Se PDF-rapporten her - Møn

Arbejdsrapport
Møn kulturarvsatlas
Karakteristik af hovedtræk natur, landskab, kulturhistorie og
arkitektur
Foreløbigt
UDKAST
November 2005
KULTURARVSSTYRELSEN

KARAKTERISTIK AF MØN KOMMUNES HOVEDTRÆK
ARBEJDSRAPPORT – foreløbigt udkast af 18. november 2005

Naturgrundlagets hovedtræk
- afsnit er foreløbigt og illustrationer vil senere bliver tilføjet.
Ved Busene
Naturgrundlaget på Møn
Som for den øvrige del af Danmark er det mønske landskab, som vi ser i dag, i altovervejende grad
formet af begivenhederne under og efter sidste istid – Weichsel istiden. Tilbagesmeltning samt
diverse genfremstød af isen har formet og omformet landskabet på Møn. Under hovedfremstødet og
det efterfølgende genfremstød blev afsat en leret moræne over hele øen. Således er jordbunden
altovervejende leret, med enkelte områder med enten svær lerjord eller sandblandet lerjord. Dette
morænelag ligger ovenpå aflejringer fra tidligere istider, som igen ligger ovenpå de lag af kridt, som
blev aflejret for omkring 70 millioner år siden.
Tykkelsen af de kvartære lag varierer således, at kridtet nogle steder ligger ganske tæt ved
jordoverfladen. På den østligste del af Møn kan kridtaflejringerne erkendes i jordoverfladen på
dyrkede marker og overdrev. Som følge heraf findes her områder, hvor jordbunden er rig på kalk
(Nørrevang, 1967).
Området øst for Borre Sømose rejser sig fra 0 m.o.h. ved Sømosen og op til en højde på 143 m.o.h.
på det højeste punkt ved Aborrebjerg, for at ende ved klinten, der overordnet når en højde på
omkring 100 meter.

Deformationen af kridtundergrunden fandt sted under sidste istid i forbindelse med det Ungbaltiske
isfremstød. En istunge, som lå i Hjelm Bugt, påvirkede kridtundergrunden her så kraftigt, at store
flager af kridt blev presset op og "stablet" som dominobrikker i skråtstående stilling. Ryggene af
disse foldninger strækker sig ind i landet og er med til at give det bagvedliggende landskab dets
bakkede terræn. Det er ofte i forbindelse med ryggene på disse foldninger, at kridtet ligger så nær
jordoverfladen, at det er synligt.
Som følge af erosion er jordbunden i dalsænkningerne imellem de opskudte kridtflager hyppigst
ganske lerholdig, og jordprofilet tykt.
Efter det første isfremstød blev den nordlige del af klinteområdet påvirket af endnu et isfremstød fra
stik øst. Her er foldningerne således knap så markante som i den sydlige del af klinteområdet
(Nørrevang, 1967).
Foldningerne i kridtflagerne samt formen af det bagvedliggende landskab kan deles op i tre zoner:
Fra fyret i syd og op til Maglevandsfald hælder de opskudte kridtflager kraftigt imod syd. I det
bagvedliggende landskab findes et kompleks af bakkerygge, som ligger i en stor konkav bueform,
der krummer sammen mod syd. Disse krumme bakkerygge strækker sig vest over til omkring
Mandemarke. Omkring Dronningestolen ligger kridtflagerne stablet ovenpå hinanden. Fra denne del
af klinten strækker en kuperet bakkeryg sig ind i det bagvedliggende landskab mod nordvest. Fra
Vitmunds Nakke og til Slotsgavlene i nord danner foldningerne i de opskudte kridtflager ved
Klinten et komplekst mønster uden overordnet orientering. Det bagvedliggende landskab består af
en række bakkerygge, der tilsammen danner en bueform, som strækker sig ind i landet til omkring
Aborre Sø og Huno Sø (Damholt, 2002).
Formen af det østmønske landskab er ikke kun betinget af de opskudte kridtflager. Et større
sammenhængende randmorænestrøg ligger langs nord-, øst- og sydkysten af Østmøn. Dog trukket
omkring 1 km ind i landet ved den sydlige kyst. Imod vest følger grænsen for randmorænestrøget en
linie, som løber fra Brunshoved ved nordkysten, ind til Magleby og herfra vestover til Busemarke
Sandlodder. Topografien på Østmøn er således en kombination af de opskudte kridtflager og
randmorænestrøg.
Sammenholdes koteforløb med kort fra DJF i 1:50.000 over forekomst af lavbundsjorde, er det
nærliggende at antage, at den nordlige del af randmorænestrøget er delvist påvirket af dødis.
Vest for Borre Sømose er landskabet mindre dramatisk. I den største del af området er terrænet
jævnt og består af en leret moræne. Lige vest for Sømosen ligger imidlertid to mindre
randmorænestrøg, som tilsammen danner et højereliggende område, hvor terrænet er mere kuperet.
Området ligger i en højde over havet på omkring 25-40 meter. Dette område strækker sig fra Bushøj
syd for Søndre Landevej i syd og til Nordfelts jorder i nord, mens det strækker sig fra Hjertebjerg i
vest til Nørre og Sønder Vestud i øst. Ud fra samme overvejelser, som beskrevet ovenfor, har
området, især i den nordlige del, karakter af dødislandskab.
Møn ligger nord for den akse, som Danmark tipper omkring. D.v.s. at øen ligger i et område, hvor
landet relativt har hævet sig et sted mellem 0 og 1 meter siden Littorinahavets maximum (Vejre et
al., 1999). Borre Sømose, Busemarke Mose/Råby Sø og Maglemose er alle områder, der ligger lavt
i terrænet med forbindelse til kysten. Det er således nærliggende at antage, at der er tale om hævet
havbund. Jordbunden på disse tre lokaliteter udgøres af humusholdige ferskvandsaflejringer. Borre

Sømose og Busemarke Mose/Råby Sø adskilles kun af en smal stribe højereliggende lerblandet
sandjord.
Dannelseshistorien bag Ulvshale, som strækker sig fra Hegnede bakke og nordvest over, adskiller
sig markant fra den øvrige del af Møn. Jordbunden består her af marine aflejringer, og er således
skabt i perioden efter sidste istid.
Det materiale, som aflejres her, transporteres til området langs øens nordkyst fra Møns Klint. Der er
blandt andet tale om kugleflint fra klinten, der aflejres som strandvolde. De ældste strandvolde
findes nær Hegnede bakke og de yngste på den nordligste del af Ulvshale. De ældste strandvolde,
nær Hegnede Bakke eroderes af havet, mens der lægges til de yngste strandvolde i den nordlige del.
Herved bliver den inderste del af Ulvshale betydeligt smallere end den yderste, hvilket giver
området den form, som karakteriserer et fed.
Strandvoldene er ganske markante i området, og flinten er kun overlejret af et tyndt lag jord. Den
nordlige del samt sydsiden af Ulvshale udgøres af store strandenge og tagrørsdominerede områder.
Havområdet omkring Ulvshale og Nyord er lavvandet kun afbrudt af de områder, hvor strømmen
skaber passager. Imellem Ulvshale og strandengene ved Nyord findes en sådan strømrende
(Nørrevang, 1969).
Nyord er en lille morænebakke på ca. 1,4 km 2 , som ligger nordvest for Ulvshale. Medregnes
strandengene på øens østlige side udgør selve øen kun 2/3 af det samlede areal. Strandengsområdet
når nogle steder en højde af 1 m.o.h, hvilket også gør sig gældende for strandengene ved Ulvshale.
Det må antages, at den relative landhævning har haft betydning for dannelsen af disse områder.
Tilsammen udgør strandengene omkring Ulvshale og Nyord det største sammenhængende
strandengsområde i Østdanmark.
Sammenholdes et nutidigt 4-cm kort over området med et historisk kort fra omkring 1888, fremgår
det, at naturgrundlaget i området er ændret som følge af antropogen påvirkning. På det historiske
kort gennemskæres strandengene af brede vandløb, åer og småsøer. Disse vandforekomster er på 4cm
kortet blevet erstattet af gravede kanaler, som ligger i en velorganiseret stjerneform. Hertil
kommer, at der er blevet etableret en dæmning fra Ulvshale til Nyord Enge i 1968 (Kampp, 1979).
Som følge af de ændringer i strømforholdene, som denne dæmning har medført, antages det, at dens
anlæggelse er årsagen til den øgede udstrækning af strandengsarealerne, som kan iagttages ved at
sammenholde kortmateriale fra 1941 med et nutidigt 4-cm kort. Strandengsarealet er vokset både i
vestlig og østlig retning.

