på Torvet står en moderne, kubisk pavillon i glas. Den lille bygning danner et neutralt

element, som lader de fine facader omkring Torvet komme til sin ret: den store gule

Kammerrådsgård med empireportal, den hvide, statelige bankbygning, politigården i det gamle

rådhus og overfor apoteket.


Torvet

Torvet snævres sagte ind igen, jo længere mod øst man kommer. Længst mod øst, foran Fakta,

opstår endnu en mindre pladsdannelse, Gåsetorvet, ved retningsskiftet op mod Mølleporten. Dette

pladsrum er ganske pragmatisk udnyttet til parkering.

Gåsetorvet oppe for enden af Storegade.


Baggårde Afsnittet er under udarbejdelse

Gode eksempler.

Kammerrådsgården

Støberiet.

Luffes gård


Hovedtræk i landsbybebyggelsen

Hovedvejsbyerne

Et fællestræk for byerne langs hovedvejene er, at vejen opdeler byen ved sin bredde og trafik.

Et særtræk for Møn er landevejsbyerne. Fra Stege og østpå, ad Klintevejen, ligger landsbyerne en

efter en: Keldby, Hjertebjerg, Elmelunde, Borre, Magleby. Og fra Stege og nordvestpå:

Tjørnemarke, Koster.

Fra Bogødæmningen og mod Stege, ad hovedvej 287, går vejen først gennem bebyggelse ved

Damsholte og derefter Neble eller Æblenæs, alt efter ruten. Hovedvejen danner omfartsvej for den

gamle landevej, som går gennem Damme/Askeby.

Selv om disse byer i dag opleves primært i bevægelsen øst-vest, så har flere af dem en oprindelig

bebyggelsesstruktur, der går på den anden led:

Elmelunde har en gammel landsbykerne nord for landvejen.

Borre har i vest Nørreby/ Sønderby og i øst Nyborre.

Landsbyer med FED vil blive mere uddybende beskrevet

Keldby

Hjertebjerg

Elmelunde

Borre Nørreby/ Sønderby og Nyborre.

Magleby

Tjørnemarke

Koster


Damsholte

Neble

Æblenæs

Askeby/Damme

Store Dammes oprindelige landsbykerne går nord-syd og krydser begge landeveje, både den gamle

og 287, og får næsten forbindelse til landsbyen Tostenæs i nord og Vollerup i syd.

Tostenæs

Vollerup

De øvrige landsbyer

De øvrige landsbyer ligger mere isoleret i forhold til den overordnede infrastruktur. De ligger

naturligvis også langs en vejforbindelse, men denne kan oftest karakteriseres som, ikke en vej, men

en gade - med et smallere, måske kurvet forløb og tæthed mellem husene på tværs af gaderummet.

Beplantning og træer kan også medvirke til at samle indtrykket af bebyggelsen.

Landsbyerne i vest

Sprove/Røddinge udgør et næsten samlet, langt bånd af bebyggelse langs landsbygaden og glider

næsten sammen i ét til trods for de to stednavne. Hårbølle udgør ligeledes en langstrakt bebyggelse,

men med et centrum ved købmanden og et indeliggende, bebygget areal bagved købmanden,

omkranset af vej på alle sider. Byen ligger for sig selv i sydvesthjørnet af Vestmøn, og udgør sit

eget centrum med vejene som stråler ud fra sig: mod sydkysten, mod Vindebæk, Hårbølle Havn,

Fanefjord kirke og nordpå.

Sommerhusområdet ved Hårbølle Havn viser udviklingen for en kystnær strækning med en lille

havn og industri, der gradvist bebygges med sommerhuse og tilføjes lystbådehavn. Flere

generationers brug af kysten afspejles i bygningsmassen.

Bebyggelsesformen med bebyggelse rundt om et indre rum i landsbyen ses også i Store Lind, der

ligger som en lille, sluttet bebyggelse af småhuse og større gårde omkring et åbent markstykke.

