Et boligselskab bliver stiftet - Boliggården

Recommendations

Info

Boligselskabet måtte i starten af 1970’erne stå model til en heftig avispolemik. (Foto: Bendt Olesen) Årene omkring 1970 var på mange måder en brydningstid for Det sociale Boligselskab i Helsingør. Økonomiske vanskeligheder, en administrativ skan- dale og indførelsen af lejerdemokrati var nogle af de større udfordringer, som bestyrelsen pludselig stod overfor. Et driftsmæssigt underskud på i alt 4,2 millioner, hvoraf de 2,6 millioner var opsamlet i årene 1967-1969, gav ikke alene anledning til en skarp debat i byrådet, men også til en avispolemik, hvor boligselskabet måtte stå model til avisoverskrifter som ’Lejerne er util- fredse med Det sociale Boligselskab’ (Frederiksborg Amts Avis, 24.10.1969), ’Det sociale Boligselskab i skarp politisk modvind’ (Aktuelt, 15.12.1970) og ’200 familier måske på gaden efter fejl i boligselskab’ (BT, 21.12.1970). I de mange lokal- og landsdækkende dagblade blev det i adskillige artikler antydet, at lejevurderingen og dermed huslejerne mere eller mindre politisk bevidst var blevet holdt nede, hvilket også antydes af formand Niels Mørks ord: ”I 32 år har selskabet kunnet føre en solidarisk huslejepolitik, og ved at holde huslejen så lav som muligt har vi kunnet hjælpe mange af de dårligt stil- lede familier i vor by til en god bolig.” På kort sigt var den lave husleje til stor gavn for lejerne, men på længere sigt kostede det boligselskabet dyrt, idet selskabets drift og likviditetsmæssige situation gradvist blev forringet, og der var kun en løsning – huslejestigninger. dE mørkE 70’ErE Med klækkelige huslejeforhøjelser lyk- kedes det også boligselskabet at præ- stere et overskud på regnskabet i 1972. På baggrund af den hårde kritik, der havde været rettet mod boligselska- bets ledelse og dens økonomiske dis- positioner samt en manglende politisk opbakning, valgte Niels Mørk at træk- ke sig som formand med udgangen af marts 1971. Med indførelsen af nye vedtægter, der foreskrev en selvkon- stituerende bestyrelse bestående af ni medlemmer – fem fra byrådet og fire le- jerepræsentanter – overtog C.V. Kragh Petersen den stormomsuste formands- post som den første lejerepræsentant nogensinde. 1970’erne blev stagnationens årti for Det sociale Boligselskab i Helsingør. Rent faktisk blev der ikke igangsat nyt boligbyggeri fra selskabets side dette årti, hvilket skyldtes flere forhold. Øko- nomien var endnu for usikker, og ledel- sen havde travlt med at stå mål for gen- Debatten i byrådet Mel.: Den gamle skærslippers forårssang Nu venter fængslet med trange celler, på boligselskabet i vor by, hvis vi skal tro hvad Hr. Kragh fortæller, så må I alle til Horsens ty. For regnskabstimen den nu er inde, og når vi ser på de tørre tal, kan ingen hjerne fornuften finde, så I med håndjern nu rejse skal. I Horsens kan I så promenere i fangedragter med striber på, her har I tid til at spekulere, om ikke der er ”for tykt smurt på”. Et møde kan I sammen holde, mens solen skinner bag tremmer ned, skønt celler for jer er uvant kolde, vi håber her at få klar besked. Hr. Mørk må kime med formandsklokken, for smasket bli’r der i vand og brød, men snart sig ro sænker over flokken, og hans beretning den højlydt lød: I skolen sov jeg i regnetimen, så jeg på regnskab ej har forstand, jeg fulgte bare med hele stimen, så dømt I har en uskyldig mand. tagende kritiske røster angående deres ledelsesform, hvilket resulterede i, at forretningsførerne hastigt afløste hin- anden. Og så stod boligselskabet over for en situation, de endnu ikke havde prøvet – indflytningshastigheden stod pludselig ikke mål med den takt, i hvil- ken lejlighederne rent faktisk blev fær- diggjort, og ved udgangen af 1972 stod man i en uvant situation med 200 tom- me lejligheder i det nye Vapnagaard- byggeri. Men efter en sej kamp og et problem- fyldt årti var Det Sociale Boligselskab i Helsingør atter bragt i god gænge i 1981, hvor det første spadestik til 77 nye boliger i Rønnebærhaven blev ta- get efterfulgt af opførelsen af 59 boliger i Pinjevangen. Kilder: Indsendt af Ejby Rasmussen, Pontsøvej 39, Helsingør Op og ned langs kysten, torsdag d. 31. december 1970 ’Bygge og bo – gennem 50 år’ af Kenno Pedersen og Lars Bjørn Madsen, 1988. På stribe tog I så alle ordet, og sære ting hørtes fra jer mund: Når hus sku’ bygges sa’ hele koret, vi lånte blot på en anden grund, og Olsens leje fra Vapnagården i Soldal bruges blomsterbed, og skønt en skurvogn var vakkelvoren, den førtes på som en lejlighed. Tilsidst I lånte, ja, på papiret, i Landmandsbanken en masse guld, det var en dag I var let forvirret, måske I også var hønefuld. Men om jert regnskab skal ingen sige, det ej snart stemme vil på en prik, hver huslej’ lader I kraftigt stige, men vi er træt af den politik. En fangevogter han hæved’ mødet, for på en gårdtur I skulle se, om I til fængslet vil købe skødet, et lån hertil vil vi gi’ – måske. I hvert fald håber vi roderiet bli’r klaret, skønt vi får trange kår, og er I flinke, I bli’r befriet, fra ”spjældet” om en ti-femten år.
