Tekst 1

8. klasse - Læseprøve 11
Tekst 1
I artiklen Et år for "the comeback kids" skal du så hurtigt som muligt finde svar på nogle spørgsmål.
Du skal altså kun læse, hvad der er nødvendigt for at svare på disse spørgsmål.
Markér det rigtige felt.
Et år for "the comeback kids"
Midtjyllands Avis 11. februar 2009
Cykelløbene er de samme, men navnene på startlisterne er opsigtvækkende. Lance Armstrong – og måske
Michael Rasmussen – vil fylde meget i cykelåret 2009
CYKLING: Hvad har Lance Armstrong lavet i dag? Spørgsmålet er i sig selv ikke en knaldperle, og ofte vil svaret
også være en trivialitet om en masse træningstimer på en cykel.
Men spørgsmålet er her med indgangen til cykelåret 2009 interessant nok til, at sportskanalen Eurosport har lavet
en programserie der hedder "Planet Armstrong", og hvor man dagligt følger den amerikanske cykelrytter for at
finde ud af, hvad han har lavet i dag.
I Armstrongs tegn
Cykelåret 2009 bliver et år i Armstrongs tegn.
Den tidligere toprytter Thomas Bay, der i dag er cykelkommentator på Eurosport, peger på, at det især vil kunne
mærkes i lande med en ikke specielt indgroet cykelkultur.
– I Tour Down Under så vi allerede, hvor enormt meget Armstrong vil fylde. Vi kommer til at se det samme en del
andre steder. Det kan godt være, at de i et land som Belgien stadig synes, at et mindre løb som Het Volk er større
end det faktum, at Armstrong kommer og kører Liege-Bastogne-Liege, men det er undtagelsen fra reglen om, at
Armstrong kommer til at fylde ekstremt meget, siger Thomas Bay.
Lars Bonde, der er landstræner i Danmarks Cykle Union, er enig og peger på, at Armstrong-interessen vil være helt
uafhængig af, om amerikaneren kommer til at lave store resultater hvilket Bonde tvivler på, at han gør.
– Når det gør meget ondt i løbene, og man skal slide sig selv midt over, så vil han kunne falde tilbage på, at han
sidder på cyklen af en anden grund end viljen til sejr - nemlig hans kamp mod kræft. Og det, tror jeg, kan få ham til
at slå op i banen, vurderer Bonde, der på det punkt bliver modsagt af Thomas Bay.
– Jeg har kørt med Armstrong. Jeg ved, at han af natur er superærgerrig, og jeg er sikker på, at han kommer med
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
meget klare mål for, hvad han skal nå. Og Lance Armstrong har det med at nå sine mål, siger Thomas Bay.
Rasmussen og Basso
Ud over Armstrongs comeback vil cykelåret 2009 – måske – også byde på et gensyn med Michael Rasmussen.
Danskerens karantæne udløber den 25. juli - den dag er det to år siden, at han vandt Tour-etapen til Col d'Aubisque
for få timer senere at blive smidt ud afløbet.
– Havde du spurgt mig den dag for to år siden, om jeg havde troet, at vi ville få ham at se på topplan igen, så havde
jeg sagt nej. I dag vil jeg sige: Jeg kan godt se ham vende tilbage. Af de store løb så tror jeg, at det er mest
realistisk, at vi først får ham at se i næste års Giro d'Italia måske, for jeg tror mest på, at det bliver et lille italiensk
hold, der vil ansætte ham. Skal man være sikker på at komme ind i de store løb, så skal man ind på de store hold,
og der er jeg meget i tvivl om, hvorvidt Rasmussen kommer ind, siger Thomas Bay.
Det står i kontrast til eksempelvis Ivan Basso, der også gør comeback efter overstået dopingkarantæne, og som
kører for det store italienske hold Liquigas. Urimeligt? Måske. Thomas Bay siger, at det er meget simpelt at
forklare.