De landskabelige hovedtræk
Teksten er lånt fra Landskabsanalyse, udarbejdet for Pilotprojekt Nationalpark Møn, og tjener som foreløbig
redegørelse.
Det mønske landskab i dag
Kulturhistorisk er det mønske landskab præget dels af begivenhederne i forbindelse med
krongodssalget, og de godser, der opstod som følge heraf, dels af begivenhederne i forbindelse med
landboreformerne omkring 1800. Disse begivenheder samt udviklingen i årene efter har betydet, at
det mønske landskab i dag er præget dels af landbrug dels herregårdslandskabet. Variationen i
naturgrundlaget har betinget en vis grad af variation i denne arealanvendelse. På Høje Møn -
Klinten og det bagvedliggende landskab - samt på Ulvshale og Nyord er denne naturbetingede
variation særlig markant.
Som beskrevet under hovedtræk for naturgrundlaget er Høje Møn formet af de opskubbede
kridtflager, hvorved dramatiske terrænforhold er skabt. Områdets højeste punkt ligger 143 m.o.h.,
og skrænter med markante hældninger er hyppigt forekommende. Disse forhold har betinget, at
området domineres af ekstensivt udnyttede arealer som skov og overdrev med lang kontinuitet.
Området indeholder således store naturkvalitetsmæssige værdier.
Som kontrast til det kuperede og varierede landskab afgrænses denne del af Møn af Østersøen imod
syd og øst, og da området ligger højt i terræn findes vide udsigter over havet. Selve Klinten danner
den østligste grænse ud mod Østersøen. Den rejser sig 100 meter lodret op fra strandkanten. I den
sydlige del af Høje Møn ligger Klintholm gods. Jorden til Klintholm domineres af lange
sammenhængende forløb af stendiger og en markant lindetræsallé. Størstedelen af ejerlavet til
Klintholm gods udgøres af skovbevoksede arealer.
Vest for Høje Møn domineres landskabet af landbrugsmæssig drift. Variation i naturgrundlaget
betinger dog en vis grad af variation. Landskabet omkring landsbyen Sømarke, som ligger mellem
Høje Møn og Borre lavningen i vest, består af et bakket randmoræneområde domineret af landbrug.
På vestsiden skråner dette randmorænestrøg jævnt ned mod Borre Sømose, som strækker sig fra
nordkysten af øen og omkring 4,5 km ind i landet imod syd, således at Møn tilnærmelsesvis deles
over af denne lavning.
Borre Sømose, som oprindeligt er hævet havbund, er drænet og opdyrket lavbundsareal. På
vestsiden af Borre Sømose hæver terrænet sig atter op til en højde på omkring 50 m.o.h. mod endnu
et bakket randmorænestrøg. Fra begge dalskråninger er lange udsigter over Sømosen til den modsat
liggende dalside.

Det bakkede randmoræneområde med spredte gårde strækker sig mod vest, hvor det går over i en
mere jævn landbrugsflade, som strækker sig til Stege Bugt i vest. Ved nordkysten af denne del af
Møn ligger Nordfeld gods. Dette kystnære herregårdslandskab er domineret af lange
sammenhængende hegnsforløb, som inddeler landskabet i store lukkede landskabsrum.
Langs sydkysten strækker sig et lavbundsområde med dels rørskov dels drænede ekstensivt
udnyttede arealer. Dette område suppleres af et jordbygningspåvirket område, der ligger lige nord
herfor.
Fra det nordvestligste hjørne af moræneaflejringerne, som udgør øen Møn, strækker sig et marint
forland bestående af strandvoldssystemer af flint fra Klinten. Arealanvendelsen af dette område
udgøres af græssede strandenge og gammel græsningsskov. Øen Nyord, som ligger nordvest for
Ulvshale, består dels af strandengsarealer dels af en opdyrket moræneflade. Gårde og huse ligger
samlet i landsbyen omkring snævre og bugtede stræder, som i tiden før udskiftningen. Den tidligere
lodsaktivitet samt fiskeriet gør at tilknytningen til havet er særlig tydelig på Nyord.
En nærmere beskrivelse af Farø/Bogø og det vestmønske landskab vil her blive tilføjet. Efterfølgende er noter.
Udsigt til Fanefjord.
Naturhavne: Skillingebæks Bugt. Noret. Fanefjord indsø.
Kugleflintudvinding ved Ulvshale, marint forland med materialetilførsel fra Klinten, Hårbølle også
strandvoldssystemer med materialetilførsel fra Klinten.

Målerhøj.
Landskabelige kontraster, kulturen accentuerer naturen:
I anlægget af kirkerne, og før dem gravhøjene, forstod mennesket at udnytte de terrænmæssige
forhold til høj beliggenhed for de rituelle steder.
I det i øvrigt ret flade landskab mellem Hårbølle og Vindebæk ligger den vældige Målerhøj som en
meget markant, græsklædt bakke med gravhøj på toppen. Og området med Kong Asgers Høj står i
kontrast til Kostervigs flade terræn.
I dette område ligger også den høje bakkeformation, Borren, der har etymologisk nært slægtskab
med Borre på Østmøn. I begge tilfælde henviser navnet til en borg og er eksempler på
forsvarsmæssig udnyttelse af terrænet.

De kulturhistoriske hovedtræk
Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere.
Høj ved Sømarke.
Fra Møn kommune er der kendskab til små 1500 fortidsminder, der gennem tiderne er blevet
indregistreret i det centrale register for fortidsminder. Af disse er omkring 1100 stedfæstede – 979
på Møn og 100 på Bogø og Farø. Men et stort antal fortidsminder venter endnu på at blive
registreret. Det drejer sig om private samlinger, både hos lokale amatørarkæologer og hos
sommerhusbrugerne.
Fortidsmindefund på Møn og Bogø.