Længere mod øst ligger en samling huse, Liseby, i læ af Fanefjord Skov i forhold til Hjelm Bugt. I

modsætning til Hjelm lidt længere mod øst, der ligger mere åbent, på en lille top i landskabet,

sikkert med stednavnet afledt deraf (hjelm som hat, som højt sted).

Sprove/Røddinge

Hårbølle

Store Lind

Hjelm

Vindebæk

Landsbyer langs den gamle landevej syd om Noret.

Således ligger en kæde af mindre landsbyer langs den gamle landevej på det smalle stykke mellem

Stege Nor og Hjelm Bugt: først Lille Bissinge, Bissinge og Tøvelde, dernæst Svensmarke, Tåstrup

og Keldbylille.

Lille Bissinge

Bissinge


Tøvelde

Svensmarke

Tåstrup

Keldbylille

Landsbyerne langs den sydøstlige landevej.

Ved landsled møder landevejen syd om Noret Klintevejen. Men straks efter kan vælge at dreje fra

igen og lade vejen gå sydøst på af gammel, mindre befærdet landevej. Her går turen gennem

landsbyerne Råbymagle, Busemarke, Mandemarke og Busene - og sydom, tilbage mod vest:

Kraneled og Klintholm Havn.

Råbylille passeres på vejen og udgør en overskuelig samling huse på hver side af dens smalle

landsbygade, der slynger sig let ned ad det faldende terræn mod mosedraget syd for Landsled.

Længere mod syd ad samme vej ligger Råbylille Strand med enkelte landarbejderhuse og gårde

mellem de mange sommerhuse. Og der er flere udvidelser på vej.

Råbymagle

Råbymagle er ikke er stor, men rummer adskillige velbevarede huse og flere store gårde med de for

øen karakteristiske, meget lange stuehuse. Fortsættes

Busemarke

Mandemarke

Busene

Kraneled

Klintholm Havn

Landsbyerne nord for Klintevejen

Pollerup, Ålebæk, Stubberup og Sømarke ligger umiddelbart nord for Klintevejen, men udgør alle

deres sin egen enhed. Pollerup og Stubberup udgør en mindre samling huse og et par gårde omkring

den igennemkørende vej, mens Ålebæk og Sømarke udgør egentlige landsbyer med markeret

landsmidte.

Oppe i det åbne landområde nord for Klintevejen ligger landsbyerne Østermark og Torpe, og

længere mod vest Ullemarke, Spejlsby og Udby.

Ålebæk

Sømarke

Østermark/Torpe er to bebyggelser, men i tæt forbindelse med hinanden, idet de ligger i periferien

af det samme, indre markrum, som vejen omkranser. Begge bebyggelser er ikke store: Torpe er

nogle huse og en gård i krydset med vejen mod Nordfelt, mens Østermark rummer lidt flere huse.

Ophold i bebyggelse og marker helt ind til vejen adskiller de to bebyggelser i vest, ligesom alléen i

øst udgør en markant retning, der i højere grad lægger fokus udad til, mod Nordfelt, end samler de

to bebyggelser indadtil - så der opleves to, små enheder, der ”kigger” til hinanden henover det indre

markrum.

Ullemarke består af to dele trods den overskuelige størrelse på bebyggelsen, der består af fem

gårde og nogle småhuse. Gårde og huse grupperer sig i to, dels på grund af terrænet og vejforløbet,

dels fordi landbymidten med gadekær og transformerstation er et meget åbent rum: uden huse

omkring i nord og syd, og med sparsom beplantning. Gården overfor har mark og åbne kørearealer

ud til området ved gadekæret og dette gør sit til at landsbyen knækker over i to, visuelt og rumligt.


Spejlsby

Udby er bebyggelsesmæssigt klart delt i to: kronologisk i en yngre og en ældre bydel, og

topografisk af terrænet og landsbygadens retningsskifte i krydset med vejen til Ullemarke.

Øerne

På øerne Nyord og Bogø ligger byerne med samme navn. Begge byer udgør rumligt set

veldefinerede bebyggelser: Nyord By udgøre en sluttet landsby med veldefinerede grænser udadtil

og det primære samlingspunkt ved havnen, som landsbyens gader søger ned mod.

