DI - Produktivitetskommissionen

Til Produktivitetskommissionen
Eksempler på produktivitetshæmmende regulering
Handel
Den 5. marts 2013
1. Godkendelsesordningen for byggevarer i kontakt med drikkevand
Særlige danske godkendelses- og certificeringsordninger på byggeområdet er i mange
tilfælde mere omkostningskrævende og bebyrdende end i de fleste andre EU-lande. Udover
udgifterne til godkendelser og certificeringer, som udgør en betragtelig byrde for
virksomhederne, er de nationale særkrav ødelæggende for konkurrencen og for varernes
frie bevægelighed. I Danmark er der flere eksempler på, at kravene til f.eks. miljø- og
sundhedsmæssige egenskaber er betragteligt strengere end i de øvrige EU-lande.
Et eksempel herpå er BEK nr. 31 af 21/01/2013, Bekendtgørelse om udstedelse af godkendelser
for byggevarer i kontakt med drikkevand (Klima-, Energi- og Bygningsministeriet).
Godkendelsesordningen, der alene gælder i Danmark, indebærer, at hovedparten af de
produkter, der indgår i vand- og afløbsinstallationer, skal testes, godkendes og mærkes
med et ”godkendt til drikkevand”-symbol. Godkendelsen omhandler produkternes
sundhedsmæssige egenskaber.
Virksomhederne (producenter eller forhandlere) betaler knap 10.000 kr. pr. produkt,
der skal godkendes. Godkendelserne skal fornys hver tredje år, selvom der ikke er ændret
på produkterne i mellemtiden. Endelig er der krav om, at virksomhederne skal
etablere og dokumentere et egenkontrolprogram, som skal auditeres årligt.
Alle producenter eller forhandlere, der markedsfører vand- og afløbsinstallationer i
Danmark, bliver berørt af reglerne. Den økonomiske belastning afhænger af antallet af
produkter, virksomheden skal have godkendt, mens kravet til etablering og dokumentation
af et egenkontrolprogram må formodes at udgøre samme byrde, uanset om virksomheden
skal opnå godkendelse for 10 eller for 150 produkter. Endelig er der den løbende
administration af godkendelsesnumre, fornyelse af godkendelser, mærkning af
produkterne m.v.
Branchen giver udtryk for, at der er væsentlige omkostninger forbundet med godkendelsesordningen,
og at administrationsbyrden øges med den reviderede ordning, der
træder i kraft 1. april 2013.
Der er to mulige løsninger på problemet:

- Denne særlige danske godkendelsesordning afskaffes, så produkter kan produceres
og markedsføres på samme vilkår inden for EU.
- Der udvikles fælles europæiske standarder på området. Det vil bidrage til fair
konkurrence og sikre, at produkterne kan handles frit på Det Indre Marked.
2. Danske brandkrav til lagre og anden erhvervsbyggeri
En af forudsætningerne for at kunne øge produktiviteten i dansk erhvervsliv er at kunne
foretage økonomisk rentable investeringer i nyt erhvervsbyggeri, herunder f.eks. i større
og mere moderne lagre. Her er det et generelt problem, at den danske brandregulering
ofte er mere restriktiv og dermed mere omkostningskrævende end de lande, vi normalt
sammenligner os med, eksempelvis Sverige.
Den danske regulering vedrørende følgekrav i forbindelse med bestemte former for lagre
og bestemte typer af materialer til f.eks. isolering indebærer, at f.eks. distributionslagre
og frosthøjlagre, der kunne have været opført på dansk grund, enten opgives, ambitionsniveauet
reduceres eller lagrene opføres i et andet land. Derved influerer de danske
brandkrav på de muligheder, danske handelsvirksomheder og andre virksomheder
har for at effektivisere og udbygge deres produktionsapparat.
Reglerne har derfor betydning for byggeaktiviteten i den private sektor i Danmark, for
udenlandske virksomheders incitament til at investere i Danmark samt for muligheden
for at sikre dansk erhvervsliv størst mulig konkurrencedygtighed.
Eksempel:
Ved byggeri af frosthøjlagre stilles der i Danmark meget høje bygge- og installationstekniske
krav til brugen af bestemte isoleringsmaterialer (hårdskumsbaserede isoleringsmaterialer).
Disse følgekrav indebærer, at det ofte ikke kan betale sig at investere i
nye frosthøjlagre i Danmark. Det er mere rentabelt at opføre bygningerne i f.eks. Tys kland
eller Sverige som følge af forskellene i lovgivningen på brandområdet.
Forslag til løsning:
Det foreslås at bringe de danske brandkrav vedrørende frosthøjlagre tættere på svensk
og tysk brandsikkerhedsniveau, således at der sikres en bedre balance mellem krav om
sikkerhedsforanstaltninger ved valg af forskellige materialer og rentabiliteten ved at opføre
frosthøjlagre.
Der foreslås vedrørende øvrige brandkrav til erhvervsbyggeri at sammenligne de danske
regler med reglerne i vores nabolande f.eks. svensk lovgivning, hvor der er anderledes
krav til brandforanstaltninger.
3. Forbud mod varebindinger ifm. benzinforhandlerkontrakter
Lov om benzinforhandlerkontrakter fra 1985 regulerer kontrakter om levering af motorbrændstoffer
(benzin, olie og gas) med henblik på videresalg.
Loven indeholder blandt andet en regel om, at benzinforhandlerkontrakter om varebindinger
ikke må omhandle andre varegrupper end motorbrændstoffer.
Reglen betyder i praksis, at konkurrencen blandt servicestationerne bliver skævvredet
og samtidig hæmmer udviklingen af et konkurrencedygtigt og innovativt kædekoncept,
der i sidste ende vil være til gavn for forbrugerne i form af mere konkurrencedygtige
priser.
Bestemmelsen indebærer, at hovedsædet i kædesamarbejder, hvor servicestationerne
både sælger motorbrændstoffer og andre varer, ikke må pålægge forpagterne på service-
2