En ting der særligt karakteriserer fortidsminderne i Møn kommune, er de mange gravhøje. Godt 800
stk. kendes der fra hele kommunen. Hovedparten af disse er udaterede, men 126 er dysser og
jættestuer fra Yngre Stenalder (3500-3000 f.kr.). Generelt er tilstanden af gravhøjene temmelig
dårlig. Det er et træk der går igen for Danmark som helhed. Gravhøje blev på Møn og Bogø første
gang samlet registreret i 1880, og siden dengang er 90-95% ”forsvundet”, dvs. overpløjet eller
fjernet. Men der er siden 1970’erne gjort en aktiv indsats for at bevare storstensgravene, og det er
bl.a. resulteret i flere flotte restaureringer af jættestuer på Møn, bl.a. Klekkende-høj.
Restaureringerne viste, at der var et særligt arkitektonisk træk ved flere af de mønske jættestuer,
nemlig at selve gravkamrene var sålformede.
Stenalder
Bebyggelsesbilledet på Møn gennem forhistorien bærer præg af at vandet hele tiden er tæt på. I
ældre stenalder (9000-3900 f.kr.) findes bopladserne ved de tidligere kyststrækninger, ofte områder,
der i dag - som følge af at Møn har hævet sig siden istiden - ligger længere indlands eller i dag er
inddæmmede: Koster Vig, Maglemosen, Oddermosen, Busemarke Mose og Borre Sømose, foruden
naturligvis selve Noret.
Yngre Stenalders bebyggelse kendes ligeledes fra kystegnene, men også fra de indre egne i form af
gravhøje. Enkelte formodede stenalderbygder kan udskilles, bl.a. ved Marienborg og ved Røddinge.
Hovedparten af de registrerede gravhøje må formodes at være fra Ældre Bronzealder. De findes
koncentrerede flere steder, bl.a. ved Hårbølle og Frenderup.
Da de første landbrug begynder at vise sig på Møn (3900 f.kr.) rykker bebyggelsen naturligt
indlands til den gode landbrugsjord. Landet var dækket af skov, så de mange slebne økser, der
stadig kan findes på markerne, var ikke kun til pynt. Således optræder i slutningen af
jægerstenalderen de såkaldte Møn-økser, der er en særlig type skiveøkser af flint, med en bred
udsvunget æg, og disse økser kan beskrives som endnu et egnskarakteristika for Møn.
Gravhøje på Møn og Bogø.

Bronzealder, jernalder og vikingetid
Fundene fra bronzealder (1800-500 f.kr.) og jernalder/vikingetid (500 f.kr.-1050 e.kr.) drejer sig
især om løsfundne oldsager fra grave. Bronzealderfundene stammer hovedsageligt fra de
overpløjede gravhøje. Og udbredelsen af fund fra disse to perioder viser, at det drejer sig om levn
fra jordbrugere; de indre dele af landet er også taget i brug.
Områder med koncentration af forhistoriske kulturmiljøer

Middelalder samt perioden ca. 1500-1750
Der er to middelalderlige bykerner på Møn: Stege og Borre. De middelalderlige (1050-1536 e.kr.)
arkæologiske vidnesbyrd stammer hovedsageligt fra Stege. Købstaden nævnes første gang 1268,
hvor byen får sine privilegier. Kirken er opført før dette tidspunkt, omkring 1200-1250 e.kr.
Borre, den anden købstad fra Møn med middelalderlig bykerne, nævnes første gang omkring 1370.
Borre kirke menes dog at være opført omkring 1200-1250.
Af andre vigtige steder fra middelalderen skal nævnes kirkerne i Elmelunde, Keldby og Fanefjord,
der alle er udsmykket af Elmelunde-mesteren. Denne koncentration af kalkmalerier af samme
mester er egnsspecifik.
Steges sildefiskeri
Sildefiskeriet i middelalderen gav rigdom til Stege. Grundstørrelserne i Stege og fordelingen af
grundene er særligt udtryk for den velstand som sildefiskeriet bragte med til Stege. Det er
karakteristisk, at myten om Steges velstand holdes ved lige i symboler på kilden = silden som i det
gamle herredsvåben og i nutidig bevidsthed for befolkningen på hele Møn f.eks. materialiseret i
turismetiltag som silderuten.
Øresunds sydlige del med Skanør og Møn.

Von Plessens hærgen
Von Plessen og bonde.
I 1685 blev den kongelige hestegarde indkvarteret på Møn. Hestegarden bestod af ca. 450 mand
med tilhørende familier - under ledelse af gardens chef, oberst Samuel Christopher von Plessen
(1640-1704). De mønske bøndergårde skulle nu finansiere hestegardens forplejning. Øens bedste
græsarealer blev udlagt til græsning for gardens heste. Områderne kaldtes kobler, og ses endnu i
mønske stednavne fx Hjelm Kobbel.
Under Plessens regimente blev mønboerne ekstremt forarmet. Von Plessen forlangte meget kørsel
og hoveri - ikke mindst til opførelsen af sit eget sæde, Nygaard. Til garderne opførte bønderne
tillige 395 huse.
I 1696-1697 igangsatte Christian den 5. en undersøgelse af de mønske forhold. Hestegarden blev
forflyttet, og von Plessen fik et kongeligt embede i udlandet.
Da garden forlod Møn, modtog kongen mange klagebreve over von Plessen. Klagerne handlede om
voldsomme gardister, fæstebønder der blev sat af gården, meget høje afgifter samt ulovligt hoveri
og kørsel. Der var alvorlige problemer med at skaffe mad til mennesker og dyr. Også fra garderne
indløb der klager over dårlige forplejningsforhold og hårdhændet behandling.
Von Plessen havde gjort lynkarriere hos Christian d.5. I 1689 blev han uventet general løjtnant og
inspektør for ryttergodset, og i 1693 hædredes han med Dannebrogsordnen – det hvide ridderkors.
Von Plessen stod på god fod med kongen.
Ved Christian d. 5.s død i 1699 blev sagen mod von Plessen genoptaget. Von Plessen blev idømt
husarrast i eget palæ i København, hvor han døde i 1704 - førend der blev afsagt dom over hans
barske hærgen.
Det særlige egnsspecifikke er, at von Plessen forarmede Møns befolkning i en sådan grad, at det tog
flere generationer før Møn fik samme levevilkår igen.
Von Plessen brugte Mølleporten som fængsel for opsætsige bønder.

Perioden ca. 1750-1840 (”Udskiftningstid”)
Mindesten over H.H.Barfod.
Krongodssalg
Chr.7 solgte ud af krongodset for at få penge men også for at imødekomme bøndernes ønsker om at
få selveje. På Møn fik salget til resultat, at der dannedes godser uden bygninger. Det var nr. 2 og 3 i
de søndre sogne Tostrup, Svensmarke, Keldbylille, Raabylille og Pollerup og gods nr. 4 i
Fanefjord. Juristen og forvalteren Hans Hermann Barfod kaldet ”Møns Engel” hjalp bønderne til
selveje i 1769. H.H. Barfod styrede godserne til sin død i 1787. Mindestenen er rejst i 1919 af
arvinger i 5.te led på gods nr. 3. Godser med bygninger var Marienborg, Nordfelt og Klintholm.