Bogø udgør i modsætning hertil en bebyggelse langs landsbygaden, men også med et veldefineret

samlingspunkt i midt i byen, med koncentration af landsbyfaciliteter, som bank, brugs, kro, o.s.v.

Nyord By

Bogø By

Fanefjord

En lokalitet i landområdet, som er uden en egentlig landsby, men alligevel rummer et vægtigt

arkitektonisk træk, er Fanefjord med kirken.

Straks efter ankomsten over dæmningen fra Bogø går først en sti, siden en vej sydpå til kysten. Her

ligger et tidligere færgested med landingsbro, hvorfra man krydsede Grønsund for at komme til

Grønsund færgebro på Falster. Vejen er opkaldt efter Marie Grubbe, der boede på stedet.

Færgegården er bevaret, men meget ombygget, mens et ældre stråtækt bindingsværkshus står mere

originalt.

Fra stedet er der kig til Fanefjord kirke i bunden af fjorden. Kirketårnet står ganske markant med det

flade fjordlandskab som forgrund, mens der i baggrunden ses et mere bevæget landskab med lave

bakker.

Omkring kirken ligger ikke megen bebyggelse, blot et par gårde, men der er til gengæld tæt

træbeplantning omkring kirken mod syd og øst. Kirken er ganske dramatisk placeret højt på en

bakketop med den hvidkalkede kirkemur hele vejen rundt om, og vejen lavt for foden af muren.

Umiddelbart i tilknytning til kirken ligger et sognehus med parkering omkring – en trærække deler

vej og parkeringsareal og samler rummet omkring sognehuset. I baggrunden en kirkeportal, danner

et flot fixpunkt for vejen, når man kommer vestfra.

Kirkeskibet er langt, bygningen stor og meget synlig i det lave landskab. Et tydeligt pejlingsmærke i

smukt selskab med fjorden.

Længere mod syd, men med næsten samme forhold til fjorden som kirken, ligger et ældre kultsted,

Grønsalen, en stor stensat langdysse.


Arkitektur og byggeskik

Byen

Bindingsværk

Stege præges af pudsede facader, men mange steder står der bindingsværk indenunder.

Opbygningen af dette bindingsværk varierer. De ældste bygninger, op til omkring 1800

(Kammerrådgården, Storegade 35), er med styrterum (bjælkerne placeret et stykke nede på stolpen,

så den øverste del kan indgå i loftsrummet), mens yngre bygninger i bindingsværk typisk blot er

med bjælkerne oven på remmene og derpå spærene (Skolegade 17). Bindingsværket er forholdsvis

magert, uden dokker. Tømmeret er overvejende eg, indtil midten af 1800-tallet, hvor fyr bliver mere

anvendt.

Illustration fra Stege indenfor volden


Murværk

De ældste grundmurede bygninger er Stege kirke og Mølleporten, der står i munkesten med

kridstensskifter. Holder man sig til den mere almindelige bygningsmasse er Hages Gård fra ca.

1800 og Empiregården fra første halvdel af 1800-tallet blandt de ældste, grundmurede bygninger.

Kridtsten blev dog på Møn ikke kun anvendt som dekorative skifter i kirken og Mølleporten, men

også som selve murens materiale. Hyppigt er kridtstenen benyttet i det mindre fremtrædende

murværk, vendt mod gårde, på gavle og udhuse, men også enkelte, mere fremtrædende steder, f.eks.

hjørnebygningen Møllebrøndstræde-Storegade.

Det ældre murværk – her ses der bort fra det allerældste, kirke og port - er typisk overkalket eller

overpudset, f.eks. Kammerrådgården, mens murværk fra slutningen af 1800-tallet står blank. Blandt

andet Hegnede teglværk leverede stenene.


Gode eksempler er Sukkerfabrikken og Vilhelmine Hages Stiftelse.

Mursten fra Hegnede Teglværk i tavlet.