stationerne at udbyde og markedsføre et bestemt varesortiment i forretningerne (f.eks.
brød og drikkevarer) og på den måde høste frugterne af at være organiseret som et kædesamarbejde
og leve op til forbrugernes forventninger til et ensartet koncept med
samme logo, varesortiment, konkurrencedygtige priser m.v.
Loven har oprindeligt været ment som en beskyttelseslov for forpagterne, men realiteten
er, at loven nu forbyder hovedkontor og forpagter at indgå kontrakter om varebindinger,
der giver store salgsmæssige fordele.
I modsætning hertil kan f.eks. 7Eleven pålægge sine franchisetagere varebindinger, fordi
man er omfattet af anden lovgivning. Hele den øvrige kiosk- og dagligvarehandel, der
er i konkurrence med servicestationerne på mange felter, har fuld adgang til at indgå
franchisekontrakter og forpagtningskontrakter med varebindinger.
Forbuddet findes ikke noget andet sted i EU.
Forbuddet hæmmer konkurrencen og dermed tillige produktiviteten på kiosk- og benzinforhandlermarkedet
i Danmark, fordi benzinselskaberne i modsætning til den øvrige
dagligvarehandel er afskåret fra at etablere et effektivt kædesamarbejde og opnå stordriftsfordele
ved fælles indkøb, markedsføring m.v.
Den bestemmelse i lov om benzinforhandlerkontrakter, der omhandler et forbud mod
kontraktmæssig aftale om varebindinger vedrørende andet end brændstoffer, ophæves.
Transport og infrastruktur
4. Godshåndtering i havne og terminalområder
Ændringerne af risikobekendtgørelsen i 2005 indebærer, at terminaloperatører, som
udfører godshåndtering på havne- og terminalområder, skal registrere farligt gods.
Dette er en dansk overimplementering af EU's direktiv om transport og håndtering af
farligt gods – Seveso II-direktivet (96/82/EF).
Man kan laste eksplosiver i næsten ubegrænset mængde på et skib. Vejtransportører må
henstille alt det farlige gods, de vil, i op til 48 timer lige uden for en terminal, uden at
der skal være nogen særlig sikkerhed. Ind imellem har vi så terminalen, som har helt
særlige sikkerhedskrav. Det er ikke logisk, når det ikke er påkrævet for de andre led i
transportkæden og slet ikke, når det faktisk er undtaget fra direktivet.
Ingen andre EU-lande har gennemført tilsvarende regler for farligt gods. Reglerne er
indført i Danmark som en konsekvens af Seest-ulykken – uagtet, at der var tale om en
ulykke på en fyrværkerifabrik - en risikovirksomhed, der er omfattet af direktivet - og at
der ikke har været særlige fortilfælde for ulykker forbundet med transport og midlertidig
oplagring af farligt gods. De danske særregler på dette område har således ingen
saglig begrundelse.
De danske særregler begrænser produktiviteten, fordi det øger de administrative omkostninger
til overvågning og registrering af gods på terminaler og havne.
På baggrund af en konkret sag fra Royal Arctic Logistics’ containerterminal på Aalborg
3

havn, hvor reglerne vurderes at koste ca. 15-20 millioner kroner at indføre, vurderes
den danske særregels indførsel at belaste dansk erhvervsliv voldsomt (landet har tolv
færgehavne, seks containerhavne og to godsbanegårde af en anselig størrelse).
Den administrative belastning fra driften af reglerne kommer endda oveni. Ifølge risikobekendtgørelsen
skal virksomhederne nemlig registrere mængderne og typer af farligt
gods, som til et hvilket som helst tidspunkt befinder sig på virksomhedens areal.
Dette kan være yderst vanskeligt, når der er tale om terminaler, hvor gods kommer og
går i mange små lukkede enheder (containere og trailere).
Da reglerne ikke er en del af EU-direktivet, pålægger den danske risikobekendtgørelse
altså ekstra omkostninger for danske virksomheder. Det skader den danske konkurrenceevne.
Løsningsforslag:
Risikobekendtgørelsen skal bringes i overensstemmelse med EU's regler, så transportører
og terminaloperatører får de relevante undtagelser på linje med andre EUlande.
DI vurderer, at dette vil fjerne såvel store etableringsomkostninger som en betydelig
administrativ byrde. Set i forhold til de få historiske uheld med farlige stoffer under
transport, håndtering og oplagring af gods er den sikkerhedsmæssige gevinst af de
skrappere danske regler yderst begrænset og står på ingen måde mål med de omkostninger,
der påføres danske virksomheder og forbrugere.
5. Varelevering i byer
Mulighederne for at levere varer i byerne er begrænset af en række regler. Det gælder
lokale støjregler, miljøregler, vægtgrænser eller lignende forbud.
Hvert tredje supermarked i Københavns Kommune har en begrænsning, der forhindrer
levering af varer før kl. 7. Men varerne skal være i butikken før åbningstid, typisk kl. 8.
Dermed tvinges transportvirksomheder og dagligvareleverandører til at levere midt i
myldretiden, hvilket betyder færre leveringssteder pr. tur.
En række kommuner har endvidere lokale restriktioner i bymidten på vægtgrænse, så
kun varebiler eller små lastbiler må køre ind i bymidten. Flere steder skal lastbiler holde
på særlige aflæsningspladser og gå langt hen til butikkerne. Derfor når man færre
leveringssteder pr. tur.
Begrænsningerne på vægtgrænser i bymidten skyldes ofte, at der er valgt belægning, der
ikke kan tåle akseltrykket fra lastbiler eller bare et ønske om at undgå lastbiler i byerne.
Almindelige distributionslastbiler har ofte en totalvægt på 26 tons, svarende til 3 aksler.
Hvis man fjerner de lokale begrænsninger på varelevering i byerne, vil man kunne øge
antallet af leveringssteder pr. tur og reducere transportbehovet for virksomhederne,
hvilket samlet set vil øge produktiviteten i forbindelse med levering af varer i byerne.
Der er igangsat forsøg i bl.a. Region Syddanmark med levering i ydertimerne, hvor de
foreløbige erfaringer viser, at der er produktivitetsgevinster ved levering uden for myldretiden.
4