Fanefjord Skov
Bønderne i Fanefjord sogn fik tillagt gården anpart i godsets skov. Det ses her i skødet for
Brøndegården mtr.nr. 18 i Hårbølle. Fællesskoven er et egnsspecifikt særtræk opstået ud fra
godsstrukturen på Møn. Bønderne i Fanefjord sogn ejer Fanefjord Skovpavillon. Kulturpræget viser
sig i bøndernes forvaltning af skovpavillonen, som blev forpagtet ud. Bønderne bruger fortsat
skovpavillonen.
Ca. 1840-i dag (”Industrisamfundet”)
Mindeblade fra en Udflugt til Møens Klint i Aaret 1845, ”Udsigt til guldalderen” omtale af Møns Klints særstilling.
Turisme til Møns Klint
Møns Klint er en geografisk lokalitet særlig for Møn som i sammenhæng med befolkningens brug
af Møns Klint bliver et egnsspecifikt træk. Det er ikke kun lokalbefolkningen, men regionalt og
nationalt og internationalt at Møns Klint bliver et udflugtsmål og indgår i social sammenhæng.
Dette kulturpræg er sammen med kalkmalerierne og Nyord Møns kendteste egnsspecifikke træk i
dag. Kulturpræget vedr. Møns Klints særstilling holdes f.eks. ved lige på programfolder for
særudstillingen ”Udsigt til guldalderen” 2005 ved Storstrøms Kunstmuseum.

Planer for ny anvendelse af området omkring Sukkerfabrikken og havn.
Landbrugsrelateret industri
Det er særligt for industriens gennemslagskraft på Møn, at kulturpræget kommer fra den
landbrugsrelaterede industri. Det er sukkerfabrikken i Lendemarke, og virksomheder som mejerier,
ægpakkerier, tørmælksfabrik og småkager. Det egnsspecifikke præg har fået betydning for
erhvervsudvikling, befolkningens levevilkår og dagligdag og økonomi.

Kort over dyrkningsforhold Møn 1682.
Kulturlandskab
Det er karakteristisk, at Møn var præget af skovbrug og landbrug her set på fordelingen af
dyrkningsemner på dyrkningssystemet i 1682.
Landskabet ændres undervejs ved menneskers indgriben. Det kan ses over tid i forandringen af
landskabet som ved inddæmning og afvikling af dyrkede arealer som skov og ager til fordel for
udlægning til anden brug. Et eksempel på inddæmmet landskab på Møn er Koster Vig. Eksempel på
det rekreative landskab er Ulvshale. Kulturlandskabet på Møn er under omdannelse fra at være
erhvervsrelateret til at blive anvendt til rekreative formål. Smedjens vartegn vindfløjen med fire
emner i Møns Klint, Liselund, Sommerspiret og Mølleporten symboliserer vartegn for Møn.
Erhverv
Egnspecifik eksempel inden for Møn Kommune som har gennemgået udvikling og afvikling er øen
Nyord.
Nyord fremhæves tidligt i kulturhistorien som et reliktsamfund som i forhold til det omgivende
samfund er båret af tradition frem for forandring. I dag ser vi traditionen vist i Nyords veje og
stræder som har præg af middelalderlig landsbystruktur. Det er et egnsspecifikt træk inden for
Nyord, som ikke findes på Møn.

Befolkningstal
Møn
1800 6573
1900 14134
1950 11237
1970 10724
2000 10580
Møn og Nyord, Bogø, Farø, Lindholm
1800 7992
1900 15819
1970 11561
2000 11678
2005 11539 i dag
Det er alment at der var befolkningstilvækst i hele landet fra 1800 til 1900. Det er særligt, at
befolkningstallet stort set er konstant i 2.halvdel af 1900 op til i dag i forhold til afvikling af
traditionelle erhverv i et landdistriktsområde.
I dag er det karakteristisk, at fordelingen i forhold til aldre viser et billede med flere ældre og færre
yngre en såkaldt timeglasfordeling. I 2004 var gennemsnitsalderen i Møn Kommune ifølge
antropolog Jan Kanne Petersen under Pilotprojekt Nationalpark Møn 55 år.
Bevidsthed
Det er den traditionsbærende bonde som står for traditionens videreførelse inden for
bondesamfundets skikke. Med traditionsbærende menes også evne og vilje til at lade resurserne
blive præget af forandringer. Skolen har som kulturbærende institution været med til at påvirke
bondesamfundet til, at bondesamfundet kunne føres ind i og ændres til industrisamfund.
Uddannelse har været med til at uddanne og socialisere børn og unge til at påtage sig andre erhverv
og andre tænkemåder over bondesamfund til industri- og vidensamfund. Det har været muligt for
det mønske samfund at optage og acceptere tankemåder fra tilflyttere ligesom der i dag er tegn på
den mønske befolkning optager træk af globaliseringstendenser. Det er navnlig adskillelsen mellem
hjem og arbejde som set over flere hundrede år er forskelligt fra bondesamfundets erhvervs- og
boligstruktur.

Arkitektoniske hovedtræk
Afsnittet er foreløbigt og delafsnit vil blive tilføjet senere.
Farøbroerne
Den overordnede infrastruktur
Møn – via Farø, Bogø - ligger som hængslet på motorvejen. Det store bygningsanlæg, som
Farøbroerne med opkørselsramper udgør, dominerer aldeles Farø, ligesom broanlægget tydeligt ses
fra Bogø, hvis terræn og andet ikke forhindrer det.
Dronning Alexandrines bro, Møns egen fastlandsforbindelse, dukker tilsvarende op i horisonten i
flere kig, når man færdes på Vestmøn og Nyord.
Vejforbindelsen på langs af kommunen – øst/vest - er den primære. I vest er den splittet i to med
hovedvej 59 fra Kalvehave via Dronning Alexandrines bro og amtsvej 287 fra Farø, via Bogø, til
Møn. De to veje mødes ved lokaliteten De hvide Sten og fortsætter gennem Stege, Keldby,
Hjertebjerg Elmelunde, Borre og Magleby til Klinten i øst.
Det overordnede vejnet og broer.
Disse store veje strukturerer øen i et ”på den ene side af – og på den anden” – i næsten lige så høj
grad som de naturskabte elementer: havneløbet, Noret, Borre Sømose, m.v.

De dominerende bygningsanlæg
De dominerende bygningsanlæg i landskabet er kirkerne og de store fabriksanlæg, særligt siloerne.
To kirker ligger har særlig beliggenhed og dukker op i landskabet igen og igen: Elmelunde kirke og
Fanefjord kirke. Deres beliggenhed udgør to modsætninger: Fanefjord er fritliggende i landskabet,
Elmelunde indgår landsbybebyggelsen. Men de har topografien med sig og ligger højt i landskabet.
Siloen og kirken i Borre udgør lokale landemærker i det flade landskab nord og syd for byen. Både
kirke og silo ligger på et lokalt højdepunkt: Kirken ligger som på en ø midt i det inddæmmede
område, mens siloen ligger på noget man kunne beskrive som et næs, der stikker ud i det lave
område fra sydøst.
Også i Stege/Lendemarke dominerer siloer og kirketårn bebyggelsen. Sukkerfabrikkens to store
siloer har selskab af et par skorstene, ligesom en fabriksskorsten i Lendemarkes sydlige del
(fabrik???) markerer sig i byprofilet.
Udsigt til Borre med kirke og silo.

Bogø Fyr.
Industrianlæg. Siloer. Herregårde/store gårde. Møller. Fyr. – uddybes senere.

Byen
Byen og landskabet
Når man beskriver byens møde med landskabet er det nærliggende at betragte Stege og Lendemarke
som et hele, selvom det kulturhistorisk set er to. De udgør et samlet område med høj bymæssighed
og den ene bydels dominerende bygninger spiller sammen med den andens, når man bevæger sig
rundt i bybilledet.