Gesimser, sålbænke og andre dekorationsled blev benyttet som udsmykning af den pudsede facade

– typisk med afvigende farve, f.eks. hvid dekoration på gul facadepuds. Stege har mange fine

eksempler, ikke mindst ved ankomsten til byen: Hages Gård, Toldvejerboden og de øvrige

havnerelaterede bygninger.


Porte og yderdøre

Der er mange fint udformede porte i byen, mens kun få døre er bevaret.

Ofte indgår portenes udsmykkede dele ikke i den egentlige portkonstruktion, men er et tilføjet lag:

En simpel revleport med beklædning. En særlig flot port er i Rådhusgade 40.


Byggeskikken på landet

Byggeskikken på Møn følger meget byggeskikken på Sjælland med mange firlængede gårde. Men

Møn ses desuden hyppigt tolængede parallelgårde med fritliggende, endog meget lange stuehuse.

Disse parallelgårde forsvandt næsten helt ved udskiftningen i andre egne - de blev flyttet ud eller

udbygget til firlængede anlæg -, men ikke i lige så høj grad på Møn (hvorfor???? Var stor gård med

mange længer = hestegardeindkvartering????)

Bindingsværk

Bindingsværket repræsenterer et brydningsområde mellem fynsk (via Lolland-Falster) og

sjællandsk tradition med inspiration til detailløsningerne fra de nærmestliggende egnsdele: på den

vestlige og østlige del af øen var det sjællandsk tradition, der blev flugt – det vil sige med sparsom

andel af tømmer, f.eks. uden dokker, mens de sydlige egnes byggetradition var inspireret af Falster,

med lidt mere tømmer. Men stadig ikke så opulent som det fynske bindingsværk som det falsterske

var. Skråbåndet var, både i syd, øst og vest, dog vendt som på Falster, så det skrånede opad mod

hushjørnet.

Tavlene: murede, lerklinede, kridtsten (godt eksempel på landet, hvor?)

De mange småbygninger på gavle og langsider er også et mønsk træk, ligesom de rejste helgavle,

hvor den øverste trekant lukkes med vandret bræddebeklædning.

Tækningen er mest sjællandsk tradition, dog med lidt hyppigere brug af kvartvalm i gavlene end på

Sjælland. På rygningen anvendes kragetræer.

Stråtækt gård med strå lodret på gavlen Bogø by.


Hus i Bogø By med fint gærde om haven.


Også på landet blev særligt porten fremhævet. På overliggeren blev skrevet årstal og navn på

gården, og den blev ofte også tilføjet dekorative detaljer, malet eller udskåret.


Murværk

Grundmurede huse: fortætningen af landsbyerne, småvillaer slutningen af 1800-tallet, stilinspiration

fra Stege. Andelstid, Bedre Byggeskik, brugsforeninger, mejerier, banker, kommunekontorer, .


Grøn, funktionalistisk inspireret villa i kridtsten i Hjertebjerg.

Kridtsten

Kirkerne

Mejerier, Præstegårde, Kroer, Forsamlingshuse, Store gårde, Plejehjem, Pavilloner, Feriekolonier,

Hoteller, Skoler, Rytterskoler.


Stilhistoriske eksempler fra Stege:

Både bindingsværkhusenes og de murede huses stil tog farve af den tid de blev opført i. Ikke mindst

de dekorative led, som kunne opdateres, så den selv samme bygning skiftede udseende som tiderne

skiftede, f.eks. Kammerrådgården.


Klassicisme

Liselund, Empiregården


Historicisme

Rødkilde Højskole, Nybøllegård, Bogø Navigationsskole, Bogø Kostskole, Liselund ny slot,

Sukkerfabrikken, Sofievej 4 (Saron, Indre Mission)


Rådhusvej

Skønvirke/Nationalromantik


Thorsvang Allé

Nyklassicisme/ bedre byggeskik

Møllebrøndstræde 16, Sofievej 10, Posthuset,


Langelinie.