– Det er ret enkelt. Det handler om udbud og efterspørgsel, og der må Basso åbenbart være en bedre vare end
Rasmussen, konstaterer han.
Lars Bonde er mere sikker på, at Michael Rasmussen kommer til at levere et markant comeback til cykelsporten.
– Han kommer tilbage, og han kommer til at køre stærkt. Rigtig stærkt. Og det vil komme til at suge fokus til sig,
for folk vil selvfølgelig stå der, og hele den gamle diskussion vil blomstre op igen. Der er længe til, men jeg er
sikker på, at han kommer tilbage. Jeg ved ikke, om han igen kommer til at køre med om den gule trøje i Tour de
France, men jeg tror på, at han bliver en markant faktor. Han er typen, der gennemfører sine ting, han er indædt, og
han plejer at nå det, han vil, siger landstræneren.
Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
Tekst 2
Læs folkeeventyret Den broderede handske, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
Den broderede handske
Evald Tang Kristensen
Der var engang en konge i Spanien, der havde to børn, en pige og en dreng. Han ville ikke have, at nogen af dem
skulle gifte sig nogensinde, og da han forlangte det af dem, lovede de ham også begge to, at det ikke skulle ske.
En dag ville prinsen ud i verden og se sig om og prøve noget. Imens skulle søsteren se efter riget, for deres far var
død lige efter, at de havde afgivet deres løfte.
Prinsen kom til Frankrig, hvor han bad om tjeneste ved hoffet, men han sagde ikke, hvem han var. Han blev fæstet
som den ringeste stalddreng. Men da alle syntes om ham, steg han bestandig i rang, og til sidst fik han misundere.
Det slår jo aldrig fejl, når det går godt.
Ridder Rød gik og lurede på ham. Gennem en rude havde han opsnuset, at stalddrengen havde sat sin søsters
portræt foran sig, når han knælede og bad aftenbøn, for han bad ligeså alvorligt for hende som for sig selv.
Ridder Rød gik til kongen og fortalte, at den person ikke var en rar karl, for han bad til et afgudsbillede.
Stalddrengen kom i forhør, og han sagde, at det var hans søsters portræt, han havde stående hos sig, når han bad,
fordi han bad lige så meget for hende som for sig selv.
Kongen spurgte ham, hvor hun befandt sig.
Ja, hun var i Spanien.
"Hende!" råbte ridder Rød, "hun er en offentlig hore. Jeg har bolet med hende mange gange."
Ja, det skulle han bevise, sagde hendes bror. "Hun har et hemmeligt kendetegn på brystet. Kan du sige mig, hvad
det er?"
Ja, det havde ridder Rød nu ikke bekymret sig om, for ellers kunne han sagtens have fået det at se.
"Så skal du skaffe dig det at vide nu, og hvis du kan det, så er jeg villig til at lade mig hænge. Kan du derimod ikke,
så skal du selv hænges." Ja, det skulle ridder Rød nok finde ud af, men han skulle jo have lidt tid til det.
Så tog han af sted til Spanien, og der lejede han sig ind hos en gammel mand. Da de sad og snakkede sammen, førte
ridder Rød samtalen hen på det hemmelige kendetegn, som prinsessen havde på brystet, det ville han så gerne vide
hvad var, sagde han.
Den gamle vidste det ikke, men han kendte en kvinde, som havde været prinsessens amme, og hun vidste det
sikkert.
Ridder Rød gik hen til ammen og lod som om, han ville fri til hende, og de blev godt nok forlovede. Så begyndte
han at spørge hende ud om prinsessens kendetegn, og han fik hende også til at sige det. Prinsessen havde en vorte
pa sit venstre bryst med et sølvhår og et guldhår på. Da ridder Rød nu havde fået den besked, han ønskede, tog han
hjem.
Hjemme i Frankrig fortalte han, hvad kendemærket var, og prinsen blev sat i arrest, for han måtte jo tilstå, at det
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
var sandt, og så skulle han hænges. Nu havde ridder Rød sejret foreløbigt, men fangen havde en sidste bøn, inden
han skulle dø, og kongen lovede, at den skulle blive opfyldt.
