Dansk stil: "FILM" AF HELLE HELLE

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
”Film” af Helle Helle
Hvilken betydning har den voksende globalisering, vi hører så meget om? Og
hvilken betydning kan den få, hvis ikke vi passer på?
Jeg finder svaret i Helle Helles (ja, det hedder hun altså, forfatteren) novelle
”Film”, hvor folks handlinger og måder kan sættes i forbindelse med
globaliseringen.
”Film” begynder in medias res og er fortalt af en 1.person jeg-fortæller, der
befinder sig i biografen i færd med at se en spændende kærlighedsfilm sammen
med sin ven. Den starter med, at en kvindelig biografgænger dejser om nede på
en af de forreste rækker nær jeg-fortælleren. Lyset bliver tændt og filmen stoppet.
Herefter sidder alle pænt og venter på en ambulance til at tage sig af
problemet. Undtaget nogle få, som har lagt hende foran lærredet og dasker
hende i ansigtet. Slagene virker ikke, kan jeg allerede her afsløre, men det er det
eneste reelle forsøg på at få damen vækket til live igen. Selvom alle ser
hændelsen, er det et minimum af personer der rent faktisk griber ind, og de der
gør noget. Vennen, der læser til dyrlæge, begynder at øve sig med sin viden om
sygdomme og dyr på damen. Han sammenligner hende oven i købet også med
en lille gravhund, på grund af tungen der hænger og hendes korte ben. Jeg-
fortælleren tysser på ham, der er jo mange mennesker tilstede.
Sammenligningen som vennen kommer med understreger klart, at han er
følelsesmæssigt uberørt af, hvad der lige er sket med damen. Hvis han havde den
mindste smule af medmenneskelighed i sig, ville han ikke sammenligne en døende
person på den måde. Selvom jeg-fortælleren kun dæmper på ham, tyder det på
,at jeg-fortælleren har lidt respekt for andre.
I den uventede pause, som derved opstår, henter vennen popcorn for at udnytte
tiden til noget fornuftigt. Jeg-fortælleren drikker bare noget danskvand og sætter
det pænt under stolen, så andre kan komme forbi. Imens vennen er væk, rører
1

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
damen på sig og giver en høj lyd, hvorefter hun går i gulvet igen. Nogle råber, at
der må gøres noget og undrer sig over ambulancens manglende tilstedeværelse,
andre diskuterer, hvordan kvinden burde ligge, men ingen gør noget.
Da vennen kommer tilbage med flaben fyldt med popcorn, forklarer jeg-
fortælleren, hvordan damen havde gjort, da han var væk. Vennen viser absolut
ingen overraskelse eller bekymring, da han hører det. Det eneste, han kan sige, er,
at han nødigt ville behandle hende, han kender jo kun til dyr, selvom han lige har
gjort sig klog på hendes sygdom.
I stedet tager han en bog frem og begynder at udnytte tiden til at få læst til
eksamen. Jeg-fortælleren undrer sig over, at vennen kan koncentrere sig midt i alt
det. Han stikker jeget en løgnehistorie: ”Han har engang læst det meste af en bog,
samtidig med at han slog græs, han gjorde begge dele på under en time,” (s. 7, l.
58- 61), men sandheden er, at han er så kynisk og upåvirket af andre menneskers
tilstedeværelse, at han slet ikke tænker på, hvad andre siger og gør. Udover at
vise vennens kynisme, viser løgnen også, hvor naiv jeg-fortælleren er, fordi hun tror
på ham: ”Jeg spørger hvordan græsplænen så ud bagefter. Han ler højt; siger, at
jeg ikke skal tro på alt.” (s. 7, l. 61 til 63). Det betyder, at jeget let bliver påvirket af
andre og kan engagere sig i andre end sig selv, denne tror på, hvad der bliver
fortalt og hører ikke kun sig selv.
I teksten er der en del replikker, men de er alle skrevet som referater af det, der
blev sagt under hele forløbet. Det virker koldt og kynisk, når replikkerne gengives så
objektivt og det underbygger novellens stemning, som er kynisk og surrealistisk:
”Jeg råber til ham, at vi stadig venter på en ambulance til sal 1. Han råber, at det
ved han godt. Jeg råber, at det er uholdbart. Han råber tilbage, at sådan er der
så meget” (s. 7, l. 101- 105).
Selve teksten er scenisk fremstillet, da novellen kan karakteriseres som en
sammentrængt beretning med karakter af referat
2