Løsningsforslag:
Der skal gives tilladelse til levering i ydertimerne i byerne, evt. i kombination med
støjsvagt materiel, dvs. lift, bure m.v.
Muligheden for lokale vægtgrænser på under 26 tons totalvægt fjernes.
6. Begrænsninger i anvendelse af modulvogntog
Modulvogntog er længere lastbiler på 25,25 m med en totalvægt på op til 60 tons tilladt
totalvægt. Modulvogntog er midlertidigt tilladt på forsøgsbasis frem til 2016. Modulvogntog
er væsentligt mere effektive, da to modulvogntog kan erstatte tre almindelige
lastbiler. Dermed er der en betydelig produktivitetsgevinst.
Modulvogntog må i Danmark køre på et udvalgt vejnet, der er sikkerhedsgodkendt hertil.
I Sverige, hvor man har længere traditioner for modulvogntog, må de køre på hele
vejnettet.
Hvis virksomhederne ønsker at blive tilknyttet vejnettet, skal de betale for forundersøgelser,
trafiksikkerhedsrevision og eventuelle ombygninger af vejnettet i henhold til den
såkaldte virksomhedsordning.
Enkelte kommuner har vedtaget generelle forbud mod modulvogntog. Det gælder Københavns
Kommune og Albertslund, hvilket forhindrer adgang til centrale trafikknudepunkter
som eksempelvis Københavns Havn.
Gronmitj og Tetraplan udførte i 2011 en evaluering af forsøget for Vejdirektoratet. Af
konklusionerne fra rapporten fremgår det bl.a.: ”Modulvogntog medfører en besparelse
på 3,21 kr. pr. kørt km for godstransportomkostningerne. Gevinsterne består i langt
overvejende grad af gevinster via sparede godstransportomkostninger, som udgør ca.
763 mio. kr. I 2010 udførte modulvogntogene 3,6 pct. af transportarbejdet målt i
tonkm., svarende til 0,4 mia. tonkm. ”
Den nuværende regulering forhindrer altså en yderligere produktivitetsgevinst fra modulvogntog,
da der er begrænsninger på tidshorisonten og anvendelsen af modulvogntog.
Løsningsforslag:
Forsøget med modulvogntog bliver gjort permanent.
At der sikres adgang til centrale trafikknudepunkter som havne og større industriområder
mv.
Man letter adgangen, til at enkelte virksomheder og adresser kan komme med på
vejnettet.
Der afsættes en mindre pulje under den grønne trafikaftale, som virksomheder kan
søge til ombygning af vejnettet.
5

Service, videnrådgivning og offentlig-privat
7. Løsning på momsproblematikken
Det er i dag ikke muligt for virksomhederne at få afløftet moms ved brug af underleverandører
(af eksempelvis madservice) i forbindelse med privatleverede pleje- og omsorgsydelser.
Det betyder, at brugen af underleverandører fordyrer ydelsen med 25 pct.
De nuværende regler favoriserer dermed de virksomheder, der kan levere alle services
in-house. Pleje- og omsorgsområdet adskiller sig her ikke fra andre momsfrie områder,
der står med samme udfordringer. Det er afgørende, at den kommunale momsrefusionsordning
er velfungerende og ikke skaber ulige konkurrencevilkår.
8. Adskillelse af ejerskab og drift i forbindelse med friplejeboliger
Den nuværende lovgivning har samlet boligydelsen og plejeydelsen, idet friplejeboligl everandøren
både skal eje og drive friplejeboligen. Pligten til både at eje og drive friplejeboligen
fjerner muligheden for et samarbejde mellem private serviceleverandører med
kompetencer på drift af plejeboliger og finansielle investorer - som for eksempel pensionsselskaber.
Samtidig står det i skærende kontrast til de reelle vilkår på plejeområdet i dag, hvor
kommunerne kan udlicitere driften af plejeboliger til private aktører samtidig med, at
den ældre er lejer hos et almennyttigt boligselskab. Til gengæld tilgodeser lovgivningen
de selvejende institutioner på området, som allerede i dag både ejer og driver plejeboliger.
Det er ikke hensigtsmæssigt, at lovgivningen ikke sikrer lige adgang til at drive
friplejeboliger uanset organisationsform.
Boligydelsen og plejeydelsen bør derfor adskilles, så leverandøren blot overtager plejen
og omsorgen af beboerne. Dermed vil vilkårene blive identiske med et skifte af plejeleverandør
i kommunalt udliciterede plejeboliger, hvor beboeren i dag bor til leje hos et
almennyttigt boligselskab.
Med de nuværende regler risikerer leverandørerne betydelige tab, hvis kontrakten ikke
genudbydes eller genvindes. Dette medfører også, at det bliver mere risikabelt at foretage
investeringer i boligerne.
Samlet set betyder sammenkoblingen af drift og ejerskab af bygningerne, at private leverandører
skal binde en betydelig kapital i kontraktperioden, og at drift af friplejeboliger
bliver unødigt risikabelt.
9. Selvejende institutioner skal konkurrenceudsættes
Selvejende institutioner varetager i dag en række opgaver for kommunerne inden for de
sociale områder (særligt daginstitutioner, fritidshjem og plejecentre) på (ofte ikketidsbegrænsede)
driftsoverenskomster. Disse opgaver har ikke været konkurrenceudsat,
og de selvejende institutioner har dermed en privilegeret status svarende til de kommunale
institutioner.
Det betyder dels, at de positive effekter på økonomi og kvalitet som følge af konkurrencesituationen
ikke bliver realiseret, og dels at kommercielle private leverandører ikke er
i en fair konkurrence med kommunale og selvejende institutioner. Kommunerne kan
6