Prinsen bad om lov til at blive kørt som arrestant til Spanien og der blive kørt tre gange rundt om slottet. Hver
gang, de var kommet rundt, skulle der holdes stille uden for døren, men han ville ikke forlange at tale med nogen.
Han blev kørt til Spanien, og det gik, som han havde ønsket det. Den tredje gang han holdt for døren, kom
prinsessen ud og fik øje på ham og blev forundret. Da sprang hendes bror af vognen og gav hende et dask med sin
jernhandske, så hun dånede og faldt om på jorden. Derefter kørte han sin vej igen.
Den gamle mand, som ridder Rød havde boet hos, havde set arrestantens mærkelige adfærd og fik mistanke. Han
gik op til prinsessen og fortalte hende det hele, som det var: At ridder Rød havde spurgt ham ud om prinsessens
kendetegn, og at han selv havde vist ham hen til Dorte – sådan hed ammen. Dorte havde heller ikke gjort nogen
hemmelighed af sin forlovelse, men kæresten var rejst sin vej ligeså snart, han havde fået kendetegnet at vide.
Da prinsessen hørte det, fik hun andet at tænke på. Hun lod i hast en handske brodere til sin venstre hånd, og så tog
hun af sted så hurtigt som muligt til Frankrig. Hun ankom den følgende dag, lige som hendes bror skulle hænges,
og hun logerede sig ind et sted tæt ved den vej, han skulle føres ad til galgen, og der fik hun ren besked om det
hele.
Hun bad nu om, at nogen ville fortælle hende, når det var kongen, der kom, for han skulle jo med hen og se
henrettelsen. Da han så kom, løb hun ud og knælede for ham. Hun havde en sag, hun gerne ville have kongen til at
dømme i, sagde hun:
"Her er en handske. Den vil jeg gerne have kongen til at vurdere."
Han så på den, og så sagde han:
"Det kan jeg ikke, for mit skatkammer har ikke den, der svarer til."
"Jamen, en handske magen til denne blev røvet fra mig juleaften i fjor, og den var endda 10 gange ædlere. Og tyven
befinder sig her ved hoffet."
Kongen spurgte, hvem det var.
"Det er ridder Rød, som sidder der ved siden af deres Majestæt."
Så for ridder Rød op:
"Juleaften! Deres Majestæt ved da, at jeg juleaften i fjor var her, jeg kender ikke denne kvinde."
"Ja, det var han rigtignok," sagde prinsessen, "men det var også her, han stjal den. For min ære er ti gange ædlere
end handsken. Det er min bror, der skal hænges i dag, og jeg er dronning af Spanien. Dersom ridder Rød ikke
bliver hængt i min brors sted, og min bror ført tilbage i stor herlighed, så skal kongen af Frankrigs trone om en
måned være fodskammel for dronningen af Spanien."
I stor hast blev der sendt en stafet hen til retterstedet, og prinsen givet fri. Men ridder Rød blev hængt i stedet for.
Prinsen blev ført tilbage til sit eget slot med stor stads, og prinsessen kørte også hjem, og siden blev de hjemme hos
hinanden.
Se, nu havde han da prøvet noget.
© Gyldendal 2009

Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
8. klasse - Læseprøve 11
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
Tekst 3
Læs klummen Gammel kærlighed, og sæt streg under det ord eller udtryk i parenteserne, som passer i sammenhængen.
Se hvordan i eksemplet i første afsnit.
Gammel kærlighed
Tomas Dinesen
Spørgsmålet er, hvorfor en sådan kvinde ikke hellere vil ligne en (usund, gammel, ung, sund) 55-årig end en
afdanket 45-årig?
Mennesket er forfængeligt. Når det ser sig selv i et spejl eller i fuld dansende figur på en festvideo, fyldes det gerne
med (glæde, forundring, ophidselse, afsky) over sit udseende. Der vokser i det et ønske om at lave om på, hvordan
det ser ud.