Byskiltet står da også på vestsiden af Lendemarke og signalerer, at nu begynder byen. Den
landskabelige karakter underbygger ligeledes foreningen: en bakke umiddelbart vest for bygrænsen
afgrænser bybebyggelsen.
Fra bakken får man et godt overblik over byen, der ligger for foden, dybt i landskabet:
Forrest i billedet plejehjemmet, der udgør den ydre grænse for bybebyggelsen; de lange bygninger
står næsten som en bymur og holder byen inde.
Dernæst Lendemarke, hvor de små villaer danner forgrund for Sukkerfabrikkens vældige
bygningskompleks. Længst tilbage i baggrunden Stege kirkes massive tårn og bygningsryg, der
hviler over bymidten.
I øst afgrænses Stege af en større villa vinkelret på vejen og af de øvrige villahavers præcist
klippede hække - både syd og nord for vejen. Boligbebyggelsen Noret opleves derfor beliggende
udenfor byen.
Fra nord glider enge og marker lige så stille over i industrikvarter og boligområde. Det flade land
udgør ikke en landskabeligt afgrænsende faktor. Boligkvarteret er ikke umiddelbart synligt fra
vejen, men skjult bag et højt, levende hegn. Området har forstadskarakter.
Den mest præcise afgrænsning af byen opleves i syd, hvor Noret udgør et naturligt og forholdsvis
brat ophør for bebyggelse. Byen vender bagsiden til Noret – i modsætning til relationen til
havneindløbet, hvor byen præsenterer sig med strandvejsvillaer og Storegade.
Byen og havnen
Storegade møder havnen med flere fint udsmykkede bygninger i klassicistisk formsprog. Et par af
dem er gule, f.eks. Hages Gård og turistinformationen; andre er rosa. Men bygningerne bindes
sammen af de hvidmalede, dekorativt udformede gesimser og bånd, der giver et delikat førsthåndsindtryk
af byen, når man ankommer vestfra.

Havnen har forskellige karakter på hver side af brofæstet: Mod syd en praktisk betonet side med
rutebiler, supermarked/boliger, et lille værft og privat virksomhed i nær kontakt til bolværket. Mod
nord en mere åben og rekreativ side med lystbådehavn, cabarethotel, hospital og en
stribe”strandvejsvillaer”. Husfacaderne trækker sig tilbage fra kystlinjen og lader et stort område
frit til promenade, parkering og den efterfølgende lystbådehavn.
Begge sider har her og der en lidt slidt og rodet karakter: Værftsområdet er råt i udtrykket med
ukrudt gennem asfalten og nedslidte bygninger – man overvejer om stedet er lukket, men færgen er
på bedding, så i brug er det. På nordsiden titter byens bagside frem med mure, skilte og master og
danner en rodet forgrund for kigget op til kirken. De nyplantede træers kroner vil med tiden samle
indtrykket - om sommeren.

Og måske er det godt, at det ikke er så alt for pænt – de nette, pudsede facader, som før blev omtalt,
holder jo fint på formerne.
Ida på bedding.

Lendemarkesiden har samme tvedelte karakter med tømmerhandelen i solide røde sten med stor
forplads ved kajen på nordsiden af brofæstet. Og små, lette træbygninger på sydsiden til fiskere og
sejlere. En cafe er fint tilpasset det uhøjtidelige miljø. Denne kajside er meget stemningsfuld og de
bagvedliggende store bygninger med supermarkeder udgør et vældigt spring i skala. Som
altdominerende baggrund står Sukkerfabrikkens vældige bygninger og siloer.

Byen og Noret
Mens havneløbet nord for byen har karakter af et større farvand, opleves Noret i højere grad som en
stor sø, sydøst for byen. Man kan ubesværet se fra Stege over til den anden side, og bygninger på
den modsatte bred fanger blikket – blandt andet en korn- eller gyllesilo.
Samme forhold er der den anden vej med flot udsyn til byens ”skyline”, med kirken, skorstene og
Sukkerfabrikkens siloer som vartegn og fixpunkter i kigget henover vandet. Vandspejlet ligger som
en smuk forgrund for byen, deres domineres af røde tegltage, der står i farvekontrast til Volden
frodige beplantning. Og Lendemarke er overraskende grøn.

Stege og kirken
Ved ankomsten til Stege ligger kirken massiv og stor over byen. Den er enkelt detaljeret med
præcise former og med striber af sandsten. Den opleves næsten som var den i en anden, større skala
set i relation til de omkringliggende pyntelige købstadshuse med fine, hvidpudsede detaljer. Disse
detaljer tilføjer bygningerne en kniplingsfin lethed, der står i kontrast til den store kirke, som danner
en solid ryg ovenover.
Flere steder danner kirken fixpunkt for kigget: ved Sdr. Kirkestræde, Langgade og Torvet.
Kirken er en udpræget bykirke, pakket til med bebyggelse tæt på, næsten hele vejen rundt. Nogle
steder adskiller en mur eller hæk kirkepladsen fra husene, andre steder står husene i stedet for

kirkemuren. Kirkepladsen opleves derfor som endnu et pladsrum i byens bebyggelse, selv om
kirkemassivet ikke tillader, at den overskues i et hele.

Volden
Afsnittet er under udarbejdelse

Byens bebyggelsesmønster
Steges gadenet
Det overordnede gadenet i Stege by, Storegade med sidegaderne Langgade og Rådhusgade, står
ridset meget præcist op ved at have en sammenhængende randbebyggelse, der danner et fast og

lukket greb om gaderummet. Det giver et klart byrum og urban karakter, trods den lille provinsskala
bygningsmæssigt.
Det faste greb om gaden løsnes på den sidste tredjedel af Langgade og Rådhusgade, og bebyggelsen
bliver fritliggende villaer og sygehus. Denne ”løsagtighed” holdes til gengæld på plads af volden,
som ved sin krumning sydøst over trækker villaerne med sig, så husrækken i Møllebrøndsstræde
bliver ganske kort og allerede knap midtvejs løsnes op og bliver til småvillaer.
Det overordnede vejnet underdeles af stræder, stier og endda en rende (Peblingerenden) - den
sekundære karakter afspejles i suffikserne.
Storegade.
Kirkepladsen opleves som en udsparring inde i bebyggelsen bag Torvet i højere grad end en
udposning på vejforløbet Langgade/Sønder Kirkestræde: Kirkemuren lukker sig om kirke og
omkringliggende plads og trafikken ledes i stedet ad stræderne udenom, rundt om kirkemuren.

Matrikuleringen
Et andet karakteristika for byen er de smalle og lange matrikler, der falder ned mod vandet. Fra
Storegade og ned mod Noret i syd og fra Langgade ned mod Stege Bugt i vest. De giver ganske
korte facadelængder, som bygningerne kompenserer for ved at have side- og baghuse.

