Sanghæfte - Visens Venner i Taastrup

Opsang for venner af øl
Rejser sig søen med skumhvide manker,
flyver for blæsten det gnistrende søIv,
da slår som sømænd vi lid til et anker,
men det forstår sig et anker med øl!
Alting bør passe som hånd i en handske:
Whisky for skotter og vin for de franske
Sherryen skænker vi gerne de spanske,
de kan dog ikke stikke danskerens øl!
Skål for hver snedker,
som midt under maset
ta'r sig en ølhøvl - og
høvler med den!
Skål for den murer, som
højt på stilladset
Læsker sig halsen, den
ærlige svend ...
Saven den suser, og mejslerne klinger,
Smeden sin flaske som forhammer svinger!
Sker det, at digterens vers mangler vinger, -
da er hans krikke ikke vandet med øl!
Græsset skal gulne, og kornet må falde, -
alting fortæres af rust og af møl.
Men ved det skummende krus er vi alle
glade som lærker og frie som føl.
Solen skal bage og bierne brumle,
Danmark skal dufte af malt og af humle.
Bare min tønde er tyk som en tromle, -
Så skal jeg ikke drikke andet end øl.
Skålsange
Natten breder sine vinger,
færgen til Malmø skal hjem og i seng.
Jeg skal med, der er lidt slinger,
for jeg er nemlig en rask, gammel dreng.
Her går ingenting til spilde,
snapsen er billig og helan ska´gå.
Mens vi sejler på det stille,
dejlige Øresunds natdunkle blå.
hiv op og la´gå, hæld brændevin på.
Ja, helan ska’ gå på Øresunds blå,
Her har snapsen været fredet,
skatten var bandlyst hos gutter ombord.
Her var fred for Larsen-Ledet,
her ku' han aldrig få indført et ord.
Her har jeg haft tre promille,
højere lykke kan ingen vel få,
mens vi sejler på det stille,
dejlige Øresunds natdunkle blå.
Vi napper os een, vi går nemlig te’en.
Vi stirrer mod Hven, men ingen kan se'en
Her har jeg set gamle tanter,
der ha'd få't sprit og sagt mærk’lige ord.
Her har jeg set elefanter,
skønt det blev sagt, der var ingen ombord.
Jeg har set en krokodille
den gik jeg troligt og passede på,
mens vi sejled' på det stille,
dejlige Øresunds natdunkle blå.
Der står en kanin. Ha! Der er et helt
dusin.
De er røde og blå, og de har badedragt
på.
Men desværre gamle drenge
hører jeg nu, at det hele er slut.
Der bli’r sagt, at inden længe
er det forbi med den billige sprut.
Derfor lad en tåre trille,
nu ska' vi aldrig ha' branderter på.
Mens vi sejler på det stille,
dejlige Øresunds natdunkle blå.
Nu kommer der skat, og så er det nat
med cognac og vin - Farvel min kanin.
————— Forfattere / komponister ————
Side 2 Se bagsiden
Fællsesange
En troløs kaptajn på den gode damper "Zeus"
han sveg en stakkels pige i havnen i Bordeaux.
Hvad-han-hed, det ved jeg ikke, men pigen hed Mignon -
en mø med dyd og trofasthed samt for- og bagperron.
Da han sprang på dækket en tidlig morgenstund,
da svor han evig troskab med både hånd og mund,
hun også, hvilket viser, hun var fra sans og snøvs,
thi kun en idiot er tro mod sømænd i Bordeaux.
Han udbrød: "Farvel, om en time flintrer Zeus
med 27 knob væk fra dig og fra Bordeaux,
men fjernt blandt sydhavspiger jeg længes tro mod dig,
og når du ser en trækfugl, har den hilsen med fra mig"
Ak, al hendes lykke svandt bort med ham og Zeus.
Han sendte hverken brev eller hilsen til Bordeaux.
Men hun stod op en morgen med trang til rå agurk:
"Nu kender jeg hans trækfugl ret - jeg ved, det bli’r en stork!
Så sprang hun med tårer i havnen i Bordeaux '
der steg en enkelt boble op, men hørtes intet bøvs.
Havfruerne på bunden de tænkte: "Arme mø
så ung og så uskyldig, det er synd, hvis hun skal dø.”
De bragte massage med åndedræt i stand.
Hun lærte efterhånden, hvordan man ånder vand.
Som havfru' så hun siden, den gode damper Zeus
gå ned med samt sin utro ven på vej forbi Bordeaux
Her så hun ham synke, den falske liderbuks.
Han skreg: "Oh, frels mig pige, så gifter jeg dig fluks!"
Men sligt er spildt på den som ved alt, hvad der behøv’s
om mandfolk og løgnagtighed mod piger i Bordeaux.
I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted’ mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hun sa' ham sin mening, og så stak hun til søs,
og aldrig fik en Iaban så kraftigt et adjøs,
for stemmen, som han hørte med hilsen fra Bordeaux,
det var ej hendes rosenmunds, men hendes bare røvs!
Hør! landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø;
nu klokken tier, - aftnens fred
sig stille sænker ned.
Husk! Næste viseaften den 25. marts 2011 i Kulturcentret
Se bagsiden Side 7