Tekst 1

8. klasse - Læseprøve 11
Senere på dagen nævnte jeg denne episode for en bekendt i kvarteret.
– Ah, du har mødt Rasser!
Og så kom forklaringen: For tre måneder siden var Rassers kone stukket af efter tyve års samliv, og han var gået
totalt i stå. Han havde skabt sig selv en blokering, fordi han ikke kunne holde dette brud ud: Han levede fra nu af
for kryds-og-tværser. Og når som helst han på sine daglige spadsereture op og ned nu mødte nogen, spurgte han
dem til råds.
Det var en form for rasen. En anden mødte jeg om aftenen på en cafe i Indre By, hvor en særdeles beruset herre –
mens tjenerne forgæves forsøgte at få ham til at forlade etablissementet – fortalte mig, at hans søster var en
møgmær. Jo, for han havde villet besøge hende, ude i hendes hus i Rødovre, for et par timer siden, men selv om
han havde råbt og skreget, havde hun ikke villet lukke ham ind – bare fordi han havde fået et par glas. (Han så ud
som om, han havde fået hele Kastrup og Holmegaards produktion af sådanne). Men så havde han også hævnet sig,
havde han! Jo, for de havde et blommetræ i haven derude, og han havde sporenstregs begivet sig op i det og
plukket samtlige blommer. Så havde han spist så mange, han kunne, og resten havde han kvast i brevsprækken – en
for en.
Længere nåede han ikke i sin historie – f.eks. ikke til søsterens reaktioner – før tjenerne fik overmandet ham. Men
han fik mig til at tænke på dengang en af mine venner, Ivar, normalt et venligt, ja elskeligt og velafbalanceret
menneske, fik løbepas af en pige han havde elsket i et par år, ikke bare kommet sammen med eller knaldet med,
men elsket. Jeg mødte ham efter deres afskedsmøde, og han var hvid i hovedet. Vi kom igennem Magstræde, vi
kom ud for Huset, hvor hun havde truffet hans afløser, der fandt noget vejarbejde sted foran det, og før nogen
kunne tælle til en, havde Ivar grebet en brosten og smadret den ind igennem vinduet på første sal, hvor køkkenet i
Spisehuset lå. Forhåbentlig ramte den ikke nogen. Jeg flåede ham væk. To minutter efter var han sig selv igen: dybt
ulykkelig over det passerede, rolig, forstod ikke, hvad der gik af ham.
Men han havde raset ud, og der stod ikke noget i avisen dagen efter om Mord i Magstræde, så den gik vel denne
gang.
Dog: folk som Rasser, Blommeknuseren og Ivar (og jeg tror ikke, det er noget tilfælde, de alle var af det svage køn)
kan trods alt komme over vanviddet netop ved at rase. Der er andre, der ikke kommer så langt. Endnu en gammel
ven af mig, der i flere år har været indlagt på Sankt Hans for såkaldte "mentale forstyrrelser" (sikkert igen en pige
der havde slået op!) ringede således forleden og betroede mig, at "de" – personalet der – havde skåret hans lem af.
Jeg tvivlede, men han fastholdt sin påstand, og han forklarede, at de yderligere havde gjort det på den djævelsk
udspekulerede måde, at det kun var ham selv, der kunne mærke det. For andre mennesker, for hans forældre og
hans bror, så det ud som om, den stadig var der. Kun han kunne opfatte, den var væk. Det er der omkring, jeg tror,
det følsomme skæringspunkt mellem rasen og vanvid ligger i praksis.
Den, der raser, er på kanten til at blive virkelig gal – og raser derfor, som en art djævleuddrivelse, måske for hellere
at blive plaget af en lille dæmon end af selve hans Onde Majestæt. Det kan redde dem. I Indien har man et begreb,
der hedder "Den Hellige Rasen", og som dækker sådanne stærkt plagede menneskers selvforsvarssituationer.
Personligt kan jeg som regel nøjes med at synge højt – meget højt – eller smadre en enkelt tallerken, men jeg har
set tilfælde nok til at vide, hvor mange det er for lidt for. Vær derfor forekommende over for aldrig racister, men
gerne racister. Som samme kloge mand, Blake (undskyld gentagelsen, men kloge mænd er, som ikke mindst
Folketinget daglig demonstrerer, såre sjældne) en anden gang sagde: "Udsvævelsernes Vej fører til Visdommens
Palads".
September 14, 1979
© Gyldendal 2009