Stier deler de lange matrikler i to, men de langsgående skel fortsætter i samme flugt på hver side af
det opdelende stræde.
Nørresti

Opfatter man hovedhus, sidehus og baghus under ét, er forbindelsen ned til vandet visuelt uhindret
for den sydlige udmatrikulering, bortset fra nogle småskure og haver. Men i vest skyder nogle huse
sig ind foran og hindrer flere steder det direkte udblik til vandet. De langsgående sideskel
genfindes, selvom der er sammenlægninger af grunde, men disse nyere huse er simpelthen bygget i
den frastykkede, fjerneste ende af de oprindelige, lange matrikler - med god beliggenhed som
Steges Langelinie.
Bebyggelsen ud til stræderne der langs de lange matrikler i byens nordlige del udgør en underdeling
på tværs af de yderste lange matrikler, ligesom de lange matrikler underdeles på tværs hvor
randbebyggelsen møder villaerne før volden. Her udgør Hagesvej og Sofievej en yngre tværgående
struktur ligesom Skolegade, der dog er af ældre dato, hvilket den sammenhængende randbebyggelse
på nordsiden af vejen vidner om.
Udenfor volden Afsnittet er under udarbejdelse
Voldens form genspejlet i tangentgaden. Falck. Skorsten. Etagebyggeri. Villaer. Parcelhuse,
velhaverboliger, kolonihaver, de gamle landhuse?

Lendemarke Afsnittet er under udarbejdelse
Tømmerhandlens åbne areal og området med dagligvarebutikker danner en pause mellem Stege by
og Lendemarkes tætte hovedgade.
Bydelen er stærkt domineret af Sukkerfabrikkens store massiv af høje rødstensbygninger. De står i
stor kontrast til den omkringliggende bebyggelse af lave, små villaer og arbejderboliger.
Efter et grønt område på venstre hånd går indfaldsvejen fra nordvest ind gennem bydelen med
småvillaer på begge sider. Husene ligger ganske tæt på vejflugten og gaderummet er sluttet.
Fabriksgade.
Fabriksområdet på den ene side og boligområdet på den anden.
Tvedelt hovedgade: forretningsstrøg i syddel.
De små snørklede stræder med småvillaer.
Forholdet til vandet.

Steges torve- og pladsdannelser
En mindre pladsdannelse med et træ og fine facader omkring tager imod, når man ankommer fra
broen fra Lendemarke. Pladsen er en udvidelse af gaden, og gade og plads danner tilsammen en
tragt, der trækker opmærksomheden op i Storegade.
Storegade skifter gentagne gange retning, vækker nysgerrighed og leder videre. Gaderummet er
overskueligt. Først ved Torvet er der fuldt overblik - helt til Faktas bygninger længst mod øst, som
danner en fjern afslutning for Torvet.
Torvet udgør en trekantform på Storegades forløb: Storegades nordside går om hjørnet, og udgør en
kort facaderække mellem Torvestræde og Farverstræde. Herved udvides rummet - mens sydsiden
blot er en let krummende fortsættelse af Storegades facaderække.
Midt på Torvet står en moderne, kubisk pavillon i glas. Den lille bygning danner et neutralt
element, som lader de fine facader omkring Torvet komme til sin ret: den store gule
Kammerrådsgård med empireportal, den hvide, statelige bankbygning, politigården i det gamle
rådhus og overfor apoteket.

Torvet
Torvet snævres sagte ind igen, jo længere mod øst man kommer. Længst mod øst, foran Fakta,
opstår endnu en mindre pladsdannelse, Gåsetorvet, ved retningsskiftet op mod Mølleporten. Dette
pladsrum er ganske pragmatisk udnyttet til parkering.
Gåsetorvet oppe for enden af Storegade.

Baggårde Afsnittet er under udarbejdelse
Gode eksempler.
Kammerrådsgården
Støberiet.
Luffes gård

Hovedtræk i landsbybebyggelsen
Hovedvejsbyerne
Et fællestræk for byerne langs hovedvejene er, at vejen opdeler byen ved sin bredde og trafik.
Et særtræk for Møn er landevejsbyerne. Fra Stege og østpå, ad Klintevejen, ligger landsbyerne en
efter en: Keldby, Hjertebjerg, Elmelunde, Borre, Magleby. Og fra Stege og nordvestpå:
Tjørnemarke, Koster.
Fra Bogødæmningen og mod Stege, ad hovedvej 287, går vejen først gennem bebyggelse ved
Damsholte og derefter Neble eller Æblenæs, alt efter ruten. Hovedvejen danner omfartsvej for den
gamle landevej, som går gennem Damme/Askeby.
Selv om disse byer i dag opleves primært i bevægelsen øst-vest, så har flere af dem en oprindelig
bebyggelsesstruktur, der går på den anden led:
Elmelunde har en gammel landsbykerne nord for landvejen.
Borre har i vest Nørreby/ Sønderby og i øst Nyborre.
Landsbyer med FED vil blive mere uddybende beskrevet
Keldby
Hjertebjerg
Elmelunde
Borre Nørreby/ Sønderby og Nyborre.
Magleby
Tjørnemarke
Koster

Damsholte
Neble
Æblenæs
Askeby/Damme
Store Dammes oprindelige landsbykerne går nord-syd og krydser begge landeveje, både den gamle
og 287, og får næsten forbindelse til landsbyen Tostenæs i nord og Vollerup i syd.
Tostenæs
Vollerup
De øvrige landsbyer
De øvrige landsbyer ligger mere isoleret i forhold til den overordnede infrastruktur. De ligger
naturligvis også langs en vejforbindelse, men denne kan oftest karakteriseres som, ikke en vej, men
en gade - med et smallere, måske kurvet forløb og tæthed mellem husene på tværs af gaderummet.
Beplantning og træer kan også medvirke til at samle indtrykket af bebyggelsen.
Landsbyerne i vest
Sprove/Røddinge udgør et næsten samlet, langt bånd af bebyggelse langs landsbygaden og glider
næsten sammen i ét til trods for de to stednavne. Hårbølle udgør ligeledes en langstrakt bebyggelse,
men med et centrum ved købmanden og et indeliggende, bebygget areal bagved købmanden,
omkranset af vej på alle sider. Byen ligger for sig selv i sydvesthjørnet af Vestmøn, og udgør sit
eget centrum med vejene som stråler ud fra sig: mod sydkysten, mod Vindebæk, Hårbølle Havn,
Fanefjord kirke og nordpå.
Sommerhusområdet ved Hårbølle Havn viser udviklingen for en kystnær strækning med en lille
havn og industri, der gradvist bebygges med sommerhuse og tilføjes lystbådehavn. Flere
generationers brug af kysten afspejles i bygningsmassen.
Bebyggelsesformen med bebyggelse rundt om et indre rum i landsbyen ses også i Store Lind, der
ligger som en lille, sluttet bebyggelse af småhuse og større gårde omkring et åbent markstykke.
Længere mod øst ligger en samling huse, Liseby, i læ af Fanefjord Skov i forhold til Hjelm Bugt. I
modsætning til Hjelm lidt længere mod øst, der ligger mere åbent, på en lille top i landskabet,
sikkert med stednavnet afledt deraf (hjelm som hat, som højt sted).
Sprove/Røddinge
Hårbølle
Store Lind
Hjelm
Vindebæk
Landsbyer langs den gamle landevej syd om Noret.
Således ligger en kæde af mindre landsbyer langs den gamle landevej på det smalle stykke mellem
Stege Nor og Hjelm Bugt: først Lille Bissinge, Bissinge og Tøvelde, dernæst Svensmarke, Tåstrup
og Keldbylille.
Lille Bissinge
Bissinge