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
En flok kvinder forlader på et tidspunkt biografen efter en afstemning. De er så fast
besluttede på at have en sjov aften, at de ikke lader en bevidstløs person komme i
vejen for dem. Jeg-fortælleren kommer i tvivl, om vennen også vil hjem, han sidder
jo bare og læser, men han vil gerne se filmen, det har han bestemt sig for lang tid i
forvejen: ”Han har glædet sig til filmen og til at se den med mig.”( s.7, l. 72 – 73.)
Helt upassende viser han bagefter en geds indvolde frem på en tegning i den bog
han læser, jeget væmmes.
Efter er stykke tid går et ældre ægtepar ned for at se til damen. Det trækker nogle
andre til og én slår den livløse igen. Heller ikke denne gang bliver der gjort et
helhjertet forsøg på at hjælpe den bevidstløse. Ingen i salen kan engagere sig nok
i at redde den syge kvinde.
Det passer ikke de andre i salen, som råber, at de skal passe sig selv, og at
ambulancen snart er her, lad de professionelle gøre det. De andre i salen mener
at det er ”ambulancens”/de professionelles job at løse problemet. De er på
samme side som den dyrlægestuderende; hvorfor hjælpe nogen, når der burde
komme nogen for at klare det? Igen tænker de selvisk og ubarmhjertigt.
Jeg-fortælleren bliver bekymret over, at ambulancen ikke er kommet endnu og vil
undersøge det. Det kan jeget, fordi jeget tillader sig selv at blive bekymret for
damen. Vennen er igen kold og beder bare om noget at drikke.
Det hele skal helst gå så stærkt som muligt for vennen, han lever et rigtigt
storbyliv, hvor der ikke er tid til at stoppe op. Der skal ske noget med ham selv som
centrum hele tiden, hvis ikke han henter popcorn, så læser han til eksamen eller
også skal han have noget med. Selvom han sikkert godt ved, at der er en masse
mennesker, der står i kø uden for, da han har selv købt popcorn, beder han
alligevel sin ven om at tage noget med, det viser hans selviskhed igen.
Uden for salene er der mange mennesker, over alt er der kø. Novellen finder sted i
en storbys biograf, der er mange mennesker og stemningen er hektisk.
3

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
Menneskerne der er mødt op i biografen er folk af alle aldre og typer, men ens for
dem alle er, at de mere eller mindre mangler forståelse og overskud til andre
mennesker.
Jeg-fortælleren maser sig frem og får kontakt med en kontrollør, men han synes
ikke at have tid til at tage stilling til, at ambulancen ikke er kommet endnu.
Kontrolløren har alt for travlt med sit eget og har absolut ikke tid til at gøre livet
lettere for andre end sig selv: ”Jeg råber til ham, at vi stadig venter på en
ambulance til sal 1. Han råber, at det ved han godt. Jeg råber, at det er
uholdbart. Han råber tilbage, at sådan er der så meget” (s. 8, l. 101-105 ).
Derefter prøver jeg-fortælleren at få lov til at bruge telefonen til et nødopkald,
men manden, der optager den, har nok sine egne problemer. Manden ved
telefonen kan meget vel selv være syg, men ikke dødssyg. Alligevel nægter han at
låne telefonen ud bare 2 min. så et andet menneske måske kan overleve. Det
eneste jeg-fortælleren får udrettet på sin ”tur” er at købe en cola med ind til den
kommende dyrlæge.
Faktumet at vennen drikker cola og spiser popcorn, imens jeget drikker dansk
vand, giver indtrykket af, at jeg-fortælleren er det gode, rene og uspolerede
menneske og vennen er et hurtigt, kommercielt og dermed dårligt
storbymenneske. De er altså kontrastfigurer, men det opdager jeget først hen af
vejen.
I slutningen af novellen kommer kvinden til sig selv og rejser sig op. Med øjnene
rettet mod gulvet går hun op af midtergangen. En ældre mand går efter hende
med hendes frakke, hun tager den og går. Kvinden er et symbol for det
surrealistiske og uvirkelige i novellen. Første gang hun falder om, er det realistisk
nok, men den måde folk vælger næsten at ignorere hende på, gør det urealistisk.
Det næste, hun gør i novellen, er at rejse sig som en zombie fra en eller anden
fiction-film og selv om det virker bizart, rører det heller ikke biografgængerne
synderligt. Da hun så til sidst rejser sig og går, klapper alle de andre i deres små
4

