Sanghæfte - Visens Venner i Taastrup

More documents

Recommendations

Info

Opsang for venner af øl Rejser sig søen med skumhvide manker, flyver for blæsten det gnistrende søIv, da slår som sømænd vi lid til et anker, men det forstår sig et anker med øl! Alting bør passe som hånd i en handske: Whisky for skotter og vin for de franske Sherryen skænker vi gerne de spanske, de kan dog ikke stikke danskerens øl! Skål for hver snedker, som midt under maset ta'r sig en ølhøvl - og høvler med den! Skål for den murer, som højt på stilladset Læsker sig halsen, den ærlige svend ... Saven den suser, og mejslerne klinger, Smeden sin flaske som forhammer svinger! Sker det, at digterens vers mangler vinger, - da er hans krikke ikke vandet med øl! Græsset skal gulne, og kornet må falde, - alting fortæres af rust og af møl. Men ved det skummende krus er vi alle glade som lærker og frie som føl. Solen skal bage og bierne brumle, Danmark skal dufte af malt og af humle. Bare min tønde er tyk som en tromle, - Så skal jeg ikke drikke andet end øl. Skålsange Natten breder sine vinger, færgen til Malmø skal hjem og i seng. Jeg skal med, der er lidt slinger, for jeg er nemlig en rask, gammel dreng. Her går ingenting til spilde, snapsen er billig og helan ska´gå. Mens vi sejler på det stille, dejlige Øresunds natdunkle blå. hiv op og la´gå, hæld brændevin på. Ja, helan ska’ gå på Øresunds blå, Her har snapsen været fredet, skatten var bandlyst hos gutter ombord. Her var fred for Larsen-Ledet, her ku' han aldrig få indført et ord. Her har jeg haft tre promille, højere lykke kan ingen vel få, mens vi sejler på det stille, dejlige Øresunds natdunkle blå. Vi napper os een, vi går nemlig te’en. Vi stirrer mod Hven, men ingen kan se'en Her har jeg set gamle tanter, der ha'd få't sprit og sagt mærk’lige ord. Her har jeg set elefanter, skønt det blev sagt, der var ingen ombord. Jeg har set en krokodille den gik jeg troligt og passede på, mens vi sejled' på det stille, dejlige Øresunds natdunkle blå. Der står en kanin. Ha! Der er et helt dusin. De er røde og blå, og de har badedragt på. Men desværre gamle drenge hører jeg nu, at det hele er slut. Der bli’r sagt, at inden længe er det forbi med den billige sprut. Derfor lad en tåre trille, nu ska' vi aldrig ha' branderter på. Mens vi sejler på det stille, dejlige Øresunds natdunkle blå. Nu kommer der skat, og så er det nat med cognac og vin - Farvel min kanin. ————— Forfattere / komponister ———— Side 2 Se bagsiden Fællsesange En troløs kaptajn på den gode damper "Zeus" han sveg en stakkels pige i havnen i Bordeaux. Hvad-han-hed, det ved jeg ikke, men pigen hed Mignon - en mø med dyd og trofasthed samt for- og bagperron. Da han sprang på dækket en tidlig morgenstund, da svor han evig troskab med både hånd og mund, hun også, hvilket viser, hun var fra sans og snøvs, thi kun en idiot er tro mod sømænd i Bordeaux. Han udbrød: "Farvel, om en time flintrer Zeus med 27 knob væk fra dig og fra Bordeaux, men fjernt blandt sydhavspiger jeg længes tro mod dig, og når du ser en trækfugl, har den hilsen med fra mig" Ak, al hendes lykke svandt bort med ham og Zeus. Han sendte hverken brev eller hilsen til Bordeaux. Men hun stod op en morgen med trang til rå agurk: "Nu kender jeg hans trækfugl ret - jeg ved, det bli’r en stork! Så sprang hun med tårer i havnen i Bordeaux ' der steg en enkelt boble op, men hørtes intet bøvs. Havfruerne på bunden de tænkte: "Arme mø så ung og så uskyldig, det er synd, hvis hun skal dø.” De bragte massage med åndedræt i stand. Hun lærte efterhånden, hvordan man ånder vand. Som havfru' så hun siden, den gode damper Zeus gå ned med samt sin utro ven på vej forbi Bordeaux Her så hun ham synke, den falske liderbuks. Han skreg: "Oh, frels mig pige, så gifter jeg dig fluks!" Men sligt er spildt på den som ved alt, hvad der behøv’s om mandfolk og løgnagtighed mod piger i Bordeaux. I skovens dybe stille ro, hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted’ mangen gang til fuglens glade sang, der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er. Hun sa' ham sin mening, og så stak hun til søs, og aldrig fik en Iaban så kraftigt et adjøs, for stemmen, som han hørte med hilsen fra Bordeaux, det var ej hendes rosenmunds, men hendes bare røvs! Hør! landsbyklokken lyder ned, bebuder aftenfred, småfuglen, før den går til blund, end kvidrer lidt en stund; i mosen kvækker højt en frø, stærkt damper mark og sø; nu klokken tier, - aftnens fred sig stille sænker ned. Husk! Næste viseaften den 25. marts 2011 i Kulturcentret Se bagsiden Side 7