Der findes særligt forfængelige og dovne mennesker, som kan finde på at betale en læge for at klippe/klistre et nyt
(liv, gebis, udseende, glimt) frem.
Det er udbredt i de lavere sociale lag, hvor man er i besiddelse af en ringe (forestilling om, tanke for, sans for,
forventning til) stil og derfor glad lever et liv i nødsporet med silikoneimplantater, kamphunde, og brintoveriltehår.
Pudsigt nok er det også almindeligt i den modsatte ende af samfundsspektret – i den økonomiske overklasse, hvor
man ikke kan (grine af, acceptere, hygge sig ved, tolerere) at se grim eller – endnu værre – GAMMEL ud. Her
sætter økonomien ingen grænser for udskejelserne på operationsbordet. Det betyder, at det kan være svært at
stoppe, mens legen er god.
Det afstedkommer, at der går en hær af besynderlige, men velhavende fugleskræmsler rundt, som på ulykkeligste
vis har ødelagt deres udseende snarere end (forbedret, forberedt, fortænkt, foretrukket) det med alle deres
opstramninger og udsugninger.
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
En 55-årig kvinde med 22.000 timers solarium og 6 ansigtsløftninger bag sig er ikke altid opmærksom på, at den
slags strabadser også sætter spor. Det betyder, at man som 55-årig muligvis ligner en på 45. Desværre (drømmer,
opdager, sviner, ligner) man en 45-årig narkoman, som har boet i en busk på Israels plads i 25 år og kun spist, hvad
man kunne finde i skraldespandene.
(Afgørelsen, Forventningen, Spørgsmålet, Ideen) er, hvorfor en sådan kvinde ikke hellere vil ligne en sund 55-årig
end en afdanket 45-årig?
Svaret er, at man som mangeårig klient i plastiksmedenes (smedjer, klinikker, øjne, verden) har fået et så ensrettet
og ungdomsfikseret skønhedsideal, at man ser igennem fingre med narkomanlooket, bare man får lidt ungdom med
i købet.
Et andet svar kan være, at man som midaldrende kvinde lever i konstant frygt for at blive (brudt, udskiftet,
afvænnet, parret) med en yngre model, og det må logisk set bunde i, at kvinder er mere villige til at acceptere tidens
tegn på deres partner end mænd.
Så, de herrer! Hvis I vil undgå, at kvinderne opererer deres krop om til et rynket stativ, så lad være med at (låne,
hente, sælge, kassere) dem, bare fordi det begynder at hænge lidt hist og her på dem.
URBAN 17. november 2008
Tekst 4
Læs romanuddraget Den unge digter, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
Den unge digter
Tove Ditlevsen
Ester ved intet om digtene i Carls aflåste skuffe, som hun overhovedet ved meget lidt om hans liv. Hun ser ham kun
ved middagsbordet, og der er han altid stum og kampberedt, fordi han øver sig i at råbe: jeg går lidt – og styrter ud
af døren, inden mor får sundet sig og spurgt, hvor han skal hen, og om det er nødvendigt at rende hver aften, samt
at han har at være hjemme klokken elleve.
Hvor han tilbringer sine aftener, er der ingen, der ved. I gaden ser man ham aldrig. Han går og kommer sammen
med Oskar og antager efterhånden vennens udseende og vaner. Han lader håret vokse og farer ofte nervøst igennem
det med hånden. Når man taler til ham, venter han så længe med at svare, at man tror, han ikke har hørt det, og
vender sig så langsomt og ser på en med Oskars alvorlige, uudgrundelige blik.
Også hans tale bliver fremmed og mærkelig. Fjern er den tid, da han stod foran Folkets Hus og råbte: Arr mand, du
må jo ha hul i hovedet. Helt nye ord som gaden aldrig før har hørt, springer undrende ned mod brostenene.
