Francis Poulenc Gloria - Aarhus Kammerkor

Francis Poulenc Gloria
Francis Poulenc (1899-1963), af borgerlig Pariserfamilie (hans far – og senere to brødre –
ejede et stort medicinalfirma, moderen var amatørpianist ), blev tidligt grebet af musikken
og komponerede allerede som teenager.
Klaver-, kammer- , scene- og kirkemusik, og – især – et stor antal ”Lieder”.
Var en del af komponistsammenslutningen Les Six, hvis fælles kunstneriske
udgangspunkt hovedsageligt var en reaktion mod impressionismen i den franske musik
(Ravel, Decussy). Deres musik var mindre dybsindig og mere let-tilgængelig, frisk,
klarhed, charme med vægt på det håndværksmæssige – kompositionsteknik – og med
fokus på klangbevidsthed.
Nære venners tidlige død bragte Poulenc tættere på den katolske kirke. Efter 1936
komponerede han en del religiøse værker. For kor a cappella: Motetter, en messe, og 3
større værker for soli, kor og orkester: 1950: Stabat Mater, 1959: Gloria, 1961: Sept
Répons de ténèbres. (? Syv svar i mørket = den stille uge).
Gloria – en stort anlagt koncert-komposition – er et bestillingsværk fra Koussevitzky Music
Foundation og blev uropført i 1961 i Boston.
Organiseringen af de seks satser følger en tydelige logik: 1. og 6. sats svarer til hinanden i
tempo og karakter. 2. og 4. sats er særdeles livlige; 3. og 5. – begge med sopran-solo - er
langsomme.
Poulenc opfattede selv Gloria som en stor korsymfoni i modsætning til Stabat Mater, der
mere er a cappella kor med orkester. Han så Gloria, Stabat Mater og Sept Réspons som
sine tre kirkelige hovedværker. ”Måtte de friholde mig fra skærsilden, så jeg undgår at
komme i helvede”.
EBL / Kilde. Wolfgang Dömling / Deutsche Grammophon
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mindeplade i Paris
Francis Jean Marcel Poulenc (7. januar 1899 i Paris - 30. januar 1963 i Paris) var en
fransk komponist og pianist. På et tidspunkt var de tre Mouvements perpétuels fra 1918 de
mest kendte af hans værker, men det mest succesfulde er nok operaen Karmelitindernes
samtaler (Dialogues des Carmélites).

Liv
Det var Poulencs mor, en amatørpianist, der lærte ham at spille klaver.
Selvom Poulenc foretrak livet i byen, måtte han for at få ro og ensomhed tage på landet.
Han opholdt sig derfor derfor meget i Noizay i Loire-dalen, hvor han havde et hus. Han
fandt dog livet på landet kedeligt og hadede at gå tur.
Han komponerede mens han gjorde militærtjeneste. Han gjorde militærtjeneste to gange,
første gang i januar 1918. Han måtte afsone en dom på 10 dage for at komme for sent
tilbage efter en orlov i Paris.
Poulenc var biseksuel. Han sprang ud, da han fik et forhold til maleren Richard Chanlaire,
som han tilegnede sin concert champêtre. Poulenc havde dog også nogle forhold til
kvinder og han skal angiveligt have fået en datter, Marie-Ange, selvom han aldrig vedgik
sig at være faren. Han var ven med sangeren Pierre Bernac, som han skrev mange sange
til.
Poulenc blev stærkt berørt over sine venners dødsfald. Den første der døde var
Raymonde Linossier, som han havde håbet at gifte sig med. I 1923 døde forfatteren
Raymond Radiguet kun 20 år gammel af tyfus. Maleren Christian Bérards død i en
bilulykke i 30'erne fik Poulenc til at genfinde sin katolske tro, som skulle få stor betydning
for ham resten af livet.
Kritikkeren Claude Rostand skrev i juli 1950 i Paris-Presse, at Poulenc var halvt munk,
halvt skidt knægt ("le moine et le voyou"). Han var i øvrigt bridgespiller, hundeelsker og
hypokonder. Poulenc havde et lavt selvværd.
Francis Poulenc døde af hjerteproblemer.
Værk
Han komponerede en række seriøse værker over katolske emner, har også skrevet et par
operaer, en orkestersuite, kammermusik samt en del kor- og vokalværker.
Les Six
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Komponistgruppen Les Six er en sammenslutning af franske komponister bestående af Georges
Auric (1899–1983), Louis Durey (1888–1979), Arthur Honegger (1892–1955), Darius Milhaud
(1892–1974), Francis Poulenc (1899–1963) og Germaine Tailleferre (1892–1983). Flere andre har
været indvolverede heraf kan nævnes Erik Satie, Jean Cocteau og Jean Wiéner. Fællesskabet
startede i årene efter første verdenskrig, og der var tale om fælles kunstneriske synspunkter, som
hovedsageligt var en reaktion mod impressionismen i den franske musik.