Tøvelde
Svensmarke
Tåstrup
Keldbylille
Landsbyerne langs den sydøstlige landevej.
Ved landsled møder landevejen syd om Noret Klintevejen. Men straks efter kan vælge at dreje fra
igen og lade vejen gå sydøst på af gammel, mindre befærdet landevej. Her går turen gennem
landsbyerne Råbymagle, Busemarke, Mandemarke og Busene - og sydom, tilbage mod vest:
Kraneled og Klintholm Havn.
Råbylille passeres på vejen og udgør en overskuelig samling huse på hver side af dens smalle
landsbygade, der slynger sig let ned ad det faldende terræn mod mosedraget syd for Landsled.
Længere mod syd ad samme vej ligger Råbylille Strand med enkelte landarbejderhuse og gårde
mellem de mange sommerhuse. Og der er flere udvidelser på vej.
Råbymagle
Råbymagle er ikke er stor, men rummer adskillige velbevarede huse og flere store gårde med de for
øen karakteristiske, meget lange stuehuse. Fortsættes
Busemarke
Mandemarke
Busene
Kraneled
Klintholm Havn
Landsbyerne nord for Klintevejen
Pollerup, Ålebæk, Stubberup og Sømarke ligger umiddelbart nord for Klintevejen, men udgør alle
deres sin egen enhed. Pollerup og Stubberup udgør en mindre samling huse og et par gårde omkring
den igennemkørende vej, mens Ålebæk og Sømarke udgør egentlige landsbyer med markeret
landsmidte.
Oppe i det åbne landområde nord for Klintevejen ligger landsbyerne Østermark og Torpe, og
længere mod vest Ullemarke, Spejlsby og Udby.
Ålebæk
Sømarke
Østermark/Torpe er to bebyggelser, men i tæt forbindelse med hinanden, idet de ligger i periferien
af det samme, indre markrum, som vejen omkranser. Begge bebyggelser er ikke store: Torpe er
nogle huse og en gård i krydset med vejen mod Nordfelt, mens Østermark rummer lidt flere huse.
Ophold i bebyggelse og marker helt ind til vejen adskiller de to bebyggelser i vest, ligesom alléen i
øst udgør en markant retning, der i højere grad lægger fokus udad til, mod Nordfelt, end samler de
to bebyggelser indadtil - så der opleves to, små enheder, der ”kigger” til hinanden henover det indre
markrum.
Ullemarke består af to dele trods den overskuelige størrelse på bebyggelsen, der består af fem
gårde og nogle småhuse. Gårde og huse grupperer sig i to, dels på grund af terrænet og vejforløbet,
dels fordi landbymidten med gadekær og transformerstation er et meget åbent rum: uden huse
omkring i nord og syd, og med sparsom beplantning. Gården overfor har mark og åbne kørearealer
ud til området ved gadekæret og dette gør sit til at landsbyen knækker over i to, visuelt og rumligt.

Spejlsby
Udby er bebyggelsesmæssigt klart delt i to: kronologisk i en yngre og en ældre bydel, og
topografisk af terrænet og landsbygadens retningsskifte i krydset med vejen til Ullemarke.
Øerne
På øerne Nyord og Bogø ligger byerne med samme navn. Begge byer udgør rumligt set
veldefinerede bebyggelser: Nyord By udgøre en sluttet landsby med veldefinerede grænser udadtil
og det primære samlingspunkt ved havnen, som landsbyens gader søger ned mod.
Bogø udgør i modsætning hertil en bebyggelse langs landsbygaden, men også med et veldefineret
samlingspunkt i midt i byen, med koncentration af landsbyfaciliteter, som bank, brugs, kro, o.s.v.
Nyord By
Bogø By
Fanefjord
En lokalitet i landområdet, som er uden en egentlig landsby, men alligevel rummer et vægtigt
arkitektonisk træk, er Fanefjord med kirken.
Straks efter ankomsten over dæmningen fra Bogø går først en sti, siden en vej sydpå til kysten. Her
ligger et tidligere færgested med landingsbro, hvorfra man krydsede Grønsund for at komme til
Grønsund færgebro på Falster. Vejen er opkaldt efter Marie Grubbe, der boede på stedet.
Færgegården er bevaret, men meget ombygget, mens et ældre stråtækt bindingsværkshus står mere
originalt.
Fra stedet er der kig til Fanefjord kirke i bunden af fjorden. Kirketårnet står ganske markant med det
flade fjordlandskab som forgrund, mens der i baggrunden ses et mere bevæget landskab med lave
bakker.
Omkring kirken ligger ikke megen bebyggelse, blot et par gårde, men der er til gengæld tæt
træbeplantning omkring kirken mod syd og øst. Kirken er ganske dramatisk placeret højt på en
bakketop med den hvidkalkede kirkemur hele vejen rundt om, og vejen lavt for foden af muren.
Umiddelbart i tilknytning til kirken ligger et sognehus med parkering omkring – en trærække deler
vej og parkeringsareal og samler rummet omkring sognehuset. I baggrunden en kirkeportal, danner
et flot fixpunkt for vejen, når man kommer vestfra.
Kirkeskibet er langt, bygningen stor og meget synlig i det lave landskab. Et tydeligt pejlingsmærke i
smukt selskab med fjorden.
Længere mod syd, men med næsten samme forhold til fjorden som kirken, ligger et ældre kultsted,
Grønsalen, en stor stensat langdysse.

Arkitektur og byggeskik
Byen
Bindingsværk
Stege præges af pudsede facader, men mange steder står der bindingsværk indenunder.
Opbygningen af dette bindingsværk varierer. De ældste bygninger, op til omkring 1800
(Kammerrådgården, Storegade 35), er med styrterum (bjælkerne placeret et stykke nede på stolpen,
så den øverste del kan indgå i loftsrummet), mens yngre bygninger i bindingsværk typisk blot er
med bjælkerne oven på remmene og derpå spærene (Skolegade 17). Bindingsværket er forholdsvis
magert, uden dokker. Tømmeret er overvejende eg, indtil midten af 1800-tallet, hvor fyr bliver mere
anvendt.
Illustration fra Stege indenfor volden

Murværk
De ældste grundmurede bygninger er Stege kirke og Mølleporten, der står i munkesten med
kridstensskifter. Holder man sig til den mere almindelige bygningsmasse er Hages Gård fra ca.
1800 og Empiregården fra første halvdel af 1800-tallet blandt de ældste, grundmurede bygninger.
Kridtsten blev dog på Møn ikke kun anvendt som dekorative skifter i kirken og Mølleporten, men
også som selve murens materiale. Hyppigt er kridtstenen benyttet i det mindre fremtrædende
murværk, vendt mod gårde, på gavle og udhuse, men også enkelte, mere fremtrædende steder, f.eks.
hjørnebygningen Møllebrøndstræde-Storegade.
Det ældre murværk – her ses der bort fra det allerældste, kirke og port - er typisk overkalket eller
overpudset, f.eks. Kammerrådgården, mens murværk fra slutningen af 1800-tallet står blank. Blandt
andet Hegnede teglværk leverede stenene.

Gode eksempler er Sukkerfabrikken og Vilhelmine Hages Stiftelse.
Mursten fra Hegnede Teglværk i tavlet.
Gesimser, sålbænke og andre dekorationsled blev benyttet som udsmykning af den pudsede facade
– typisk med afvigende farve, f.eks. hvid dekoration på gul facadepuds. Stege har mange fine
eksempler, ikke mindst ved ankomsten til byen: Hages Gård, Toldvejerboden og de øvrige
havnerelaterede bygninger.

Porte og yderdøre
Der er mange fint udformede porte i byen, mens kun få døre er bevaret.
Ofte indgår portenes udsmykkede dele ikke i den egentlige portkonstruktion, men er et tilføjet lag:
En simpel revleport med beklædning. En særlig flot port er i Rådhusgade 40.

