klik her - Lebahn

ørnefysio- og ergoterapeuter som udgangspunkt for den
sanseintegrationsbehandling, der sættes i værk.
De særligt sensitive børn, præmature og mature, kan ikke
finde ud af, hvilke stimuli, der er relevante at forholde sig til,
og hvilke, der ikke er, så næsten alt der sker med dem og
omkring dem, registreres. De bliver således nemt overstimulerede
og kan ikke holde fokus og koncentration på det,
de er i gang med. De formår ikke at mærke, hvornår nok er
nok og derpå trække sig. De får derved ikke holdt de vigtige
mentale og fysiske pauser, hvor krop og hjerne restitueres.
De har også tit svært ved at overgive sig til søvnen. Når de
endelig falder i søvn, så sover de ofte afbrudt og vågner måske
op ved den mindste lyd.
Forskellige reaktionsmønstre
Børn med sanseintegrationsproblemer kan have forskellige
reaktionsmønstre, når de bliver overstimulerede. Nogle bliver
urolige og græder måske. Andre bliver passive, stille og
trækker sig måske fra kontakten. Begge reaktioner er udtryk
for stress.
Kroppen reagerer på de overvældende stimuli ved ubevidst
at skifte til det beskyttende ”kæmp eller flygt” system, selv
om der ikke reelt er tegn på fare. Barnet kan have svært ved
at ”tale sig selv til ro” og derved komme tilbage i det diskriminerende
sansesystem, hvor kroppen ikke er stresset.
Dette overreagerende reaktionsmønster er uhensigtsmæssigt,
idet det ikke er sundt at befinde sig ret meget i kæmp
eller flygt systemet, hvor alle kroppens ressourcer og al energi
er dedikeret til netop at kæmpe eller flygte. Når barnet er
i kæmp eller flygt reaktionsmønstret, kan det ikke slappe af
og dermed er der ingen mulighed for at holde pauser eller
restituere, og der er heller ikke mulighed for at nyde, lege,
lære eller spise, drikke og udvikle sig.
Barnet med det overreagerende reaktionsmønster har sanseintegrationsproblemer.
Barnet ved ikke, at dets reaktionsmønster
er uhensigtsmæssigt og irrationelt, og det kender
ikke til andre måder at reagere på. Samtidig har den voksne
svært ved at forstå barnets reaktioner, fordi de er anderledes
end forventet.
Til problemstillingen hører også, at reaktionerne på de for
mange stimuli kan komme med det samme eller først komme
som en forsinket reaktion – dvs. flere timer efter eller
måske først til natten. Den forsinkede reaktion er desværre
ret ofte forekommende og det er svært at forstå, hvad der
sker – både for de, der har set barnet (tilsyneladende) have
det fint om dagen (f.eks. på legepladsen i vuggestuen) og
de forældre, der står med det overstimulerede og frustrerede
barn om aftenen, som slet ikke kan falde til ro/falde i
søvn, og som måske også får en meget urolig nat.
Hvornår er det bare aldersrelateret
kræsenhed, og hvornår er det et
væsentligt spiseproblem?
Det er helt normalt, at børn som led i deres naturlige udvikling
er kræsne i en periode (den neofobiske fase). Det er
også normalt, at børn i kortere perioder spiser mindre eller
fravælger disse fødeemner, hvis der er en naturlig årsag
(fødevare-allergi, alvorlig sygdom, feber, ondt i halsen osv.)
De børn, jeg skriver om i denne artikel, har flere/mange
af nedenstående problemer i længere tid (eller måske
hele livet):
• trives ikke (vækstkurver bøjer måske af)
• spiser aldrig nok (eller spiser nok, men så ensidigt, at
barnet er i risiko for fejlernæring)
• melder sig ikke til måltiderne
• følger ikke den normale udvikling
• udvider ikke sit sortiment af mad
• har tendens til brækrefleks ved introduktion til ny
mad eller ved starten af hvert måltid
• vægrer sig mod at spise, selv om det tydeligt er sultent
• vælger måltider fra, hvis der ikke er kendt mad på
bordet
• vil aldrig smage på ny mad
Det er værd at hæfte sig ved ”fødebolle-synket”, som jeg
nævnte tidligere, for det er faktisk det, der oftest er den primære
årsag til, at så mange børn bliver sygeligt kræsne!
Børn, der har ubehag ved berøring af tungens midterste
del (og nogle gange også af ganen), udvikler meget ofte to
uhensigtsmæssige alternative måder at spise ny mad på –
”formunds-spisning” og ”hamster-spisning” – for at undgå at
maden lægges på netop den midterste del af tungen, der
gør det nærmest umuligt at spise, idet maden ikke er
placeret på rette sted før fødebollesynket.
LIVSBLADET 21