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
hænder, inklusive vennen. De får deres film, så er de glade, men jeget klapper
ikke, hun kan godt se, hvor egoistiske, respektløse og umenneskelige de er.
Damens sidste aktion understreger klart novellens surrealistiske stemning, en
handling som denne er klart umulig, medmindre den er iscenesat selvfølgelig.
Vennen nævner også noget om, at jeg-fortælleren skal lægge mærke til lydsporet
i filmen, alligevel hører jeget lyden af en ambulance, som tyder på, at jeget har
skænket den stakkels dame en tanke og hun resonerer over, hvad der egentlig
skete. Det næstsidste vi får at vide er, at jeg-fortælleren får et upassende billede i
hovedet, af den cola vennen lige har drukket, den som nu ligger i hans indvolde
og skvulper rundt. Tanken kommer til jeget, på grund af den tegning, han viste
tidligere med en geds indvolde. Jeg tror billedet popper op, fordi jeget nu
sammenligner vennen med et dyr. Jeget har indset vennens umenneskelighed og
inhabilitet med hensyn til ikke bare at vise, men have omsorg for andre mennesker.
Det er dét, der i sidste ende får jeg-fortælleren til at rykke sig fysisk væk, for
undervejs indser jeget, at det har taget psykisk afstand fra vennen.
Med de to personer i baghovedet tager novellen udgangspunkt i mennesker og
deres tanker og handlinger. Der er to hoved-karakterer i ”Film”. Den ene er jeg-
fortælleren og den anden er vennen. I starten af novellen befinder de sig ret tæt
på hinanden, men efter hånden som handlingen afvikles, rykker jeget åndeligt
længere og længere væk fra sin ven. Igennem hele novellen udviser vennen, og
for den sags skyld også alle de andre karakterer, ingen sympati eller
medmenneskelighed. Jeg-fortælleren bliver mere og mere klar over, hvor kynisk
vennen er og rykker til sidst væk fra ham. Efter hun selv sætter ham i forbindelse
med et dyr, som han gjorde det med damen.
Man kan dele personerne i novellen op i 2 grupper; de kyniske andre og jeg-
fortælleren. Jeg-fortælleren er ”de kyniskes” modstykke. Jeget har stadig ikke
mistet evnen til at engagere sig i andre mennesker og forholde sig til virkeligheden,
men det har både vennen, foreningsdamerne, kontrolløren, manden ved
5

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
telefonen og de andre. Alligevel er jeg-fortællerens empati ikke overskyggende,
for hun hjælper ikke damen. Jeg tror, at jeget har været ved at miste sin
medmenneskelighed, men finder den igen ved at opleve noget så ekstremt.
Ekstremt er det også at tænke på, at vi ikke engang kan klare en ferie eller bare
fritiden uden at have konstant kontakt med omverdenen som i l Sven Erik Larsens
nyhedsbrev, der beskriver storbyen som en kultur, en kultur som ikke bare
praktiseres i storbyen, men overalt. Globaliseringen er kommet helt ud i 7.
roerække! Selv Lars Tyndskid og konen ved rokken mærker det også nu!
Nyhedsbrevet viser, at mennesker sagtens kan skabe godt samvær og hygge i et
globaliseret samfund. Det viser, at vi sagtens kan kombinere den stigende grad af
uafhængighed til hinanden med hygge, social interesse og omsorg. Men det viser
også som ”Film”, at storbymentaliteten sidder i os alle uanset, hvor vi befinder os.
Helle Helle prøver gennem fiktion at formidle budskabet om risikoen for, at vi går
hen og bliver for egoistiske og selvcentrerede. Mennesker skal prøve at stoppe op
en gang i mellem for at kigge på de mennesker, de er iblandt og tænke: ”har de
det godt?” Og hvis ikke ”hvad kunne jeg så gøre for at hjælpe?” Så ville verden
helt sikkert blive et bedre sted at være. Hvis alle hjalp hinanden, ligesom man var
nødt til for mange tidsaldre siden, ville vi være foruden mange af de problemer, vi
har i dag. Samtidig tror jeg, at det er den stigende grad af teknologiske
hjælpemidler, vi har fået omkring os, der gør at kontakt og dermed interesse for
andre mennesker er overflødig. I stedet for alle hjælpemidlerne kunne man kigge
sig lidt omkring, se om der ikke er et menneske i nærheden til at løse problemet.
Et helt andet og sidste emne teksten bringer op er berøringsangsten, der er hos
hver og en i den biograf, selv jeg-fortælleren. De er alle bange for, hvis de kommer
til at hjælpe den dame for meget, vil hun måske have mere kontakt og hjælp. Det
er ikke noget de fleste er villige til at springe ud i med en total fremmed. Det er
6

Mikkel Orthmann Rasmussen – Dansk A – SUP – Skriftlig aflevering: ”Film” - 28-10-2005
nemmere at hjælpe et sygt lille barn i Afrika med 100 kr. end at gå ind til naboens
børn, som man også ved ikke har det godt og engagere sig i dem!
Ifølge nyhedsbrevet kan vi sagtens håndtere globaliseringen. Vi laver bare socialt
samvær på en anden måde, på grillbaren f.eks. Men Helle Helle mener med sin
novellle, at vi stadig skal passe på, at vi ikke kommer for langt væk fra
virkeligheden. Vi skal ikke lade os styre af storbymentalitteten.
7