Flekkerøygutterne gæster Thisted marts 2009 - Thisted Kirke

”Kirken hun er et gammelt hus”
Ja, hun er gammel vores kirke.
Hun ser pæn ud udenpå, men
indeni trænger hun godt nok til
at blive kalket. Det blev konfirmanderne
og jeg enige om, da vi
var rundt i kirken her forleden.
– I menighedsrådet håber vi på,
at hun vil blive kalket engang i
løbet af det nye år. ”Bare ikke
lige når vi skal konfirmeres!”
jamrede mine konfirmander.
Jeg kan bestemt godt følge dem:
Tænk bare at blive konfirmeret
over i Kirkecenteret!
Der foregår altid noget forskelligt
i kirken. Her i december
måned er den optaget
næsten hver eneste dag: Koncerter,
andagter, musikgudstjenester,
gudstjenester – hvor
juleaften topper med hele fire
tjenester – kor, der øver, organister,
der øver, kirketjenere der
suser rundt og gør rent efter
os andre, julegudstjenester for
skoler, andagter, folk, der bare
kommer ind i kirken for at få
lidt varme og stilhed og måske
for at tænde et lys og høre lidt
orgelmusik.
Januar måned er en helt anderledes
stille måned i kirken
– måske en lidt træt måned.
– Men den indledes med en
dejlig gudstjeneste nytårsdag
sidst på eftermiddagen. Så er vi
alle klar til at tage hul på det
nye år.
Februar måned føles helt anderledes.
Især fordi nu lysner
det hele lidt både inde i kirken
og udenfor; og fordi mange får
et lille pusterum i vinterferien.
Endelig er der også den dejlige
fastelavnsgudstjeneste, hvor
kirken fyldes med udklædte
børn, der rokker uroligt på
bænkene, mens gudstjenesten
står på. De længes efter at komme
til at slå katten af tønden.
Det handler fasten også om.
Men jo da også om så meget
andet. Men det må man altså
komme i kirke for at høre nærmere
om ….
Egentlig er det en meget fin
kombination kirke og børn. Jeg
har haft så usigelig mange gode
oplevelser i kirken med netop
børn. Det er krævende, men
også fantastisk givende.
Specielt én gudstjeneste med
børn står lyslevende for mig:
Det var den 24. december klokken
10.00 sidste år. Jeg havde
noget vrangvilligt sagt ja til
også at have en børne-familiegudstjenste
juleaftensdag. Jeg
havde indtil da kun været vant
til at være på Højtoftecenteret.
Dem måtte jeg jo så undvære
det år!
Jeg blev godt nok lidt målløs,
da jeg kom ind i kirken og så,
at den var fyldt til bristepunktet
med unge familier og deres
børn. Jeg blev også meget opstemt,
da jeg hørte salmesangen.
Der blev sunget af et glad,
festestemt hjerte! Børnene og
deres forældre modtog prædiken
lige som det var ment fra
min side. De syntes alle sammen
at min gemals Jakobsstige
var noget så flot – lavet af reb
og kroketstænger dvs. i røde,
gule, grønne og blå farver. Ingen
havde nogen sinde set så
flot en Jakobsstige!
Under salmesangen var der
en lille pige der dansede ballet
i koret. Hun svansede hen til
mig og betroede mig hviskende,
at hun altså godt kunne synge
med på den salme, vi sang nu.
Poulsen Five var vores ”kirkekor”
den formiddag. De sang
så vidunderligt med deres dejlige,
varme stemmer. Ingen i menigheden
kunne stå for hverken
dem eller deres salmesang. Da
de så begyndte at knipse med
fingrene, ville en lille pige prøve
det samme. Men hun måtte
ind til mor for lige at få stillet
fingrene i rette position, så der
kunne knipses.
Jeg troede lige indtil den
gudstjeneste, at jeg havde hørt
”Et barn er født i Betlehem”
udsat for glade, forventningsfulde
barnestemmer. Men det
havde jeg altså ikke! Der var
et tvillingepar til den tjeneste.
De havde lært salmen, og da
vi kom til omkvædet, så skal
jeg da lige love for at der blev
sunget ”halleluja!” så selv Guds
engle måtte blive rørt! Da også
ved at se deres strålende glade
ansigter. – Den tjeneste vil jeg
sent glemme! Jeg håber det nye
år må bringe ligeså mange og
gode oplevelser – både med
gammel og voksen og ung og
barn!
Gitte Ishøy.