Fortsat fra side 5 Det sagde konsulen i Barcelona, og jeg gik sorrigfuld til dansebal; der traf jeg pigen og hendes kæreste, og I kan skønne, jeg blev bindegal. Og jeg drak brandy og sodavatten, kanske lidt mer', end jeg burde haft; så puffed' jeg lidt til pigens kærst' og planted' næven i hans snydeskaft. Fællsesange En sømand har sin enegang som fange på en Ø. Lyt til en simpel enesang imellem vind og sø ! Det bruser fra den våde vej, i nat og stjerne skær, Min tanke går til dig, til dig du er mig evig nær! Hvor brænder aftenstjernen hed! Vi går mod syd og sol. Og hjemmets stjernetegn går ned med Nordens sunkne pol. Men frydefuld, med meget mod, og gerne går jeg ej. Thi min forhåbning efterlod jeg samt min ro hos dig! Mig vinker mangen yppig kyst og mangen munter havn. Et anker griber i mit bryst, det venneløse savn. Thi hvad er himlen altid blå, javist, balsamisk vejr, og Paradis med palmer på, når ikke du er nær! Men så, før jeg vidste ordet af det, sad der en kniv i min højre arm og blodet sprøjted' på alle trende, men mest på pigens den falske barm. Jeg lå en måned på hospitalet, og længe efter var leddet stift. Så stod jeg der uden skib og hyre, og - ak - min pige var bleven gift. Og derfor siger jeg:"Du danske sømand, lad sydens piger kun gå i ro, men find dig hel're en sød veninde i gamle Danmark, hun bli'r dig tro". Så sejler man i solens glød og lummer tropevind, men kuldens rose blomstrer sød, min pige, på din kind. Og kokospalmen slipper frugt, som slår en mand ihjel, fordøm den hele hule flugt, min svale ven, lev vel! Ve alle haves vandringsmand! Urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vand og strøm og skjulte skær. Men bærer det mod havets bund, så mangen sømands kår, når søen gurgler i min mund, til dig min tanke går! Men når den gule løvetand ved Sjællands grøfter gror, og fra det lave grønne land man hører frøers kor; når pinseløvet bryder frem på danske svale træer, og alle fugle vender hjem du er mig atter nær! Side 6 Se bagsiden En pjaskfuld sømand Hvem ka’ få liv i en pjaskfuld sømand, hvem ka’ få liv i en pjaskfuld sømand, hvem ka’ få liv i en pjaskfuld sømand, morg’nen efter landlov? Hurra hvor fint hun letter , hurra hvor fint hun letter, hurra hvor fint hun letter morg’nen efter landlov. Alle mand er klar til afgang? Javel, hr. kaptajn! Er der stemning for en slagsang? Javel, hr. kaptajn! Der er lys i den røde lanterne, og nu stævner vi ud mod det fjerne. Har vi hele provianten? Javel, hr. kaptajn! Fin i kanten - på med vanten! Javel, hr. kaptajn. Hils fra mig derhjemme, hils min far og mor, hils de grønne bøge, hils den blanke fjord. Mine bedste tanker følger Jer på vej, når I fly'r mod hjemmet, hils, ja hils fra mig. En sømand elsker havets blå og bølgernes brus, han svinger sig i mast og rå, trods stormenes sus. Farvel, farvel, min elskede ven, vi mødes vel snart igen. Farvel, farvel, min elskede ven, vi mødes vel snart igen. Jeg kommer li' fra Svendborg av, go'dav, go'dav, go'dav. Der har vi ingen kissejav, go'dav, go'dav, go'dav. For hele natten er vor eg'n, og pigen fuld af sjov. Så ses vi bag de lev'ne hegn, go'dav, go'dav, go'dav. Skål- og Fællsesange Gi’ ham først en vasker i den gamle jolle. Morg’nen efter landlov. Hurra... Ud så med pløkken og lad svinet svømme. Morg’nen efter landlov. Hurra... Spul ham i et spygat med ti-tolv favn slange. Morg’nen efter landlov. Hurra... Hejs ham op i riggen ved det højre bagben. Morg’nen efter landlov. Hurra... Det er dig, jeg kan li', gi' mig lov til at fri, Anne Mari. Jeg skal gå klokken ni, så er alting forbi, Anne Mari. Så længe jeg sejler, jeg længes min ven, og når jeg er hjemme, du har mig igen. Du er mit sværmeri, det er dig jeg kan li', Anne Mari. Hos mor derhjemme i Kerteminde, i hendes hjerte vil solen skinne, når jeg skal sidde igen hos hende. Hun hejser flaget når jeg kommer hjem. Jeg har en ven, en rigtig sailor, der vil ta' kegler i hver en havn. Det er en svend, der går på varmen, og midt på armen, der står mit navn. Så brav og ærlig - ja, han er herlig, når han mig kærlig - ta'r i sin favn. Jeg har en ven - en rigtig sailor, han vil ta' kegler - i hver en havn. Fortsættes næste side Se bagsiden Side 3
Page 1: Vin- og oplevelsesrejser i 2011 Mos

Sanghæfte - Visens Venner i Taastrup

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?