Lygtepælene vender sig vantro efter ham, hvor han går. Hørte de rigtigt? Hvad var det for et sprog, han talte? Hvor
har han det fra? Ja, hvor har han det mon fra? Ester begynder at lægge mærke til det og bliver endelig nysgerrig.
Først kikker hun lidt i de bøger, han slæber hjem fra biblioteket, men får ikke noget ud af det. Det er filosofi,
biologi og lærebøger i tysk og engelsk samt små tynde digtsamlinger af Aarestrup og Oehlenschläger. Alt det
udenlandske han går og propper sig med, glider osse ind i hans sprog. Han siger ”årl rajt” og ”never mind”, og der
er ingen i gaden, der kan fortælle ham, at det hedder ”never majnd”.
En aften, da Ester sidder på sin feltseng inde i sovekammeret, ser hun, at nøglen sidder i Carls skuffe og kan ikke
længere modstå sin nysgerrighed, men trækker den skamfuldt og bange for opdagelse ud. Brydende den
ukrænkelige søskendelov tager hun forsigtigt de små beskrevne lapper frem og sætter sig til at læse dem, dødeligt
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
bange for, at nogen skal overraske hende. Hun læser længe uden at forstå, at det er noget, han selv har lavet. Hun
tænker ikke på, at det er givet almindelige dødelige at sætte ord sammen på den måde.
Hun læser undrende og grebet, og fra papiret strømmer noget ind i hende og bliver et med hendes væsen. Rytmerne
drager hende, forstår hende. Af vers har hun hidtil kun kendt salmeversene fra skolen, og når hun har set andre vers
i aviser og bøger, har hun sprunget det over som noget hende uvedkommende. Men her står ting, der rører ved det
inderste i hende. Her står om ensomhed og længsel og angst for livet. Nogle af dem er i jeg-form og så personlige,
at det med et går op for hende, at det er noget, Carl selv har digtet.
Så jager skamrødmen op i hendes kinder, og hun lukker skuffen til igen. En mærkelig følelse kommer over hende.
Hun er flov, som om hun havde set sin broder uden tøj, flov over, at han skriver sådan noget op, at han giver sin
inderste sjæl til pris, om det så kun er for en kommodeskuffe. Men ordene bliver ved med at leve i hende, de
bedrøvede, heftige og lidenskabelige rytmer – de vækker hende midt om natten og skyller ind over hende som
bølger fra et fremmed hav. De løser noget i hende og giver hende en begyndende, vag forståelse af, at der findes
noget evigt og værdifuldt midt i det flygtige liv.
Mor har det ligesådan. Hun følger ivrigt og hemmeligt med i den voksende produktion, men røber sig ikke med en
mine. Både hun og Ester betragter i smug den unge digter, når han sidder ved middagsmaden, langhåret og fjern,
uden at tage del i den hverdagssnak der slår sammen om ham.
En dag dumper et blad ind af brevkassen, et fuldkommen ukendt blad, hvor unge spirende talenter kan få deres
værker frem. Deri står blandt meget andet et digt underskrevet Carl Sørensen. Tegningen af Oskar, der var indsendt
samtidig, blev kasseret, hvoraf det nu kommer. Carl lægger bladet frem, lige før han går, fordi han ikke for nogen
pris vil høre familiens første kommentarer.
Og som det siger sig selv, er far den mest forbavsede. Han klør sig i håret med pibespidsen og siger: Hvad fanden,
skriver han nu digte? Og læser det igennem igen, grundigt og grundende. Det er sgu vist slet ikke så tosset, siger
han så. Nej, det er kønt, siger mor, der godt kender digtet fra kommodeskuffen. Så folder far omhyggeligt bladet
sammen og sætter det ind bag pibebrættet. Der er ingen, der læser andet i bladet end Carls digt. Misundelse og
beundring fylder Ester.
