Tekst 1

8. klasse - Læseprøve 11
En 55-årig kvinde med 22.000 timers solarium og 6 ansigtsløftninger bag sig er ikke altid opmærksom på, at den
slags strabadser også sætter spor. Det betyder, at man som 55-årig muligvis ligner en på 45. Desværre (drømmer,
opdager, sviner, ligner) man en 45-årig narkoman, som har boet i en busk på Israels plads i 25 år og kun spist, hvad
man kunne finde i skraldespandene.
(Afgørelsen, Forventningen, Spørgsmålet, Ideen) er, hvorfor en sådan kvinde ikke hellere vil ligne en sund 55-årig
end en afdanket 45-årig?
Svaret er, at man som mangeårig klient i plastiksmedenes (smedjer, klinikker, øjne, verden) har fået et så ensrettet
og ungdomsfikseret skønhedsideal, at man ser igennem fingre med narkomanlooket, bare man får lidt ungdom med
i købet.
Et andet svar kan være, at man som midaldrende kvinde lever i konstant frygt for at blive (brudt, udskiftet,
afvænnet, parret) med en yngre model, og det må logisk set bunde i, at kvinder er mere villige til at acceptere tidens
tegn på deres partner end mænd.
Så, de herrer! Hvis I vil undgå, at kvinderne opererer deres krop om til et rynket stativ, så lad være med at (låne,
hente, sælge, kassere) dem, bare fordi det begynder at hænge lidt hist og her på dem.
URBAN 17. november 2008
Tekst 4
Læs romanuddraget Den unge digter, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
Den unge digter
Tove Ditlevsen
Ester ved intet om digtene i Carls aflåste skuffe, som hun overhovedet ved meget lidt om hans liv. Hun ser ham kun
ved middagsbordet, og der er han altid stum og kampberedt, fordi han øver sig i at råbe: jeg går lidt – og styrter ud
af døren, inden mor får sundet sig og spurgt, hvor han skal hen, og om det er nødvendigt at rende hver aften, samt
at han har at være hjemme klokken elleve.
Hvor han tilbringer sine aftener, er der ingen, der ved. I gaden ser man ham aldrig. Han går og kommer sammen
med Oskar og antager efterhånden vennens udseende og vaner. Han lader håret vokse og farer ofte nervøst igennem
det med hånden. Når man taler til ham, venter han så længe med at svare, at man tror, han ikke har hørt det, og
vender sig så langsomt og ser på en med Oskars alvorlige, uudgrundelige blik.
Også hans tale bliver fremmed og mærkelig. Fjern er den tid, da han stod foran Folkets Hus og råbte: Arr mand, du
må jo ha hul i hovedet. Helt nye ord som gaden aldrig før har hørt, springer undrende ned mod brostenene.
Lygtepælene vender sig vantro efter ham, hvor han går. Hørte de rigtigt? Hvad var det for et sprog, han talte? Hvor
har han det fra? Ja, hvor har han det mon fra? Ester begynder at lægge mærke til det og bliver endelig nysgerrig.
Først kikker hun lidt i de bøger, han slæber hjem fra biblioteket, men får ikke noget ud af det. Det er filosofi,
biologi og lærebøger i tysk og engelsk samt små tynde digtsamlinger af Aarestrup og Oehlenschläger. Alt det
udenlandske han går og propper sig med, glider osse ind i hans sprog. Han siger ”årl rajt” og ”never mind”, og der
er ingen i gaden, der kan fortælle ham, at det hedder ”never majnd”.
En aften, da Ester sidder på sin feltseng inde i sovekammeret, ser hun, at nøglen sidder i Carls skuffe og kan ikke
længere modstå sin nysgerrighed, men trækker den skamfuldt og bange for opdagelse ud. Brydende den
ukrænkelige søskendelov tager hun forsigtigt de små beskrevne lapper frem og sætter sig til at læse dem, dødeligt
© Gyldendal 2009