derfor med fordel starte en proces, hvor flere og flere af disse institutioners opgaver
konkurrenceudsættes for at opnå både billigere drift og bedre kvalitet.
10. ”Tvind”-loven hindrer private leverandører på det sociale område
Den såkaldte ”Tvind-lov” er en væsentlig barriere for, at det bliver interessant for private
leverandører at drive forretning på det sociale område. Bestemmelsen bunder i
Tvind-sagen omkring overførsel af midler fra de enkelte Tvind-skoler til moderkoncernen.
Der er således et krav om, at hver enkel institution/bosted m.v. skal være selvstændige
juridiske enheder for at sikre, at der ikke uden videre kan overflyttes midler til moderkoncernen.
Det betyder, at det er stort set umuligt for private leverandører at drive institutioner
på det sociale område.
11. Vagtbranchen
Muligheden for at undtage det offentliges egne vagter fra uddannelseskravet i bekendtgørelse
om vagtvirksomhed, jf. Lov om vagtvirksomhed § 1, stk. 2, udgør en skævvridning
af konkurrencen til fordel for det offentlige. Dette er særligt alvorligt, fordi der
findes et veldefineret privat marked for disse ydelser – området er således meget velegnet
til konkurrenceudsættelse.
12. Transaktionsomkostninger skal nedbringes
Peter Birch Sørensen fremhævede på KL’s erhvervskonference, at inddragelsen af private
hæmmes af, at der er store transaktionsomkostninger ved dette.
Der er en række steder, hvor der åbenlyst kan sættes ind for at nedbringe transaktionsomkostningerne.
Primært er der behov for at højne udbudsmodenheden hos de offentlige
indkøbere, således at der bliver en større nærhed til markedet i de enkelte indkøb.
Helt essentielt i det gode udbud er nemlig, at man vælger udbudsformer, vælger indkøbsmetode,
vælger kriterier m.m., der passer til det marked, det aktuelle udbud rettes
imod.
Håndtag, der kan være gode afhængig af det enkelte marked:
- Fællesindkøb gennem kommunale indkøbsfællesskaber, SKI, AMGROS eller lignende
- Valg af udbudsform – typisk mellem begrænset udbud og offentlig udbud
- Brug af funktionskrav frem for specifikationskrav
- Anvendelse af totaløkonomiske betragtninger
- Udbud med incitamentsfremmende kontraktmodeller, eksempelvis no-cure-nopay-modeller.
13. Indkøb under tærskelværdierne
Et særligt sted at sætte ind er nedbringelse af omkostninger til indkøb af varer og tjenesteydelser
under EU’s tærskelsværdier. Annonceringspligten (der er reguleret i tilbudsloven)
har i praksis vist sig ikke at fungere optimalt. Annonceringspligten blev indført
for at sikre et simplere indkøbsregime af små kontrakter samtidig med, at man sikrede
fairness og ligebehandling jf. EU-traktatens principper. I praksis er mange indkøbere
imidlertid i tvivl om, hvordan principperne efterleves, og hvordan annonceringspligten
skal anvendes i praksis, hvorfor det ofte ses, at selv små kontrakter købes ind ved hjælp
7

af reglerne i udbudsdirektiverne. Det betyder, at relativt store og komplekse indkøbsregimer
bringes i spil, hvilket driver transaktionsomkostningerne op. I forbindelse med
Udbudsloven bør der indføres klarere regime for indkøb under tærskelværdierne.
14. Standardisering af materiale
Et åbenlyst sted at sætte ind for at fremme konkurrencen og højne produktiviteten er
ved at standardisere tilbudsafgivning. Mange virksomheder oplever et væld af dokumentationskrav
ved offentlige udbud. Alt lige fra regnskabsoplysninger og ejerforhold
til straffeattester for medarbejdere. Mange af disse oplysninger er allerede indberettet
til forskellige offentlige instanser – f.eks. årsregnskaber. Dertil kommer, at de offentlige
indkøbere typisk vælger at bede om disse oplysninger på forskellige måder fra gang til
gang. På den måde opstår der store – og unødvendige – transaktionsomkostninger,
uden at det giver værdi til opgaven. Samtidig er der risiko for formaliafejl på grund af,
at de samme oplysninger skal opgøres på nye måder ved hvert tilbud.
Virksomhedernes og det offentliges omkostninger til at levere og kontrollere denne dokumentation
kan reduceres ved, at det offentlige stiller færre og mere ensartede krav
samt benytter standardskabeloner til beskrivelse af virksomhedsformalia.
Med de nye udbudsdirektiver indføres øget brug af egenerklæringer samt princip om, at
der kun anmodes om dokumentation, som ikke i forvejen er ordregiver i hænde, eller
som denne ikke selv kan indhente.
Derudover diskuteres indførelse af et udbudspas, alternativt en standardiseret egen-
erklæring, så der på tværs af alle udbud i hele EU anvendes samme standardskabelon til
beskrivelse af virksomhedsformalia. Standardskabelonen kan indeholde: Virksomhedsoplysninger
(navn, CVR-nr., bank, revisor og advokat), selskabsmodel, ejerforhold, bestyrelse
m.v., økonomiske nøgletal, organisatoriske nøgletal, forsikring, og eventuelt
kvalitetsstyringssystem.
Danmark bør indføre disse tiltag hurtigst muligt – også gerne hurtigere, end de nye direktiver
bliver færdige og implementeret i en udbudslov.
15. Digitalisering af indkøb
Produktiviteten kan højnes væsentligt, hvis alle udbudsmaterialer kan afhentes elektronisk
i hele EU, og hvis tilbud tilsvarende kan afleveres elektronisk. Dette indføres efter
en implementeringsfrist med de nye udbudsdirektiver, men der er intet i vejen for, at
Danmark er hurtigere i gang.
Byggeri
16. Nationale standarder og normer i byggeriet - eksempel med betonelementer
Nationale standarder og krav om godkendelser er til hinder for samhandel af byggematerialer.
Eurocodes er de europæiske normer for dimensionering af bygningskonstruktioner og
fungerer som rammeregler inden for bl.a. betonelementer. I de enkelte Eurocodes er der
8