Hvis væggE kunnE HviskE Holbergsvej 47 har været dannet rammen om Annemette Rønne Larsens liv gennem generationer. Her ses Annemette, manden Henrik, sønnerne Valdemar og Magnus samt forældrene John og Berit. 2013. (Foto: Bendt Olesen.) Tænk engang hvis vægge kunne tale. Så ville de hviske søde anekdoter om hverdagen, om glade minder fra store øjeblikke og sørgelige beretninger om sorg og savn. Mange af os har et særligt forhold til et hus, en lejlighed eller måske en gård. Måske var det der, vi voksede op som barn. Måske har ejen- dommen endda været i vores familie i generationer. Sådan er det hos Annemette Rønne Larsen og hendes familie. Annemettes farmor og farfar flyttede ind på Holbergsvej 47, da byggeriet var helt nyt i slutningen af 1950’erne. Men en ængstelse bredte sig hurtigt hos farmoderen, der ikke brød sig om at bo i et hus, og da Annemettes far, John, der i tre år kun sjældent var hjemme, idet han sejlede, valgte at slå sig ned med Annemettes mor, Berit, overtog de huset i 1963. Holbergsvej 47 blev rammen om et familieliv med far, mor og fire børn. Det var her Anne- mettes søster, Henriette, holdt sin konfirmati- on i slutningen af 70’erne. Det var her, John og 75-årige Nini Jensen har boet i Sundparken i 52 år. (Foto: Bendt Olesen) Månelandingen i 1969, Berlinmurens fald i 1989 og terrorangrebet på World Trade Cen- ter i 2011. Tre store, historiske øjeblikke. Tre store begivenheder, som Nini Jensen har kunnet følge på tv i sin lejlighed i Sundpar- ken. 75-årige Nini Jensen har nemlig boet på Pontsøvej 1 i 52 år. Kalenderen viste 1961, da Nini sammen med sin mand, Birger, og deres et-årige søn, Michael, flyttede ind i lejligheden. Sidenhen blev Mogens og efternøleren Mette født, og der blev trangt i lejligheden. Men drengene var store og sjældent hjemme, så Mette havde frit spil på det fælles væ- relse. Berit kunne fejre deres sølvbryllup i 80’erne. Stedet, hvor der blev holdt jul, lavet lektier, læst godnathistorier og stedet, hvor skænde- rier om legetøjet fyldte værelserne. I dag lytter væggene til nye historier – hos den nye generation. 1. november 2011 overtog An- nemette, hendes mand Henrik og deres to drenge, Valdemar og Magnus, nemlig Holberg- svej 47. De byttede simpelthen bolig med John og Berit, der i stedet flyttede ind i en lejlighed på Blichersvej. Når Annemette samler hele familien til jul eller påske, går snakken på, hvor juletræet ple- jede at stå. Nu er der andre møbler i stuen og nye billeder på væggene, men historierne er der stadig. Og som noget helt særligt får John, som den eneste, lov til at ryge i udestuen. Det John og Berit foran deres hus, ca. 1966. Annemettes søster Henriette blev konfirmeret sidst i 70’erne. Hvor længe Nini og Birger stod på venteliste for at få en lejlighed i det nye byggeri, husker Nini ikke. Men glæden var stor, da familien flyttede ind, for området var noget ganske særligt for både Nini og Birger, da de begge boede der som børn. Det var et område fyldt med minder og nostalgiske øjeblikke. Livet med tre børn bød på masser af hyggeligt samvær med naboerne. Med impro- viserede sammenskudsgilder, rundbold og stikbold og hygge på græsset. Og når Kong Vinter meldte sin ankomst og det fugtige område bag boligblokkene frøs til is, gav kommunen grønt lys til, at 5-årige Mette og de andre børn fra området kunne hygge sig om aftenen på den oplyste skøjtebane. I dag er det Ninis børnebørn, der boltrer sig på Sundparkens legeplads, når de besøger bedstemor. Og selvom Birger døde for 10 år siden, holder Nini stadig fast i de årlige pen- sionistfester, som hun har deltaget i de sene- ste mange år. Det er nemlig en kærkommen lejlighed til at hygge sig med naboerne. Når familien er samlet til påskefrokost, er de gerne en tur på legepladsen. 1995. (Fotos: Privat) var nemlig ham, der byggede den, og han skal have lov til at sidde samme sted, i samme stue, og stadig nyde sin tobak. En tur i garagen vækker minder om en svun- den tid. Om dengang Annemette kom til at trampe lidt for højt i stuen, mens John sov til middag. Det blev han ikke glad for. Tanken har ikke strejfet hende i mange år, men pludselig, som hun står der, netop flyttet ind, dukker bil- lederne op, og hun smiler for sig selv. Er der noget, der er hyggeligt, så er det at flyt- te hjem i sit barndomshjem. Der, hvor fortiden har udspillet sig. Hvor minderne lister om hvert et hjørne. Det er noget ganske særligt. Men til tider også lidt underligt. Sådan beskriver An- nemette det i hvert fald. Kaffe i haven, ca. 1990. Påskefrokost på Holbergsvej, 1970’erne. (Fotos: Privat) Sønnerne Michael og Mogens til fastelavn i 1970. Selvom børnene er blevet voksne, hygger de sig stadig på Sundparkens legeplads. 1995.
Page 1 and 2: Et boligsElskab blivEr stiftEt 75
Page 3 and 4: HamlEts vængE - de gamle værftshu
Page 5: Luftfoto af Vapnagaard, oktober 198
Page 9 and 10: Nøjsomhed var et populært byggeri
Page 11: 1. Troværdighed Vores bolig er en

Et boligselskab bliver stiftet - Boliggården

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?