Skal vi fortsætte med et fælles menighedsråd? - Brenderup Indslev ...

Legende af Johannes Jørgensen (forkortet)
Det var just helligtrekongers aften – den første
af alle helligtrekongers aftener. Balthasar, Kaspar
og Melchior havde haft audiens hos Herodes.
”Han er en ræv!” havde Kaspar sagt, da de
vel var uden for Davidsborgens skumle mure.
Nu red de i tavshed. Natten var længst faldet på
– der var ikke mange mennesker ude.
”Det er jo i Betlehem, vi skal finde jødernes konge?”
spurgte lidt ængsteligt Balthasar. – ”Således
siger i hvert fald skrifterne” svarede kong
Melchior af Æthiopien. Der står også skrevet:
”Og han skal være fred! Ikke blot bringe fred,
men være fred!” – Kaspar siger: ”Hjemme i
Mesopotamien har vi Gud ske lov fred – men
hvor langt er der ikke til, at der bliver fred i hele
verden? Om fred er det derfor jeg først af alt vil
bede den jødernes konge, for hvis åsyn vi nu
snart skal stedes!”
I det samme lød der et stort råb fra kameldriverne:
Stjernen! Stjernen! – Siden de havde
forladt Jerusalem, havde de ikke set den. De
hellige tre konger satte dromedarerne i trav, og
snart var de inde i byen. Dromedarernes bjælder
ringlede stærkt mellem husene, men ingen
mennesker viste sig. Der var ingen, man kunne
spørge, og hvor var stjernen? Dog lige uden
for byens port viste stjernen sig atter. Den stod
over et lille lavt hvidkalket hus. Kunne det være
slottet, hvor jødernes konge var? Over det hus,
ikke over noget andet stod stjernen!
”Gå du hen og bank på, Melchior.” Han bankede
på, og en mandsstemme spurgte: ”Hvem
der?” ”God ven!” svarede Melchior – og døren
gik op. Måske kunne de få at vide, hvor den
jødernes konge var at finde. Uvilkårligt så Melchior
op mod himlen – og se! Stjernen stod lige
over husets tag … og uden at tøve eller tvivle
trådte de alle tre ind – og fandt barnet og dets
moder. Hun nynnede en vuggevise og fik barnet
til at smile. De højbårne gæster nærmede sig
og knælede stille – gaverne bar de frem.
Kaspar bad, at krigen måtte forsvinde af verden,
Balthasar bad, at der ikke mere måtte findes
sult, og Melchior bad: Herre, du jødernes
konge - giv mig liv – liv – liv!
Under bønnen havde barnet rejst sig op i vuggen
og så på de tre pilgrimme. Imens arbejdede
de små fingre med et par halmstrå fra lejet. Da
Melchior tav, havde barnet endt sit arbejde. Af
stråene havde det flettet tre små kors – og rakte
et kors til hver af de hellige tre konger.
Kirsten Langborg
9