på en række punkter mulighed for, at der kan anvendes nationalt fastsatte værdier, som
er anført i normer i de såkaldte ”nationale annekser for bygningskonstruktioner”. Danske
krav til betonelementer fastlægges af Dansk Standards normudvalg for betonelementer.
De danske normer for betonelementer bygger på plasticitetsteorien, mens eksempelvis
de tyske normer bygger på elasticitetsteorien. Det betyder, at betonelementer ikke kan
sælges og anvendes direkte på tværs af grænsen, uden at de igen skal projekteres. Desuden
skal det dokumenteres, at elementerne overholder de nationale normer
Nationale standarder og normer medfører ekstra omkostninger til test og projektering.
Det kræver både tid og penge og vanskeliggør samhandel på tværs af grænser. Det berører
den danske byggesektor og bygherrerne.
DI foreslår, at der foretages en ”indre marked”-gennemgang af alle byggeriets nationale
standarder og normer for at afdække mulighederne for øget harmonisering.
DI ønsker så vidt muligt europæiske standarder på området. Dette under hensyn til væsentlige
klimamæssige forskelle på tværs af landegrænser.
Yderligere oplysninger:
Der stilles krav om Eurocodes - med tilhørende danske annekser i det danske bygningsreglement
BR10. Eurocodes udarbejdes i det europæiske standardiseringsorgan CEN
efter mandat fra EU-Kommissionen. De danske nationale annekser for bygningskonstruktioner
udarbejdes af Dansk Standards standardiseringsudvalg i samarbejde med
Energistyrelsen. Bygningsreglementet henviser til en lang række nationale normer og
standarder, som alle bør gennemgås.
17. Modernisering af autorisationsordningerne for el, vvs og kloak
Det forventes, at Erhvervs- og vækstministeren i foråret 2013 vil præsentere et forslag
om modernisering af autorisationsordningerne inden for el, vvs og kloak.
Formålet med moderniseringen er at øge konkurrencen og produktiviteten på området
gennem bredere adgang til at udføre visse opgaver inden for de nævnte områder. Samtidig
skal fleksibiliteten øges således, at de stadig mere intelligente og komplekse produkter
kan introduceres til markedet og installeres til en konkurrencedygtig pris.
Formålet er helt i tråd med DI’s ønsker.
18. Skyggeregulering
Byggesektoren i Danmark er omfattet af megen skyggeregulering – dvs. ikke egentlig
lovgivning fastlagt og myndighedsudøvet af den offentlige sektor, men regulativer m.v.
indgået af forskellige aktører i branchen.
Gennem mange årtier har forskellige kredse af aktører indgået forskellige aftaler om eksempelsamlinger,
vejledninger og standarder på vidt forskellige områder, som rækker
ind over hinanden. Resultatet er et samlet sæt regler, der gør det meget svært at navigere
under.
9

19. Nationale mærkningsordninger og positivlister
Der findes et utal af positivlister for produkter, håndværkere m.v. med vidt forskellige
kriterier. Positivlisterne er ofte nationale, hvilket kan gøre det sværere for udenlandske
leverandører at etablere sig på det danske marked. Positivlister og mærkningsordninger
er ikke direkte lovgivning, men understøttes ofte af de danske myndigheder.
Inden for byggeriet er positivlister specielt problematiske, fordi bygningsejere efterspørger
effekten af hele løsninger, f.eks. ved energirenovering. Positivlister bedømmer
kun enkelte komponenters effektivitet.
Den samme problematik gør sig gældende for nationale, private mærkningsordninger og
certifikatordninger. Det skal i den sammenhæng nævnes, at Forbrugerrådet har efterspurgt
europæiske standarder for så vidt angår positivlister, mærkningsordninger samt
certifikatordninger for at sikre større gennemsigtighed for forbrugerne.
Nationale positivlister er en jungle at navigere i for både virksomheder og brugere. Det
medfører ekstra omkostninger for virksomhederne og fordyrer produkterne. Samtidig
besværliggør det samhandlen. Derudover er positivlisterne med til at forvride konkurrencen,
da der ikke følges systematisk op på listerne fra myndighedernes side. Myndighederne
kan af gode grunde ikke holde sig á jour med samtlige nye produkter på europæiske
marked, hvilket gør listerne mangelfulde.
Miljø
20. Modernisering af miljølovgivningen
Miljøområdets lovgivning har udviklet sig løbende siden starten af 1970’erne hvor miljøbeskyttelseshensyn
begyndte at tage fart i forhold til virksomheder. Fra 1990’er begyndte
EU’s miljølovgivning at tage fart, og i dag har Danmark en miljølovgivning, som
er et patchwork af mange års justeringer og ændringer.
Mange eksperter har gennem de sidste år fastslået, at lovgivningen, bekendtgørelserne
og vejledningerne har nået en grad af kompleksitet, som gør området vanskeligt at forvalte.
Det er bl.a. Ekspertudvalget om miljø og naturklagenævn og en række miljøretsprofessorer,
og senest har Miljøministerens Erhvervspanel for Grøn Omstilling anbefalet
en modernisering af miljølovgivningen. Det samme gør en række af Erhvervs- og
Vækstministeriets vækstteams.
Konsekvenserne for virksomheder er usikkerheder om gældende regler og lange sagsbehandlingstider,
som resulterer i forsinkede ændringer i produktion eller byggeri.
Modernisering af miljølovgivningen er en ekstremt omfattende opgave og skal tilrettelægges
med omhu.
DI foreslår, at arbejdet med at fastlægge principper for modernisering og fastlæggelse af
en køreplan sker i en kommission med deltagelse af de relevante aktører.
Der foreslås fire centrale principper som mål for kommissionens arbejde:
En højere grad af ensretning i forhold til EU’s regler
Forenkling af lovgivningen, der kan sikre gennemskuelighed
10