Modernisme

Langelinie 4, 16, 18, Davrehøj,

(kilder: Stege inden for Volden. Landhuset. Sydsjælland og Møn, Turistforeningen, årbog 1933.

Gyldendals egnbeskrivelser, MM´s lister).


Arkitekter og bygmestre

Arkitekt/bygmester Sted Uddannelse Kilde

Andersen, Carl Mus.nr. 1993063

Bindesbøll, M.G. Arkitekt Stege inden for v.

Boesen Stege Murermester Modernismens huse

Bræstrup, Cosmus Arkitekt Stege inden for v.

Christensen, Chr. Lendemark Mus.nr. 1993063

Frederiksen, Ejnar Stege Bygmester Stege inden for v.

Friis-Jensen, H.C. Arkitekt Stege inden for v.

Gundestrup, Thorvald Arkitekt Stege inden for v.

Hansen, Claudius Arkitekt Stege inden for v.

Hansen Murer Modernismens huse

Hansen-Reistrup, U. Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063

Hemmingsen, Børge Mus.nr. 1993063

Hemmingsen, Christian Borre Bygmester A 885

Hemmingsen, P. Arkitekt Modernismens huse

Hemmingsen, Regnberg Borre Bygmester? A 885

Henriksen, Lars Stege Bygmester Møns Folkeblad 1895-6

Hüttemeier, A. Mus.nr. 1993063

Jensen, Johan Stege Bygmester Stege inden for v.

Jensen, Sven Stege Arkitekt Mus.nr. 1993063

Jensen, Svend Aage Damme Bygmester Tlf.bog 1965

Jørgensen, Alfred Mus.nr. 1993063

Jørgensen, John Magleby Bygmester A 885

Kampmann, Hack Arkitekt Stege inden for v.

Kähler, A/S H.C. Ll. Skensved Mus.nr. 1993063

Larsen, Vagn Lendemark Arkitekt Tlf.bog 1966

Lindhard, Ferdinand Stege Murermester Stege inden for v.

Lund, J.V. Vordingborg Mus.nr. 1993063

Madsen, Agge Arkitekt Stege inden for v.

Madsen, Holger Suldrup Stege Murermester Modernismens huse

Nebelong, N.S. Stege inden for v.

Nielsen, Gustav Stege Bygmester Mus.nr. 1993063

Nielsen, H.P. Arkitekt Modernismens huse

Nielsen, K. Almer Damme Arkitekt Tlf.bog 1964

Petersen, Alfred Mus.nr. 1993063

Petersen, Jens Peter Stege Tømrermester Stege inden for v.

Refer, Alf Arkitekt Tlf.bog 1953

Teglbjærg, Stubbe Mus.nr. 1993063

Teisner-Madsen, K. Stege Mus.nr. 1993063

Tiedemand-Dahl, Johannes Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063

Türck, H.H.L.A Stege Murermester Stege inden for v.

Wilsbech, Frederik Arkitekt Stege inden for v.

Winther, H.P. Stege Mus.nr. 1993063


Poulsen Nørbjerg Arkitekt Møns Folkeblad 4.2.1920

Skulle ifølge nekrologen have Bygget Ottekanten på Rødkilde, Sukkerfabrikkens kontorbygning og

bygning på Nordfeld. Oprettede håndværkerskole på Rødkilde.

Arkitekter på Møn 1975-2005.

Arkitekt Uddannelse Kilde

Groes, Uffe Arkitekt Vejviser 1975, 1980

Johansen, Anne Arkitekt Vejviser 1975, 1980, 1985

Kragelund, Aage Arkitekt Vejviser 1980,

Kormannshaus, Rolf Arkitekt Vejviser 1985, 1990

Christiansen, Anette Arkitekt Vejviser 1995

Boesen, Lissy Arkitekt Vejviser 1995, 2005

SEBRA A/S Arkitekt Vejviser 1995, 2005

Drescher, Svend Brøndum Arkitekt Vejviser 2005

Madsen, K. Tejsner Arkitekt Vejviser 1980, 1985

More magazines by this user
Similar magazines