Aja, at kunne noget, at ha muligheden for at blive til noget engang! Da kan man vel tillade sig at lade håret gro og
vandre ud ad gaden hver aften. Carl bliver deres håb og drøm. Han kaster lidt glans over dem alle. Men de taler
ikke om det til nogen, for de er gennem generationer vant til at se deres drømme smuldre bort, og bristede
forhåbninger er man helst alene med.
Oskar kommer der tiere end før. Somme tider spiser han med, og mor gør mange undskyldninger for avisdugen og
synes rent at glemme, at Oskars mor da bare gør rent for folk, og han selv stadig går rundt uden en øre i lommen.
Men det kommer af hans væsen. Og det kommer igen af, at han ikke er født i gaden og ikke præget af den. Han
hører ikke ubetinget til i den. Han har rod et andet sted og er bare tilfældigt blæst herhen med vinden, der når som
helst kan vende og blæse ham tilbage igen, hvor han hører til.
Straks efter maden går han sin vej sammen med Carl.
Med armen om skulderen på hinanden, som et par pigebørn, går de gennem gaden.
Uddrag af Barndommens gade, Hasselbalch 1966
© Gyldendal 2009

Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
8. klasse - Læseprøve 11
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
Tekst 5
Læs essayet Når man(d) raser, og besvar spørgsmålene ud fra tekstens indhold.
Markér de rigtige svar.
Der er kun er ét rigtigt svar til hvert spørgsmål.
NÅR MAN(D) RASER
Dan Turèll
Af og til – for nogle blot en gang imellem, for andre ret ofte – får mennesker brug for på den ene eller den anden
måde at gå amok for at rense luften. Han raser, sagde min farmor altid, når farfar var sur. Og så tilføjede hun,
advarende, forstående: Lad ham nu bare rase ud.
Der kan være tusind tvingende grunde til at folk raser, og derfor "forstår jeg godt" (som folk altid siger, når de
tydeligvis ikke forstår en skid) det sker så regelmæssigt. Som en klog mand – William Blake – engang sagde: "Den,
der kan tøjle sine lidenskaber, kan det kun, fordi de ikke er stærke nok".
Med andre ord: Man skal være ret indskrænket for ikke at kunne se, at det som regel, under andre forhold, kunne
have været en selv.
Men derfor undrede jeg mig nu alligevel særdeles, da jeg forleden dag mødte flere former for udrasen i praksis, den
ene efter den anden.
Det begyndte da jeg i al ubemærket uskyldighed gik ned ad Valby Langgade, hvor jeg så en ældre herre fare op og
ned ad gaden på det modsatte fortov, frem og tilbage på det samme stykke vej, helt alene og tydeligvis rasende. Så
snart han så mig krydsede han vejen, gik hen til mig og sagde:
– Undskyld, men spot – De kender spot? Ja? Kan det være ironi?
De må indrømme, det var en lidt særpræget forespørgsel at stille en forbipasserende fremmed. Imidlertid, ved et
heldigt greb i lykkeposen, gættede jeg på, at han var ved at løse en kryds-og-tværs (hvilket viste sig korrekt), og jeg
tilkendegav som min opfattelse, at ihvorvel spot og ironi vel næppe var deciderede synonymer, bl.a. fordi der også
findes venlig ironi (som når man siger "lille møgunge" til sit barn eller "davs, gamle svans" til sin bedste ven), så
kunne den vel nok gå i en krydsord. Han takkede for mit udsagn og gik igen.
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
Senere på dagen nævnte jeg denne episode for en bekendt i kvarteret.
– Ah, du har mødt Rasser!
Og så kom forklaringen: For tre måneder siden var Rassers kone stukket af efter tyve års samliv, og han var gået
totalt i stå. Han havde skabt sig selv en blokering, fordi han ikke kunne holde dette brud ud: Han levede fra nu af
for kryds-og-tværser. Og når som helst han på sine daglige spadsereture op og ned nu mødte nogen, spurgte han
dem til råds.