Reelle lettelser, der kan danne grundlag for en smidig, åben, kvalificeret og hurtig
forvaltning, samt
Skift fra fokus på skadesbegrænsninger til at skabe bæredygtig vækst.
Et eksempel på regelforenkling kan være at trække alle forvaltningsregler ud af de enkelte
faglove og bekendtgørelser og samle disse til en miljøforvaltningslov, der sammen
med lov om Miljø- og Naturklagenævnet vil udgøre den formelle del af miljølovgivningen.
Et eksempel på et konkret resultat af modernisering kan være en tættere kobling mellem
VVM-screeningens resultat og behovet for en miljøgodkendelse. En ændring kan
være at afskaffe behovet for en decideret miljøgodkendelse, hvis VVM-screeningen viser,
at der ikke er miljømæssige forhold, der skal tages hensyn til. Der vil forsat være
standardiserede miljøkrav, der skal leves op til, og der vil forsat være behov for tilsyn
som en del af håndhævelsen.
Ændringen vil samlet kunne reducere tidsforbruget for virksomheder ved oprettelse og
etablering, ved ændring af produktion eller ved udvidelse.
Det vurderes, at 4-5.000 virksomheder kan blive berørt af denne ændring.
21. Markedsgørelse af affaldssektoren
I dag er det kommunerne, som har anvisningsret og –pligt til husholdningers affald og
til virksomhedernes usorterede affald. Samtidig er de også ejere af de danske forbrændingsanlæg.
Med de ressourceudfordringer, som verden står overfor, er der behov for at fokusere på
nyttiggørelsen af affald, således at vi får de værdifulde ressourcer udnyttet bedst muligt.
Det kan være i form af forbrænding til energiudnyttelse, det kan være i form af oparbejdning
til nye råstoffer, eller det kan være genanvendelse.
Danmark ligger i dag relativt højt i andel af forbrænding af affald. Nogle steder ligger vi
for højt, fordi værdifulde ressourcer bliver brændt i stedet for at blive bragt ind i produktionskredsløbet
igen, og disse ressourcer bør måske genanvendes i stedet for.
En undersøgelse fra Finansministeriet viser, at kommuner, som ejer forbrændingsanlæg,
genanvender 7 pct. mindre end kommuner, som ikke ejer forbrændingsanlæg.
DI foreslår, at kommunerne skal konkurrenceudsætte affaldshåndteringen, så der bliver
bedre adgang til affaldet.
DI foreslår også, at kommunerne skal konkurrenceudsætte driften af forbrændingsanlæg,
og at hvile-i-sig-selv princippet ophæves, så effektiviseringspotentialer bedre kan
realiseres til gavn for alle affaldsproducenter.
En sidegevinst vil være, at de danske affaldsforarbejdningsvirksomheder og teknologiproducenter
vil kunne fremvise både built and operate erfaring i udlandet.
11

22. Markedsgørelse af vandsektoren
Kommunerne er hovedejere af de store vand- og spildevandsforsyninger. Samtidig er
kommunerne både driftsherrer og fører tilsyn med forsyningerne.
Der er sket en række ændringer i sektoren gennem de seneste år, men muligheden for at
kapitalisere de gode danske løsninger på vandforsyningsområdet sker ikke og skal heller
ikke ske i den ejerstruktur, der findes i dag.
DI foreslår at konkurrenceudsætte driften af vand- og spildevandsforsyningerne, og at
der indarbejdes incitamenter til dette i den kommende evaluering og revision af vandsektorloven.
23. Godkendelse af ny udledninger i forbindelse med ny teknologi
Mange virksomheder peger ofte på en lang og indviklet sagsbehandling i forhold til miljøgodkendelser
af anlæg med ny teknologi og lignende som begrænsende for udvikling
og innovation.
Danske virksomheder oplever ofte, at myndighederne i forbindelse med godkendelse af
nye anlæg m.v. håndterer opgaven på misforståede præmisser. Godkendelsen kommer
meget ofte i praksis til at handle om godkendelse af de konkrete teknologier og ikke,
som det burde være, nemlig godkendelser af anlæggenes samlede udledninger. Denne
misforståede praksis medfører, at procedurerne bliver betydeligt mere omstændelige og
langvarige end nødvendigt.
Der er behov for dels en generel indskærpelse over for sagsbehandlerne på dette område,
men også en bedre forståelse for behovet for brug af nye teknologier i hele forvaltningskulturen.
Fødevarer
24. Fødevarekontrollen
Fødevarekontrol og tilsyn med virksomhederne bør give værdi for både virksomheder
og samfund. Derfor bør et tilsyn, udover at kontrollere om virksomheden overholder
reglerne, i lige så høj grad dreje sig om vejledning og dermed forebyggelse.
Der er sket betydelige rationaliseringer af fødevarekontrollen gennem de sidste år. Der
er sket besparelser på kødkontrollen, og der er foretaget centraliseringer og effektiviseringer.
Denne udvikling skal videreføres.
Fødevarekontrol og tilsyn bør skabe værdi for virksomheder, myndigheder og samfund.
Virksomhederne skal have tillid til at bede om vejledning uden at frygte sanktionering,
og kontrollen bør være dialogbaseret og forankret i tillid mellem virksomhed og kontrollant.
Især mange mindre virksomheder belastes ressourcemæssigt af kravene til opfyldelse af
fødevarelovgivningen.
12

Det anbefales, at brugervenligheden styrkes f.eks. gennem en model med ”Én Indgang”
til kontakt med Fødevarestyrelsen i stil med den model, Skat anvender i deres kontakt
med virksomheder og borgere.
Et forenklet kontrolfrekvenssystem bør være muligt – med 3 risikogrupper og færre besøg:
- Højrisiko virksomheder – 2 besøg pr. år
- Middelrisiko virksomheder – 1 besøg pr. år
- Lavrisiko virksomheder – besøg efter behov
Hvis en virksomhed får anmærkninger, der har betydning for fødevaresikkerheden, skal
muligheden for opfølgende besøg være til stede.
Tilsyn i engrosvirksomheder med tilvirkning bør være:
- Gennemsnitlig 1 besøg årligt (fra gennemsnitlig 2,2 besøg i 2010 og 2011)
- Reduktion i antal tilsynsførende for den andel, der fører tilsyn i en gros virksomheder
med tilvirkning.
25. Afskaffelse af elite-smiley-ordningen for en gros virksomhederne
Elite-smiley-ordningen for engrosvirksomheder giver anledning til brug af unødige ressourcer
både i Fødevarestyrelsen og hos virksomhederne. Dette ses især i de tilfælde,
hvor virksomhederne står til at miste elitestatus. F.eks. kan selv en indskærpelse forårsage
tab af elitestatus. Virksomheden vil derfor gøre alt for at få omgjort en sådan anmærkning.
Hvis eliteordningen ikke eksisterede, ville der ”blot” ske det, at indskærpelsen
blev taget ad notam og rettet.
Merværdien af ordningen vurderes at være yderst begrænset, og det anbefales, at den
ophæves.
26. Simplere gebyrordninger med lavere takster
Fødevarestyrelsens gebyrkatalog er blevet forenklet væsentligt, men der er fortsat mange
forskellige systemer.
Gebyrtaksterne er alt for høje – de er i skærende kontrast til andre kontrol-
/tilsynsområder:
Fødevaretilsyn: 2.388 kr. pr. time
Miljøtilsyn: 290 kr. pr. time
Arbejdstilsyn: 0 kr. pr. time
SKAT (told) kontrol 0 kr. pr. time
Alle virksomheder, der har tilsyn af fødevarekontrollen, bør betale efter samme principper.
Formål med tilsyn er ens for alle, så derfor bør der også være samme betaling.
3. parts certificering bør konkret inddrages som et nyt væsentligt element i den offentlige
kontroludøvelse. Det anbefales, at der i et samarbejde mellem myndigheder og virksomheder
identificeres barrierer og udformes anbefalinger herfor.
13

