REJSEN TIL DIN 7. SANS - Body Mind Academy

Angstens grimme ansigt
Jeg får min første depression, da jeg er 34 år.
Vi har fået vores erde barn, og han har haft kolik i to en halv måned. Det er naturligt for mig, at give det skylden, ”jeg er
træt, tyndhudet, det går over igen…” Det er ikke særlig slemt. Jeg tror ikke engang, jeg selv gør mig klart, at jeg er depressiv.
Den anden depression kommer som 40-årig. Den bider lidt mere. Jeg får “Lykkepiller” i kort tid, men kan stadig holde facaden
over for omverdenen.
Den tredje kommer som 47-årig, og jeg har det rigtig skidt. Er sygemeldt fra mit arbejde i fire måender og får psykofarmica
i et år eller mere. Angsten begynder at vise sit grimme ansigt, kan bedst lide, når min mand også er sammen med mig. Det
går over, og jeg er rigtig god til altid at finde ydre årsager, ”Vi knokler for meget, vi har aldrig nogen penge, mit parforhold
fungerer ikke, som det skal osv osv”.
En svær beslutning
Som 49-årig vælger jeg at blive skilt, for det må jo være derfor, jeg ikke er rigtig glad, tænker jeg.
Det er mit livs sværeste beslutning at vælge at gå fra min mand - mine børns far, min ungdomskæreste, som jeg har delt alt
med i 32 år.
Det første år efter, går det godt. Det er befriende at være fri for alle konflikterne, kan gøre, hvad jeg vil, og jeg nyder roen. Vi
er stadig en del sammen, min mand og jeg. Spiser sammen, holder jul sammen, holder weekend sammen ind imellem, men
kan også skændes, så det brager, eller græde sammen, fordi vi ikke kan få det til at fungere. Vi holdt jo, og holder stadig
utroligt meget af hinanden. Efter et år, finder min mand en ny kæreste. Det er et kæmpe chok! Vi havde jo aldrig rigtig taget
afsked med hinanden.
Den er gruelig gal
Min verden falder totalt fra hinanden, og jeg får min erde depression. Efter en måned opløst i gråd uden at kunne sove,
uden at kunne spise, med et stort vægttab og uden at kunne finde ro, knækker jeg totalt. Jeg ved, den er gruelig gal.
Jeg er på besøg hos min mor og far. Fryser voldsomt, græder helt ukontrollerbart, og er ved at kvæles af angst. Jeg er klar
over, at jeg har brug for hjælp, og skriger helt hysterisk, at min niece skal komme.
Jeg er meget knyttet til min niece, og jeg vil have, at hun skal tage med mig ud på psykiatrisk skadestue. Jeg har en ide om,
at jeg bare skal ud og have noget at slappe af på, måske noget så jeg kan få sovet.
Min far har lavet suppe, og mens vi venter på Trine, min niece, prøver han at overtale mig til at spise lidt. De græder, de to
stakkels mennesker, min far og mor, over at se deres datter på den måde, og jeg tænker kun på, at hvis han ikke snart holder
mund med den suppe, så planter jeg gaflen mellem øjnene på ham.
Vi tager ud på skadesstuen, hvor kompetente mennesker tager over. Jeg bliver tilbudt et ophold på ca. 4 uger, som jeg afslår,
”jeg skulle f…… ikke være der i 4 uger”, men jeg vil gerne blive natten over. De indvilliger i dette, og set i bakspejlet, har de
jo nok hørt det før. Jeg får noget beroligende, taler med en læge, og får noget at falde i søvn på. En sygeplejerske er hos mig,
lige indtil jeg falder i søvn. Jeg bliver i 4 uger.
Et helvede på jord
På trods af kæmpe doser medicin, er de næste mange måneder et helvede på jord. Det kan ikke beskrives, så de der ikke har
prøvet det kan forstå. Det er angst så sønderlemmende, at det virker ubærligt at være i sin egen krop. Det er uro, så man
føler, at man er ved at blive vanvittig. Det er sorg, så voldsomt smertefuldt, det føles faktisk som en ulidelig fysisk smerte.
51