Det var en form for rasen. En anden mødte jeg om aftenen på en cafe i Indre By, hvor en særdeles beruset herre –
mens tjenerne forgæves forsøgte at få ham til at forlade etablissementet – fortalte mig, at hans søster var en
møgmær. Jo, for han havde villet besøge hende, ude i hendes hus i Rødovre, for et par timer siden, men selv om
han havde råbt og skreget, havde hun ikke villet lukke ham ind – bare fordi han havde fået et par glas. (Han så ud
som om, han havde fået hele Kastrup og Holmegaards produktion af sådanne). Men så havde han også hævnet sig,
havde han! Jo, for de havde et blommetræ i haven derude, og han havde sporenstregs begivet sig op i det og
plukket samtlige blommer. Så havde han spist så mange, han kunne, og resten havde han kvast i brevsprækken – en
for en.
Længere nåede han ikke i sin historie – f.eks. ikke til søsterens reaktioner – før tjenerne fik overmandet ham. Men
han fik mig til at tænke på dengang en af mine venner, Ivar, normalt et venligt, ja elskeligt og velafbalanceret
menneske, fik løbepas af en pige han havde elsket i et par år, ikke bare kommet sammen med eller knaldet med,
men elsket. Jeg mødte ham efter deres afskedsmøde, og han var hvid i hovedet. Vi kom igennem Magstræde, vi
kom ud for Huset, hvor hun havde truffet hans afløser, der fandt noget vejarbejde sted foran det, og før nogen
kunne tælle til en, havde Ivar grebet en brosten og smadret den ind igennem vinduet på første sal, hvor køkkenet i
Spisehuset lå. Forhåbentlig ramte den ikke nogen. Jeg flåede ham væk. To minutter efter var han sig selv igen: dybt
ulykkelig over det passerede, rolig, forstod ikke, hvad der gik af ham.
Men han havde raset ud, og der stod ikke noget i avisen dagen efter om Mord i Magstræde, så den gik vel denne
gang.
Dog: folk som Rasser, Blommeknuseren og Ivar (og jeg tror ikke, det er noget tilfælde, de alle var af det svage køn)
kan trods alt komme over vanviddet netop ved at rase. Der er andre, der ikke kommer så langt. Endnu en gammel
ven af mig, der i flere år har været indlagt på Sankt Hans for såkaldte "mentale forstyrrelser" (sikkert igen en pige
der havde slået op!) ringede således forleden og betroede mig, at "de" – personalet der – havde skåret hans lem af.
Jeg tvivlede, men han fastholdt sin påstand, og han forklarede, at de yderligere havde gjort det på den djævelsk
udspekulerede måde, at det kun var ham selv, der kunne mærke det. For andre mennesker, for hans forældre og
hans bror, så det ud som om, den stadig var der. Kun han kunne opfatte, den var væk. Det er der omkring, jeg tror,
det følsomme skæringspunkt mellem rasen og vanvid ligger i praksis.
Den, der raser, er på kanten til at blive virkelig gal – og raser derfor, som en art djævleuddrivelse, måske for hellere
at blive plaget af en lille dæmon end af selve hans Onde Majestæt. Det kan redde dem. I Indien har man et begreb,
der hedder "Den Hellige Rasen", og som dækker sådanne stærkt plagede menneskers selvforsvarssituationer.
Personligt kan jeg som regel nøjes med at synge højt – meget højt – eller smadre en enkelt tallerken, men jeg har
set tilfælde nok til at vide, hvor mange det er for lidt for. Vær derfor forekommende over for aldrig racister, men
gerne racister. Som samme kloge mand, Blake (undskyld gentagelsen, men kloge mænd er, som ikke mindst
Folketinget daglig demonstrerer, såre sjældne) en anden gang sagde: "Udsvævelsernes Vej fører til Visdommens
Palads".
September 14, 1979
© Gyldendal 2009

Sæt et kryds ved hvert spørgsmål
8. klasse - Læseprøve 11
© Gyldendal 2009

8. klasse - Læseprøve 11
© Gyldendal 2009