27. Sundhedsanprisninger
En sundhedsanprisning er enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at
der er sammenhæng mellem en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele
og sundhed.
Man har i EU vedtaget en harmoniseret liste over godkendte sundhedsanprisninger, den
såkaldte artikel 13 liste, idet der henvises til artikel 13, stk. 3 i Forordning om Ernærings-
og Sundhedsanprisninger. Forslaget om artikel 13 listen omfattede godkendelse
af 105 anprisninger, på baggrund af en positiv vurdering fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA). Disse er primært anprisninger af næringsstoffer som vitaminer
og mineraler og deres betydning for kroppens funktioner (såkaldte funktionelle
anprisninger).
Da Kommissionens forslag til Artikel 13 listen blev vedtaget i Den Stående Komité for
Fødevarekæden og Dyresundhed den 26. april 2010, stemte Danmark som det eneste
land, ud over Belgien, imod listen. Den danske enegang er problematisk. Det er et eksempel
på, at man fra myndighedernes side på et forkert grundlag tilsidesætter muligheden
for at medvirke til at skabe vækst og arbejdspladser. Det er værd at bemærke, at
den europæiske forbrugerorganisation BEUC støtter listen, og ser det som en sejr for
forbrugerbeskyttelsen i Europa.
Fremover bør man i Danmark forholde sig til de muligheder, sundhedsanprisningerne
giver som kilde til information og som mulighed for at koble forebyggelse og vækst i den
danske fødevareindustri.
I forbindelse med den danske implementering af artikel 13 listen lægger Danmark op til
en særlig restriktiv fortolkning.
Danmark fortolker, at Forordning om Ernærings -og Sundhedsanprisninger omfatter al
kommerciel kommunikation om fødevarer uanset målgruppe. Det eneste område, forordningen
ikke vurderes at omfatte, er markedsføring af ingredienser, som aldrig sælges
til den endelige forbruger.
Der er ikke belæg for den danske fortolkning i lovgivningen, da forordningen kun vedrører
markedsføring til den endelige forbruger. Fortolkningen vil udgøre en væsentlig
indgriben i danske virksomheders kommercielle frihed og muligheder for at markedsføre
deres produkter. Den danske fortolkning er heller ikke i overensstemmelse med
praksis i andre lande.
Fødevarestyrelsen lægger op til at tillade mindst mulig fleksibilitet i ordlyd, fordi alternativet
ville betyde, at kontrolmyndighederne reelt skulle vurdere anprisningen på ny,
hvis den var ændret "for meget", og at de ikke havde de fornødne kompetencer til at gøre
det. På Kommissionens hjemmeside kan man læse, at man som virksomhed kan ændre
ordlyden, men KUN hvis det sker af hensyn til forbrugerforståelsen.
DI er selvfølgelig enige i, at man ikke må forstærke anprisningen ud over det, EFSA har
fundet videnskabeligt belæg for, men det er muligt at tilrette sproget, så det bliver mere
forbrugervenligt, uden at gå ud over det mandat, EFSA har givet.
Fødevarestyrelsen bør her have fokus på, hvordan sundhedsanprisningerne kan blive
forståelige for forbrugerne, og indgå i dialog med erhvervet om, hvordan sundhedsan-
14

prisningerne kan anvendes på en troværdig måde til gavn for både forbrugere og erhverv.
Ifølge forordningen skal alle produkter, der bærer anprisninger, som ikke er på Artikel
13 listen, være fjernet fra markedet den 13. december 2012.
Flere medlemslande har valgt en mere lempelig tilgang til dette spørgsmål for at undgå
unødig tilbagetrækning af produkter, der ikke udgør nogen sikkerhedsmæssig risiko. I
Belgien, Italien og Polen har man således allerede officielt meldt ud, at produkterne kan
blive på markedet, til lagrene er opbrugt (og andre lande har givet mundtligt tilsagn) for
ikke at påføre virksomhederne unødige tab i forbindelse med tilbagetrækning og eventuelt
ommærkning. I Danmark vurderer en enkelt virksomhed tab i størrelsesordenen 2-
5 millioner kr., hvis deres produkter skal trækkes tilbage fra markedet.
De danske myndigheder bør acceptere en tilsvarende pragmatisk tilgang, som især vil
have betydning for kosttilskud. Det er mere end et år siden, der blev opnået vished om,
hvilke anprisninger der bliver ulovlige, og kosttilskud har flere års holdbarhed. Virksomhederne
har naturligvis foretaget ændringer, efterhånden som viden er blevet tilgængelig
om, hvad der bliver tilladt. Men nogle ændringer er kommet meget sent, og det
har derfor ikke været muligt at tage højde for disse tidsnok i forhold til produkternes
holdbarhed.
28. Novel Food – Danmark vælges fra i ansøgningsprocessen
Såfremt et produkt falder inden for Novel Food definitionen, skal producenten ansøge
om at få produktet godkendt. Ansøger indsender ansøgning om markedsføring af det
nye produkt til et medlemslands fødevaremyndighed med en kopi til Kommissionen.
Når ansøger skal vælge et ansøgningsland i EU, ses der på flere faktorer, herunder behandlingstid,
ansøgningsomkostninger samt kvaliteten. Når virksomheden ønsker at få
godkendt en Novel Food, vælger de ikke Danmark som ansøgningsland. Faktisk har de
danske myndigheder kun været brugt til én eneste ansøgning
Dette skyldes primært, at der i Danmark skal betales et højt gebyr for behandling af ansøgning
om markedsføring. Gebyret, der er fastsat i betalingsbekendtgørelsen, kan højst
være 150.000 kr. Der skal desuden betales et depositum (p.t. 10.000 kr.), før sagsbehandlingen
påbegyndes.
Til sammenligning koster en Novel Food ansøgning i Tyskland omkring 12.500 - 30.000
kr. og foretages hurtigt og effektivt. Forskellen i pris kan ikke forklares med, at DTU’s
vurderinger er mere gennemarbejdede. Efter en national myndighed har foretaget en
vurdering, sendes ansøgningen i høring hos de andre medlemslande. I denne proces er
de tyske vurderinger fuldt ud kvalificerede til at imødekomme spørgsmål uden yderligere
forsinkelser. Hvilket land, man vælger, afhænger også af hvilken ingrediens, der er
tale om, men valget falder ofte på Tyskland, der er billig, hurtig og kompetent.
For produkter, der allerede er på markedet, oplever virksomhederne, at Kosttilskudsgruppen
(rejseholdet) i langt større omfang end deres europæiske kollegaer stiller krav
om dokumentation for, at fødevaren ikke er Novel Food. Dette skyldes ikke mindst, at
Kosttilskudsgruppen indtager en forenklet og særegen fortolkning af Novel Food kriterierne.
De ser udelukkende på, hvorvidt de har været anvendt til konsum i nævneværdigt
omfang uden at vurdere, om fødevaren henhører under de forskellige på forhånd
15

