#0:Null - ww.nsuweb.net

#0:Null
Selvstændigheden
Selvstændigheden gav indledningsvis et af de mest
progressive og liberale systemer i Europa på den
tid. Politisk var tiden kaotisk, og regeringsmagten
skiftede hyppigt hænder. Dette medvirkede til at
fremme ekstremistiske kræfter, og i 1933 blev en
ny forfatning godkendt ved en folkeafstemning,
der fratog parlamentet beslutningskompetencer til
fordel for landets statsoverhoved. Men inden en et
nyt statsoverhoved kunne blive valgt, kom et
statskup under ledelse af Konstantin Päts og Johan
Laidoner i vejen, og gradvist voksede et mere
autoritært styre frem.
Anden verdenskrig og Rusland vender tilbage
Med Molotov-Ribbentrop-pagten blev Estland en
del af den sovjetiske interessesfære, og Sovjetunionen
øgede konstant presset, indtil sovjetiske
tropper besatte landet i 1940. Gennem et
farceagtigt valg blev Estland officielt en del af
Sovjetunionen. I 1941 blev Estland ”befriet” af
Tyskland, før Sovjet-unionen endeligt overtog
kontrollen igen i 1944, på trods af et forgæves
forsøg på at genoprette landets selvstændighed, der
aldrig blev anerkendt af de allierede. I alt mistede
Estland næsten 300.000 indbyggere, eller en
fjerdedel af sin befolkning under 2. verdenskrig.
Disse ester enten døde, flygtede eller blev
deporteret.
Molotov underskriver med Ribbentrop og Stalin som tilskuere.
Tiden som del af Sovjetunionen blev heller ingen
dans på roser for esterne. Perioden indebar en
hård undertrykkelse af den estiske befolkning og
massiv russisk indvandring. Specielt tiden lige
efter genoprettelsen af sovjetisk herredømme
betød en brutal bølge af terror som tak for sidst fra
8
de sovjetiske magthavere, og en stor del af befolkningen
blev udsat for tortur, dødsstraf og/eller
deportation. Ikke før efter Stalins død fandt et lille
tøbrud i behandlingen sted, men alligevel var
perioden præget af både økonomisk og kulturel
stagnation.
Første tegn på tøbrud
Efter Gorbatjov kom til magten i 1985 blev det i
øget grad muligt for minoriteter åbent at kritisere
systemet, og latente konflikter kom dermed igen
frem til overfladen. I første omgang betød dette
ikke store forandringer for Estland, men i 1987
kom den første massive estiske protest mod
etableringen af fosforminer i det nordøstlige
Estland. Flere dissidenter og systemkritikere blev
efterhånden løsladt, hvilket styrkede
uafhængighedsbevægelsen i Estland, og flere
demonstrationer og protester fandt sted i de
følgende år. Også på det politiske niveau blev
kravet om øget estisk selvstændighed styrket. I
starten af 1990 blev der afholdt frie valg og en
folkeafstemning om uafhængighed fandt sted.
Selvstændig igen, hvad nu?
Det var alligevel først i forbindelse med det
forfejlede statskup i Moskva august 1991, at
Estlands selvstændighed blev officielt genoprettet.
Island var det første land som anerkendte Estlands
selvstændighed den 22. august, hvilket den
russiske føderation også gjorde den 24. august,
hvorefter andre fulgte trop (mange lande havde
aldrig officielt anerkendt Sovjetunionens
okkupation, hvilket meget bekvemt betød at en
officiel anerkendelse af selvstændigheden heller
ikke var nødvendig). Den 17. september 1991 blev
Estland medlem af FN, hvilket cementerede dens
selvstændighed, hvis nogen stadig skulle være i
tvivl.
HSC
Mere på Internettet:
www.estonica.org
Avisen bringer dagligt historier om forskellige
aspekter af Estland efter selvstændigheden.