Byggeskikken på landet
Byggeskikken på Møn følger meget byggeskikken på Sjælland med mange firlængede gårde. Men
på Møn ses desuden hyppigt tolængede parallelgårde med fritliggende, endog meget lange stuehuse.
Disse parallelgårde forsvandt næsten helt ved udskiftningen i andre egne - de blev flyttet ud eller
udbygget til firlængede anlæg -, men ikke i lige så høj grad på Møn (hvorfor???? Var stor gård med
mange længer = hestegardeindkvartering????)
Bindingsværk
Bindingsværket repræsenterer et brydningsområde mellem fynsk (via Lolland-Falster) og
sjællandsk tradition med inspiration til detailløsningerne fra de nærmestliggende egnsdele: på den
vestlige og østlige del af øen var det sjællandsk tradition, der blev flugt – det vil sige med sparsom
andel af tømmer, f.eks. uden dokker, mens de sydlige egnes byggetradition var inspireret af Falster,
med lidt mere tømmer. Men stadig ikke så opulent som det fynske bindingsværk som det falsterske
var. Skråbåndet var, både i syd, øst og vest, dog vendt som på Falster, så det skrånede opad mod
hushjørnet.
Tavlene: murede, lerklinede, kridtsten (godt eksempel på landet, hvor?)
De mange småbygninger på gavle og langsider er også et mønsk træk, ligesom de rejste helgavle,
hvor den øverste trekant lukkes med vandret bræddebeklædning.
Tækningen er mest sjællandsk tradition, dog med lidt hyppigere brug af kvartvalm i gavlene end på
Sjælland. På rygningen anvendes kragetræer.
Stråtækt gård med strå lodret på gavlen Bogø by.

Hus i Bogø By med fint gærde om haven.

Også på landet blev særligt porten fremhævet. På overliggeren blev skrevet årstal og navn på
gården, og den blev ofte også tilføjet dekorative detaljer, malet eller udskåret.

Murværk
Grundmurede huse: fortætningen af landsbyerne, småvillaer slutningen af 1800-tallet, stilinspiration
fra Stege. Andelstid, Bedre Byggeskik, brugsforeninger, mejerier, banker, kommunekontorer, .

Grøn, funktionalistisk inspireret villa i kridtsten i Hjertebjerg.
Kridtsten
Kirkerne
Mejerier, Præstegårde, Kroer, Forsamlingshuse, Store gårde, Plejehjem, Pavilloner, Feriekolonier,
Hoteller, Skoler, Rytterskoler.

Stilhistoriske eksempler fra Stege:
Både bindingsværkhusenes og de murede huses stil tog farve af den tid de blev opført i. Ikke mindst
de dekorative led, som kunne opdateres, så den selv samme bygning skiftede udseende som tiderne
skiftede, f.eks. Kammerrådgården.

Klassicisme
Liselund, Empiregården

Historicisme
Rødkilde Højskole, Nybøllegård, Bogø Navigationsskole, Bogø Kostskole, Liselund ny slot,
Sukkerfabrikken, Sofievej 4 (Saron, Indre Mission)

Rådhusvej
Skønvirke/Nationalromantik

Thorsvang Allé
Nyklassicisme/ bedre byggeskik
Møllebrøndstræde 16, Sofievej 10, Posthuset,

Langelinie.
Modernisme
Langelinie 4, 16, 18, Davrehøj,
(kilder: Stege inden for Volden. Landhuset. Sydsjælland og Møn, Turistforeningen, årbog 1933.
Gyldendals egnbeskrivelser, MM´s lister).

Arkitekter og bygmestre
Arkitekt/bygmester Sted Uddannelse Kilde
Andersen, Carl Mus.nr. 1993063
Bindesbøll, M.G. Arkitekt Stege inden for v.
Boesen Stege Murermester Modernismens huse
Bræstrup, Cosmus Arkitekt Stege inden for v.
Christensen, Chr. Lendemark Mus.nr. 1993063
Frederiksen, Ejnar Stege Bygmester Stege inden for v.
Friis-Jensen, H.C. Arkitekt Stege inden for v.
Gundestrup, Thorvald Arkitekt Stege inden for v.
Hansen, Claudius Arkitekt Stege inden for v.
Hansen Murer Modernismens huse
Hansen-Reistrup, U. Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063
Hemmingsen, Børge Mus.nr. 1993063
Hemmingsen, Christian Borre Bygmester A 885
Hemmingsen, P. Arkitekt Modernismens huse
Hemmingsen, Regnberg Borre Bygmester? A 885
Henriksen, Lars Stege Bygmester Møns Folkeblad 1895-6
Hüttemeier, A. Mus.nr. 1993063
Jensen, Johan Stege Bygmester Stege inden for v.
Jensen, Sven Stege Arkitekt Mus.nr. 1993063
Jensen, Svend Aage Damme Bygmester Tlf.bog 1965
Jørgensen, Alfred Mus.nr. 1993063
Jørgensen, John Magleby Bygmester A 885
Kampmann, Hack Arkitekt Stege inden for v.
Kähler, A/S H.C. Ll. Skensved Mus.nr. 1993063
Larsen, Vagn Lendemark Arkitekt Tlf.bog 1966
Lindhard, Ferdinand Stege Murermester Stege inden for v.
Lund, J.V. Vordingborg Mus.nr. 1993063
Madsen, Agge Arkitekt Stege inden for v.
Madsen, Holger Suldrup Stege Murermester Modernismens huse
Nebelong, N.S. Stege inden for v.
Nielsen, Gustav Stege Bygmester Mus.nr. 1993063
Nielsen, H.P. Arkitekt Modernismens huse
Nielsen, K. Almer Damme Arkitekt Tlf.bog 1964
Petersen, Alfred Mus.nr. 1993063
Petersen, Jens Peter Stege Tømrermester Stege inden for v.
Refer, Alf Arkitekt Tlf.bog 1953
Teglbjærg, Stubbe Mus.nr. 1993063
Teisner-Madsen, K. Stege Mus.nr. 1993063
Tiedemand-Dahl, Johannes Næstved Arkitekt Mus.nr. 1993063
Türck, H.H.L.A Stege Murermester Stege inden for v.
Wilsbech, Frederik Arkitekt Stege inden for v.
Winther, H.P. Stege Mus.nr. 1993063

Poulsen Nørbjerg Arkitekt Møns Folkeblad 4.2.1920
Skulle ifølge nekrologen have Bygget Ottekanten på Rødkilde, Sukkerfabrikkens kontorbygning og
bygning på Nordfeld. Oprettede håndværkerskole på Rødkilde.
Arkitekter på Møn 1975-2005.
Arkitekt Uddannelse Kilde
Groes, Uffe Arkitekt Vejviser 1975, 1980
Johansen, Anne Arkitekt Vejviser 1975, 1980, 1985
Kragelund, Aage Arkitekt Vejviser 1980,
Kormannshaus, Rolf Arkitekt Vejviser 1985, 1990
Christiansen, Anette Arkitekt Vejviser 1995
Boesen, Lissy Arkitekt Vejviser 1995, 2005
SEBRA A/S Arkitekt Vejviser 1995, 2005
Drescher, Svend Brøndum Arkitekt Vejviser 2005
Madsen, K. Tejsner Arkitekt Vejviser 1980, 1985