definerede kategorier herfor. Konsekvensen er, at producenten skal udarbejde omfangsrigt
materiale, der skal bevise, at produktet ikke er et Novel Food – til tider til trods for,
at andre EU-lande ikke betragter fødevaren som Novel Food. Dette er meget ressourcekrævende
og adskiller sig fra resten af EU.
It, tele, elektronik og kommunikation
29. Bindingsperioder på teleområdet
Danmark har indført skrappere regler om bindingsperioder på mobilabonnementer, end
EU-reguleringen tilsiger. I Danmark har vi 6 måneders bindingsperiode, mens hovedparten
af de europæiske lande tillader 12-24 måneders binding. Den danske særregel
skaber dermed ulig konkurrence og forringer danske virksomheders mulighed for f.eks.
udvikling og innovation. Derfor bør de danske bindingsperioder harmoniseres i forhold
til de øvrige europæiske lande. Eventuelle kortere bindingsperioder bør således vedtages
på EU-niveau.
30. Logningsbekendtgørelsen
Som opfølgning på EU’s logningsdirektiv og som en del af regeringens antiterrorpakke
er teleselskaberne blevet pålagt at logge danskernes sms’er, telefonopkald og internetaktiviteter.
På nogle punkter går de danske regler væsentligt videre end kravene i EU-direktivet.
Det gælder bl.a. kravet om logning af danskernes brug af internettet, som samtidig er
den type logning, der indebærer langt den største andel af registreringerne, og som kun
i meget få tilfælde i praksis har været efterspurgt og anvendt af politiet. Systemerne til
at foretage og opbevare denne logningsforpligtelse har kostet 200 mio. kr. at oprette og
50 mio. kr. om året. I 2012 blev der logget 900 milliarder oplysninger om danskernes
internetsessioner.
DI har på den baggrund opfordret regeringen til at revidere de danske regler og få dem i
overensstemmelse med EU-reglerne, men regeringen har gang på gang udskudt revisionen.
Senest i februar 2013.
31. Udbudsregler på it-området
I Danmark fortolker man udbudsreglerne på en sådan måde, at et it-projekt ikke per
definition er en kompleks ydelse, men derimod en standardydelse. Det indebærer, at
ordregiver ikke har adgang til undtagelsesbestemmelserne i udbudsreglerne om adgang
til forhandling.
Det ville være bedre, hvis it-projekter altid blev defineret som en kompleks ydelse og
derved gav ordregiver adgang til undtagelsesbestemmelser om adgang til forhandling.
Staten køber it-ydelser og -produkter for 5,5 mia. kr., jf. analyse fra Digitaliseringsstyrelsen
om Statens It drift, og disse kunne efterspørges på en langt mere effektiv måde.
16

Energi
32. Regulering af energiforsyning for at fremme smart grid
Berørt lovgivning: Elforsyningsloven, varmeforsyningsloven samt øvrig lovgivning inden
for energiforsyning.
Der er et stort forretningsområde i smart grid med udvikling af både nye teknologier og
tjenesteydelser. Det handler om at få udviklet den rigtige regulering, der skaber incitamenter
til at realisere potentialet ved fleksibelt forbrug og produktion. Det forventes, at
en yderligere deregulering af energisektoren kan give væksteffekter. Dette gælder på
slutbruger- og kundesiden, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er incitamenter til at
tilbyde fleksibilitet på grund af reguleringen.
I eksempelvis Storbritannien er der et marked for forskellige systemydelser, fordi UK’s
National Grid har udviklet en mere enkel regulering og klare rammer til serviceudbyd ere
end i Danmark. Udviklingen af nye serviceydelser er et nyt forretningsområde i Storbritannien,
som skaber vækst og beskæftigelse.
For at give produktivitetsudviklingen de bedste vilkår anbefaler DI, at lovgivning i
Danmark hviler på følgende principper:
Mulighed for variable elpriser over tid.
Mulighed for timebaseret afregning for flere kunder.
Klare og enkle regler for udvikling af smarte løsninger
Et åbent markedsdesign der muliggør, at mange aktører kan deltage i at virkeliggøre
Smart Grid.
Effektivt samspil mellem el-, gas- og varmenettene og lagring af energi er central for
at sikre en optimal udnyttelse af vedvarende energi.
Forskning, innovation og markedsmodning med internationalt sigte.
33. Der må ikke ske dobbeltbeskatning af el
Udviklingen og brugen af el-lagringsanlæg kan bremses af den gældende afgiftsstruktur.
El pålægges en afgift, når det forbruges på lige fod med andre energityper såsom gas og
olie. Men i modsætning til andre energityper betragtes lagring af elektricitet også som
forbrug. Der kan dermed opstå situationer, hvor el dobbeltbeskattes
Anbefaling:
- Lovgivningen skal ændres, så refusion af elafgift bliver mulig ved levering af el til
elsystemet fra lagringsteknologier hos afgiftspligtige operatører af ellagre.
- Barrierer og muligheder for at lade afgiftsfriheden omfatte almindelige forbrugere
og virksomheder skal afdækkes.
17